Det franske baguette er fyldt 100 år
Franskmændenes yndlingsspise Baguetten, som altid skal indtages frisk fra bageren, fylder 100 år i år
Livsstil

100 år for franske ikoner

Denne artikel er skrevet delvis på rygter. Franske rygter. Og delvis på fakta. Så nu har jeg researchet en hel del, så meget, at jeg til sidst er gået i gang med at skrive.

Franskmændenes yndlingsspise Baguetten, som altid skal indtages frisk fra bageren, og som næsten enhver franskmand er kendt for at have under armen morgen, middag og aften – fylder 100 år i år.

Det er jo bestemt ikke svarende til de masser af andre oplysninger, som flyder mig i møde hver gang jeg googler, kigger i franske historiebøger eller hører om ude i byen. For der er næppe nogen, der præcist ved, hvem der opfandt den moderne baguette, men der er flere interessante teorier om oprindelsen, så her følger fem bud – og der findes nok flere derude. 

Den første teori går tilbage til den franske revolution i 1789, der antyder, at det ikoniske galliske brød var årsag til den franske revolution, fordi brød var grundpillerne i den franske føde, og bønderne var i oprør over synet af adelen, der spiste lange hvide brødpinde, mens de selv stod over for hungersnød. 

Ifølge en anden legende skal Napoléon Bonaparte have besluttet, at brød skulle fremstilles som lange tynde pinde for at passe i soldaternes rygsække, for at de under krigshandlingerne, når sulten meldte sig, hurtigt skulle kunne få fat i et stykke brød at gumle på. Men den teori skydes ned af andre, fordi brødene ville knække alt for nemt.

En tredje historie fra 1839 går på, at manden, der opfandt croissanten, den østrigskfødte bager August Zang, opfandt baguetten, da han installerede Frankrigs første dampovn, som gjorde det muligt at bage brød med en sprød skorpe og en blød midte i sit Boulangerie Viennoise i rue de Richelieu i Paris. 

En meget elsket myte fortæller, at under arbejdet med Paris-metroen i 1898 blev arbejdsfolk hentet ind fra hele Frankrig for at arbejde på det banebrydende projekt. På grund af kultur- og sprogforskelle mellem arbejderne opstod ofte voldelige argumenter, hvor knive blev trukket. Derfor bad man bagerne om at lave et brød, der kunne rives over i stedet for at blive skåret, så knive kunne forbydes. 

Endelig er der den version, som det franske immigrantmuseum i Paris bringer for dagen, og forståeligvis er den ikke særlig populær. Baguetten er faktisk slet ikke fransk, for det er en italiensk brødtype, som italienske indvandrere tog med sig, da de blev inviteret til Frankrig under den industrielle revolution.

UANSET OM DET lige præcis skulle være baguetten, der forårsagede Bastillens fald eller ej, så besluttede regeringen efter revolutionen i 1793: “Både rigdom og fattigdom skal forsvinde, for regeringen ønsker lighed. Der vil ikke længere være et hvedebrød til de rige og et klidbrød til de fattige. Alle bagere skal kun fremstille én type brød: Ligestillingens brød.” 

I løbet af de følgende årtier, da hvede blev billigere, skal baguetter have været et almindeligt syn ifølge udenlandske besøgende, der bemærkede størrelsen på de ikoniske brødpinde. “Husjomfruerne skynder sig hjem med deres indkøb af forskellig gallisk morgenmad, og de lange brødpinde, de bærer i deres arme, gør et forunderligt indtryk på mig,” kommenterede en amerikansk besøgende. 

Forvirringen om baguetten og tidspunktet for dens oprindelse skyldes sandsynligvis, at der gennem tiden har været masser af baguette-arter. Blandt andet det tyndere rørformede brød flûte, det endnu tyndere og kortere kaldet ficelle og en meget kort og stump version kendt som bâton, dvs knippel eller stav.

Sikkert er det dog, at reglerne om det ikoniske brød blev vedtaget ved lov i 1920 – så det er endda mindst 100 og et halvt år siden, at brødets minimumsvægt på 80 gram og en længde på mindst 40 cm blev vedtaget. Denne første officielle baguettelovgivning anerkendte baguettens betydning som en del af den franske livsstil. Og det må være coronapandemien, der er årsag til, at man naturligvis ikke kunne afholde en 100-års fødselsdag før end her i 2021. 

Senere i 1920’erne, blev der vedtaget en lov, der forbød bagerne at udføre arbejde inden kl. 04 om morgenen. Da den lange tynde baguette kunne tilberedes og bages hurtigere end større brød, var det det eneste brød, som bagerne kunne forberede i tide til morgenmaden. Senest er loven blevet revideret i 1997. 

Siden 2018 har både det franske bagerlaug og præsident Macron arbejdet på, at den franske baguette skal have Unescostatus, idet man forventer at det endelig kommer på verdensarvlisten om beskyttelse af den immaterielle kulturarv. 

Siden 1994 har Paris hvert år kåret årets baguettebager i en skarp konkurrence, hvor vinderen får lov til at levere baguette i et helt år til den franske præ-sident. Her kan vi så bringe nyheden om, at 2021 bliver det første år, hvor denne konkurrence også vil finde sted i Danmark. Konkurrencen “Danmarks Bedste Baguette-Bager 2021” sker i samarbejde med de danske bager- og konditormestre. Hvilket koryfæ vinderen af den danske konkurrence får lov at levere baguette til i et helt år er dog ganske uvist endnu.

HISTORIEN OM BAGUETTEN er jo til at grine over, tænker formentlig en ikonisk fransk ko, der i år kan fejre, at den med sikkerhed for præcis 100 år siden så dagens lys. Det drejer sig om osten med navn La Vache Qui Rit, den leende ko, der blev opfundet af en osteproducent i Jura i 1921. Osten er i dag verdens fjerdestørste ostemærke, der sælges i mere end 130 lande med 121 trekantede oste produceret hvert sekund. 

Patentet La Vache Qui Rit var det allerførste registrerede osteprodukt i Frankrig.
DEN 16. APRIL 1921 registrerede Léon Bel varemærket La Vache Qui Rit i Frankrig. I varemærket siges koen at have “et sjovt udtryk”. Bel havde lavet den oprindelige tegning om, og i begyndelsen grinede den ikke, den var ikke rød og havde heller ikke øreringe. Men patentet var det allerførste registrerede osteprodukt i Frankrig.

La Vache Qui Rit blev produceret af osteproducenten Jules Bel efter en idé, der kom fra hans yngste søn Léon, som var Comté-producent og var inspireret af en schweizisk fondueost. La Vache Qui Rit blev oprindeligt solgt i en rund metaldåse, der indeholdt et billede af en hvid ko på en rød baggrund bag en sort port.

Selve billedet af den leende ko var inspireret af tegneseriekoen Wachkyrie, som den franske illustrator Benjamin Rabier stod bag. Han producerede tegneserier omkring år 1900, og hans første album for børn var historien om Tintin-Lutin, offentliggjort i 1898, som fortalte om en ung lutin (spilopmager). Her var hans hovedpersoner mennesker og ikke dyr, som de kom til at være i senere albums. Rabier var bl.a. en stor inspirator for Hergé, da denne gik i gang med sine Tintin-serier. Tegneseriekoens navn havde de franske tropper under Anden Verdenskrig fundet på. For Rabiers tegning af koen blev benyttet på siden af de lastbiler, der transporterede frisk kød til tropperne. For sjov døbte de koen Wachkyrie, et ordspil på det tyske ord Walkyrie, for at lave grin med deres modstandere.

DEN 16. APRIL 1921 registrerede Léon Bel varemærket La Vache Qui Rit i Frankrig. I varemærket siges koen at have “et sjovt udtryk”. Bel havde lavet den oprindelige tegning om, og i begyndelsen grinede den ikke, den var ikke rød og havde heller ikke øreringe. Men patentet var det allerførste registrerede osteprodukt i Frankrig. 

I 1924 besluttede Léon Bel at ændre brandets logo og bad Benjamin Rabier om at redesigne koen, og faktisk var det Léon Bels kone, der bad Rabier om at give koen øreringe. Den grinende ko har siden været rød, glad og er næsten altid afbildet iført øreringe, der ligner de runde æsker, ostetrekanterne ligger i. 

Osteproducenten Bel Group har hovedkontor i Suresnes ved Paris, hvor de fremstiller og distribuerer forarbejdede og halvforarbejdede oste, ofte pakket i individuelle portioner. Virksomheden “Établissements Jules Bel” blev grundlagt i 1865 i Orgelet i Jura. I dag er firmaets fem kernemærker foruden koen også ostene Babybel, Kiri, Leerdammer og Boursin, der distribueres på fem kontinenter. 

Maison de la Vache Qui Rit-museet i Lons-le-Saunier, departementet Jura, markerer brandets 100 år med særudstillingen “100 Rires” – 100 grin – for at dele smil og historier fra brandets 100-årige eksistens. Museet åbnede i 2019 på foranledning af Léon Bels barnebarn Catherine Sauvin. 

I weekenden den 11.-12. september vil der blive oprettet en mini-forlystelsespark i byens Parc des Bains med mini-tivoli, lysshow og kæmpe snacks i brandets signaturfarver. 

Og vidste du, at der kun er 25 kalorier i hver lille trekantede ost – og at du kan brænde de 25 kalorier af ved at grine i 10 minutter? Det hævder museet i hvert fald.

OGSÅ VERDENS MEST kendte parfume runder et skarpt hjørne i år. Den 5. maj 1921 blev den berømte parfume Chanel N° 5 lanceret for første gang. Bag parfumen stod selvfølgelig Coco Chanel, der var datidens store modeikon. Lanceringen var faktisk ret unik, idet hun var den første designer, som kunne tiltrække opmærksomhed med kun et efternavn på flasken. 

Den 5. maj 1921 blev den berømte parfume Chanel N° 5 lanceret for første gang
Verdens mest kendte parfume runder et skarpt hjørne i år. Den 5. maj 1921 blev den berømte parfume Chanel N° 5 lanceret for første gang. Bag parfumen stod selvfølgelig Coco Chanel.

Coco Chanel mente på det tidspunkt, at tiden nu var inde til at føje en duft til de klassiske og enkle kreationer. Og ligesom hendes innovative tøjstil måtte parfumen også være anderledes end datidens norm, nemlig intet mindre end essensen af den moderne kvinde i en duft. 

“En kvinde skal dufte som en kvinde, ikke som en rose,” mente hun, og bad derfor den russiskfødte franske parfumier i Grasse, Ernest Beaux, om at designe en speciel og intens parfume med en feminin duft til kvinder. Beaux præsenterede hende derefter for en nummereret serie parfumeeksempler. Coco Chanel valgte den femte prøve og erklærede: “Jeg lancerer altid mine kreationer på den femte dag i den femte måned. Så nummer fem ser ud til at bringe mig held – derfor vil jeg kalde den N°5.”

Oprindeligt blev der kun produceret 100 flakoner af Chanel N°5, som hun i julen 1921 forærede til sine bedste kunder. Men snart blev efterspørgslen så stor, at hun besluttede at lancere parfumen officielt til salg i sine butikker i 1922. Det år lancerede hun også en anden duft fra de nummererede flasker. Det blev til Chanel nr. 22, flaske nr. 22 fra anden serie. Men da den ikke så populær som N°5, blev den hurtigt trukket tilbage.

De mest berømte og måske sælgende ord om parfumen blev sagt af skuespillerinden Marilyn Monroe, da hun under et interview blev spurgt om, hvad hun dog havde på om natten.

“Hvad jeg har på i sengen? Chanel N°5 selvfølgelig,” svarede hun.