Du ser dem i metroen, på fortovscaféer og i halvtomme biografsale, før filmen begynder. De er over det hele, de små, billigt trykte bøger, som man ubesværet kan have med sig på farten. “Le Livre de Poche” er folkeeje – og har været det i nu syv årtier.
Stiger man som dansker ombord på metroen i Paris, er det let af blive forbløffet over de mange passagerer, der fra det ene stop til det andet finder tid og ro til at fordybe sig i en god bog – frem for at scrolle gennem nyhedsfeeds på deres telefoner. Ganske upåvirket af den almindelige masen og skubben fortærer de den ene side efter den anden, før de propper bogen i baglommen eller ned i tasken og bevæger sig ud på perronen gennem skydedørene. Skønlitteraturen er i Frankrig simpelthen noget, man indtager på farten. Den kultur er dog ikke kommet ud af ingenting. Og mens en del af æren utvivlsomt bør tilskrives det omfattende pensum på gymnasierne, der indfører de ældste elever i klassikerne og ansporer til en generel læselyst, er der derudover ét bestemt navn, der ikke må forbigås.
Det gælder Henri Filipacchi (1900-1961), den driftige redaktør på forlaget Hachette, der i 1953, for 70 år siden i år, lancererede en serie af små, billigt trykte bøger med forsider, der lignede filmplakater, under navnet “Le Livre de Poche”. De var designet til at passe ned i lommen, så man ubesværet kunne tage dem med sig overalt, for eksempel i metroen.
Der var som sådan ikke noget originalt over formatet, der allerede var kendt i blandt andet Tyskland, Italien, USA og England. Tænk blot på Penguin Books, der blev etableret i midten af 1930’rne. Men til trods for enkelte, spredte og forsigtige forsøg slog det aldrig rigtigt igennem i Frankrig førend Filipacchis satsning, der til gengæld endte med at sende chokbølger op gennem den nationale forlagsbranche på grund af sin uhyre popularitet, der betød, at den ikke blot blev solgt i boghandler, men også i andre butikker.
“Det er et kulturmiddel, der er næsten lige så mægtigt som radioen eller Tv’et,” lød dommen fra forfatteren og filmskaberen Marcel Pagnol.
HEREFTER SKULLE ALLE de store franske forlag – heriblandt Flammarion, Éditions du Seuil og Gallimard – hver især have sin egen lommebogsserie. Dog forbliver Le Livre de Poche – der første gang udkom den 9. februar 1953 med et genoptryk af den populære roman “Kœnigsmark” (1918) af Pierre Benoit – syv årtier og flere end 1,2 milliarder solgte eksemplarer senere den bedst kendte spiller på markedet.
Sidste år, i 2022, stod den alene for næsten halvdelen af bogsalget i Frankrig. En del af succesen skyldes en evne til at tale ind i tiden og gøre litteraturen aktuel på ny. Efter branden i Notre Dame i 2019 blev der for eksempel genoptrykt 23.000 eksemplarer af Le Livre de Poche-udgaven af Victor Hugos berømte roman om Paris’ katedral, hvoraf én euro fra hvert solgt eksemplar gik til genopbygningen.
Le Livre de Poche blev dog i begyndelsen også mødt med nogen kritik. “En masse mennesker, der ikke før følte noget behov for det, er nu begyndt at læse,” udtalte en mandlig medicinstuderende i 1964 til fransk TV. “Pludselig står de dér med Sartre i hænderne og får intellektuelle prætentioner.” Og Jean-Paul Sartre selv? Ja, han lod sin undren komme til udtryk i sit månedsskrift Les Temps Modernes med følgende kommentar: “Lommebøger – er det overhovedet rigtige bøger?”
For Filipacchi var den demokratiske gestus, der lå i kosteffektive masseudgivelser af både klassikere og vægtige samtidige værker, ikke desto mindre en uomtvistelig del af attraktionen ved lommebogsformatet. Hans kamp for at gøre læsningen folkelig strakte sig tilbage til 1932, hvor han efter et sanatorieophold omdannede en lastvogn til et mobilt bibliotek, en såkaldt “bibliobus”, og kørte rundt med bøger til forskellige dele af landet.
Den friske luft gjorde garanteret Filipacchi godt, der som følge af sine mange år tilbragt i trykkerier med giftige damper havde pådraget sig en lungesygdom.
DET SIGER NOGET om spændvidden i hans virke, at han som ung, lang tid før han fik ideen til lommebøgerne, var med til at udvikle luksusserien “La Bibliothèque de la Pléaide” – en samling af læderindbundne, forgyldte bind trykt på bibelpapir med læsesnor og kassette, der stadig føres i dag. Man finder dem typisk bagest i boghandlerne i aflåste skabe. Pléaide-bøgerne var beregnet på en snæver elite af litterært interesserede, mens Le Livre de Poche omvendt skulle nå alle dem, der aldrig før havde haft råd til at opbygge sig et ordentligt, veludstyret bibliotek.
En artikel, der blev bragt i ugebladet L’Express i sommeren 1959, loddede dette afgrundsdybe hul mellem Le Livre de Poche på den ene side og La Pléaide på den anden: “Lommebogens fremtid i Frankrig kan på mest opsigtsvækkende vis sættes på følgende formel: Den komplette seksbindsudgave af Marcel Proust “På sporet af den tabte tid” kan i morgen købes for 1.800 franc, mens den i dag koster 10.585 franc i Pléiade-udgaven og omkring 7.800 franc i standardudgaven.”
Alle bekymrede miner til trods ryddede Le Livre de Poche aldrig de andre formater af vejen. Og mon ikke de fleste franskmænd i dag blot priser sig lykkelige over, at der i det hele taget findes en litterær offentlighed i landet? Selv udtalte 82-årige Annie Ernaux, der sidste år modtog Nobelprisen i litteratur, til ugebladet l’Obs i 2018, at hun næppe var blevet forfatter, havde det ikke været for to lommebøger fra Le Livre de Poche, som hendes onkel forærede hende, engang hun lå syg.
Det kan man tænke over, næste gang man stiger ombord på metroen i Paris – og hvis man har lyst, kan man i samme ombæring sende en kærlig tanke til Filipacchi, som formentlig læser med fra oven og over skulderen på samtlige passagerer.
