Alt er blåt hos Annette Hardouin. Tøjet, gummiskoene, brillerne, neglelakken… og i kælderen under den lille butik midt Toulouse kan man selv prøve at farve med vajd eller “le pastel” – den blå plantefarve, der bragte rigdom til Occitaniens hovedstad fra midt i 1400-tallet og lidt over 100 år frem.
Tekst: journalist Karin Bech
Foto: Karin Bech, Marie-Lise Gauthier, Vincent Baldensperget og Arthur Perset
Det er en brændende varm junidag i Toulouse, men i kælderen under Annette Hardouin og Yves Patissiers lille butik i Rue des Lois er der befriende køligt. Og meget blåt. Vi skal i gang med at farve stof med den magiske plantefarve, som franskmændene kalder “le pastel”. Vi andre kender den som vajd, og indtil sidste halvdel af 1500-tallet var det den plante, man i hele Europa brugte til at skabe en flot og meget holdbar blå farve. Ser man f.eks. gamle gobeliner, hvor alle de andre farver er falmet, og kun den blå stadig funkler klart, er det vajd, der har været på spil.
Vi er en lille flok, der skal prøve at farve med vajd, og Annette har forberedt “kypen”, farvesuppen, på forhånd. Væsken i glasbowlen er nærmest karrygul, og der flyder noget metallisk blågrønt skum rundt langs kanterne. Som det første trækker Annette i et par blå gummihandsker og fisker et stykke hvidt bomuldsstof op fra en balje, hvor det har ligget og trukket vand i et par dage. “Stoffet skal være helt gennemvådt, ellers bliver farven ikke jævn. Det tager mindst 12 timer, før vandet er trængt så godt ind i alle fibrene, at der ikke kommer skjolder,” siger Annette, mens hun hurtigt vrider stoffet.
Nu sænker Annette forsigtigt stoffet ned i kypen, og med en pind lirker hun, indtil det ligger fladt nede på bunden. Stoffet skal helt lige ned, og man må ikke røre rundt, for der må ikke komme ilt ned i suppen. “Ilt er virkelig vores største fjende – men også vores bedste ven,” smiler Annette. Nede i kypen får stoffet bare en kedelig bleggul farve. Det ser ikke lovende ud. Magien starter først, da Annette efter tre minutter fisker stoffet op, hurtigt vrider det over farvesuppen og folder det ud. Imens ændrer farven sig fra skrigende gul til turkisgrøn og videre til klart blå. “Forvandlingen sker, når farvestoffet møder luftens ilt,” siger Annette.
Annette gentager processen to gange mere, mens hun forklarer: “Farven fæstnes og bliver dybere for hver gang, man putter stoffet i badet. Skal jeg have en meget dyb farve, dypper jeg tit i farvebadet seks-syv gange. Men kypen er levende og reagerer forskelligt hver gang. Hvis der er torden på vej, kan farvesuppen blive helt sort på grund af lufttrykket, og så kan vi ikke farve den dag.”
Efter Annette har demonstreret processen, er det vores tur. På et bord ligger klemmer, elastikker og andet grej til at lave mønstre, og vi får hver et lille stykke vådt bomuld at lege med. Jeg folder på kryds og tværs og dekorerer med klemmer i kanten, og så sænker vi efter tur kreationerne ned i kypen, mens vi andægtigt koncentrerer os om at efterligne Annettes bevægelser. Efter tre dyp er det tid til at fjerne klemmer og elastikker og folde stoffet ud. Imens er Yves kommet ned i kælderen, og han jubler og klapper begejstret i hænderne over vores sølle frembringelser. “Ren kunst,” siger han med så stor overbevisning, at man næsten tror på det.
Annette og Yves kommer fra Paris og flyttede til Occitanien for omkring 20 år siden. Her har de været med til at give den ellers den næsten glemte tradition med at farve med vajd en renæssance. Ud over små workshops som den, vi har været med til, arrangerer Annette også længere kurser og underviser f.eks. universitetsstuderende, der skal lære om le pastel og historien bag.
Parret designer også en større kollektion tekstiler og tøj, der sælges fra butikken, en webshop og udvalgte forhandlere så langt væk som i Japan.
“Yves laver mønstrene, det er han virkelig god til, og så bliver kreationerne syet og farvet ude i byen”, siger Annette. “Farven får vi fra gode kontakter rundt om i Occitanien, blandt andet er nogle unge landmænd omkring Grasse begyndt at dyrke vajd. Det er en enormt tidskrævende proces, for at udvinde et par kilo pigment skal man høste over et ton blade.”
Annette er glad for, at det er blevet populært at bruge plantefarver igen. “Jeg synes, at det er meget mere intelligent end at farve med kemikalier”, siger Annette, som dog på ét punkt har valgt at fravige de traditionelle farvemetoder:
“Der er brug for et basisk stof i den proces, der frembringer den blå farve, og i gamle dage brugte man urin, der i processen blev omdannet til ammoniak. Efter sigende kom den bedste urin fra mænd, der havde fået rigeligt at drikke, og derfor havde farverne typisk en leveringsaftale det lokale værtshus, hvor der var rigeligt med “pisseurs”. Kattepis skulle også være godt. I dag køber jeg altså bare ammoniak fra en butik.”
Efter workshoppen er det tid til at lære mere om, hvorfor den blå farve har betydet så meget for Toulouse og Occitanien. Jeg stikker mine blå hænder i lommen og trasker ned til Place d’Assézat for at møde Marie Pacheco, der har specialiseret sig i byture med fokus på vajdens historie.
Som det første trækker Marie mig ind i en lille butik, der blandt andet sælger sæber og kosmetik fremstillet på basis af vajd-olie. I vinduet står et glas med nogle ret trist udseende brune kugler på størrelse med golfbolde. “Det er “cocagnes”, der består af knuste, gærede og tørrede vajd-blade “, siger hun. “De ser ikke ud af noget, men de er fulde af farvepigment og derfor deres vægt værd i guld. Den blå farve var begæret af alle, der havde råd til at betale for den. I perioder var den så eftertragtet, at kongerne og adelen under trussel om dødsstraf reserverede den for sig selv. Derfor kaldes den også kongernes farve. En skrøne siger, at de høje klasser fik kappet hovedet af under revolutionen, fordi pøbelen ville se, om deres blod var lige så blåt som tøjet.”
Jeg ved, at vajd-planten kan gro mange steder, og at man f.eks. kan finde den vildtvoksende på Bornholm. Men planten har ideelle forhold i trekantsområdet mellem Albi, Toulouse og Carcassonne, siger Marie: “Her er en god kalkrig jord, milde vintre, regn i foråret og meget sol og masser af tørke sommeren lang. Det betyder, at planten kan gro så hurtigt, at man kan høste tre-fire gange om året, og at cocagnes-boldene kan tørre ret hurtigt.”
På grund af den lukrative handel med vajd, blomstrede Toulouse op, og fra midten af 1400-tallet blev den velhavende og kosmopolitisk handelscentrum.
På vejene raslede hestekærrer afsted tungt læsset med cocagnes på vej til Place de la Bourse, hvor der foregik en livlig handel, og herfra asede pramme afsted på La Garonne for at få de dyrebare vajd-bolde videre til børserne i storbyer som London, Antwerpen, Bilbao og Saint-Sébastien.
“De lokale fik penge mellem hænderne, og købmænd fra hele Europa slog sig ned for at handle med le pastel. En del af indkomsterne blev omsat til overdådige huse og paladser, i løbet af lidt over 100 år blev der opført cirka 100 paladser i et ret begrænset område af byen tæt på La Garonne,” forklarer Marie, mens vi kigger ind i gården til byens største palads.
“Det blev opført af Pierre d’Assézat, der kom fra Aveyron. Som mange andre Pastel-købmænd blev han adlet, og derfor havde han lov til at sætte et tårn på sit palads. De købmænd, der var adlet, kappedes om at lave det smukkeste vindeltrappetårn.”
Mange tror, at det var muligheden for at importere billig indigo fra de nye kolonier, der satte en stopper for vajd-handelen i Toulouse. Det er Marie ikke helt enig i:
“At det store vajd-eventyr stoppede, skyldes et sammenspil af mange årsager. Først og fremmest religionskrigene, der begyndte i 1562. De svækkede hele Frankrig, men de ramte Toulouse særligt hårdt, fordi mange af de indvandrede vajd-købmænd var protestanter. Den katolske konge i Paris var ubarmhjertig, og syv af de otte medlemmer i det ledende byråd måtte flygte fra Toulouse for at redde livet. På nogenlunde samme tid var der nogle elendige høstår med masser af regn og misvækst, så markedet blev oversvømmet med farvepigment af dårlig kvalitet. Det svækkede tilliden til produktet, børsen krakkede, og bankerne gik ned.”
Ifølge Marie gav de interne franske problemer den billigere indigo fra de nye kolonier en chance for at erobre det europæiske marked. ”Farven fra helvede” blev fremstillet af slaver, og fremstillingsprocessen var langt enklere, hvilket økonomisk opvejede den lange transportvej.
De efterfølgende år forsvandt de occitanske pastel-møller én for én, handelsruter blev lagt om, og formuer skiftede hænder. Omkring år 1700 var eventyret slut. Eller næsten, for under Napoleonskrigene blev det et problem for den lille kejser at skaffe blå uniformer til soldaterne. Han havde nemlig ikke de bedste relationer til de dele af verden, man importerede indigo fra.
Derfor blev franske videnskabsfolk sat til at genoplive fremstillingen af pastel, og det lykkedes dem at forenkle og forkorte farveprocesserne. Men Napoléon mødte som bekendt sit Waterloo, og ikke så mange år senere gik klædeindustrien over til primært at bruge syntetiske farver.
La France var inviteret til Occitanien af Comité Régional du Tourisme et des Loisirs d’Occitanie, Agence d’attractivité de Toulouse Metropole og Atout France Denmark. Læs mere på www.tourisme-occitanie.com og www.toulouse-tourism.com
Find de blå oplevelser i Toulouse
AHPY Espace Pastel Boutique , 13, rue des Lois
Fin lille butik midt i den gamle by med et væld af tekstiler designet af Annette Hardouin og Yves Patissier og farvet med vajd. I kælderen arrangerer Annette små farveworkshops, og ind i mellem afholder hun også længere kurser andre steder. For reservationer skriv til ahpy31@gmail.com eller besøg www.toulouse-tourisme.com/activite/ahpy-espace-pastel
Maison du Pastel, 9 Place d’Assézat
Butik med vajd-relaterede produkter. Ligger ved siden af det prægtige renæssancepalads Hôtel d’Assézat, der blev opført af en af de rige Pastel-købmænd midt i 1500-tallet. www.bleuparnature.com
Museum du Pastel, 629 rue Max Planck, 31666670 Labège
Udstilling, workshops og andre aktiviteter med relation til Le Pastel i en forstad til Toulouse. www.terredepastel.com
