Når håndværkerne rykker ind, går det hurtigt med at rive ned – også når de renoverer stenhuse i Sydfrankrig. Det første offer er autenticiteten, der nemt ender i containeren, gemmes bag gipsvægge eller glemmes i byggemarkedets og planteskolens standardløsninger. Her er vores liste til at få historien med, samt lidt kompromiser, vi begik undervejs. Og så 12 citroner, der satte punktum for det hele.
Klummen skrives af Morten J. Stald (konsulent) & Morten Brink Iwersen (journalist)
Vi havde set det 100 gange på vores jagt efter det perfekte, sydfranske sommerhus – i hvert fald i de prisklasser, som vi havde råd til. Uanset hvor charmerende husene så ud udefra, var de originale detaljer glemt i en renovering: køkken og badeværelser var næsten altid et spejl af byggemarkedernes standardløsninger, og værelserne opbygget med lineal-lige gipsvægge, som dækkede for al den autentiske uforudsigelighed, som de gamle stenhuse måtte have inde bag ved.
Det ville vi gerne undgå, da vi endelig besluttede os for at renovere vores gamle familiehus i stedet for at købe et andet. Problemet med vores hus var, at der i udgangspunktet ikke var super mange detaljer, der var værd at bevare. For som beskrevet tidligere, så havde huset fået den helt store makeover i 80’erne, der – selv med de venligste retroøjne – ikke rigtig var værd at samle på.
Men der var dog ting, som absolut havde værdi, selvom de var gemt væk bag tungt fyrretræ og flere lag maling. Sammen med arkitekten gennemgik vi rummene ét for ét, og lavede en ’Patrimoine’-liste over skæve vinkler, egetræstrappetrin, lysindfald, vinduer og døre, som skulle bevares eller genplaceres i det nye hus. Listen blev længere, end vi havde forestillet os. Her kommer et sammendrag, og vi gemmer vores drøm om den perfekte middelhavshave til punkt nr. 6, som vi igennem hele processen har været allermest forelskede i.
Punkt nr. 1: Dørene
Umiddelbart gjaldt det om at gemme så mange gamle døre som muligt. De blev suppleret med andre døre fra arkitektens mor, som havde en større samling slidte og støvede byggeobjekter, som hun igennem et helt liv havde samlet sammen på loftet. Her fandt vi to ’nye’ døre og et gammelt vindue, som dog krævede ret meget restaurering, før de var brugbare. Så vores første læring: budgettér med genbrug fra begyndelsen, og find en håndværker, der kan (og gider) restaurere, og som har sans for det. Kan man tilmed finde en, der af sig selv tager på loppemarkeder om søndagen for at finde et originalt dørhåndtag, ved man, man har fundet guld. Det er svært, men det lykkedes os i fællesskab at finde en, selvom det krævede noget lokal research.
Denne del er nok vores vigtigste råd, fordi det ofte ender som en fiks idé, som man hurtigt afviger fra i en byggeproces – af den simple grund, at genbrug forbryderisk nok er dyrere og mere besværligt end at købe nyt i byggemarkedet. Men resultatet bliver så meget flottere. Huset har simpelthen sjæl fra begyndelsen, når man rører ved at smedet håndtag, og døren er tynget af massivt træ og udstyret med diskrete detaljer, som ingen håndværkere gider lave mere. For at give de mange forskellige døre et ensartet udtryk, valgte vi at male dem alle grå. Den simple beslutning var i virkeligheden ikke så nem, for hvert byggemarked har deres egne, og forbavsende mange grå farver, der umiddelbart ligner, men selvfølgelig ikke 100 procent matchede den farve, vi havde købt ugen før hos konkurrenten. Så husk også farvekoden og køb malingen samme sted.
Punkt nr. 2: Nicher
Næste punkt på ’Patrimoine’-listen var rummenes skæve mål, væggenes uensartethed og de mange nicher, som alle stenhuse i Sydeuropa er udstyret med. Af praktiske årsager, forklarede arkitekten, for nicherne handlede om at spare byggematerialer (altså sten). Vores hus havde fem nicher i udgangspunktet, og tre af dem var dækket af de fineste trælåger, der trængte til en kærlig hånd.
Da malingen kom af, var nogle af fyrretræ og en af poppel, altså billige træsorter også i datiden, men de var håndværksmæssigt så flotte, at vi suspenderede dem fra vores regel om, at alt træ skulle være gråt. De fik blot træolie i stedet, og stråler som dyrebare designerikoner i vores nye stue. Arkitekten gik endda skridtet videre. Hun tilføjede en ny niche til patioen, hvor der skulle skjules nogle nedløbsrør i hjørnerne, men hvor det ikke var nødvendigt at lave en helt ny væg – fra kant til kant – udenpå den eksisterende væg.
Punkt nr. 3: Undgå gipsplader?
En af vores første (fikse) ideer var at undgå at bygge rummene op i nye gipsplader, som vi havde set så mange ødelæggende eksempler på, gennem vores research til det nye hus. Vi havde simpelthen set os sure på gipsplader. Den mission lykkedes langt fra, og i dag ser vi også på gipsplader med mildere øjne, end da vi tegnede og drømte for 3 år siden. Især i vådrum måtte vi æde vores nostalgiske forestillinger, da vores budget ikke var til at fræse al sanitet ind i stenmurene. For de ikke-byggesagkyndige betyder det helt konkret, at man simpelthen bygger en (gips)væg udenpå den eksisterende væg med noget afstand imellem. Det gør selvfølgelig rummene lidt mindre, men har den fordel, at de gamle stenvægge kan ånde frit, afskalle som de lyster (og tro os, de gør de!), samt at rørføring, el og ventilation kan trækkes udenfor synsfeltet. På det her punkt gav vi efter, og fortryder det ikke.
Punkt nr. 4: De nye elementer
Der skulle selvfølgelig også vælges nye materialer. Da vi havde forliget os med tanken om gipsplader, kunne vi rette fokus (og penge) på vinduer og gulve. Alle vinduer og yderdøre skulle skiftes i den renoverede del af huset, dels fordi vindueshullerne flere steder blev udvidet, så vi fik mere lys ind, og dels fordi de ’gamle’ var et-lags, piv utætte og havde nogle sære buer, som måske var et hit i 80’erne, men som ikke harmonerede med nogen af husets fundamentale dimensioner eller historiske tankegods. Vi valgte vinduer af træ, som faktisk er en regel i landsbyen, men som få overholder. Malet i samme grå som de gamle døre indendørs. Vi har til gode at se pæne ’vedligeholdelsesfrie’ vinduer af plastik, som er førstevalget i området. I vores bog passer de hverken til gamle stenhuse eller patinerer med ynde. Igen handler det om pris, men her ofrede vi os.
Det samme gjorde vi med fliserne i underetagen. Her var før et miks af mange renoveringer – desværre var intet så kønt eller originalt, at det kom på ’Patrimoine’-listen. Arkitekten havde fundet nogle smukke og ret kostbare klinker fra en fabrik i Syditalien, som vi hurtigt forelskede os i, og brugte lang tid på at vælge farver og mønstre. Det endte med skråtern af grå og grøn i hele underetagen og skråtern af terrakotta og grå på badeværelset. Det fortryder vi ikke. Så lever vi med, at det egetræspaketgulv, som de franske håndværkere lagde på første sal, ikke står helt lige så skarpt, som vi kender fra Danmark. Den slags gulv var de ikke rigtig vant til at arbejde med.
Andre (dyre) prioriteter var en ny såkaldt saraciner-trappe, ’escalier des Saracins’, og et skræddersyet glastag, men det kan du læse om i en tidligere klumme (nr. 7) her på la France.
Punkt nr. 5: Inventar
Punktet her var det, hvor vi selv kunne gøre en kæmpe forskel. Huset havde som udgangspunkt inventar, men meget af det solgte vi på Le Bon Coin, da vi skulle have færre soveværelser og køkkener, end det gamle hus havde. Ved nyanskaffelser indførte vi det dogme, at alt skulle være genbrug. Det kræver meget tid, men det er en skattejagt, som vi har nydt – ja, vi er næsten helt kede af ikke at have en (god) grund til at tage på loppemarkeder eller i antikbutikker mere. Noget er kommet fra venners lofter, rigtig meget arvede vi, noget er købt på lokale vide greniers (loppemarkeder, red.) eller Den Blå Avis i Danmark, og endelig er noget bytteobjekter – for eksempel fik vi et gammelt plankebord for et stort stykke 36 måneders comté ost.
Vores nye ven blikkenslageren trumfede det hele med at forære os en egetræsskænk med marmorplade samt et gigantisk klædeskab i sen-20’er stil med de fineste snedkerdetaljer. Skabet, eller ikonet, stod i et af hans huse længere nede af gaden, havde aldrig været flyttet, og det væltede ud med gamle avisforsider fra krigen og billeder af General Petain da vi skilte det ad og håndtransporterede stykke for stykke til den nye plads i vores soveværelse. Selvom tidsaldre, stilarter og ikke mindst træsorter stikker i mange retninger i huset nu, har det alligevel fundet sin egen ro.
Punkt nr. 6: Haven
Endelig kommer vi til det punkt, som vi har diskuteret og tegnet mest, og ikke mindst sendt flest instagram-opslag til hinanden om gennem de lange danske vintre: Haven. Drømmen om en middelhavshave har været større end huset. Den ultimative rigdom måtte da være at kunne høste sine egne citroner. Det virker som om, at hver anden dansker har den drøm, for sjældent har man set en større koncentration af figen, lavendler, rosmarin, citron- og oliventræer på de danske altaner og terrasser.
Vores have er ret lille, omkring 90 kvadratmeter, men i forbindelse med renoveringen fik vi den samlet fra to til én lang parcel. For at skabe en sammenhæng arrangerede vi en trædesti fra hjørne til hjørne af store, flade sten fra den tidligere pejs, som var på ’Patrimoine’-listen og som håndværkerne derfor møjsommeligt havde lirket fri og stablet i et hjørne.
I udgangspunktet ville vi også have en middelhavshave med oliven, citron og alt det, nordboerne kopier, men en af vores franske bekendte, der er historiker, fik os til at stoppe op. Han arbejder for Canal du Midi, men inden var han ansat i den smukke, botaniske have i Montpellier, der er en af verdens ældste botaniske haver, som selv Carsten Niebuhr ekspeditionen var forbi på deres vej til det lykkelige Arabien. Vores historiker-ven er haveelitær til fingerspidserne, så hans ret direkte ord vejede tungt: Oliventræ? I en lille byhave? Det var der intet historisk belæg for, og slet ikke i vores område. Citron? Dem planteskolerne sælger i vildskab er opfostret i Syditalien, og kan slet ikke tåle det sydfranske klima, medmindre man nidkært passer dem som en doven teenager. Og sådan udfordrede han vores generiske havedrøm ét for ét.
Historikerens kærlige haveopsang var måske det største wakeupcall i hele vores renoveringsproces. Efter nye gåture i byen fik vi nu øje på forskellen på gamle byhaver og så de nyetablerede ved villakvarteret i udkanten. De nye haver var et spejl af planteskolernes (og sågar byggemarkedernes) udvalg, mens de gamle rigtignok havde både lavendel og rosmarin, men også store hortensiaer, høje roser, liljer i kanterne og blåregn over pergolaen. Vi gik den gamle vej.
Men figen og citron ville vi altså have. Også her kunne historikeren hjælpe med sorter, man traditionelt havde arbejdet med i vores område. Og som tilsyneladende var helt glemt blandt de måbende medarbejdere på planteskolerne, når vi spurgte efter Panache-figen eller Citron de Pezenas.
Panache er en gudesmuk grøn figen med gule striber, som er jordbærrød indeni. Vi var totalt forelskede, da det lykkedes os at smage en. Sorten har man dyrket i Midtfrankrig igennem århundrede, og den passer rigtig godt til vores landsby, der ligger på kanten af bjergene og derfor i udkanten af middelhavszonen. Men vi måtte helt til Rhônedalen for at finde en planteskole, der kunne levere den. Men sikke et sted: Planteskolen Pepinieres Baud udenfor Vaison-la-Romaine får en kæmpe anbefaling herfra, for hele hans planteskole er dedikeret til figner, og der er ikke den sort, han ikke har. I alle størrelser.
Straks værre var det med citrontræet. Den sagnomspundne variant fra Pezenas, som skulle kunne klare de kolde vintre og give citroner året rundt, stod ganske vist på listen hos Pepiniers de Bosc, der ligger lidt udenfor Lodeve. Den planteskole havde vores historiker anbefalet, da de er specialister i gamle franske frugtsorter. Deres hjemmeside er da også et slaraffenland for haveelskere. Bare tjek deres udvalg og beskrivelser af abrikos-, mandel og ferskentræer. Desværre blev det på inspirationsstadiet, for de kun har åbent for private om efteråret (!), og da de endelig svarede på vores mail om Citron de Pezenas, måtte de erkende, at den var udsolgt og først ville komme til salg om to-tre år, når nye skud var vokset til. Til gengæld anbefalede de en russisk sort fra Krim, men altså – der må være grænser.
To-tre år var trods alt for længe at vente, så vi gik længere ned ad vores citronliste: Menton-varianten kunne også være interessant, om ikke andet af fransk-patriotiske årsager, men ak, den var også udsolgt, medmindre vi tog til Nice. Næste bud på en citron, der kunne klare vores klima og levere frugt imens vi var i huset, var sorten Meyer. Små, gul-orange citroner, der ifølge nogle hjemmesider kom fra Atlasbjergene i Marokko, men havde klaret sig godt i bjergrige semi-middelhavsegne af Frankrig. Bingo. Meyer kunne rent faktisk købes. Men indrømmet, vi havde aldrig valgt den, hvis det var en skønhedskonkurrence, for træerne var noget små i forhold til de store italienske citrontræer.
Vi købte to. Det ene plantede vi på havens mest beskyttede position. Den havde klaret vinteren fint og havde fået flere knopper, da vi puslede om den til påske. Vi krydser fingre. Det andet endte i en potte, som vores meget haveglade nabo, tilbød at passe over vinteren i hendes dedikerede citrus-drivhus. I påsken kom hun over og spurgte, om vi ikke ville plukke ’notre recolte’ (vores høst, red.)? Vi måbede og forstod først vores lykke, da vi stod i hendes lille citrusdrivhus, og så, hvad hun mente. Der stod vores lille træ blandt alle hendes giganter fra planteskolerne. Men vores ydmyge Meyer var det eneste i drivhuset, som bar frugt: hele 12 citroner!
Naboen, der havde haft adskillige citrustræer de sidste mange år, havde aldrig set noget lignede, betroede hun os, og måtte straks have sortsnavnet.
Høsten af de 12 citroner – vores første citronhøst nogensinde – var på mange måder et fornemt punktum for husrenoveringen og alle drømmene om et sommerhus i Sydfrankrig. De smagte simpelthen dybere, sødere og markant mere aromatisk, end nogen citroner, vi havde smagt før. Ja, med den store høst kommer vi vel ikke nærmere den perfekte balance imellem nostalgi og funktionalitet.
Hvis du vil se flere detaljer fra restaureringsprojektet, har vi samlet mange billeder på Instagram. Tjek profilen maisondevillage2023.
