fbpx
Kultur

Besøg hos den franske højadel i Uzès

Le Duc d’Uzès, Jacques de Crussol
“Vi står på to ben. Det ene står i den moderne verden, det andet i traditionen og fortiden. Kunsten er ikke at gå i spagat, men at få det til at hænge sammen. I dag lever vi i fire lande, og mine drenge har fire pas. Vi har tilpasset os den moderne verden,” fortæller Le Duc d’Uzès, Jacques de Crussol. Foto: Eva-Marie Møller, journalist Mads Christoffersen, kultursociolog

Bag alléen med platantræer rejser en imponerende bygning sig i provinsbyen Uzès. Her vest for Rhône-floden i Sydfrankrig ca. 60 km fra kysten røber to tårne og et spir, at der inde bag høje, tykke mure gemmer sig et slot.

Vi går gennem en tung, mintgrøn dobbeltport, og conciergen beder os vente i perlegruset foran slottets renæssancefacade med høje vinduer, nogle med glasmosaikker. 

“Ohhh,” siger han og peger hen mod telefonen: “Monsieur le Duc har ringet og fortalt, at De kommer. Jeg giver lige besked om, at De er her.”

Vi står alene i slotsgården og beundrer de imposante facader. Den romanske, profilen af det gotiske kapel og renæssanceafsnittet, som suger al opmærksomhed til sig. Vi forventer, at han kommer ud af døren i den prægtige facade.

Pludselig går en undseelig dør op i den romanske del af slottet, og hertugen træ-der ud på gruset og ser på os med flygtig generthed. Det er den berømte Hertug af Uzès – nummer 17 i rækken. Han er tæt på de 60, høj, slank og ulasteligt klædt med slips og jakke og det hvide lommetørklæde i jakkelommen, der vidner om betydning og klasse.

“Hvis det ikke var for de rige kvinder, vi gifter os med, ville det stå skralt til for den franske højadel,” begynder Le Duc d’Uzès, Jacques de Crussol. “I 1486 giftede min forfader, som også hed Jacques de Crussol, sig med Simone d’Uzès. I flere slægtled har mine forfædre i den tidlige periode giftet sig med kvinder, som var adelige enebørn med store værdier. Familien går på den måde hen og bliver meget magtfuld.”

Hertugen holder en pause og ser på os med et skævt smil: “Jeg har for resten selv giftet mig med en adelig kvinde, der er enebarn: Alessandra Passerin d’Entrèves e Courmayeur.”

Slottet i Uzès
Slottet i Uzès blev plyndret og ødelagt under den franske revolution, men senere opkøbt af fire borgerfamilier for at beskytte det. Hertugen købte det tilbage i 1824, men familien måtte sælge igen. Først i 1951 blev det endeligt generhvervet af Marquisen af Crussol, og i dag opfattes det som et vartegn for byen – ikke mindst på markedsdage lige uden for slottets porte. Foto: Eva-Marie Møller, journalist Mads Christoffersen, kultursociolog

DE CRUSSOL BLIVER i sporet om kvindernes indflydelse i familien:

“Min bedstemor, Marie-Louise Bézier, Marquise de Crussol, var en usædvanlig og meget intelligent kvinde. Hun var også aktiv i salonlivet i Paris i perioden efter Anden Verdenskrig, og her mødte hun kulturministeren, den berømte forfatter André Malraux. Hun fortalte ham om Uzès og slottet, som var ved at forfalde, og med Malraux’s hjælp blev der sat en omfattende restaurering i gang. Det betyder, at byens middelalderkvarter i dag fremstår som et velholdt, historisk monument.”

“Min bedstemor formåede på et tidspunkt, hvor familien var i dyb finansiel krise, at vende udviklingen. Hun samlede stumperne, genanskaffede slottet og påbegyndte istandsættelsen. Jeg har i 30 år fortsat hendes arbejde, og hertugslottet er i dag et af de mest gennemrestaurerede slotte, som rummer arkitektoniske elementer fra middelalderen, renæssancen, oplysningstiden og den moderne tid.”

Hertugen ser intenst på os og fortsætter: 

“Det har påvirket mig dybt, at jeg har bevæget mig imellem ting og portrætter, som min bedstemor har anskaffet til chateauet. Det har åbnet mine øjne for, at adelen er det menneskelige vidne til den kollektive historie. Gennem os kan vi gå 900 år tilbage i tiden med konkrete personer.” 

Jacques de Crussol strækker sine lange ben på de umagelige træstole med høje rygge. Han er ivrigt optaget af at fortælle om den franske adels historie. 

“I vores hertugtitel indgår byen Uzès’ navn. Der var i starten af det 20. århundrede omkring 1.000 adelige familier i Frankrig, som havde byen, hvor de boede, i deres navn. 100 år senere var der kun omkring 100 tilbage. Det vil sige, at 900 af familierne havde solgt deres ejendomme og dermed mistet forbindelsen til stedet. Hvor mange af dem er tilbage ved indgangen til det næste århundrede? 5 stykker – måske i bedste tilfælde 10? Vi regner med at være iblandt dem.”

HERTUGEN SLÅR UD med armene: “Når man ser på den politiske udvikling i de sidste 200 år, er det jo overraskende, at vi stadig er her. I det moderne samfund overlever kun de, der tilpasser sig. For eksempel har vi købt hertugslottet, le Duché, to gange i løbet af to århundreder: I 1824 efter den franske revolution, hvor alt forsvandt, og i 1951, hvor min bedstemorformåede at købe slottet tilbage. Det viser, at i alle store familier, som har mange års historie bag sig, så er der op- og nedture. Både min far og min farfar gik fallit. Jeg måtte selv betale for min fars begravelse – der var ikke en eneste franc tilbage. Igennem fire generationer havde slægten ruineret sig selv. Til sidst kunne de ikke komme i Uzès, for vi skyldte penge alle vegne. ”

Jacques de Crussol viser os videre til slottets smukke kapel med glasmosaikker, og fortsætter:

“Det er overraskende, at vi har formået at genopbygge vores slot. Andre adelsfamilier falder sammen, og deres position forsvinder. Vores familie er en statistisk kuriositet: I 40 generationer har der været en lige linje i stamtræet for hertugerne. Det vil sige, at i 700 år har der kun været sønner som arvinger til titlen – ingen fætre. Det burde næsten ikke kunne lade sig gøre. Der har selvfølgelige været kvindelige efterkommere, men de tæller ikke i den franske aldersmatrikel, hvor det er den mandlige side, der arver titlerne.”

MENS VI BEUNDRER slottets smukke højloftede stuer med empiremøbler, vil vi gerne vide, hvilken rollemodel, han lever efter:

“Man vælger jo ikke at være hertug, men man bliver født med det, og man læ-rer at leve med det. Der er ingen model for at udfylde rollen. At være adelig handler om en bestemt opfattelse af TID. I min familie har vi altid sagt, at vi var ulige i lighedens tidsalder, fordi vi havde pligter, som andre ikke havde.”

“For mig har der gennem mange generationer været et sted og en titel, som gensidigt har påvirket hinanden. Slottet i Uzès fungerer lidt som mit udstillingsvindue. Det, man forbinder mig med, er Uzès, også selv om jeg kun bor her to måneder om året. Jeg er følelsesmæssigt forbundet med stedet, og det er vigtigt for mig, at slottet fremtræder smukt. Det generer mig ikke det mindste, at slottet er åbent for besøgende hele året.”

“Vi står på to ben. Det ene står i den moderne verden, det andet i traditionen og fortiden. Kunsten er ikke at gå i spagat, men at få det til at hænge sammen. I dag lever vi i fire lande, og mine drenge har fire pas. Vi har tilpasset os den moderne verden. Jeg har studeret i USA, og min ældste søn er lige kommet hjem fra et ophold med sin parisiske business-skole i Singapore. Det er af hensyn til dem, at vi ikke bor i Uzès men i Paris, hvor de har gået på internationale skoler.”

“Som adelige har vi nok en stærkere familiefølelse, en stærkere bevidsthed om historien, en pligt til at tjene nationen og en dybere æresfølelse end andre samfundsgrupper. Selv om adelen juridisk set ikke eksisterer mere i Frankrig, så er titlerne anerkendt af republikken.”

Slottet i Uzès blev plyndret og ødelagt under den franske revolution
Slottet i Uzès blev plyndret og ødelagt under den franske revolution, men senere opkøbt af fire borgerfamilier for at beskytte det. Hertugen købte det tilbage i 1824, men familien måtte sælge igen. Først i 1951 blev det endeligt generhvervet af Marquisen af Crussol, og i dag opfattes det som et vartegn for byen – ikke mindst på markedsdage lige uden for slottets porte. Foto: Eva-Marie Møller, journalist Mads Christoffersen, kultursociolog

DE UNGE ADELSFOLKS situation ligger Jacques de Crussol på sinde. Han er formand for den franske Adelsforening, ANF (Association de la Noblesse Française). Den blev dannet i 1930’erne efter to adelsmænd mødte en drager på en banegård i Paris, som de faldt i snak med. Det viste sig, at drageren var en falleret adelsmand, og det fik dem til at danne ANF. 

I dag behandler foreningen ansøgninger om at blive anerkendt som adelig og sorterer de falske fra. Selv om man har et “de” i sit navn, er man ikke nødvendigvis adelig. 

“Som formand møder jeg tit unge mennesker, der imponerer mig. Mange har en bevidsthed om, at de er noget særligt og er bærere af særlige værdier, som andre sikkert vil opfatte som ude af trit med tiden.”

“Det er svært at vide, hvordan tingene udvikler sig i fremtiden. De lavadelige familier vil nok stadig gifte sig med ikkeadelige og på den måde udtynde adelsstanden. Inden for højadelen, som jeg tilhører, har det altid været vigtigt at indgå ægteskaber med andre adelige familier, som fastholder og udbygger deres position. Det helt karakteristiske for adelen er tiden, for vi er et led i en lang kæde, der går gennem tiderne. Hvis man er direktør for en stor virksomhed, så er man det for en kortere årrække. I vores tilfælde er der et helt andet tidsperspektiv, som rækker 50 eller 100 år frem i tiden. Hvis man indskriver sig i denne tidsdimension, så er det vigtigt, at man tilpasser sig. Det kan man gøre igennem uddannelse, erhvervsaktiviteter eller gennem det sociale liv.”

“Jeg kender de fleste af de andre ca. 25 hertuger i Frankrig, som er forblevet ærkefranske og orienteret mod fortiden. De giver mig ikke grund til optimisme. Arveskifterne vil føre til frasalg af slottene, da alle børnene skal dele lige, arkiverne og kunstsamlingerne vil blive solgt i enkeltdele. I de Crussol-familien har vi forberedt os på fremtiden gennem internationalisering, men vi er nok desværre ret enestående.”

Hertugen ser spørgende på os. Har vi mon forstået det særlige ved den franske højadel og det helt unikke ved familien de Crussol? 

Han foreslår, at vi går videre i slottet, som vi ganske vist tidligere har besøgt som turister. På førstesalen slår han et tungt gardin tilbage ind til en lidt miserabel trappe. 

Hertugen vinker os op ad trappen, ned ad en lang gang og ind i en anseelig sal, hvor han med en stolt håndbevægelse slår ud mod en gigantisk modeljernbane: Märklin i computeralderen – alt fra damplokomotiver til strømlinede TGV-tog. 

“Det havde De nok ikke ventet!” siger han smilende. “Selv om man er hertug, kan man også være legebarn.”

Tags