En mand, der ved kassen febrilsk roder efter sit kundekort, som han selvfølgelig har glemt, er ad mange omveje årsagen til, at Obelix i det nye Asterix-album får påskrevet endelig at huske de fem daglige bær og grønsager om dagen. Vejen til dette interview er næsten ligeså kringlet.
Jeg har perifært vidst, at jeg i de sidste mange år har delt hjemby med noget så eksotisk som en tegneserie-kunstner. Vores veje er krydsedes som forældre, men at jeg en dag skulle kunne prale af en eksploderende nova af en stjerne, tekstforfatter til det nye Asterix-album, havde jeg ikke forestillet mig, og det havde Fabrice Caro, som han hedder, så sandelig heller ikke. Han er pludselig havnet i et mediecirkus, som en hare midt om natten fanget i billygternes skær på en mørk markvej. Og det er en rolle, han gerne ville have været foruden, for Fabcaro, hans tegneserie-kunstnernavn, er faktisk et dybt genert menneske. Dertil kommer, at han er noget af et rodehoved, så langtidsplanlægning og aftaler til højre og venstre, som hans liv den seneste tid har pålagt ham, er ikke noget, der ligger ham naturligt.
Derfor er vores aftale blevet udskudt utallige gange via en munter mailkorrespondance, der formodentlig kunne blive begyndelsen på endnu et absurd tegneserie-album, som Fabcaro gør sig i, og det er kun fordi vi løber ind i hinanden i byens antikvariske skatkammeragtige legetøjsforretning, at der kommer et konkret kryds i kalenderen. Nu sidder vi så i den hyggelige ligeså Alibaba-agtige boghandel, der mirakuløst endnu overlever i denne lille by med 6.000 indbyggere, og da Fabrice Caro’s personer ofte bevæger sig et i et skævt og absurd univers, ligger der foran mig ti spørgsmål fra den kunstige intelligens-robot ChatGPT. Jeg havde naivt tænkt, at den måske ville sige FabHvem????, men spørgsmålene er uhyggeligt intelligente og præcise – jeg kunne faktisk bare have koblet forfatteren direkte til ChatGPT’en.
HELDIGVIS ER DER endnu direkte menneskelig kontakt tilbage, og Fabrice griner ad historien: “Aajj – det må jeg da prøve – jeg har endnu ikke fået taget mig samme til at teste ChatGPT.”
Men før han får et “kunstigt” spørgsmål, skal vi lige have hans historie: Forældrene kom fra Spanien til Frankrig i 1958 for at slippe for det højre-nationale Francoregime. Moren blev kasseekspedient, faren fik arbejde som kok i en skole-kantine, og i 1973 kom Fabrice til verden.
“Jeg var et meget introvert og genert barn – i dag havde man sikkert testet mig for autisme – og jeg brugte al min tid på at læse, tegne og skrive. Fordi jeg var så genert og aldrig rigtig følte mig på min plads, var jeg mest inde i min egen boble. Selv nu som voksen er jeg bedst tilpas med at være den, der iagttager f.eks. til familiemiddage og sammen med gode venner, for jeg elsker at observere mine omgivelser. Efter studentereksamen ville jeg gerne have været på en kunstskole, men da jeg var en fagligt dygtig elev, synes både skolen og min forældre, at det var spild af evner og en alt for usikker fremtid.”
Så Fabrice læste fysik i stedet for og blev optaget på lærerseminariet, men lige før en mundtlig eksamen, trak hans underbevidsthed i håndbremsen. Han smækkede døren i til en voksenverden med lønarbejde og kastede sig ud i, hvad han virkelige brændte for: at tegne og skrive. Her snart 30 år senere ligner han stadig noget i retning af en kunst-studerende med strithår og ring i øret, og har hidtil stemt så langt ud til venstre, som han overhovedet kan komme. Blot er der den forskel, at bankkontoen formodentlig nu bugner. For efter lykkeligt at have levet fra hånden og i munden, med en blanding af pligtopgaver og egne albums (over 40 plus et par romaner), der alle solgte mellem 2-3000 eksemplarer, eksploderede det hele i 2014 med Zaï, Zaï, Zaï, Zaï om manden ved kassen, der har glemt sit kundekort og pludselig bliver Frankrigs mest jagtede mand.
Albummet solgte svimlende 400.000 eksemplarer i løbet af to år, og blev derefter omskrevet til et teaterstykke og siden en biograffilm.
“MED ZAÏ, ZAÏ ville jeg skabe en total absurd og sjov historie, der samtidig var en kritik af vores samfund, der udstøder folk, af mediernes magt og af forbrugerismen, der gør sådan nogle som mig mærkeligt – en helt irrationel angst, der jo ikke burde findes,” siger Fabrice Caro, der stadig bliver nervøs, hvis han bliver spurgt om kundekort eller hvis telefonen ringer med en telefonsælger, der vil prakke ham noget på. ChatGPT har også fundet ud af, at Fabcaro´s albummer skal læses dobbelt. Den spørger nemlig: “Dine værker blander ofte humor med en dyb observation af den menneskelig natur. Hvordan finder du balancen mellem komedie og introspektion?”
“Jeg tror, at det, der får folk til at grine, er, når de kan genkende sig selv. Jeg kigger indad for at finde vores ømme punkter, først og fremmest hos mig selv, og selv om jeg skruer lidt op for knapperne med overdrivelser, så kan folk åbenbart stadig spejle sig. Jeg holder af tanken om at omdanne vores mørke sider til noget lyst inden for mulighedernes grænser. Woody Allen har sagt noget i retning af: “Humor er tragedie plus tid”. Når noget går mig på, prøver jeg på at relativisere: nå ja, det er jo ikke så slemt – jeg er ikke syg og hov – jeg er stadig i live! Og så er jeg så heldig, at jeg kan skrive, så jeg har ikke brug for at gå til psykolog,” griner Fabrice, der indrømmer, at han er glad over at være født med et lyst sind, der trods alt er stærkere end hans tendens til at bekymre sig om alt muligt. Og så er han glad for, at den overvældende succes med tilhørende økonomi, først kom relativt sent i hans liv, et liv hvor han i forvejen var glad og tilfreds, for det giver ballast nok til at beholde fødderne solidt plantet på jorden. Han har i øvrigt svært ved at komme sig over, at han allerede har fået tilegnet en retrospektiv udstilling i Frankrigs tegneseriehovedstad Angoulê-me: “Som om jeg allerede var død!!”
DET VAR FORMODENTLIG også derfor, at han i første omgang end ikke svarede på den mail med en mødeinvitation fra Asterix-forlaget. “Jeg havde ikke hørt, at den nuværende tekstforfatter Jean-Yves Ferri havde taget orlov for at færdiggøre sit eget album, så jeg anede ikke hvorfor forlaget ville se mig. De rykkede så igen for at jeg skulle komme til Paris, og det var først deroppe, at de afslørede, at de overvejede mig som forfatter til Asterix-album nr. 40. Jeg var helt euforisk, da jeg satte mig ind i toget igen, for jeg elskede Asterix som barn. Allerede her fik jeg idéen, og da jeg stod ud igen, var historien stort set klar i mit hoved!”
Fabrice Caro vandt opgaven i konkurrence med et par andre kandidater. Måske var det hans fordel, at han også er tegner, og derfor havde lavet et storyboard – altså både tekster og tegninger. “På den måde kunne jeg vise, hvordan min tekst kunne samspille med tegningerne. Men min Asterix og Obelix var absolut ret så tilnærmelsesvise,” påpeger Fabrice med et stort smil.
Den Hvide Iris udkommer den 26. oktober på 40 forskellige sprog bl.a. dansk. Selv om Asterix-projektet er en fantastisk prestige-opgave og et kæmpe privilegium at få lov til at lave, så ser Fabrice Caro sig mere og mere som en romanforfatter. Også her begynder det med en lille idé eller stemning, griflet ned på en lap papir, som han så skriver ud fra, uden at have planlagt historien.
“For det første er romaner hurtigere og mindre arbejdsomme, for tegneriet er jo væk, men især åbner det op for helt nye muligheder. Jeg kan mærke, at jeg ændrer mig med alderen, og jeg giver mig selv lov til at skrive lidt mere dybt og sentimentalt og mindre absurd, og det i den grad, så folk er begyndt at sige: Ej, altså, du er jo meget mindre sjov,” konstaterer Fabrice Caro med et grin.
DE GASTRONOMISKE SIDER BAGEST i La France er denne gang tilegnet Asterix. Forlaget Cobolt har udgivet Den Store Asterix Kogebog og vi har fået tilladelse til at gengive nogle af opskrifterne. Så kan du selv få smag på en herlig Asterix-menu. For opskrifterne står den anerkendte franske kok og kogebogsforfatter Thibeaud Villanova, som kulinarisk er stærkt inspireret af fiktive universer. Hans bøger er udgivet i både Europa, USA og Asien og omfatter bl.a. en officiel Star Wars-kogebog og en Dragon Ball-kogebog.
