Med sin beliggenhed ved en godt skærmet naturhavn ved Atlanterhavet, har Essaouira gennem tiderne været et eftertragtet mål for fønikere, romere og portugisiske og franske erobrere – selv den danske kong Frederik V fik opført et konsulat her. I dag er den smukke, vindomsuste by et paradis for kunstnere, bohemer og turister fra Marokko, Frankrig og resten af verden.
Af journalist Karin Bech
I de smalle gader i medinaen kappes tungt læssede tohjulede trækvogne, carossas, om pladsen med lokale og turister fra ind- og udland, og en ældre djellaba-klædt herre smiler opmuntrende til mig, efter jeg har sprunget for livet for at undvige en cyklist, der kringler sig gennem menneskemængden i radbrækkende tempo.
Essaouira er en smeltedigel, der gennem flere tusinde år har tiltrukket en mangfoldighed af nationaliteter fra store dele af verden – både dem, der var velkomne, og dem, der absolut ikke var. Spørger man de lokale, er de særligt stolte af, at mange kunstnere gennem tiden har opholdt sig her. F.eks. valgte Orson Welles at skyde Othello i Essaouira, og siden har byen optrådt i en stribe andre internationale film. Den har blandt andet været forklædt som Jerusalem i Ridley Scotts Kingdom of Heaven og som Astapor i Game of Thrones.
Det siges, at Jim Morrison og Paul McCartney også har været her. Og ifølge de lokale legender fik Jimi Hendrix inspirationen til Castles Made of Sand i den nærliggende kystby Diabat. Om det helt passer tidsmæssigt, er tvivlsomt, men i hvert fald var Essaouira et populært hippie-hangout i 1960’erne.
Fra boderne med fisk, levende fjerkræ, grøntsager og krydderier i den travle souk søger jeg ned i den gamle jødiske bydel, Mellahen, hvor der engang var hele 40 synagoger, men nu kun en enkelt tilbage. Herfra snor jeg mig langs fæstningsværkerne, der beskyttede byen mod angreb fra sejlende fjender, hen til den prægtige bastion Skala de la Kasbah. Den blev anlagt i 1760’erne af den franske arkitekt Théodore Cornut, der var elev af Vauban og blev inviteret til Marokko af Sultan Sidi Mohammed Ibn Abdallah, også kendt som Mohammed III.
Mohammed III ønskede at etablere bedre handelsforbindelser med Europa, og nøglen var at skabe en stor ny havneby, hvorfra man kunne kontrollere handelen og indkræve told. Lige her var der i forvejen en stor naturhavn beskyttet af en række øer, og beliggenheden ved Atlanterhavskysten under to hundrede kilometer vest for Marrakech var ideel. Det var der i øvrigt også andre, der havde opdaget før Mohammed.
Potteskår afslører, at fønikerne allerede var her 700 år før vores tidsregning. De opførte en fæstning, de kaldte Migdol, der betyder befæstet tårn. Senere blev området en del af Numidien, og mens dette land var romersk vasalstat, organiserede Kong Juba II en produktion af saltet fisk og violet farve udvundet af den sjældne purpurmusling, der trivedes i tidevandsområdet ved Essaouira. Den kostbare purpurfarve var eftertragtet af romerne, der brugte den til at farve kanten af senatorernes togaer.
Langt senere, i 1506, kom portugiserne og opførte fæstningen Castelo Real de Mogador, og i både i 1600- og 1800-tallet prøvede franskmændene et par gange at indtage byen. Det lykkedes dem først at få fodfæste i 1912, og derefter og indtil 1956 var den centrale del af Marokko fransk protektorat. På den tid var der udstationeret 8.000 franske soldater i Essaouira, og byen blev primært brugt som udgangspunkt for militære ekspeditioner.
Jeg er bestemt ikke den eneste, der har besluttet mig for at nyde solnedgangen fra Théodore Cornuts vestvendte bastion. Lokale familier og udlændinge af alskens nationaliteter går aftentur og tager billeder af børn og bronzekanoner, vagttårne og de squalas, artilleriplatforme, der har givet navn til fæstningsværkerne. Nogle unge franskmænd laver en menneskepyramide, så gutten på toppen kan tage ekstra gode – men måske lidt rystede – billeder af skrigende måger og panoramaudsigten over Atlanterhavet.
Først efter at solskiven er trillet helt ned bag Mogadorøerne, og muezzinernes bønnekald er klinget ud, kravler jeg ned fra fæstningsværkerne og dykker igen ind i ind labyrinten af krogede og tit overdækkede gyder. Her er en dejlig afslappet stemning, med små butikker og værksteder, hvor mænd sidder koncentreret og skærer i træ, dekorerer fåreskind, hækler huer, syer kjoler, laver sandaler og udfører alskens andet håndværk. Altid mænd. Selv om der er mange marokkanske kvinder i gaderne – fra vestligt klædte til helt tilhyllede – lader handel og håndværk til udelukkende at være mændenes domæne.
Ud over nogle enkelte bonsoirs og høflige invitationer til at komme ind og kigge i et par butikker, får jeg lov til at gå i fred. I modsætning til medinaen i Marrakech, hvor man som turist kan opleve nærmest at blive belejret af påtrængende butiksejere, kan man her i Essaouira sagtens tage imod et tilbud om at komme ind og kigge uden at føle sig presset til at komme ud med noget flitterstads eller et tæppe under armen.
Denne aften er det en ung fyr i farvestrålende gevandter, der får mig lokket ind i sin smykkebutik til en kop myntete med rigelige mængder sukker. Han fortæller stolt, at han kommer fra Merzouga. Jeg har tidligere besøgt ørkenbyen, der ligger, hvor Saharas store sanddyner begynder. I gamle dage var Merzouga et vigtigt stop på den karavanerute, der bragte varer og slaver fra Timbuktu og Subsaharisk Afrika til markedet i Marrakech og derfra videre til Essaouira og ud i den store verden.
Som mange af de lokale taler den unge mand et enkelt og forståeligt fransk uden mange falbelader. Vi snakker lidt om hans hjemegn og om livet ude på landet kontra livet i de større byer i Marokko. Selv ville han foretrække at være hjemme i sin ørkenby, men han er taget til Essaouira for at sælge de smykker, familien fremstiller.
Jeg kigger lidt for interesseret på et vedhæng og får at vide, at det koster 150 dirham, omkring 100 kr. Tja’, tjo’, jeg har ikke rigtigt brug for flere smykker, så byder lidt under halvdelen. Den unge mand stikker i et grin: “Tu est trois fois berbère”, siger han, inden vi hilser farvel uden at være blevet uvenner på grund af mit lave bud.
Inden lukketid når jeg også at kigge ind i galleriet Le Real Mogador. Som traditionen byder lukker bygningen sig mod omverdenen, men når man kommer ind ad glasdøren, åbenbarer der sig en fantastisk gårdhave omringet af søjlegange. Det er det tidligere italienske konsulat, som den franske kunstner og gallerist François Real har brugt mange år på at bringe tilbage til fordums pragt – suppleret med elementer af sin egen kunstneriske praksis i form af farvestålende cementgulve. Da jeg kommer ind, er galleristen i gang med at skælde ud på en hollandsk familie, der bare er vadet ind for at tage billeder af herlighederne – det er absolut ikke velset.
Mens hver hollænder bliver opkrævet 50 dirham i fotogebyr, pakker jeg kameraet væk og forbereder en utrolig høflig intro for at få en snak med den iltre franskmand. Det lykkes. Efter hollænderne er gået, falder han ned og fortæller om det hårde arbejde med at restaurere det tidligere konsulat. Han viser endda rundt og sender mig senere fotos af bygningen, der er fyldt med malerier og skulpturer fremstillet af lokale kunstnere.
Danmark har også haft et konsulat i Essaouira. Bygningen står der endnu og er efter mange års forfald endelig ved at blive restaureret. Det er en ret vild historie:
Som nævnt ønskede Mohammed III at skabe bedre handelsforbindelser med Europa. Derfor inviterede han europæiske herskere til at opføre konsulater, der i høj grad fungerede som handelsstationer. Den danske Kong Frederik V var den første, der tog imod tilbuddet, og det danske kongerige fik tildelt en stor grund i kasbahen, den nye befæstede by, hvor franske Théodore Cornut også var i gang med at opføre en stor moske, officielle bygninger, et palads til sultanen samt boliger til andre standspersoner.
Efter en lang og farefuld rejse ankom den danske arkitekt Wilhelm Schrøder sammen med en stenhugger, en maler og en gartner til Essaouira i 1760. De havde fået til opgave at opføre et konsulat i form af en treetagers bygning, men det blev en langsommelig proces, fordi det både var svært at skaffe materialer og kvalificeret arbejdskraft. Det tog fem år at få to etager færdige, og det måtte være nok.
Det danske konsulats vægge var op til halvanden meter tykke, hvidkalkede og med indmurede danske mønter. Der var en høj port, så heste og kameler kunne gå direkte ind i en stor søjleomkranset gårdhave. Her blev varerne læsset af, sorteret og enten solgt på stedet eller lagt i depotrum. I stueetagen var der stalde, og på første sal var der kontorer og boliger til konsulen og personalet, opført i europæisk stil med en balkon og store vinduesåbninger.
Konsulatet åbnede i 1765, men allerede to år efter var der så meget krig og ballade, at danskerne forlod Essaouira og donerede hele molevitten til Marokko. Indtil 1938 brugte jødiske handelsfolk konsulatbygningen som handelsstation, og derefter fik den spansk-franciskanske katolske mission brugsretten indtil 1978, hvorefter de lokale myndigheder overtog ejerskabet. Årene efter lå det tidligere danske konsulat hen som en ruin, og gårdhaven blev efterhånden fyldt med skrald kastet ned fra de omkringliggende huse. Imidlertid var der mange både i Danmark og Marokko, der kendte historien, og som arbejdede på at genrejse bygningen til fordums pragt.
Blandt andet har arkitekt Margrét Matthíasdóttir opmålt bygningen, og i 2016 udgav hun bogen “Et dansk konsulat i Marokko”, rigt illustreret og med tekst på både dansk og fransk. I 2023 gik restaureringsarbejdet langt om længe i gang, ledet af en marokkansk arkitekt, så forhåbentlig vil man snart kunne besøge det gamle danske konsulat igen.
Som en krølle på halen led den allerede hårdt plagede arkitekt Schrøder en hård skæbne. Først blev han i flere år nægtet hjemrejse af sultanen, der blandt andet satte ham til at opføre et kornkammer i Marrakech. Og da Schrøder endelig kom hjem til Danmark, fik han ikke pension af kongen, hvorfor han sandsynligvis endte sine dage i fattigdom.
VÆRD AT OPLEVE I ESSAOUIRA
Alliance Franco-Marocaine d’Essaouira
Det franske kulturinstitut i Derb Laalouj byder på franskkurser, film og andre kulturoplevelser.
Besøg en hammam
Få skrubbet ufattelige mængder død hud af og kom ud som en nyfødt. Der er mange hammams med varierende grader af luksus. Prøv f.eks. Hammam Mounia, hvor en halv times gommage med sort sæbe efterfulgt af en halv times massage koster 380 dirham.
Film-, kultur- og musikfestivaler
Mest kendt er Gnaoua-festivalen i juni. Her kan man høre de største Maalêms (mestre) spille musik med rødder i vestafrikanske slavers religiøse, tranceskabende rytmer.
Strandliv
Langs den brede sandstrand i den nye bydel er der utallige butikker, der tilbyder kurser i vind- og kitesurfing. Man kan også købe sig til en tur på en dromedar eller en araberhest.
NYTTIG INFO OM ESSAOUIRA
Møntfoden hedder dirham
En dirham er cirka 70 øre, og der er masser af hæveautomater. Bemærk, at mange mindre butikker og restauranter ikke tager imod kreditkort, men euro er bredt accepteret.
Rejsen til Essaouira
Der er fly fra f.eks. Madrid, Paris og London direkte til Essaouira/Mogador lufthavn. Fra Danmark kan det nemmeste være at flyve til Marrakech og så enten hoppe i en forudbestilt taxa eller tage en moderne og komfortable Supratours bus. Køb billetter på www.supratours.ma
Trækvogne i medinaen
Der er hverken adgang for – eller plads til – biler i den gamle by, medinaen. Alle taxaer og busser stopper ude foran en bab (byport). Herfra kan man hyre en drager, der putter bagagen på en carossa (trækvogn) og sætter kursen direkte mod den ønskede riad (gæstehus).
“Petit taxi” i den nye by
Man prajer de små blå taxaer ved byportene eller på gaden. Uanset destinationen koster turen 8 dirham. Men vær forberedt på, at chaufføren måske samler andre passagerer op og så kører en omvej. Tag det som en gratis sightseeing og en kulturel oplevelse.
”Grand taxi” til andre byer
Skal man udenbys, så tag busser eller store taxaer fra f.eks. Gare Routière. En Grand taxi er en deletaxi, der først kører, når den er fyldt op. Man kan evt. købe alle seks pladser.
Mad, vin og alkohol
Essaouira er også et mekka for madelskere. Ud over et rigt udvalg af fisk, skaldyr og marokkanske retter som f.eks. taginer, er der masser af restauranter med internationalt – og især fransk – køkken. I øvrigt er Marokko et vinproducerende land, prøv f.eks. en “vin gris”, der er en slags meget lys rosé. Der er nogle få lokale vin- og alkoholbutikker lige uden for bymurene, og vil man købe europæiske vine, så tag til Nicolas eller Carrefour i La Nouvelle Ville. Bemærk, at vinforretninger altid er lukket fredage og religiøse helligdage.
