fbpx
Ski

Beton gik imod traditionen

Skibyen Les Menuires
Les Menuires er opført mellem 1965 og 1975 som en “Cité urbaine à la montagne”. Der er cirka 300 km pister i La Vallée des Belleville, og kombineret med de to forbundne dale Meribel og Courchevel samt den nyere ”glemte” 4. dal, Vallée de la Maurienne, er De 3 Dale verdens største skiområde. I alt er der 600 km pister med skiløb på alle niveauer fra november til maj - samt sommerskiløb på gletsjerne.
Religiøs fundamentalisme og modstand mod nymodens djævelskab som elektricitet kom paradoksalt nok til at betyde, at Les Menuires blev bygget i en modernistisk stil, arkitekter elsker, og mange andre elsker at hade. Det kompakte og funktionelle betonbyggeri gør ferien i verdens største skiområde nem for både små og store, og måske kan ideerne bag den typiske 60’er og 70’er arkitektur give inspiration til at løse nogle af vores klimaudfordringer.

Klokken nærmer sig tolv. På legepladsen midt i Les Menuires tramper en lille purk begejstret frem og tilbage i en stor vandpyt, mens grand-mère og grand-père smilende kigger på fra en bænk. Andre bedsteforældre trækker børn rundt på bobslæder eller hjælper de små med at komme op på gynger og rutsjebaner. 

Skibørnehave på La Croisette
Efter formiddagens skibørnehave leger de små på legepladsen midt på La Croisette, mens de venter på, at skiskolerne med de større søskende kommer ned fra højderne.

På skråningerne over byen begynder striber af skiskoler med rødklædte instruktører i front at strømme ned fra bjergene i pæne sving. Det er de større søskende, der skal hjem til frokost. Efter skiskolebørnene er blevet sluppet fri, bliver de taget godt imod af bedsteforældrene og får måske også lige lov til at lege lidt, inden turen går hjem til lejligheden eller en af de mange restauranter med familievenlige priser rundt om pladsen. Eller måske tager hele flokken en kabinelift op til en af restauranterne i højden for at møde mor og far, der er ude på en længere skitur.

FOR LA FRANCES udsendte, der har været på utallige skiferier i De 3 Dale, har Les Menuires altid stået som et skrækeksempel på, hvordan man ikke skal bygge i alperne. Store kasser i beton, der stikker fuldstændigt af i forhold til den traditionelle byggestil, der f.eks. findes i gamle alpebyer som St. Martin de Belleville længere nede i dalen. Men arkitekter berømmer Les Menuires, så måske er det tid til at udfordre fordommene. 

Det vil den lokale kulturambassadør David Dereani gerne hjælpe med. Vi mødes ved La Croisette, der er hjertet af byen og ifølge David tænkt som en form for landsbytorv, hvor man har alt lige ved hånden: restauranter, bagere, frisører, optikere, legetøjsforretninger, bank, postkontor og selvfølgelig skiskolen og liftselskabet. “Les Menuires kom sent til verden i forhold til mange andre skiområder, og den er opført som et samlet kompleks, en Cité urbaine à la montagne 1.850 meter over havet et sted, hvor der før kun var en kostald, som bønderne brugte om sommeren. Det skulle være et tæt og kompakt byggeri, der ikke optog for meget plads i naturen. Den første bygning stod færdig i 1967, og de næste cirka 10 år blev der opført en række bygninger i et enkelt og nøgternt formsprog, der tager udgangspunkt i den modernistiske stil, den schweizisk-franske arkitekt Le Corbusier var foregangsmand for. Med industrialiseringen var det blevet muligt at bygge i højden med færdigfremstillede moduler af beton, som var et let, solidt og billigt materiale. Man supplerede med stål og store glaspartier. Udsmykninger skulle være en del af bygningen, ikke noget, der var klistret på facaden,” siger David.

HOVEDARKITEKTEN Philippe Douillet valgte at placere de første bygninger i hesteskoform rundt om La Croisette. “Alt er bygget til skiløb. Når man kommer, parkerer man sin bil uden for byen eller i et af de store underjordiske parkeringsanlæg, og så står man på ski direkte til og fra sin lejlighed. Ud over at gøre det nemt på ferien, så sparer det på ressourcerne,” forklarer David og indrømmer, at ikke alle har været lige begejstrede for den funktionelle byggestil:

“Derfor har vi også gennem tiden gjort meget for at gøre byen mere imødekommende. Enkelte bygninger er revet ned, og mange andre har fået renoveret facaderne. Vi har opført et klokketårn, der fungerer som fokuspoint, når man skal orientere sig i området. Og for at det skal være en bedre oplevelse at færdes i området efter mørkets frembrud, har vi brugt 400.000 euro på en kunstnerisk belysning af La Croisette, designet af Laurent Fachard, som blandt andet også har lavet belysning til fontænerne i Versailles. Hans løsning blev at opstille 16 “totempæle” med lysende ringe, der fungerer som en reference til vinter-OL i 1992.”

FRA LA CROISETTE tager vi en lille gratis kabelbane op til områdets største og mest kendte bygning, Le Brelin. Den har Philippe Douillet ifølge David tænkt som et krydstogtskib, der ligger og flyder i det store hvide hav af sne. Bygningen stod færdig i 1972 og rummer 600 lejligheder, et supermarked og flere andre butikker. François Mitterrand havde en stor penthouselejlighed i Le Brelin, og David viser et avisudklip med af de mange fotos, der gennem tiden er taget af Mitterrand, hustruen Danielle og børnene i Les Menuires. 

“Sladderen siger, at Mitterrand måske hellere ville have haft en lejlighed i Courchevel eller Meribel, hvor alle de rige og adelige slog sig ned. Men det ville virke for dekadent for en socialist. Les Menuires var mere acceptabel,” siger David.

Le Brelin er det største og mest karakteristiske lejlighedskompleks i Les Menuires
Det største og mest karakteristiske lejlighedskompleks i Les Menuires er Le Brelin, der er forbundet med La Croisette med en gratis kabelbane. Le Brelin bliver sammenlignet med et krydstogtskib, der ligger og flyder på et hav af sne, og bygningen har fået udmærkelsen “Patrimoine Architectural de 20 Ciecle” af det franske kulturministerium.

I Le Brelin inviterer Laurence Rivail fra Espace Propriétaires ind i en nyrenoveret modellejlighed i fire etager. Alt er gennemtænkt i mindste detalje, bl.a. er gulvet i entréen belagt med lokalproduceret linoleum, der ligner skifer, og spejlet er en forklædt radiator. En trappe fører op til spisestuen, hvor køkkenet af pladshensyn er gemt bag en væg, der kan slås ud. Her er en stor balkon i hele lejlighedens bredde og en trappe, der fører videre op til børneværelset. Øverste niveau er forældresoveværelset, hvor sengegavlen samtidig fungerer som opbevaringsmodul, og der er en vid udsigt over bjergene. 

Laurence forklarer, at Espace Proprié-taires er en organisation, der hjælper ejerne af lejlighederne i Les Menuires med udlejning og renovering: “Mange af 60’er og 70’er lejlighederne var nedslidte, så for at højne standarden giver det offentlige op til 10.500 euro tilskud til ejere, der vil renovere deres lejlighed. Kravet er, at man lejer ud mindst 12 uger om året i mindst ni år, og at hele lejligheden skal gennemrenoveres og energiforbedres, så de lever op til moderne krav om komfort. Bl.a. får lejlighederne nye, ekstra isolerende vinduer,” siger Laurence.

NÆSTE FORMIDDAG FÅR jeg et kig på Les Menuires fra oven sammen med skiinstruktøren Antoine Mathon. Vi hopper på en ny kabinelift, der fører os næsten 1.000 højdemeter op til Pointe de la Masse på kun ni minutter. Her i 2800 meters højde er der et storslået vue til mange kendte alpetoppe – blandt andet Mont Blanc. Det var efter sigende her, arkitekt Philippe Douillet stod, da han fik ideen til at bygge Le Brelin som et skib i snehavet. 

Den nye kabinelift til La Masse
Med den nye kabinelift tager det kun ni minutter at komme op til La Masse, og man behøver ikke have ski med. Fra liften træder man ud på en stor platform med 360 graders udsigt til en stor del af de mest berømte alpetoppe – blandt andet Den hvide dame, Mont Blanc.

Efter tre år med skipause og urimeligt mange coronakilo på sidebenene er jeg ret bekymret for at skulle ned igen med ski på, så vi starter blidt ud på en blå piste. Det første stykke er en smal transportvej rundt om bjergtoppen, og derefter bliver pisten bredere og stejlere. Det er marts måned og flere uger siden, det sidst har sneet, men heroppe er skiløbet perfekt. Vi er næsten alene på bjerget, og det varer ikke længe, før jeg kommer ind i rytmen. Antoine kigger sig tilbage og sætter farten op, men ind i mellem mister han mig, fordi de utrænede stænger er syret til, og jeg er nødt til at stoppe og stampe i sneen. Længere nede bliver sneen blødere og benene endnu mere udfordret, for vi er på vestsiden, hvor der er sol fra morgenstunden. Men ned skal man jo.

45 MINUTTER SENERE lander vi i dalen igen uden at have taget en eneste lift, og vi krydser over til den anden side, hvor solen også er på vej over. Efter et par ture her siger jeg farvel til Antoine og tager op til Restaurant l’Antigel, hvor turistkontoret har arrangeret et rendezvous med en mand, der har været vanskelig at få en aftale med. 

André Borrel, skiinstruktør, er fra St. Martin de Belleville og efter sigende en af dem, der ved mest om dalen og dens historie. Han viser sig at være en stor bulderbasse med et bredt smil og en indledende undren over, hvorfor en dansk journalist dog er kommet hele vejen til Vallée des Belleville for at snakke med ham. Mens jeg prøver at forklare, kommer en lille væver dame og blander sig. Det er Andrés svigerinde Josette, der har restauranten sammen med sin mand, Jean-Claudy. Hun hiver fluks et gammelt foto ned fra væggen, og så er vi i gang.

Billedet er fra Andrés bedsteforældres bryllup i 1920’erne og viser glade sortklædte bønder, der ruller afsted i hestevogne pyntet med blomster. 

“Det var en festdag, men ellers levede folk et enkelt og simpelt liv,” fortæller André. “Om vinteren var man mere eller mindre sneet inde nede i landsbyen, passede dyrene, slagtede, reparerede redskaber og tøj, lavede nye støvler og hvad man ellers havde brug for. Når foråret kom, drev man sine får og køer op på den sæter, der lå tættest på byen, så man kunne udnytte det friske græs. Og når det blev varmere, gik turen videre op til familiens chalet d’altitude, hvor kvinderne og børnene brugte sommeren på at malke og lave ost og smør. Som supplement til landbruget kunne man fiske lidt, så man var i høj grad selvforsynende. Penge var der ikke mange af, og det var først i 1950, der kom elektricitet til St. Martin de Belleville. Den sidste af de 22 landsbyer i dalen fik først elektricitet i 1952.”

André Borrel og hans svigerinde Josette er et par ægte bellevillois’er
André Borrel og hans svigerinde Josette er et par ægte bellevillois’er, der har oplevet udviklingen fra hensygnende landsbysamfund til internationalt skiområde.

NETOP DET MED elektriciteten er en af nøglerne til at forstå hvorfor, Vallée des Belleville først blev udviklet som skiområde meget sent. Allerede i 1942 havde investorer spurgt bønderne i St. Martin de Belleville, om de ville være med til at forvandle deres marker og sætere til skiområder. “Svaret var et bestemt nej, og det skyldtes ikke modstand mod skiløb som sådan,” siger André. “En af de primære kræfter var præsten, der var arg modstander af alt moderne – og sådan noget djævelskab som elektricitet skulle man i hvert fald undgå. Man vidste, hvad man havde, og verden uden for dalen kunne virke skræmmende.” 

Investorerne kom igen efter Anden Verdenskrig og fik igen nej. I mellemtiden havde bønderne i nabodalene Courchevel og Meribel takket ja, og de begyndte at få arbejde og tjene penge på turisterne.

I Belleville-dalen havde de unge ikke nok at lave, og mange af dem drog afsted for at finde arbejde i bl.a. Lyon og Paris. Befolkningstallet faldt, og der var mest ældre folk tilbage. Blandt de få yngre var en handlekraftig borgmester, Nicolas Jay, og det lykkedes ham at få vendt folkestemningen og sat gang i undersøgelser af, hvordan man kunne udvikle området. 

“De næste år blev der lavet aftaler med investorerne, der blev oprettet et udviklingsselskab, og vi fik også en Loi Montagne, der sagde, at bønderne skulle sælge deres marker og sætere til kommunen. De, der nægtede, fik eksproprieret deres jord. Loven sagde også, at bønderne stadig godt må bruge deres sætere og bygge stalde og andre bygninger der, hvor der ikke skulle opføres nye bygninger, lifter og pister,” fortæller André.

Saint Martin de Belleville i 1.450 meters højde
Saint Martin de Belleville ligger i 1.450 meters højde og er dalens administrative centrum. Fra fattig alpelandsby er den forvandlet til eksklusivt mødested for internationale jetset.

DE NÆSTE TI ÅR skød det ene betonbyggeri efter det anden op. 

“Det var investorerne og departementet, der bestemte, hvordan der skulle bygges,” siger Andre. “Jeg kan godt fortælle dig, at de gamle i dalen måbede. Kun arkitekter kan sige, at det var smukt. Men vi havde ikke penge til andet.”

Det sidste – og måske afgørende – spørgsmål er, om André og de andre bellevillois’er i dag fortryder, at de overgav deres smukke alpesætere til larmende lifter og pister med parisere og andre fremmede. Det afviser han – og understreger, at det ikke handler om penge. 

“Det var den eneste måde, vi kunne undgå, at dalen blev helt affolket. Min generation og vores børn fik alle sammen job som liftarbejdere og skiinstruktører, folk åbnede restauranter og butikker, og siden Les Menuires – og senere Val Thorens i 1972 – blev opført, har kun meget få forladt dalen. Derimod er der rigtig mange, der er kommet tilbage, og vi har et godt liv og en solid økonomi i kommunen. Så sent som i går havde vi møde og besluttede, at kommunalskatten det kommende år kun skal være 9%. Det er mindre end halvdelen af den skat, de betaler i Val d’Isère,” fortæller André tilfreds og afslører, at han er medlem af kommunalbestyrelsen og måske alligevel er lidt mere end almindeligt interesseret i den økonomiske side af sagen.

La France var inviteret til Les Menuires og St. Martin de Belleville af det lokale turistkontor. Læs mere på www.lesmenuires.com


Tre unikke oplevelser

KOM TÆT PÅ HISTORIEN I MUSÉE DE SAINT MARTIN: Midt i St. Martin de Belleville ligger et lille museum, hvor man kan lære om livet i dalen i gamle dage. Man følger årets gang fra det stille liv i de kolde vintermåneder til hen over sommeren, hvor mennesker og dyr flyttede op på sætergårdene. Det mest interessante er måske en række film, hvor nu for længst afdøde landsbyboere fortæller om udviklingen fra landsbysamfund til internationalt skiområde. 
www.st-martin-belleville.com/fr/museesaint-martin-de-belleville

LA BOUITTE - STJERNEKOKKE I SAINT MARCEL

LA BOUITTE – STJERNEKOKKE I SAINT MARCEL: I den lille landsby Saint Marcel har far og søn Réne og Maxime Meilleur i en årrække haft tre michelinstjerner. Man kan også overnatte og få spa-behandlinger i “La Bouitte”, der betyder “Det lille hus” på savoyardisk.
www.la-bouitte.com

DEN GAMLE SÆTERFARM: Efterkommere efter den tidligere borgmester Nicolas Jay har forvandlet familiens gamle chalet d’altitude til restaurant og en ferme pédagogique, Chez Pépé Nicolas, hvor man om sommeren kan lære om livet på sæteren i en ikke så fjern fortid. Familien fremstiller stadig ost, dyrker grønsager og fisker ørred ved sæterfarmen – og i forsommeren kan man være med til at drive køerne og gederne op til sæteren. www.chezpepenicolas.com


 

Artiklen er kun for betalende abonnenter. Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.