Det brusende Atlanterhav, som afgrænser Biarritz mod vest med grådigt slikkende bølger op ad bolværk og klippevægge, er byens pulserende hjerte. Stejle gader og kringlede trapper kaster sig ned mod strandpromenaden. Mondæn og moderne, indtagende og provokerende vender Biarritz ryggen til baskerlandet og lukker sig om sin fordums storhed, da Europas kongehuse valfartede til dette lune hjørne i læ af Pyrenæerne.
Det var det franske kejserpar, Napoleon III og den smukke Eugénie, som placerede Biarritz på det mondæne landkort. I midten af 1800-tallet var byen kun en ubetydelig flække, som engang havde tjent gode penge på hvalfangst. Nu var hvalerne for længst draget længere nordpå, og Biarritz lå ufrugtbar hen. Indtil Eugénie gjorde fiskerlejet til sin sommerresidens.
Eugénie var fra Spanien og havde tilbragt en ferie ved Biarritz som barn, så da hun i 1853 blev kejserinde af Frankrig, satte hun alt ind på at lokke sin gemal til at gøre fiskerlejet til kejserlig sommerresidens.
Allerede to år senere lod Napoleon opføre Villa Eugénie, en overdådig, trefløjet bygning i Empire-stil, purpurrød med elfenbenshvide, nyklassicistiske udstafferinger, så hele hoffet kunne indlogeres på behørig vis sommeren over.
Biarritz med sin brede, hvide sandstrand “mellem to klipper”, som navnet betyder, blev “strandenes dronning og kongernes strand”. Forfatteren Victor Hugo’s fromme ønske om, at “Biarritz aldrig måtte komme på mode”, blev gjort grundigt til skamme. Det gamle fiskerleje blev det mest eftertragtede feriemål for Europas kongehuse, som blev tiltrukket ikke blot af havet og solen men især af kejserparrets storslåede, elegante sommerballer.
KEJSERINDEN VAR turist i Biarritz, hun kom her kun om sommeren. Hun tog til stranden og på ture ud i omegnen, ikke mindst til bjerget La Rhune. Når man ikke dansede, eksperimenterede man i Villa Eugénie med spiritisme, som var højeste mode. Mellem to udflugter ordnede man et par diplomatiske sager, for gæsterne hed Isabella af Spanien, Albrecht af Bayern og Østrig-Ungarns stærke udenrigsminister Klemens von Metternich.
Selv den tyske statsmand Otto von Bismarck, som i 1870 skulle snuppe Alsace og Lorraine og dermed foranledige kejserdømmets fald, muntrede sig i Villa Eugénie.
Sorgløsheden i Biarritz fik dog en ende. Eugénie pressede voldsomt på, for at det franske kejserrige skulle gå ind i den mexicanske borgerkrig i 1862. Krigslykken vendte, Napoleon kom i store vanskeligheder, og Eugénie fik samvittighedskvaler. Så store at hun iværksatte byggeriet af et nyt kapel til ære for Den Sorte Jomfru fra Guadeloupe, Mexicos skytshelgen.
La Chapelle Impériale, det kejserlige kapel, som udefra ser trist og uanseeligt ud midt imellem de moderne Biarritz-villaer, er i sit indre en storladen spansk-maurisk overdådighed med udskåret træværk og farverige fajancefliser.
Kapellet er i dag det eneste autentiske levn fra Biarritz’s kejserlige storhedstid. Villa Eugénie blev solgt til en rig bankier efter kejserdømmets fald, kejserparret gik i eksil i England, og ejendommen brændte ned til grunden i 1903. Det blev genopbygget som en tro kopi, blot tilføjet en ekstra etage og en ekstra fløj, så bygningen fra luften ligner et E til minde om sin legendariske stammoder.
MEN BIARRITZ HAVDE fået smag for luksus og mondænitet. Villa Eugénie blev omdannet først til Casino og siden, som i dag, til luksushotellet Hotel du Palais. Konger og berømtheder blev ved med at komme, musikken spillede videre, kjolerne fejede over balgulvet. Det var i La Belle Epoque frem til Første Verdenskrig med Dronning Victoria, Oskar den Anden af Sverige, Elisabeth af Østrig. Derefter de glade 20’ere med charleston og celebriteter fra kunstens verden: Ravel, Sarah Bernhardt, Stravinsky, Chaplin og Hemingway.
“Den russiske sæson” begyndte hvert år i oktober, hvor det russiske aristokrati strømmede til. En russisk-ortodoks kirke, som stadig er i brug, vidner med sit kuplede tag om denne årlige, russiske invasion. Også englænderne var så talrige gæster, at de byggede en anglikansk kirke. Og Europas første golfbane uden for England blev anlagt i Biarritz i 1888 og er i dag en af byens ti golfbaner.
De forskellige epoker har efterladt deres fingeraftryk og skabt en mosaik af forskellige stilarter langs stranden og i de tilstø-dende gader. Ingen bør snyde sig selv for et besøg i de små restauranter i den gamle hvalfangerhavn, Port Vieux. Her ligger de gamle fiskerhytter på rad og række med farverige skodder mod de hvidkalkede mure.
Tapas-restauranter vidner om indflydelsen fra den spanske nabo, ligesom de såkaldte Cidreries, hvor man spiser torskeomelet og oksekoteletter ved lange træborde ledsaget af rigelige mængder æblecider. Og langs kysten venter de barer og restauranter, som frekventeres af de unge surfere fra hele verden, der hvert år gør Biarritz til deres mekka. Alverdens nationaliteter mødes stadig i baskerkystens badeby.
DET VRIMLER MED excentriske villaer i Biarritz, hvor lige så excentriske ejere har ladet fantasien få frit løb. Atlanterhavsbyen er en arkitektonisk cocktail med 800 fredede bygninger, alle mindre end 150 år gamle men den ene mere overraskende end den anden. Her er imponerende, neo-baskiske villaer med det karakteristiske, røde bindingsværk, som især kom på mode med 1920’ernes begyndende turisme. Her er maurisk inspirerede rundinger og mildt sagt forbavsende eventyrslotte med umotiverede fremspring og tårne, nogle sågar med underjordiske tunneller, som siges at forbinde bygningen med de omkringliggende villaer.
Her venter kilometerlange hvide sandstrande samt smukke og eksklusive omgivelser. Men hvor Biarritz i slutningen af 1800-tallet var aristokratiets legeplads, besøges byen i dag primært af ganske almindelige turister. Byen er også et rigtig godt udgangspunkt for spændende udflugter i det omkringliggende landskab – den vestlige del af det franske baskerland.
MEST OPLAGT ER turen mod vest langs kysten i retning af Spanien. Saint-Jean-de-Luz er primært kendt som områdets førende fiskerihavn. Det var herfra, Frankrigs første hvalfangere i sin tid stævnede ud, og i dag fyldes lasten primært med sardiner, ansjoser og tun. Saint-Jeande-Luz byder dog på meget andet end fisk. En herlig lang sandstrand flankeres af en tilsvarende strandpromenade, og store dele af byen er præget af flotte gamle huse i små krogede gader og hyggelige torve. Selv om der også kommer en del turister i Saint-Jean-de-Luz, er byen langt mere autentisk og uspoleret end Biarritz.
Fortsætter de mod vest, har du på højre hånd flotte, stejle kyststrækninger. Andre steder kan du på venstre hånd nyde de bølgende grønne landskaber med græssende køer, marker og sågar enkelte palmer.
Gælder det smukke bygningsværker, er det absolut værd at stoppe ved Château d’Abbadia, der både er flot udvendigt og indvendigt, hvor det er muligt at bevæge sig op i stjerneobservatoriet, hvorfra slottets excentriske ejer, geografen Antoine d’Abbadie (1810-1897), brugte mange nætter på at studere stjernehimmelen.
En anden oplagte udflugt fra Biarritz går ind i landet til et par af de typiske franskbaskiske landsbyer. Der findes en række af slagsen, og blandt de flotteste er Sare og Ainhoa, der begge er på listen over Frankrigs smukkeste landsbyer. En tredje godbid er Espelette, der ikke mindst er kendt for sin produktion af de stærke røde pebre af samme navn.
OVERALT I BYEN i Espelette finder man i sommerhalvåret pebre, der hænger og tørrer på husmurene. Byen er fyldt med typiske baskiske huse fra det 18. århundrede, og her er det de røde farver, der dominerer træværk og altaner.
Selv den mindste landsby har en udendørs pelota-bane, hvor både børn og voksne spiller bolden op mod muren. Pelota minder en smule om squash, dog slår man til bolden med hånden eller kaster den afsted med specielle buede slynger.
Ud over talrige charmerende landsbyer er det baskiske bagland også kendetegnet ved grønne og frodige omgivelser med smukt bølgende landskaber. Jo længere man kommer ind, des smukkere bliver det. Området er ganske kuperet, og det højeste bjerg i denne del af Pays Basque, som baskerlandet hedder på fransk, måler 950 meter. Det hedder La Rhune og ligger lige på grænsen til Spanien. Generelt befinder man sig hele tiden tæt på nabolandet. Da blandt andet tobak og spiritus er billigere i Spanien, er der en livlig fransk grænsetrafik, og derfor kan det også betale sig primært at holde sig til de mindre veje, hvor trafikken er begrænset og omgivelserne ikke så lidt kønnere.
Netop de naturskønne omgivelser kan med fordel opleves til fods. Området har vandrestier af forskellig længde og sværhedsgrad – blandt andet 65 km omkring Ainhoa.
SELV OM BIARRITZ er det oplagte sted at bo under et besøg i det vestlige franske baskerland, findes der også et prisbilligere alternativ. Umiddelbart nord for Biarritz ligger Anglet (udtales med tryk på sidste stavelse og hørbart t), og de to byer er i dag mere eller mindre sammenvoksede. I Anglet finder man også et stort udbud af overnatningsmuligheder, og priserne er generelt lavere end i Biarritz. Derfor vælger nogle besøgende at bo i Anglet og så køre frem og tilbage med bil eller bus.
Anglet er mere grøn end Biarritz med skov, parker og blomsterhaver, ligesom strandene er tilsvarende skønne.
