En af fransk films store instruktører, Bertrand Blier, er gået bort 20. januar i år, 85 år gammel. Blier slog igennem i 1974 med filmen “Les Valseuses”, der også var Gérard Depardieus folkelige gennembrud. Filmen, der stadig anses for en af hans største, var baseret på Bliers egen roman og blev i sin samtid opfattet som provokerende. Den skildrer to unge uopdragne børster først i tyverne på et vildskabstogt, der involverer biltyverier, voldtægter, og andre uterligheder – herunder en grotesk scene, hvor en af hovedpersonerne tvinger en ammende kvinde i et tog til at give ham bryst. Filmen er svær at finde på streamingtjenester, men kan ses gratis på tokyovideo.com, dog uden undertekster.
I en anden af hans store film, “Trop belle pour toi”, der p.t. er tilgængelig i Danmark på Netflix, er Depardieu gift med en aristokratisk og underskøn kvinde, spillet af Carole Bouquet, men falder pladask for hans ældre og mere almindelige sekretær. Dermed vender Blier den traditionelle forventning om ægtemanden der stikker af med en ung smuk kvinde, på hovedet. Han står også bag Tenue de soirée, som vi omtalte fornylig i anledning af en af hovedpersonerne – Michel Blancs – bortgang, og naturligvis en lang række andre film.
Bertrand Blier var søn af skuespilleren Bernard Blier, og det var aldrig rigtig et spørgsmål, om han skulle ind i filmbranchen. Som 20-årig var han allerede instruktørassistent. I løbet af sin karriere vandt han bl.a. en Oscar for bedste udenlandske film (“Preparez vos mouchoirs”), og César-priser for “Buffet froid” og “Trop belle pour toi”.
Bertrand Blier døde fredeligt i sit hjem i Paris omgivet af sine nærmeste.















