Nyt om Frankrig

Airbnbeuh – udlejer du til pushere?

Foto: OceanProd / iStockPhoto

Det er altid en god idé at checke anmeldelserne fra tidligere udlejere, når man godkender gæster der skal leje ens lejlighed på Airbnb. Men udlejer du din franske sommerbolig på platformen, er der nu også risiko for at få en helt ny kategori af ubehagelige lejere inden for dørene: Nemlig pushere, der bruger boligen til at sælge narkotika fra. Det kaldes Airbnbeuh – ‘beuh’ er verlan-slang af ‘herbe’, som betyder græs, og som i konteksten selvfølgelig refererer til marihuana – eller Airbncoke. Det fortæller avisen Le Figaro og tv-stationen France 2.

I den evige katten efter musen-leg må pusherne hele tiden genopfinde sig selv for diskret at levere deres varer til kunderne, og Airbnbeuh er blandt de seneste påhit. Boligerne som lejes bruges både til handel og til kortvarig opbevaring af stoffer og våben, kan man læse i seneste rapport fra narkotikabekæmpelsesagenturet Ofast (Office antistupéfiants). Her tøver man ifølge Le Figaro heller ikke med at kalde narkotikahandlerne for ‘mageløse logistikere’.

En anden leveringsmetode, der menes at have eksisteret under radaren i et par år, og som kun blev opdaget på grund af en uoverensstemmelse mellem en pusher og en kunde, er levering af stoffer via nøglebokse, hvor kunden så får udleveret position og kode ved købet. Derved behøver pusher og kunde slet ikke at mødes. Bestillingen foretages på krypterede tjenester som Telegram, Signal eller Snapchat og betalingen sker ligeledes anonymt med straksoverførsler, forudbetalte kort eller sedler som afleveres i samme nøglebokse. Også droner kommer nogle gange i brug for at levere varerne.

ANNONCER