fbpx
Politik

Bliver Marine Le Pen Frankrigs præsident i 2027?

Marine Le Pen (foto: JHG / Alamy Stock Photo)

Valget til Europa-Parlamentet vil give et indblik i stillingen i fransk politik. Er Le Pen på kurs mod Élyséepalæet i 2027? Lally Hoffmann er frisk hjemme fra Paris, hvor hun har forsøgt at vejre stemningen.

Af Lally Hoffmann, journalist og forfatter

Regn, regn – og så sol, sol – 20 grader i solen. Foråret har meldt sig i Paris og det myldrer over alt med forventningsfulde mennesker – og selvfølgelig skuffer Paris ikke. Foran Louvre bugter sig en lang slangeformet kø af folk med bestilt tid og adgangsbillet – sådan kendetegnes popularitet! Alle museer og udstillinger med respekt for sig selv anbefaler ”at bestille tid” på forhånd, man skulle nødigt tro, de ikke var populære! Byen summer, der er vejarbejde over alt. Concordepladsen er lidt af et mareridt både for gående og for trafikken. Paris er under forvandling – for forude venter den helt store begivenhed: De Olympiske Lege fra 26. juli til 11. august, efterfulgt af de paralympiske lege fra 28. august til 11. september – OL midt i en storby. Alle sejl er sat til.

Foråret er kommet til Paris. (foto: encrier / istockphoto)

Diskussionerne har bølget i månedsvis. Priserne vil stige på cafeer, på restauranter og hoteller. Trafikken vil blive omlagt.  Sikkerhedsopbuddet vil være enormt. Kan man overhovedet færdes i byen? Ude fra kommende stiller man så spørgsmålet: Kan de nå at blive færdige til juli? Det er det spørgsmål, der ikke kan stilles. Den franske pessimisme forsvinder øjeblikkeligt, blikket bliver skarpt, og stemmen spids: ”Naturligvis!” Det er her det såkaldte ”franske geni” melder sig. Alt er umuligt, intet kan lykkes – og så – med improvisationens kunst er alting færdigt – endda til tiden. Utidige spørgsmål frabedes. Stoltheden over Nationen er aldrig langt væk. Den kan der ikke rokkes ved, den er forankret i historien.

2024 er planlagt til at rumme det hele i Nationens navn. Det historiske – 80 året for D-Day, la Libération, befrielsen. 30 statsoverhoveder og kongelige vil 6. juni samles i Normandiet, hvor de allieredes landgang fandt sted.

Det helt nutidige – kæmpebegivenheden, OL ved Seinen, Paris, et supermoderne centrum for verdenssporten og verdens opmærksomhed – her intet gå galt.

Det politiske – 9. juni er der valg til Europa-Parlamentet. Med andre ord ikke et fransk, men et europæisk valg, hvilket ikke desto mindre bliver set som en afspejling af, hvor det politiske Frankrig står i dag. Valget er da også det eneste planlagte valg i 2024. Næste valg er først kommunalvalg i 2026.

Året efter kommer så præsidentvalget i 2027, hvor præsident Emmanuel Macron ifølge Forfatningen ikke kan genopstille. To sammenhængende præsidentperioder af fem år er muligt, ikke mere. Så mangen en politiker med ambitioner har her i 2024 kikkerten rettet mod 2027 – og opfører sig derefter.

De konstante meningsmålinger før valget til Europa-Parlamentet er ret så afslørende. 30 pct. af stemmerne vil gå til listen for RN, Rassemblement National (National Samling) – Marine Le Pens parti langt ude på højrefløjen. Kun 18 pct. til Macrons samlingsalliance ENS, Ensemble pour la Majorité présidentielle. 12 pct. til PS, Parti Socialiste, ledet af Raphaël Glucksmann fra det lille parti, Place Publique. PS er det eneste venstrefløjsparti, der når op på en tocifret måling.

Frankrig er gået til højre under Macron, men så meget til højre? Kan Marine Le Pen ved et fjerde forsøg i 2027 gå hen og blive Frankrigs kommende præsident?

”Det er der en sandsynlighed for,” siger politolog Pascal Perrineau til La France, ”men ingen sikkerhed. Valget er om tre år, og store og skelsættende begivenheder kan ske, som vi lige har oplevet det med krigen i Ukraine. Men målinger, der er det værd, de nu engang kan være om noget, der først finder sted om tre år, viser, at Marine Le Pen ikke alene ligger på førstepladsen, men kan gå hen at vinde med over 53 pct. Det er ret utroligt!”

”Utroligt, ja, men også til at forudse. Frankrig er som andre lande verden over påvirket af fremgangen af nationalisme og populisme. Marine Le Pen er nu engang ultranationalist og populist, og dermed også del af denne større bevægelse. Da Frankrig er en gammel nation, en enhed, en stærk enhed, og følelserne for Nationen stadig dyrkes, virker det endnu stærkere hos os.”

Pascal Perrinau

”Bag ligger usikkerheden. Det gælder frygten for globaliseringen, både den økonomiske og politiske globalisering, for opbygningen af Europa og for den kulturelle globalisering, samfundet bliver mere og mere kosmopolitisk.”

”Marine Le Pen har en evne til ramme denne franske tøven og tale direkte til nationalfølelsen. Hendes parti Rassemblement National er i dag selve symptomet på angsten for at skulle tilpasse sig den globale verden af i dag, som den nu engang er – og vil være i morgen.”

Som andre steder i verden har tidsånden selvfølgelig også præget bybilledet i Paris. Landmændene har blokeret vejene, og traktorerne har taget hele vejen til Paris for at understrege bøndernes miserable forhold. Klimaforkæmpere har stoppet trafikken. Skolelærere og statsansatte har strejket. Der er blevet demonstreret for kvinderettigheder, lige værd, lige løn og mod vold. Der har været demonstrationer for Israels ret til at forsvare sig og for Palæstinensernes ret til egen jord og stat. Der er marcheret mod udslettelsen af Gaza, mod racisme og mod anti-semitisme. Krigenes omfang – fra Mellemøsten, Afrika og ikke mindst naturligvis Ruslands invasion i Ukraine skaber frygt for, hvor tæt krigen kan komme i et mere og mere delt Europa. Vibrationerne mærkes i dagligdagen.

Vi sidder lidt tilbagetrukket på cafeen og diskuterer, da en ældre mand høfligt henvender sig.

”Jeg kunne ikke undgå at overhøre en del af deres samtale, og jeg er nødt til at sige til Dem, De må ikke stole på Marine Le Pen og slet ikke stemme på hende.”

Min ledsager bliver noget stiv i betrækket. Han bryder sig ikke om at blive aflyttet på en café. Den ældre mand insisterer:

”Hun lyver, siger et og vil gøre noget andet. De må absolut ikke stemme på hende.”

”Aha, aha,” lyder det vrissent fra min ledsager, der nok vil have sig frabedt, at nogen kunne tro, han nogensinde ville stemme på Le Front National, som han fortsat insisterer på at kalde det ekstreme højreparti, som Marine Le Pen har arvet fra sin far uden den store arbejdsindsats. Den ældre mand insisterer en gang til, inden han går:

”Jeg ville bare advare Dem.”

Det er lykkedes for Marine Le Pen over de seneste år at give partiet et nyt look som stuerent. Hun har fået uvurderlig hjælp fra en ung mand på bare 28 år, Jordan Bardella, nu leder af partiet, og hold godt fast – han ligger nummer seks på listen over populære politikere i Frankrig. Marine Le Pen selv kommer efter på en ottendeplads.

Jordan Bardella ses overalt, i tv-studierne, på de sociale medier, han stiller op til selfies med et kæmpesmil, han er hurtigsnakker og holder ikke inde, før hele valgtalen er nået igennem.

”Ja,” siger Pascal Perrineau, ”Marine Le Pen har på sin vis fået ”af-dæmoniseret” det gamle Front National, men hun har til gengæld ikke gjort fremskridt, når det gælder spørgsmålet, om hun overhovedet skulle være i stand til at kunne regere. Der blokerer det fortsat.”

”Derfor er hendes nye duo med Jordan Bardella så strategisk snedig. Han er ung, han er hurtig, præsenterer sig godt, han kæmper valgslagene, og Marine Le Pen selv vinder indirekte i troværdighed. Rollerne er naturligvis allerede fordelt – i 2027 bliver Marine Le Pen præsident, Jordan Bardella premierminister. Han er den, der skal regere og få maskineriet til at fungere. Marine Le Pen skal på afstand præsidere og følge slagets gang. De kan blive en farlig tandem.”

Jordan Bardella er populær. (foto: Sipa USA/Alamy Live News)

”Partiet Rassemblement National – og det gælder naturligvis også Marine Le Pen og Jordan Bardella – befinder sig, når det kommer til internationale og europæiske forhold på et noget bekymrende sted. De er imod Europa, de er imod Nato, foretrækker Trump frem for Biden og er helt klart pro-russiske. En alliance med Rusland i disse krigstider ville ikke gavne Frankrig.”

Jordan Bardella har været medlem af Europa-Parlamentet siden 2019, men har ikke gjort sig gældende med nye initiativer. Marine Le Pen er medlem af Nationalforsamlingen siden 2022, heller ikke hun har brilleret med forslag. Begge er eminente til med enkle og rammende sætninger at gøre opmærksom på alt, hvad der er galt, men når kun sjældent frem til, hvad de så mener, der skal gøres. Angreb er det bedste forsvar. Ikke mindst Bardella er god til den teknik.

Frankrigs nye premierminister Gabriel Attal er heller ikke ueffen i den disciplin, der hedder kommunikation og direkte svar i alle døgnets 24 timer. I januar 2024 blev han med sine dengang 34 år den yngste nogensinde på premierministerposten. Fra start har han været hyperaktiv og har været rundt til alle fra fiskere, landmænd, skolelærere og det med et afvæbnende nærvær, der har gjort ham vellidt.

Er Bardella Marine Le Pens trumfkort, er Gabriel Attal bestemt præsident Emmanuel Macrons mand. Unge Attal fik i 2002 sin politiske vækkelse, da Jean- Marie Le Pen nåede frem til anden runde i præsidentvalget. Frankrig var i chok. Gabriel Attal meldte sig dengang ind i socialistpartiet. Hans forhold til det ekstreme højre, har ikke ændret sig. Og slet ikke med målingerne for Europavalget, der tikker ind hver eneste dag.

Jordan Bardella har for længst udfordret Attal til debat. Attal har svaret, han meget gerne debatterer med Marine Le Pen, men ikke med Bardella. Attal har regeringsansvar, han er ikke på valg til Europa-Parlamentet. Attal har givet ikke sagt sit sidste ord om hverken valgkampen eller Marine Le Pen og Jordan Bardella.

Præsident Emmanuel Macron er naturligvis manden i centrum, som giver og modtager alle skyts. Han er også manden, der under ingen omstændigheder forlader posten som præsident. Han trækker sig ikke, han udskriver ikke valg i utide og opløser Nationalforsamlingen. Han bliver på sin post og vedholder sin overbevisning om et stærkt, samlet Europa, der skal sætte sig i respekt ved at være i stand til at forsvare sig selv. Et Europa, der regnes med i den globale sammenhæng. Det har ikke skaffet ham stor popularitet – hverken hjemme eller ude.

Ingen kan dog beskylde Emmanuel Macron for ikke at stå for nationale følelser. Siden han kom til magten i 2017 har han afholdt ikke mindre end 25 mindeceremonier for folk, der har gjort en særlig indsats for Nationen.  

21. februar 2024 fik den første fremmede – den første ikke-franskmand – digteren og modstandsmanden Missak Manouchian og hustru et sidste hvilested i Panthéon blandt Nationens helte. Det var nøjagtigt på 80-året for den dag, han sammen med 22 andre, ikke-franske modstandsfolk – jøder, kommunister – blev skudt af den tyske besættelsesmagt. Den forældreløse Missak fra Armenien havde fundet et hjem på bunden af det franske samfund, men også idealer, han førte ud i livet.

Det var en regnfuld blæsende dag her i februar, hvor den armenske 3000 år gamle fløjte duduk sendte rytmer ud over det stuvende fyldte kvarter omkring Panthéon. Senere fulgte sangen ”Affiche Rouge” (komponist Léo Ferré, tekst Louis Aragon) om de, der var udråbt til at være de kriminelle fremmede, men som ofrede livet for et frit Frankrig. Teksten understreger i hvor høj grad, Frankrig internt er involveret i verden derude.

Modstandsmanden og ikke-franskmanden Missak Manouchian ligger nu i Panthéon. Herover findes en video fra 21. februar 2024, hvor Missak og Mélinées Manouchians kister lægges i Panthéon. Det er gruppen Feu! Chatterton der fremfører sangen “L’Affiche Rouge”, som Leo Ferré har skrevet efter digt af Louis Aragon.

(Foto t.v.: Lally Hoffmann)

Faktisk går ”immigrationen” tilbage til 1685. Det kan man sætte sig ind i på det nyligt genåbnede immigrationsmuseum, Palais de la Porte Dorée. Det var ikke altid helt frivilligt, folk kom til Frankrig. Årsagerne til immigration er mangfoldige.

Ideen om ”Frankrig for franskmænd” – eller, som det har lydt igennem tiderne, la préférence nationale, er bestemt heller ikke ny. Le Pen-familien valgte den som slogan og gentager samme budskab den dag i dag i nye versioner.

Er man tilhænger af ”Frihed, Lighed og Broderskab” skal man rette ryggen, sænke skuldrene, tage en dyb indånding, sætte sig ind i historien her på museet – og så gå ud i virkeligheden.

Nede på Boulevard Saint Germain står en ret statelig herre nu med hvidt hår. Hans skrifter og tegninger har præget kvarteret i årtier. Hans tilstedeværelse er garant for kvarterets lødighed.

”Jeg er ikke franskmand,” svarer han høfligt en meget ivrigt gestikulerende dame. Damen fortsætter sin talestrøm.

(foto: Lally Hoffmann)

”Kunstnere er ikke religiøse,” svarer han venligt, hvilket får damen til vredt at dreje omkring og forsvinde. ”Det er vanskeligt at leve op til folks forventninger,” smiler han med den værdighed, han nu engang udstråler. Bag ham kan ses en håndskrevet lille plakat med et citat fra præsident Georges Pompidou:

”Det er ikke nok at være en Grand Homme, man skal også være der på det rette tidspunkt – en bon temps.

Paris’ efterhånden eneste avissælger, som her i kvarteret turnerer rundt på cafeerne med avisen Le Monde, råber den seneste nyhed ud:

”Sidste nyt, sidste nyt – Marine Le Pen har konverteret til islam – hun følger ramadanen!” Han bliver mødt af et latterbrøl. Hans humor rammer plet. Den engang hjemløse unge mand fra Pakistan har fundet sin plads. Han kender sit publikum.

Tesen om ”le grand remplacement” – den store udskiftning, hvor europæerne, den hvide mand, udskiftes og fordrives af ikke-vestlige indvandrere, finder ingen genklang her.

”Tallene viser,” forklarer politolog Pascal Perrineau, ”at racismen er faldende. Det er faktisk korrekt. Men med alle de spændinger, der er på grund af krige og voldshandlinger, er der flere antisemitiske og også anti-muslimske hændelser. Det holder sig dog inden for visse lukkede miljøer, det er ikke en global holdning i det franske samfund.”

”I det 19. århundrede talte man meget om ”rygternes æra” – og ærligt talt, det er der, vi desværre er igen. Rygterne har frit spil. De sociale medier holder sig ikke tilbage. Fake news florerer. Kildekritik er glemt. Fra den ene lukkede boble på nettet til den næste, forsikrer man hinanden om tingenes tilstand. Intolerancen vokser i det lukkede univers. Man lytter ikke til folk med andre meninger. Debat er blevet højtråbende og totalt intetsigende.”

Valgkampen op til Europa-Parlamentet ruller. Jordan Bardella har sloganet ”La France revient – l’Europe revit” på sin valgplakat. ”Frankrig er tilbage, Europa lever igen.”

Macron’s valgsammenslutning har valgt sloganet: ”Besoin d’Europe” – vi har brug for Europa. Raphaël Glucksmann for PS har valgt sloganet ”Réveiller L’Europe” – væk Europa.

Ude i gadebilledet ses store plakater, der i den franske ånd af Frihed, Lighed og Broderskab understreger sportens betydning for forståelse mellem folk. Sport kan hindre konflikter.

Frankrig varmer op til OL.

Frankrigs ære er på spil – her MÅ intet gå galt.

Fagforeningen CGT har meddelt, man overvejer strejker under OL, hvis lønkrav ikke imødekommes. Paradoksalt nok virker det beroligende – så er alt, som det plejer!

Le génie français vil naturligvis træde til i de sidste improviserede minutter – og til tiden – men heller ikke før!

Det kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved.

Frankrig er nu engang – Frankrig.

 

Artiklen er kun for betalende abonnenter. Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.