Den franske grammy-uddeling, Victoires de la Musique, er netop afholdt for 40. gang. Jørgen Jørgensen var med og rapporterer her fra begivenheden.
Af Jørgen Jørgensen
Det blev en stor aften for dem, der elsker fransk musik, da den 40. udgave af Victoires de la Musique blev afholdt i Seine Musicale fredag d. 14. februar. Begivenheden blev transmitteret direkte på France 2 med Léa Salamé og Cyril Féraud som værter og med sangeren Alain Souchon som ærespræsident. Blandt publikum i salen sås den nuværende kulturminister, Rachida Dati, og den forhenværende kulturminister Jacques Lang, der for 40 år siden var initiativtager til den årligt tilbagevendende begivenhed.
På samme måde var der hele vejen igennem showet sammenhæng mellem fortid og nutid. Vi fik præsenteret de sangere og de sange, der for tiden er in hos det franske musikpublikum, og som havde gjort sig fortjent til at modtage den V-formede statuette. V for Victoire. Og til at overrække priserne havde man indkaldt nogle af fortidens koryfæer. Statuetten til årets ”kvindelige åbenbaring” (révélation féminine) blev således overrakt af sangerinden Jeanne Mas, der fik prisen i samme kategori for 40 år siden, og som bl.a. er kendt for sangen En rouge et noir; selvfølgelig var hun klædt i rødt og sort til lejligheden. Dette års prisvinder blev Solann, nomineret sammen med Styleto og Yoa. I den samme kategori for mænd var det Pierre Garnier (nomineret sammen med Lucky Love og Aliocha Schneider), der løb af med sejren og fik overrakt statuetten af en tidligere vinder, belgieren Pierre de Maere.
Undervejs blev der også uddelt et par ”æres-trofæer” (Victoires d’honneur) til et par af de artister, der har præget den franske musikscene i årtier. Først til fransk rocks ”grand old man”, rocksangeren Eddy Mitchell, der i november som 82-årig udgav sit 40. album (Amigos). Nogle af sangene fra hans store bagkatalog (Sur la route de Memphis, Pas de boogie woogie, Toujours un coin qui me rappelle, Couleur menthe à l’eau og Vieilles Canailles) blev fortolket af de yngre sangere, der optrådte. Det blev også til en duo (Rio Grande) med aftenens ”præsident”, inden mesteren selv fortolkede en af de nye sange, En décapotable Pontiac, fra scenen. I øvrigt takkede han bl.a. Alain Souchon og hans to sønner, Ours og Pierre, der havde indledt aftenens program med Foule sentimentale, for deres hjælp til det nye album.
Det andet ”æres-trofæ” tilfaldt Sylvie Vartan, der i mange år dannede par med rocklegenden Johnny Halliday. Hun har været aktiv på musikscenen i over 60 år, men i januar indstillede hun karrieren. Også hendes bagkatalog blev fortolket af forskellige yngre kræfter. Bl.a. hendes signatursang la Maritza, hvori hun mindes sin fattige barndom i Bulgarien, inden hun kommer til Paris. Hun fik overrakt statuetten af sin søn, David Halliday, der for øjeblikket er i gang med sin Requiem-tour i Frankrig. Det var et af de rørende øjeblikke i aftenens program. Han hyldede moderen for hendes generositet og kærlighed, og Sylvie Vartan var tydeligt bevæget over at modtage udmærkelsen.
De mange tilskuere, der var til stede i la Seine Musicale, et musik- og scenekunstcenter beliggende på Île Seguin, en ø ved Seine-floden mellem Boulogne-Billancourt og Sèvres, i de vestlige forstæder til Paris, har uden tvivl nydt de store optrin med alskens visuelle effekter, hvor de optrædende og musikerne bl.a. blev hejst op i luften m.m., men nærværende anmelder, der fulgte begivenhederne i fjernsynet, blev mere bevæget af de intime øjeblikke, der opstod undervejs. F.eks. da Françoise Hardy, der gik bort i juni, blev hyldet. Bl.a. fra scenen ved, at Carla Bruni og Laurent Voulzy stilfærdigt fortolkede hendes store hit Tous les garçons et les filles. Her måtte jeg knibe en tåre. Det samme var ved at ske, da den unge sanger og skuespiller Aliocha Schneider, der er født i Paris, men opvokset i Canada, fortolkede sin sang Ensemble, hvor han synger om, hvordan det er at være forelsket og samtidigt være langt fra den elskede. Der var ikke et øje tørt, da hans partner, canadiske Charlotte Cardin, på et tidspunkt sluttede sig til ham på scenen for at afslutte sangen som en duet.
Blandt mine favoritter ved koncerten var også årets kvindelige kunstner, Zaho de Sagazan. På grund af sit gennembrud sidste år med den smukke sang La symphonie de l’éclair var hun også nomineret til ”årets album”, men det var oplagt, at vinderen her blev det stykke musik, vi alle sammen hørte ved åbningen og lukningen af de olympiske og paralympiske lege. Fra scenen fik vi dog en anden smuk sang fortolket af Saho de Sagazan. Nemlig Ô travers, en hyldest til ens unoder ved en underfundig tekstmæssig drejning af udtrykket ”au travers” (’tværs igennem’).
Vi blev heller ikke snydt for den mandlige kunstner, der blev ”verdensberømt” ved åbningsshowet under De olympiske Lege. Fænomenet Philippe Katerine, der også var i spil til titlen ”l’artiste masculin” ved showet. Denne gang blev han dog ikke serveret på et fad, men kom op af en gigantisk fødselsdagslagkage i anledning af de 40 år. Herfra sang han Joyeux Anniversaire. Det blev dog Gims, der fortjent løb med trofæet som årets mandlige kunstner. I sin takketale nævnte han, at den nylig afholdte turné måske blev den sidste, og han sendte en tanke til det land, han oprindeligt kommer fra, Congo, hvor der netop nu foregår umenneskelige ting. Således sluttede aftenen med en lidt alvorligere tone.
Den fulde vinderliste fra Victoires de la Musique 2025
Mandlig kunstner: Gims
Kvindelig kunstner: Zaho de Sagazan
Mandlig nyopdagelse: Pierre Garnier
Kvindelig nyopdagelse: Solann
Nyopdagelse scene: Yoa
Album: “Recommence-moi” de Santa
Originale sang: “Ceux qu’on était” af Pierre Garnier
Koncert: Åbnings- og afslutningsceremonierne ved de olympiske og paralympiske lege i Paris 2024
Audiovisuel kreation: “DJ Mehdi : made in France”, instrueret af Thibaut de Longeville.
Eddy Mitchell og Sylvie Vartan modtog hver en Victoire d’honneur.
