fbpx
Nyt om Frankrig

34-årig skal plante træ i Matignon

Premierminister Gabriel Attal.

I den franske premierministers officielle bolig i Rue de Varenne i 7. arrondissement i Paris, kaldet Hôtel Matignon eller bare Matignon, har der siden 1978 været tradition for, at den siddende premierminister planter et træ i palæets store have. Den opgave tilfalder nu den kun 34-årige nyudnævnte premierminister Gabriel Attal, som efterfølger Elisabeth Borne på posten. Borne blev afskediget mandag.

Attal har gjort kometkarriere i fransk politik. Han er opvokset som en del af Paris’ bedre borgerskab, og kendt for den næsten umenneskelige flid, han lægger i de opgaver, han betros. Han startede sin politiske karriere i socialistpartiet, men skiftede i 2016 over til Macrons “En marche !”-parti (senere “La République en Marche” og i dag “Renaissance”). I sommer blev han uddannelses- og ungdomsminister, den foreløbige kulmination på en række regerings-stillinger som bl.a. statssekretær tilknyttet premierministeren samt talsmand for regeringen, og Ministre délegué chargé des Comptes public, en position der håndterer offentlige regnskaber og skattesager.

I går torsdag præsenterede Attal sin regering med et hold, der hælder klart mod højre. En række tunge profiler bliver på deres post, men der er også nyudnævnelser. Mest overraskende højrefiguren og sarkozisten Rachida Dati, som bliver kulturminister.

I modsætning til hans forgænger på posten er Gabriel Attal allerede en kendt og populær politiker. Selv om han med en Austin Powers-reference er blevet kaldt Macrons “Mini-Me”, en yngre version der er lige så elitær af baggrund og arbejdsom, kan præsidenten ikke forvente sig en simpel medsammensvoren, vurderer dagbladet Le Figaro, men en mand, der også har sine egne holdninger. For mange peger satsningen på den unge Attal også frem mod næste præsidentvalg, hvor Macron ikke kan genopstille, og hvor mareridtet for Macron er, at Marine Le Pen vinder valget. Der er brug for et frisk pust og en omrokering hvis regeringens popularitet skal øges inden valget, efter bl.a. hævelsen af pensionsalderen og andre svære beslutninger, og Gabriel Attal selv ses nu også som direkte rival til præsident-favoritterne Edouard Philippe, Bruno Le Maire og Gérald Darmanin.

 

Artiklen er kun for abonnenter, men du får første måned for kr. 9,- uden binding! Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.