Det er et betagende panorama, der viser sig, da vi ankommer til den lille landsby Sainte-Agnès, der har fået tilnavnet “balkonen på Côte d’Azur”. Middelalderbyen nærmest klamrer sig til klipperne i baglandet i 800 meters højde og byder på en af de mest imponerende udsigter på Rivieraen.
Vi har kørt ad smalle og snirklede småveje, flere gange har vi haft motorvejen A8 på snart venstre og snart højre side, fem gange har vi passeret under den og flere gange over den, da vi endelig er begyndt at nå op i højderne. Men selv om det er langsom og stejl kørsel, så er vejen til baglandet godt sikret – der er absolut ingen fare, hvis ellers bilens fører kan afholde sig fra at nyde udsigten under kørslen.
I årevis havde vi søgt efter en ny fransk oplevelse – og så skulle vi finde den ganske tæt på vores eget hus. Tilfældigt havde vi hørt om Saint-Agnès, Europas højest beliggende kystlandsby – i 800 meters højde – med en rigtig god restaurant og en fantastisk udsigt.
Her får du bogstavelig talt et panoramavue med Middelhavets azurblå farve, der fortoner sig i horisonten, med byen Menton ved havets kystlinje samt begyndelsen af den alpine bue.
Sainte-Agnès er middelhavsklimaet i højden. Den harmoniske kombination mellem hav og bjerge afslører en typisk middelhavsflora. Den uspolerede natur frigiver dufte af nåletræer, aromatiske urter og vild lavendel. Sidstnævnte indtager en meget speciel plads i Sainte-Agnès: hver juli måned fejres lavendelen med en byfest.
Vi har reserveret bord på restaurantens terrasse, der er bygget ud over klippeskråningen og fremviser det flotteste syn over Middelhavet. Dernede som en miniputby ligger Menton med det blå middelhav, der går i et med den blå himmel og giver et nærmest uendeligt syn.
Så tæt på Italien og ganske typisk for hele Nice-egnen – er det pasta, der er hovedretten. Menukortet er ikke særlig stort men maden er både veltillavet og hjemmelavet. Her i efterårsvarmen er det behageligt at sidde på terrassen, men vi ville nødigt opholde os på den i stormvejr. Der er dog rigelig plads til at fortrække inden døre, skulle det blive nødvendigt.
VED SIDEN AF RESTAURANTEN ligger et forsvarsværk af beton udenpå og inde i klipperne. Det blev opført i perioden 1932-38, da den berømte Maginotlinje blev bygget langs Frankrigs grænser mod bl.a. Tyskland og Italien. Ideen dengang var, at man ikke ville genopleve forsmæ-delige nederlag i en kommende krig, og derfor fik krigsminister André Maginot (1877-1932) ideen til at bygge en forsvarslinje i beton, så man ikke blev udsat for overraskelsesangreb. Det blev man jo som bekendt alligevel i Anden Verdenskrig, da tyskere og italienere dels havde fået nye kampvåben, dels undgik forsvarslinjen og angreb fra andre flanker.
Forsvarsværket ved Saint-Agnès skulle sikre forsvaret af Menton – som det havde gjort så mange gange før i løbet af historien. I dag er denne forsvarslinje ved Saint-Agnès åbnet som museum, hvor man kan komme ind i bunkeren og studere de forhold, soldaterne dengang levede under.
OMRÅDET OG DEN lille by har da også været gennem en hel del i løbet af sin eksistens. Helt tilbage i romertiden havde liguriske stammer besat kysten, hvor de på den nuværende italienske grænse havde grundlagt den by, der i dag hedder Ventimiglia. Derfor havde de også brug for en vigtig udkigspost til at våge over middelhavskysten, og dertil var bjergområdet ved Saint-Agnès perfekt egnet, idet man samtidig kunne holde udkig mod de alpinske bjerge.
Denne udkigspost blev omtalt som “Mons Aégis”, hvilket betyder “beskyttelse, husly”. Udkigsposten blev til en fæstning og senere et feudalt slot navngivet “Castrum Sanctae Agnesis”. Det befæstede slot var kun tilgængeligt af en stejl sti omgivet af højdedrag og kløfter og dannede et uovervindeligt citadel.
FRANKRIG ER JO OGSÅ legendernes land – og ikke færre end fire legender knytter sig til landsbyen Saint-Agnès, der har været et forsvarspunkt, et kastel, mod indtrængende fjender fra omkring 1.000 år før vor tidsregning.
Den første legende fortæller, at beboerne under en lang belejring til sidst var ved at løbe tør for mad. For at narre fjenden opfedede de en ko, som de smed ud over borgkanten. Strategien virkede, og belejrerne opgav i den tro, at byen ikke kunne indtages ved at udsulte befolkningen. Dertil havde de for meget mad.
Anden legende: Den arabiske kriger Haroun, som var guvernør på slottet og beherskede området, mødte en dag en ung hyrdinde af sjælden skønhed. Han blev så forelsket, at han ville gifte sig med hende, men hyrdinden ville kun give sit samtykke, hvis han lod sig kristne. Til minde om denne begivenhed blev et kapel dedikeret til Sankt Agnes opført på det sted, hvor de første gang mødtes.
Den tredje legende er mere trist. En ung kvinde af ædel byrd, hvis navn af politiske årsager altid har været tilbageholdt, blev grundet religiøse uenigheder på det nærliggende Cap Martin tvunget til at gå i kloster. Hun flygtede fra klosteret for at mødes med sin elskede ved Sainte-Agnès. Men trods alle forsigtighedsregler, som at sko deres muldyr baglæns for at narre forfølgerne, blev de indhentet. Den unge mand forsvarede sig tappert, men endte med at blive dræbt af de mange forfølgere. Fortvivlet og modløs stak den unge kvinde sig i hjertet med sin dolk og faldt om tæt sammenslynget med den, hun havde elsket så højt.
Den fjerde legende handler om prinsesse Agnès, der blev overrasket af en frygtelig orkan og bønfaldt sin skytshelgen, som hjalp hende til at finde en hule, hvor hun kunne søge ly. Tæt på denne hule byggede hun det første kapel dedikeret til Saint Agnès, som skal have været oprindelsen til den nuværende landsby.
Som alle legender er disse nok af tvivlsom karakter. Men sandt er det, at der eksisterede et kapel Saint Agnès frem til bygningen af denne del af Maginotlinjen.
FÆRDIGE MED RESTAURANTEN og Maginotlinjen bevæger vi os mod landsbyen, men drejer først mod højre – opad stien til den gamle borgruin fra 1100 -tallet, der troner oppe i højderne – ja faktisk omkring 100 meter højere oppe end selve landsbyen. En smal sti fører opad til borgruinens start – og her er der egentlig fri adgang. Men alligevel er der en lille hytte, der sælger kort og lidt andre souvenirs, og en lokal dame hilser os velkommen. Hun fortæller beredvilligt stedets historie og om gratis adgang. Men eftersom hele borgområdet – i lighed med så mange andre bevaringsværdige lokale steder – er under genopbygning af lokale kræfter – og det ved vi med sikkerhed ganske uden hverken statens, departementets eller kommunens hjælp – så må vi da gerne lægge et bidrag. Og naturligvis støtter vi det lokale arbejde.
Borgen er så velopbygget, at vi kan bevæge os endnu højere uden at komme i fare. Halvdelen af vores lille flok orker ikke at gå mere – der er gevaldig mange trapper og klipper at bevæge sig op ad – men går direkte hen til den urtegård, som de gamle borgfolk anlagde. Naturligvis skulle de være selvforsynende med både urter og grønsager, det er ikke herfra man lige smutter ned efter nye forsyninger.
Men vi andre vil længere, forbi skydeskårene og borgmuren og op i borgtårnet for at studere udsigten. Og heroppefra – næsten i 1000 meters højde – kigger vi ikke bare på Middelhavet, men ser i miles omkreds alle de omkringliggende bjergtoppe og får klart indtryk af, at dette virkelig var et bolværk mod indtrængende fjender.
SELVE LANDSBYEN Saint-Agnès hører som nævnt til de smukkeste middelalderlandsbyer i Frankrig. Dens hvælvinger og gyder brolagt med småsten, de små huse og hele måden de nærmest er stablet ovenpå hinanden bidrager til den lille landsbys charme. På sin vis bærer landsbyen stadig præg af forfædrenes hårde arbejde og fattige livsstil med huse fra det 15. og 16. århundrede. Men gyderne er hjemsted for boder, kunstnere og håndværkere. På torvet en hyggelig café, på rådhuspladsen sniger en lille kat sig rundt og købmanden, der denne dag holder lukket, ser udefra alligevel ud til at være velas sorteret – som ethvert lille épicerie i den franske provins. Kan være, at der om sommeren er langt mere liv i gaderne end denne lørdag. Det må afprøves ved lejlighed. Nu kender vi stedet – og mon ikke der findes mange andre småbyer i omegnen, der kan tiltrække os – det må jo komme an på en prøve.
