På få år har Frankrig mistet nogle af sine største filmskuespillere. Jeanne Moreau i 2017, Anna Karina i 2019 og Michel Piccoli i 2020, for blot at nævne et par stykker. Og nu også Jean-Paul Belmondo, der i “Åndeløs” blev billedet på en hel generation. Hver gang føles det, som om noget er gået uigenkaldeligt tabt. Men Alain Delon, Belmondos gamle ven og rival, er her endnu.
“Bébel” kaldes han i daglig tale, men Jean-Paul Charles Belmondo er fødenavnet. Siden gennembruddet som smågangsteren Michel Poiccard i Jean-Luc Godards “Åndeløs” (1960) har Belmondo med den brækkede boksernæse, de store læber og den karakteristiske cigaret hængende fra mundvigen for mange stået som indbegrebet af fransk film. Mandag den 6. september døde han i en alder af 88 år.
En umiddelbar reaktion kom fra vennen Alain Delon. “Vi har skabt fransk film, vi to, vi er to franske filmikoner, man kan ikke tale om den ene uden også at nævne den anden,” udtalte han til radiokanalen Europe 1. Parløbet begyndte allerede i 1958 med to mindre roller i komedien “Sois belle et tais-toi”, der på dansk fik titlen “Vær dejlig og hold mund”. Senere fulgte bl.a. megahittet “Brænder Paris?” (1968) om den franske hovedstad under de sidste dage af den tyske besættelse.
Bedst kendt er formentlig gangsterfilmen “Borsalino” (1970), ikke mindst på grund af den omstændelige produktionshistorie. Kontraktligt var de to hver for sig berettigede til det samme antal nærbilleder, og Belmondo endte med at sagsøge Delon, der var producer på filmen, efter han opdagede, at hans navn stod nederst på filmplakaten.
Stjernenykker var der nok af, men venskabet kuldsejlede heldigvis aldrig. For to år siden, i 2019, blev de genforenede til en fotoseance hos Paris Match i anledning af bladets 70-års fødselsdag. “Er der noget nyt? Hvor bliver han af?”, spurgte Delon, der gik og trippede i fotostudiet, mens han ventede på sin gamle ven, der selvfølgelig kom for sent. De snakkede om børnebørn, gamle dage og den slags, der hører sig alderen til.
SAMTALEEMNERNE VAR nogle andre for over 60 år siden, da de to kvindebedårere første gang mødtes. Delon og Romy Schneider skabte overskrifter som datidens store kendispar, mens Belmondo gik fra dame til dame og bl.a. dannede par med Bond-baben Ursula Andress.
Når man ofte nævner Belmondo og Delon i samme åndedrag, skyldes det, at de blev kastet ind i stjernevrimlen på et tidspunkt, hvor fransk film for alvor satte barren. For Delon blev rollen som Tom Ripley i “Kun solen var vidne” (1960), René Clements filmatisering af Patricia Highsmiths krimi, startskuddet på en karriere, der snart fik internationalt vingefang med roller hos Luchino Visconti og Michelangelo Antonioni. Belmondo blev den franske nybølges ansigt udadtil, der i årene omkring 1960 gjorde oprør mod den gængse opfattelse af filmmediet som blot og bar underholdning.
Godard opdagede Belmondo i Marc Allégret-filmen “Un drôle de dimanche” (1958). Godard var på daværende tidspunkt filmkritiker for det indflydelsesrige tidsskrift Cahiers du cinéma og fandt filmen “ulidelig”, om end han i Belmondo så “fremtidens Michel Simon eller Jules Berry” – med henvisning til 1930’ernes og 40’ernes folkekære franske skuespillere.
FORBILLEDET FOR ROLLEN som Michel Poiccard i “Åndeløs” var dog Humphrey Bogart, der havde medvirket i flere af de Hollywood-film, som Godard havde hyldet som kritiker. En kendt scene udspiller sig foran en biograf, hvor Michel med en troendes andægtighed betragter pressebillederne for Bogarts sidste film, boksedramaet “Jo hårdere falder de” (1956). Michel kunne nok genkende sig selv i Bogarts romantiske enspændernatur, og filmen ender som bekendt med, at han bliver skudt ned på åben gade, efter at Jean Seberg som den amerikanske pige, han indtil da har fordrevet tiden med, forråder ham til politiet.
“Åndeløs” blev optaget på Paris’ boulevarder og alléer og med et manuskript, der blev skrevet fra den ene dage til den næste. Det var dengang helt uhørt. Belmondo har senere udtalt til tvværten Bernard Pivot, at han ikke troede, at filmen nogensinde ville udkomme. “Men jeg havde det skægt,” medgav han. “Åndeløs” står ikke desto mindre i dag som et filmhistorisk hovedværk, der med sin springende klipning ændrede ved filmsprogets grammatik. To andre spillefilm med Godard fulgte: “En kvinde er en kvinde” (1961) og “Manden i månen” (1965). Begge med dansk-franske Anna Karina, der gav gavflaben Belmondo fint modspil. Også Delon indspillede en film med Godard, men det var 30 år senere i 1990, da nybølgen for længst var ebbet ud. “Nouvelle vague” kom filmen ironisk nok til at hedde.
MED SIN KROPSLIGE udstråling og naturlige charme, der adskilte ham fra tidens lidt stive skuespillere, fik Belmondo hurtigt et stort følge, og hovedpersonen i den fransk-belgiske westerntegneserie “Blueberry”, der første gang udkom i 1963, blev tegnet efter ham. Men Belmondo var ikke bare den frække dreng i klassen. Han havde mod på mere, og året efter succesen med “Åndeløs” indtog han den krævende rolle som katolsk landsbypræst i Jean-Pierre Melvilles “Léon Morin, prêtre”. Her spillede han over for Emmanuelle Riva, der kun har hån til overs for kirken, men som dog ender med at forelske sig håbløst i ham.
Melville, der kom fra generationen før nybølgen, blev en vigtig indflydelse på både Belmondo og Delon. Han var særlig kendt for sine gangsterfilm og forfinede Belmondos talent i “Døden giver ikke kredit” (1962), mens han afslørede nye sider af Delon med “Ekspert i drab” (1967), “Den røde cirkel” (1970) og “Telefon til chefen” (1972). Delon, der var blevet prist for sit billedskønne ydre i film som “Rocco og hans brødre” (1960) og “Leoparden” (1963), tog sig nu mere kølig og sinister ud.
Efterhånden slap Belmondos tålmodighed med den såkaldte “kunstfilm” dog op. Som en fransk version af James Bond, der udførte sine stunts selv, indtog han lærredet i de kulørte actionfilm “Agenten som ikke ku’ knaldes” (1973) og “Le Professionnel” (1981). Komedien “Alle tiders flugt” (1982) var en regulær publikumssucces i Frankrig, men er for længst gået i glemmebogen i resten af verden.
Mod slutningen af filmkarrieren nåede han alligevel nye højder i Claude Lelouchfilmen “Itinéraire d’un enfant gâté” (1988), der indbragte ham en César, det franske svar på en Oscar. Den teaterskoleuddannede Belmondo vendte i samme periode tilbage til de skrå brædder efter en næsten trediveårig pause, og hans portræt af Cyrano de Bergerac i Edmond Rostands skuespil af samme navn nævnes ofte som et af de bedste.
Belmondo favnede bredt, og i en tid, hvor Frankrig befinder sig i en dyb kløft mellem folket og eliten, blev hans død en anledning til at mindes alt det, der forener de stridende parter. Bébel “hørte med til familien”, udtrykte præsident Emmanuel Macron det ved en storladen afskedsceremoni ved Les Invalides, der vakte minder om den, der blev komponisten Charles Aznavour til del ved hans død i 2018. “Belmondo er lidt som os, bare bedre,” fortsatte Macron, hvorefter de elegante toner af Ennio Morricones soundtrack til “Le Professionnel” lød.
Delon var forhindret i at deltage i de officielle mindehøjtideligheder, men sagde et sidste farvel til sin gamle ven ved begravelsen i kirken Saint-Germain-des-Près. Han støttede sig til en krykke og så noget hærget ud, men sagde så sent som denne sommer, at han gerne vil medvirke i en sidste film, før han lader sig pensionere. Vi krydser fingre.
