Et besøg på Børglum Kloster i Nordjylland satte for nylig gang i Jørgen Jørgensens forestillinger om vore forfædre vikingerne. Var de virkelig de vilde barbarer, nogle kilder lægger op til? Eller havde de også andre kvaliteter, der gjorde, at de formåede at slå sig ned i Normandiet som velintegrerede bønder og samtidig bemægtige sig hele England? Hvordan det sidste gik til, kan man følge på førstesalen af den renoverede hestestald på Børglum, hvor en tro kopi af det berømte Bayeuxtapet, broderet af nogle kvinder i Lindholm Høje-gruppen, er udstillet permanent.
Af Jørgen Jørgensen
Frankofile, der samtidig var interesserede i at følge de danske vikingers erobringstogter i Frankrig for over tusinde år siden, måtte før i tiden ufravigeligt valfarte til byen Bayeux i Normandiet. Her kan man på et museum se det berømte tapisserie, der beskriver, hvordan Vilhelm Erobreren med sine mænd sejlede over Kanalen og besejrede Harald Godvinson og hans hær i slaget ved Hastings i 1066, hvorefter han blev kronet til konge over England.
Det er der efter årtusindskiftet lavet om på, idet nogle gæve nordjyske kvinder fra vikingegruppen Lindholm Høje, efter en god frokost i november 99, satte sig for at kopiere det 70 m lange tapet, der i virkeligheden er broderet på hørlinned med uldgarn i otte forskellige farver. Den 4. januar 2000 gik de i gang, og næsten 15 år tog det dem, men så er resultatet også imponerende. I sådan en grad, at La Frances udsendte, der normalt ikke bruger stærke udtryk, ved mødet med det på Børglum Kloster, spontant udbrød: ”Det er edderbrodere mig flot!” Tænk, hvilket kæmpearbejde med først at sidde og tegne det berømte tapet af efter en bog og så brodere alle de mange scener uge efter uge i så mange år.
Først skulle de lige lære teknikken. Om det siger en af dem, Anny Svendsen: ”Vi var fuldstændig uerfarne med hensyn til nedlagt syning, men opdagede hurtigt, at det var nødvendigt at sy konturstingene først. Jeg opdagede det, da jeg syede en af hundene i en af de tidlige scener på tæppet. Jeg pillede bayeuxstingene op, som jeg var startet med at lave, og lavede i stedet konturstingene først. Det gav det liv og den bevægelse, der skulle til. Da jeg som det næste syede det første træ, stod det klart, at det var sådan, det skulle gøres”.
Jo, der er krummer i de kvinder fra Lindholm. Men det lyser også ud af dem, at de samtidig har haft det sjovt med at sidde og nørkle på det lange stykke stof, som så i sidste ende måtte klippes op i tre stykker for at kunne være i udstillingslokalet på Børglum Kloster. Og nogle fælles rejser til bl.a. Bayeux og til de lokaliteter i England, hvor slaget stod, er det også blevet til. Kvinderne har fået historien helt under huden. Det siger sig selv, når man har behandlet hver lille detalje med nål og garn.
Chefkonservatoren gennem mange år for museet i Bayeux, Sylvette Lemagnen, der også har fået optaget tæppet på Unescos Verdensarvsliste, var da også glad for det danske initiativ, og da gruppen i dagene 7.-14. juli 2002 aflagde museet et besøg, foreslog hun i en samtale med brodøsen Birgit Højbjerg, at Lindholm Høje-gruppen broderede deres kopi sådan, at tæppet kom til at se ud, som det ville have set ud som nyt ca. 1077. Det originale tæppe er nemlig nogle steder slidt. Tilmed har de nordjyske kvinder forsøgt sig med en slutning på historien, som det originale tæppe ”mangler”. Her har Anny Svendsen fra gruppen, på grundlag af bogen ”To Normanniske krøniker”, der beretter om, hvad der sker efter slaget den 14. oktober 1066 og indtil Vilhelm bliver kronet juledag, lavet enkelte nye tegninger og ellers kopieret resten fra Bayeuxtapetet. Så vidt vides, findes der ikke andre fuldstændige kopier af Bayeuxtapetet end den på Børglum. På Reading Museum i England findes der en mindre kopi, som er broderet af adelsdamer i 1880’erne. De har syet et stykke hver, men her er der ingen slutning.
De danske vikinger i Frankrig
På museet i Bayeux kan det – på grund af de mange turister – være svært at koncentrere sig helt om værket. Under bjælkeloftet på første sal af den renoverede hestestald i Børglum er der god plads til at fordybe sig i de danske vikingers historie i det franske. Den begyndte allerede midt i 800-tallet, og Karl den Skaldede, der var konge over Frankrig fra 843, forsøger via militære og diplomatiske manøvrer at dæmme op for deres hærgen. I 885 sejler 30.000 vikinger op ad Seinen og angriber Paris, der dengang kun omfattede l’Île de la Cité. Byen belejres i månedsvis, samtidig med at de rige områder mellem Seinen og Loire-floden plyndres. En fransk munk, Abbo, der var øjenvidne til belejringen af Paris, har skildret, hvor heltemodigt de 200 indespærrede forsvarede sig mod de vilde horder (i hans version er der 40.000 angribende vikinger). I slutningen af 886 befries byen dog af Karl den Tykke, der forsøger at samle Karl den Stores gamle tysk-romerske kejserrige igen. Han kan imidlertid ikke holde sammen på det, og Frankrig bliver splittet i forskellige kongedømmer. I Vestfrankrig er det således Odo (på fransk Eudes), der kommer til at herske.
Og nu skifter de danske vikinger karakter. I stedet for at hærge og plyndre slår de sig ned ved Seinens nedre løb (i la Nostrie, der dækker det nuværende Normandiet). Deres høvding hedder Rollo. De laver en traktat med Karl den Enfoldige, der fra 888 er frankernes nye konge. Rollo bliver vasal for kongen og får titlen ”hertug af Normandiet”. Til gengæld for deres loyalitet over for kongen bliver vikingerne jordbesiddere og bønder. Hver af dem får en ”mannshlutr” – en mandelod. Der sker en osmose med det omgivende samfund. Rollo lader sig døbe, og han finder sig også en lokal kone, grevedatteren Popa, og hans mænd gør ligeså. De er blevet til normanner, der er tro mod den franske konge. Det viser sig senere, da Karl den Enfoldige bliver angrebet af Raoul, hertugen af Bourgogne. Normannerne forsvarer sig voldsomt, og Raoul må lave en fredsaftale med dem. Hertugdømmet organiserer sig omkring to hovedbyer, Bayeux og Rouen, den politiske og religiøse hovedstad. Det var i Rouen, at Karl den Enfoldige og Rollo mødtes i 911, og Rollo fik hertugdømmet overdraget. I 2015 så jeg her et ”spectacle” (Son et Lumière – Lyd og Lys”) på byens katedral. Her var vikingernes invasion i sin tid naturligvis beskrevet, men lysshowet gjorde meget ud af ikke kun at beskrive vores forfædre som barbarer. Deres lyst til at udforske og deres vellykkede integration blev understreget.
Tilbage til tapetet
I Bayeux holdt man længe det gamle norrøne sprog i hævd. Rollos søn Vilhelm Langsværd blev således sendt til byen for at lære det. Det er også i Bayeux, at en af de første centrale scener på Bayeuxtapetet udspiller sig. Her ser man kongen af Englands udsending, Hertug Harald Godvinson, sværge på, at Englands krone vil tilfalde Vilhelm Erobreren, når Edvard Bekenderen dør. Det må være omkring 1064. Ceremonien foregår endda i domkirken, hvor Vilhelms halvbror, Odo, var biskop. Harald har tilmed lagt hænderne på de to relikvieskrin, han står imellem. Og da han så senere svigter sin troskabsed, må Vilhelm naturligvis reagere. Med slaget ved Hastings i 1066 til følge.
Man kan således forestille sig, at tæppet er blevet lavet for at retfærdiggøre togtet til England, der i øvrigt skete med Pavens velsignelse. Tæppet var bestilt af Odo til ophængning i katedralen og er sandsynligvis fremstillet på et kloster i Kent. Ikke, som legenden vil det, af dronning Mathilde og hendes hofdamer. Klostre var i denne urolige og barbariske tid nogle ret fredfyldte heller, hvor der udover det fysiske arbejde også var plads til åndelige og kulturelle sysler. Det var her afskrifter af håndskrevne manuskripter foregik, og med Bayeuxtapetet kommer der så også billeder til. For en nutidig besøgende på Børglum Kloster er det sjovt at gøre sammenligninger til vore dages tegneserier. Tale- og tænkeboblen var endnu ikke opfundet, så historien på det fortløbende 50 cm høje bånd skal fortælles udelukkende ved hjælp af mimik og gestus, samt nogle enkle latinske kommentarer om, hvad der sker. Her kan man få repeteret sine latinkundskaber. Samtidig er der en bort foroven og forneden, hvor de religiøse brodøser har moret sig med at indsætte dyr og planter m.m. Blandt andet fabler af Æsop som en allegori til det, der foregår på selve hovedscenen. Sådan blandes profant og helligt hele tiden, og man får et spændende kig ind i den sene vikingetid.
Der er ingen tvivl om, at dem, der har lavet det, har hygget sig under arbejdet. Akkurat ligesom brodøserne fra Lindholm Høje-gruppen. Lige nu broderer de på en ”lille ting” (kun 10 m) om Erik den Røde og Leif den Lykkelige. Man kan læse videre om dem på www.bayeuxtapetet.dk
Le Musée de la Tapisserie i Bayeux lukker for offentligheden i september 25 på grund af en påtænkt renovation og vil først åbne igen i efteråret 27.
