Med over 10 millioner solgte plader har Alain Souchon siden 1970’erne været blandt sværvægterne inden for fransk populærmusik. Den følsomme sanger, der var bange for at blive voksen og blive sat i bås, forestillede sig i lang tid, at han skulle indstille sin karriere i en ung alder. Ikke desto mindre turnerer han stadig – med stor succes – som 80-årig
Af Jørgen Jørgensen
“Allô maman bobo” er en af de sange, hvor Souchon skildrer sig selv som et forvokset barn, der har svært ved at finde sig til rette i voksenlivet:
“Je marche tout seul le long d’la ligne de chemin de fer
Dans ma tête y’a pas d’affaire
J’donne des coups d’pied dans une petite boîte en fer
Dans ma tête y’a rien à faire
J’suis mal en campagne et mal en ville
Peut-être un p’tit peu trop fragile
Allô maman bobo
Maman comment tu m’as fait ? J’suis pas beau
Allô maman bobo
Allô maman bobo”
Han går helt alene langs en jernbanelinje, imens hans sparker til en blikdåse. Han har det dårligt både på landet og i byen og spørger nu moderen, hvordan hun har skabt ham. Han har “bobo”, et af de tostavelsesord, som voksne anvender, når de taler til børn på fransk: papa, maman, lolo (i stedet for lait- ‘mælk’), dodo (i stedet for dormir – ‘at sove’), pipi, caca (som læseren selv kan prøve at oversætte). Bobo betyder altså, at det gør av.
Sangen er skrevet i 1977 og kan på overfladen fremstå som en lidt humoristisk sang, skrevet i anledning af et fald på ski på et vintersportssted, men i virkeligheden stikker sangen nok dybere. Det har sangeren antydet i damebladet Marie Claire fra januar 2020. Her fremviser han et barndomsbillede, hvor den knap 6-årige Alain – sammen med sin storesøster – står ved siden af julemanden ved en juletræsfest i Paris i 1950. Det er en lykkelig periode for ham. Han er den bedste i klassen. Hans far er historie- og geografilærer. Fra tid til anden tager familien ud på landet, og her tager en mand, “Onkel Tom”, der er engelsklærer, ham ofte med til en stor ejendom i Blois, hvor han klatrer i træerne. Han føler sig favoriseret af ham i forhold til sin storebror og storesøster. Det er der en grund til, viser det sig senere. Onkel Tom er i virkeligheden hans biologiske far, og året efter skifter den lille Alain skole, hjem, religion, bedsteforældre og familie uden rigtig at få en forklaring. Sin bror og søster ser han derefter kun om torsdagen, den ugentlige skolefridag dengang i Frankrig, i en te-salon i Paris.
Den lille Alain føler sig som en pakke, der bliver anbragt så her, så der. Han kan ikke koncentrere sig i skolen og bliver snart den dårligste i klassen. I øvrigt bliver moderen senere skilt fra sin første mand, og hun gifter sig med Alains biologiske far, Pierre Souchon. Da Alain er 14 år gammel, udsættes han for endnu et drama: På vej hjem fra en skisportsferie udsættes familien for en bilulykke. Faderen dør på stedet. Et traume mere for den hårdt prøvede dreng, som han har beskrevet i et par sange.
Da han er 15 år, installerer familien sig hos bedstemoderen i Paris. Alain begynder at interessere sig for musikverdenen: Brassens, the Platters, Brel og the Beach Boys bl.a., og han begynder at skrive melankolske digte for at udtrykke sin spleen. Studierne interesserer ham derimod ikke. Som 17-årig bliver han sendt til det franske gymnasium i London, men det ophold har ikke den ønskede effekt, hvad skolen angår. Derimod tager han en besluning om, at han vil være sanger.
I 1969 møder han sit livs Hjerter Dame, Françoise, som han kalder Belote, betegnelsen for et folkeligt kortspil. Hun beskriver ham som skør og marginal, da de mødes, men samtidig som ekstraordinær. Hun har siden bakket ham op i hele hans karriere. Belote arbejder, imens Alain prøver at skabe sig en karriere, og i 1973 begynder han at slå igennem. Bl.a. får han kritikkens pris og pressens specialpris ved uddelingen af Den Gyldne Rose (la Rose d‘Or) i Antibes det år for sangen “L’amour 1830”. Heri skildrer han en patetisk, romantisk kærlighedshistorie med et møde i en park, kurmageri, digtrecitering, et blåt lommetørklæde og en cabriolet, der kører bort med den elskede genstand. Han er i gang som auteur-compositeur-interprète.
Han har dog stadig til gode at møde sin siamesiske tvilling, Laurent Voulzy, der kan noget specielt med musikken, for rigtig at få gang i karrieren. Det er Bob Socquet hos RCA, der sætter de to sammen, og midt i 70’erne kommer den ene bemærkelsesværdige sang efter den anden. Den klassiske Souchon-Voulzy-sang er født. Der er dels de sange, der på en lidt sjov måde skildrer den utilpassede unge, der helst vil forblive barn. Dels de sange, der på en kritisk måde giver et signalement af det moderne samfund.
Til den første kategori hører “J’ai dix ans” (Jeg er 10 år gammel). Dåbsattesten siger dog næsten 25 år, men han drømmer sig tilbage til skolegården med flyvende drager i luften og lommen fuld af lerkugler. Han lever i sfærer, som de voksne ikke har adgang til og er “pusterørskonge” (roi d’la sarbacane).
I en anden sang, “Jamais content” skildres andre personers reaktioner på hans tudefjæs. Først en pige, der giver ham dette skudsmål:
“Que je suis carrément méchant jamais content
Carrément méchant jamais content”
Dvs., at han simpelthen (carrément) er ond, aldrig tilfreds. I de følgende vers varieres disse to linjer bortset fra ordet ‘carrément’. Som eksempel citeres fjerde vers nedenfor:
“Je me suis sauvé en Angleterre
Je faisais le frenchman super lover
J’ me teignais les cheveux les sourcils
Pour être plus brun, pour faire viril
Carrément débile j’ trouve pas mon style
Carrément débile j’ trouve pas mon style”
Her fortæller han, hvordan han har reddet sig til England for at skabe sig et virilt look dér ved at farve hår og øjenbryn mørke: “simpelthen åndssvagt. Jeg finder ikke min stil”. Efter sit senere gennembrud som sanger kan han til sin overraskelse konstatere, at han en overgang udvikler sig til at blive det nye mandeideal, den bløde mand. Ikke mindst efter sit gennembrud som skuespiller, bl.a. i “L’été meurtrier”(Den dødelige sommer) fra 1983, hvor han kan opleves i et fantastisk sammenspil med Isabelle Adjani.
I slutverset i “Jamais content” udvider han imidlertid perspektivet fra sin egen person til det omgivende samfund:
“Promoteurs ils voulaient canailles
Que je fasse dessous de table homme de paille
Construire des tours de carton bleu
Pour que les petits garçons mettent leurs jeux
J’y ai carrément mis le feu bien fait pour eux
Carrément mis le feu bien fait pour eux”
På dansk:
Byggematadorer, de slyngler, ville ha’,
at jeg under bordet som stråmand
lod opføre højhuse af blåt karton,
for at de små drenge kunne anbringe deres spil dér.
Jeg satte simpelthen ild til dem. Det havde de godt af.
Jeg satte simpelthen ild til dem. Det havde de godt af.
Denne samfundskritik genfinder man i de bedste af Souchons sange. Her tænker jeg bl.a. på “poulailler’s song”, hvor han skildrer Paris som en hønsegård. “Fjerkræets” opinion lyder f.eks. således:
“On peut pas être gentils tout le temps
On peut pas aimer tous les gens
Y’a une sélection c’est normal
On lit pas tous le même journal
Mais comprenez-moi c’est une migraine
Tous ces campeurs sous mes persiennes
Mais comprenez-moi c’est dur à voir
Quels sont ces gens sur mon plongeoir ?”
På dansk:
Man kan ikke være flink hele tiden.
Man kan ikke holde af alle mennesker.
Der sker en udvælgelse, det er normalt.
Vi læser ikke den samme avis.
Men forstå mig, det er en migræne
med alle de campister under mine persienner.
Men forstå mig, det er hårdt at se på.
Hvem er de folk under min udspringsvippe?
Samtidig lyder den tilhørende musik (især ved “comprenez-moi”) som hønsenes kaglen. Det er i al fald ikke Alain Souchon, der stemmer på Rassemblement National ved valget.
Andre perler fra hans hånd er “On avance” med følgende linjer i omkvædet: “On avance, on avance, on avance/C’est une évidence/On a pas assez d’essence/Pour faire la route dans l’autre sens” (vi kører fremad, det er en selvfølge/Vi har ikke nok benzin på/ til at tage vejen i modsat retning).
Mesterværket over dem alle er dog “Foule sentimentale” (Sentimental flok) fra 1993, hvor han klart siger, at man giver os stene for brød. Forbrugssamfundet får os til at tro, lykken er at have skabene fulde. I virkeligheden tørster vi efter idealer (“soif d’idéal”). Det er i den sang, han bl.a. gør Claudia Schieffer til et verbum (efter første bøjning): “On nous Claudia Schieffer/On nous Paul-Loup Sulitzer”. Denne sang blev valgt som årets sang ved uddelingen af Victoires de la Musique i 1994.
Min egen tilgang til Souchon
Første gang jeg dansede med min franske kone var på et diskotek, Riverside, i Paris’ latinerkvarter. Det var i 1978, og her var det store hit “Rockollection”, sunget af Laurent Voulzy og skrevet af Alain Souchon. Det er bygget op som minder over tresserne, hvor omkvædet genopliver nogle af de hits, der var dengang. F.eks. “Hard day’s night” af Beatles og “Satisfaction” af Rolling Stones.
Senere, under en sommerferie til Nice, var vi til en koncert i Théâtre de la Verdure med Alain Souchon, hvor han sang mange af de sange, jeg her har omtalt. Jeg husker musikken som meget let og luftig, hvor man fik lyst til at springe op og danse. Også fordi sangeren selv var utrolig energisk: Han svingede med armene i takt til rytmen i musikken og hoppede rundt på scenen.
Senere var det oplagt at bruge hans tekster i franskundervisningen. Både på grund af hans leg med ordene og hans billedrige tekster. F.eks. i “L’amour à la machine”, hvor han forestiller sig, at man komme Kærligheden i vaskemaskinen for at friske farverne op. “Les papas des bébés sont nuls” var god til at forklare ejefald på fransk: Hvordan den danske styrelse (babyernes fædre) kommer først på fransk. Da han skrev denne sang om de fraværende fædre, har han sikkert tænkt på sin egen historie. Da de to sønner var små, var hans karriere på det højeste. Nu tager far og sønner (Ours og Pierre) revanche, da de ofte tager på turné sammen. Lidt ligesom Poul Dissing gjorde. Og turnéplanen for 2025 er stort set udsolgt.
Endelig har jeg også brugt “Le bateau-mouche” i undervisningen. Her fortæller han en sjov forførelseshistorie ombord på en af Seinens turistbåd. Den starter med, at en ung pige ikke kan finde ud af at skifte film på sit Kodak fotografiapparat. Forholdet udvikler sig hurtigt, mens de sejler under den ene bro efter den anden. Jeg lavede teksten om til en huløvelse, hvor eleverne skulle lytte sig frem til navnene på Paris’ broer, og der er mange af dem i sangen. Måske skulle man prøve sådan en tur på Seinen, når OL er overstået?
Alain Souchons tekster kan læses i bogen “C’est déjà tout ça. 123 chansons” (Point Virgule, 1993)
