FRA TOPPEN AF MIN FRANSKE LANDSBY
Sådan. Nu fik jeg da lige købt en ny fransk bil – i Frankrig – på nettet. Nå ja, ikke ny-ny, blot næsten ny. En demonstrationsmodel, som kun har kørt ganske få tusind kilometer. Den ser fin ud – og jeg henter den i efterårsferien. Endnu har jeg kun set den på billeder og modtaget salgskontrakten, for jeg befinder mig oppe i Danmark. Men sælger – en officielt autoriseret forhandler af franske biler – siger skam god for den. Og derfor er jeg ikke i tvivl om, at jeg har gjort et godt køb.
At købe bil i Frankrig på nettet er ikke spor svært – men ganske oplevelsesrigt. Jeg har fået udvidet mit franske, skrevet og talt en masse – og forhåbentlig forstået det væsentligste. For eksempel kender jeg nu landets bilforhandlere, hvor man kan hente sin bil, at det næsten er umuligt at opdrive en benzinbil af vores type, og at vi under ingen omstændigheder skal købe en el-bil, for ladestandere er bestemt ikke noget, vi finder her i vores område. Så valget er faldet på en dieselbil.
Hvad der tæller yderligere er, at jeg ikke skal køre 850 km for at hente den, men kan nøjes med at køre 36. Jo, Frankrig er sandelig et stort land, må jeg erkende. Men bilerne er billigere end i Danmark.
Mine omgivelser ryster vist lidt på hovedet af mig. Købe bil på nettet – det vil de ikke engang finde på herhjemme. Jeg tænker at de mener – som når de ser et billede af Sarkozy eller Trump – hvem ville finde på et købe en brug bil af dem? Men nu er sagen jo, at bilen som nævnt er ret så ny. Og jeg mener, når det er så udbredt at finde en ny kæreste på datingsiderne – hvorfor så ikke en bil?
TO TING HAR VÆRET svære i forløbet: at vente på svar fra bilforhandlerne – og at undgå at ramme frokostpausen. Ganske vist ser det ud til, her efter coronaen, at i hvert fald bilforhandlere har nedsat frokostpausen til en varighed af kun en enkelt time. Og det er jo positivt, når man hænger på computeren i en afstand af 1800 kilometer. Men efter-frokostpausen tager tid. Bilsælgere – og her kan jeg næsten tale generelt ud fra mine egne nye erfaringer – besvarer ikke mails om formiddagen – kun i den sene eftermiddag.
Hvad der har været ret så let med bilkøbet – når fraregnes det eksorbitant høje antal timer jeg har brugt – har derimod ikke været let, når det gælder salg af den gamle bil. Først skal man udfylde papirer, hvor ens navn, adresse, e-mail og alt om bilen herunder fotos skal fremgå. Men oveni det skal man også angive sit telefonnummer – det franske forstås. Men jeg er jo kun i besiddelse af en dansk mobil. Så her må jeg omgås denne del af proceduren. Heldigvis er jeg i stand til at anføre en fransk telefon, fordi gode venner har tilladt mig at benytte deres nummer.
Men så kommer det mere indviklede. For at sælge en brugt bil – hvad enten det er på nettet eller in natura – så skal man have en kopi af sit Certificat d’immatriculation – populært kaldet carte grise, det grå kort – som er et bilregistreringsbevis, og som altid skal ligge i handskerummet. Men pas de problème – bilen står blot i en garage 1800 km fra, hvor jeg befinder mig. Så fat i de gode venner igen og bede dem tage til garagen, finde kortet og affotografere det. Og derfra forløber alt planmæssigt.
Lige indtil bilforhandleren sammenligner bilens carte grise med de registreringsoplysninger, som myndighederne har liggende på deres hjemmeside, der hedder www.ants.gouv.fr Prøv selv at kaste et blik på den.
For her går det galt, oplysningerne på det håndfaste og det elektroniske dokument stemmer ikke overens. Dato for ibrugtagningstilladelse af bilen er ikke i overensstemmelse – den ene siger 2007 – den anden 2015. Noget af denne manglende overensstemmelse kan jo være det sædvanlige, når offentlige myndigheder – i Frankrig såvel som herhjemme – skifter over fra et gammelprøvet fysisk system til et nyt virtuelt system.
Problemet er ganske kort, at brugtvognskøberen vil sikre sig, at der ikke er gæld i bilen – og her vægter mine ord intet. Så nu må jeg forlade mig på, at den virtuelle franske myndighedsperson bliver enig med sig selv om at finde fejlen. Efter frokost selvfølgelig.
ENGANG BEKLAGEDE præsident de Gaulle sig over umuligheden i at regere et land, der havde 246 forskellige slags oste. Om det så lige var tallet 246 er der historisk uenighed om. Ifølge nogle kilder skal han have sagt 265, mens andre hælder til tallet 325, andre igen helt op til 487.
Men i stedet for at være uenige om antallet af oste – personligt mener jeg i øvrigt, at der nærmere er tale om over 1000, hvis man tæller de lokale hjemmelavede med – så kunne en de Gaulle i dagens Frankrig snarere udbryde: Hvordan i alverden kan man regere et land, hvis 66 millioner indbyggere alle spiser frokost på samme tid?
Offentlige kontorer lukker, håndværkere og fabrikker holder frokostpause, hele landet går i stå. Naturligvis med undtagelse af omkring 2 millioner mennesker, der skal sørge for at servicere den del af befolkningen, der spiser i nævnte tidsrum.
Det er nok heller ikke helt så nemt – og deri ligger måske nogle af Frankrigs økonomiske problemer. For der produceres vel ikke ret meget i løbet af frokostpausen – altså med undtagelse af den produktion, som de føromtalte servicefolk står for.
Nu kunne man jo tro, at der i tidsrummet mellem kl. 12 og 14 – eller 13 i disse nye delvis efter-coronatider – ville være en stigning i kriminalitetens statistikker. Men nej, for naturligvis må også de mindre lovlydige borgere afholde sig fra deres arbejde på grund af de frokostretlige aftaler. Tror jeg nok, for her i vores lille del af egnen – på toppen af den lille landsby – ser vi ikke noget til nogen tyveknægte. Hverken i frokostpausen eller på andre tidspunkter.
I DET HELE TAGET er det jo sådan, at det ikke er for ingenting, at det franske måltid er på Unesco’s verdenskulturarvliste. Hvad der følger med den store interesse og kultur for maden og gastronomien er jo, at landet har opbygget sin infrastruktur efter det. En fantastisk infrastruktur, der betyder, at fisk bestemt ikke behøver at være 10 dage gamle, før de lander i butikkerne. Her taler vi om, at man kan få friske fødevarer døgnet rundt, så at sige. I Alperne får man frisk fisk fra Middelhavet, og ved havet kan man få friske vildsvin fra bjergegnene. Friske skaldyr får man over alt – i sæsonen vel at mærke – og frisk frugt og grønt er også at få, selv ude i den mindste flække.
Hvordan gør de det, de gode franskmænd? Når vi herhjemme ikke kan opdrive friske varer, på trods af, at landet jo er 12 gange mindre end Hexagonen. Det er på grund af infrastrukturen og den hast, hvormed landets vigtige fødevarer bringes rundt. Men er infrastruktur nu en speciel fransk opfindelse? Næ, ikke hvis jeg skal sige min uforblommede mening. For når det gælder alle andre varer end lige netop fødevarer, så er den ikke gældende.
Vi får dagfriske østers i vores lokale by leveret fra Arcachon – men en reservedel til poolens pumpe er 10 dage undervejs fra Bordeaux by. Bestiller vi varer over nettet – også fra det lokale supermarked, når det ikke lige drejer sig om mad – så går der op til 14 dage, før vi med sikkerhed kan sige, at vi har varen i hus.
OG MED TANKERNE rettet mod den del af infrastrukturen, så vil jeg jo om kort tid erfare, om den næsten-nye bil også er klar til levering på den aftalte dag. Forsikret er den i hvert fald – den del tog kun et enkelt minut fra jeg kontaktede forsikringsselskabet på mail til jeg kunne underskrive dokumentet – elektronisk.
