Har man blot en anelse kulturel indføling har man nok lagt mærke til, at franskmændene klæder sig lidt mere tækkeligt, når de forlader stranden. Men den er ikke sevet ind hos alle turister i Sables d’Olonne, hvor borgmesteren Yannick Moreau nu går til kamp mod de uciviliserede sommergæster, der ikke er blege for at promenere rundt i byen i klipklapper, badetøj og bar mave. Det beretter dagbladet Le Figaro.
Moreau har derfor iværksat en kampagne, der skal oplyse turisterne om, hvad der anses for almindelig høflighed og respekt for de lokale. Det handler også om offentlig hygiejne på markeder og i butikker. Han henviser til, at der i Sables d’Olonne er 11 km strand, hvor man frit kan fremvise sin flotte badedragt eller brystkasse.
Hvert år mere end firedobles byens indbyggertal i sommermånederne, og man har derfor iværksat en plan for mere balanceret turisme, gerne med flere penge at spendere, og som kan understøtte ‘en elegant livsstil’ i byen.
Også i byer som Nice, Cannes, Arcachon, Palavas-les-Flots ved Montpellier og La Grande-Motte har man regler mod at gå rundt i byen i badetøj eller uden t-shirt. Restauratører som nyhedskanalen TF1 har talt med sidste år, fremhæver det uhygiejniske i at troppe op på en restaurant med sand på sandalerne og vådt badetøj, som man sætter sig i møblementet med.
Det er sjældent der uddeles bøder, men hvis ikke almindelig pædagogik rækker, kan det komme dertil. Den er typisk på €38, men ved La Grande-Motte kan det koste hele €150.















