Frankrig var blandt de sidste lande i Europa til at afskaffe dødsstraffen i 1981. Med blot få måneder til det kommende præsidentvalg er den igen taget op til debat.
Noget tyder på, at den franske præ- sident Emmanuel Macron havde ret, da han for nylig understregede, at kampen mod dødsstraf langt fra er afsluttet. Det giver sig selv, når man tænker på lande som USA og Kina, men mindre åbenlyst er det, at også Frankrig har sine problemer at slås med i den henseende.
Dagbladet Le Parisien kunne i anledning af 40-året for dødsstraffens afskaffelse tilbage i september afsløre, at over halvdelen af den franske befolkning mener, at den bør genindføres. Og mens Macron taler for en total, global afskaffelse, har hans ultrakonservative udfordrer til det forestående præsidentvalg, Éric Zemmour, udtalt, at han “fra et filosofisk synspunkt” går ind for dødsstraf.
Til gengæld optræder genindførelsen af dødsstraffen noget overraskende ikke længere på partiprogrammet for Rassemblement National op til det kommende præsidentvalg. Det har ellers i mange år været en af Marine Le Pens kernesager. Men hvis vi træder et skridt tilbage, hvad er så på spil i den franske debat om lovens strengeste straf?
Som så ofte, når det gælder fransk politik og lovgivning, er vi nødt til at spole tiden tilbage til 1789. Det var året, hvor lægen Joseph Ignace Guillotin fremkom med forslaget om, at dødsstraffen skulle eksekveres ens for alle. Guillotin, der selv var modstander af dødsstraf, håbede, at en mere humanitær og smertefri henrettelsesmetode på sigt ville føre til en egentlig afskaffelse.
“Med min maskine hugger jeg jeres hoveder af på et øjeblik, og I vil intet mærke, allerhøjst et let, friskt vindpust på nakken,” skal han have sagt. “Faldøksen hvisler, hovedet falder, blodet sprøjter, mennesket findes ikke mere.”
FORSLAGET BLEV GODKENDT i Nationalforsamlingen, og guillotinen – som den kom til at hedde, skønt det ikke var doktor Guillotin selv, men derimod kirurgen Antoine Louis og klaverbyggeren Tobias Schmitt, der havde opfundet den – blev første gang taget i brug i 1792.
Men den nye maskine kom ikke til at lægge en dæmper på antallet af henrettelser, snarere tværtimod. De fleste af os tænker formentlig straks på regentparret Ludvig den 16. og Marie-Antoinette, når vi hører ordet “guillotine”, men i alt blev yderligere omkring 17.000 mennesker henrettet under Rædselsregimet 1793-94, herunder flere af revolutionens egne børn: Danton, Saint-Juste og Robespierre.
Dengang havde hvert departement i Frankrig sin egen guillotine, bøddelhvervet gik ofte i arv fra far til søn, og selv om kadencen aftog med årene, fortsatte de offentlige henrettelser helt frem til 1939.
I PARIS HAR DET sat sig varige spor i bybilledet. Her blev henrettelserne fra 1851 udført på pladsen foran Roquettefængslerne i det 11. arrondissement. Fængslerne er sidenhen blev revet ned, og nu ligger der i stedet en familievenlig park, men hvis man ved, hvad man skal kigge efter, kan man endnu se de fem fliser, som guillotinen blev monteret på, i asfalten.
Den eksistentialistiske forfatter Albert Camus skrev i essayet “Nogle tanker om guillotinen” (1957) om sin far, der havde overværet en henrettelse af en forbryder, der havde myrdet en hel familie, far, mor og børn. Men den ventede følelse af retfærdighed og katarsis udeblev. I Else Mammens oversættelse fra 1970 lyder det: “Hvad han så denne tidlige morgen, har han aldrig omtalt for nogen. Min mor kan kun fortælle, at han kom farende ind ad døren, smed sig på sengen et øjeblik, og så pludseligt begyndte at kaste op.”
Det mest berømte forsvar for afskaffelsen af dødsstraffen i fransk litteratur skyldes dog utvivlsomt Victor Hugo, der som blot 26-årig i 1829 skrev den korte roman “Sidste dag for en dødsdømt”. Læserne ved ikke, hvem den dødsdømte er, eller hvilken forbrydelse, han har begået. Hugo er derimod interesseret i den absurde, mareridtsagtige situation, som enhver dødsdømt nødvendigvis må befinde sig i.
“Nu er jeg fanget. Min krop er lagt i jern i en kachot, min sjæl er fængslet i en idé. En forfærdelig, blodig, ubarmhjertig idé! Jeg har ikke andet end én tanke, kun én overbevisning, kun én vished: dømt til døden!”, som det lyder i Rikke Aarøe Carlsens oversættelse fra 2016.
Hugos roman fik en blandet modtagelse, og dødsstraffen blev ikke afskaffet i hans levetid. Men han var fra først til sidst en utrættelig forkæmper for afskaffelse af dødsstraffen. “Overalt hvor dødsstraffen viser sig, hersker barbariet,” som han sagde små tyve år senere, forud for konstitueringen af Den Anden Republik i 1848. Den tale fortsætter med at blive citeret – bl.a. af Robert Badinter, der som François Mitterrands justitsminister stod for den egentlige udformning af lovforslaget om afskaffelsen af dødsstraffen i 1981.
TIDLIGERE PRÆSIDENTER som Valéry Giscard d’Estaing og Georges Pompidou havde udvist forbehold over for brugen af dødsstraf, men for Mitterrand var afskaffelsen altafgørende. “Jeg siger det, jeg mener; det, jeg tilslutter mig; det, jeg tror på; det, der stemmer overens med mine åndelige overbevisninger, min tro, mine bekymringer for vores civilisationen. Jeg er ikke tilhænger af dødsstraffen,” sagde han i et tv-interview under valgkampen.
Godt nok havde han meningsmålingerne imod sig, men man fornemmede alligevel et omslag i tiden. Den katolske kirke i Frankrig erklærede sig i 1978 modstander af dødsstraf, og året forinden havde ngo’en Amnesty International modtaget Nobels fredspris for sit arbejde for en global afskaffelse.
Også filmen “Le pull-over rouge” (1979) om retssagen mod Christian Ranucci, der i 1977 blev dømt til døden for at have bortført og myrdet en 8-årig pige, bidrog til at vende stemningen. Filmen var nemlig endnu et partsindlæg i en ordstrid, der optog hele landet, om, hvorvidt Ranucci i virkeligheden var uskyldig. På den måde satte den i traditionen fra Hugo og Camus alvorlige spørgsmålstegn ved det franske retssystem. Det endte da også med at blive 363 stemmer for mod 117 stemmer imod i den franske nationalforsamling.
Mitterrand er for længst død, men på trods af sine 93 år er Badinter stadig i fuld vigør og endnu politisk engageret. Tilbage i oktober deltog han i den officielle markering af 40-året for dødsstraffens afskaffelse i Panthéon sammen med Macron. Det var her, Macron slog fast, at han ville genoptage kampen mod dødsstraf og afskaffe den i hele verden.
Det er let at blive imponeret over de politiske løfter og armbevægelser, og meningsmålingerne til trods er det da også vanskeligt for alvor at forestille sig, at dødsstraffen skulle blive genindført i Frankrig. De fleste beboere i det 11. arrondissement i Paris går i hvert fald let hen over de fem fliser i asfalten foran de hedengangne Roquette-fængsler uden så meget som at skænke dem en tanke.
Det er afgjort en god ting.
