En af de første barrikader fotograferet ved oprettelsen på chaussée Ménilmontant
En af de første barrikader fotograferet ved oprettelsen på chaussée Ménilmontant af Kommunardernes nationalgarde den 18. marts 1871.
Paris Historie

Borgeroprøret fulgte prøjserkrigen

For 150 år siden, den 18. marts 1871, gjorde vrede parisere oprør mod den etablerede orden. Opstanden varede i 72 dage og mundede ud i et voldsomt blodbad. Denne artikel er en oversættelse af vores franske artikel side 56-57.

Pariserkommunen er betegnelsen på den bevægelse og oprørske regering, som pariserne fra 18. marts til 28. maj 1871 iværksatte ved krigens slutning mellem Prøjsen og Frankrig. En opstand der mundede ud i et nederlag og en barbarisk undertrykkelse i løbet af “den blodige uge” fra 21.-28. maj, hvor 30.000 mennesker, mænd, kvinder, børn, blev henrettet af ordensmagtens maskingeværsalver.

Hvordan var det kommet så vidt, at franskmændene slog hinanden ihjel? For at forstå dette bliver man nødt til at gå tilbage i tiden. I starten af 1870 var Frankrig gennem de seneste 20 år ledet af Napoleon III, som var nevø af kejser Napoleon den 1. Det politiske klima var roligt og stabilt, selv om autokraten, Napoleon, tilsyneladende ønskede at dreje styret i en mere liberal retning. 

Det blev desværre uden at kunne regne med den rastløse nabo, Prøjsen, der var under ledelse af Kejser Wilhelm den 1. og især kansler Otto von Bismarck, en intelligent, dynamisk men også aggressiv herre. Hans altoverskyggende idé var at sammenlægge Tyskland og de mange stater omkring Prøjsen, hvilket mildest talt ikke var noget, franskmændene brød sig om. 

Kommunen proklameres officielt foran Paris’ rådhus den 28. marts 1871
Kommunen proklameres officielt foran Paris’ rådhus den 28. marts 1871. Pariserkommunen havde to formål: befrielse af Frankrig fra besættelsesmagten og kapitalismens fald. For at styrke sin magt afskaffede Kommunen den stående hær, Nationalgarden, dvs. alle mænd mellem 19 og 40 år, blev den eneste bevæbnede magt. Også embedsapparatet blev afskaffet.

Over for Bismarck og den prøjsiske hær, der var blevet hærdet efter krigene mod Danmark og Østrig, troede Frankrig fejlagtigt, at landets egen hær stod stærkt. Bismarck ønskede at Frankrig skulle fremstå som den aggressive og udfarende part, og det lykkedes ham at lokke Napoleon III i en fælde, hvor han begik fejl på fejl. 

Den 19. juli 1870 erklærer Napoleon krig mod Prøjsen, og Frankrig er nu direkte på vej ned i afgrunden. Den franske hær, der er dårligt forberedt og især under elendig ledelse, må lide det ene ydmygende nederlag efter det andet, hvilket får Napoleon til at anmode om våbenhvile og overgive sig til fjenden 1. september 1870. I Paris vil den nye regering ikke acceptere kapitulationen, og prøjsernes krav er ovenikøbet enorme. Krigen fortsætter, men nederlagene står i kø. Snart har den prøjsiske hær belejret Paris.

BELEJRINGEN VARER næsten hele vinteren, der det år er særdeles kold og på alle måder forfærdelig: pariserne fælder træerne på boulevarderne for at få brænde og sulten plager befolkningen, der går så vidt som til at spise hunde, katte og rotter (se også La France nr. 2/2020). I januar måned bomber de prøjsiske tropper hovedstaden med enorme ødelæggelser til følge. Omsider, 26. januar 1871, aftales der en våbenhvile, som sætter en ende på krigen.

Kommunen proklameres officielt foran Paris’ rådhus den 28. marts 1871
Kommunen proklameres officielt foran Paris’ rådhus den 28. marts 1871. Pariserkommunen havde to formål: befrielse af Frankrig fra besættelsesmagten og kapitalismens fald. For at styrke sin magt afskaffede Kommunen den stående hær, Nationalgarden, dvs. alle mænd mellem 19 og 40 år, blev den eneste bevæbnede magt. Også embedsapparatet blev afskaffet.

Freden med Preussen er ydmygende. Frankrig mister Alsace og Moselle og skal betale enorme summer til sejrherrerne. Pariserne, der ofrede sig under belejringen, har det mere end svært med at acceptere ydmygelsen. På den tid har byen 1.850.000 indbyggere, hvoraf en fjerdedel tilhører arbejderklassen. Deres livs- og arbejdsbetingelser er kummerlige og uden rettigheder. Det er her opstanden har sin begyndelse.

Særligt en begivenhed fremkalder konflikt og oprør: den 1. marts 1871 marcherer prøjserne med accept fra de franske myndigheder ned ad Champs-Elysées, selv om Nationalforsamlingen har søgt tilflugt i Bordeaux. Marchen chokerer pariserne. Allerede fra slutningen af belejringen er byens arrondissementer mod øst stort set beboet af arbejdere og administreret af folkekomitéer, der ikke længere lader sig styre af autoriteterne.

LIDT EFTER LIDT organiserer Paris’ 20 arrondissementer sig i en republikansk sammenslutning under ledelse af en centralkomité på 38 medlemmer. Nationalforsamlingen tager sæde i Versailles efter Bordeaux, hvilket bliver genstand for megen harme i arbejderklassen, for Versailles er selve symbolet på absolutismen, og regeringen mister totalt kontrollen med hovedstaden. 

Den 18. marts beslutter regeringen i ren panik også at flygte fra Paris for at slutte sig til parlamentsmedlemmerne i Versailles. Om eftermiddagen henretter kommunarderne, som de nu kaldes, to generaler. Om aftenen den 18. marts er kommunardernes sejr total, og centralkomitéen er herre over Paris. I 72 dage skal selvsamme komité forsøge at administrere Pariserkommunen og udstede reformer. 

Brutaliteten mellem parterne var lige stor mellem kommunarder og regeringstropper
Franskmænd mod franskmænd. Brutaliteten mellem parterne var lige stor mellem kommunarder og regeringstropper.

Rent ideologisk er Kommunen mere på linje med anarkismen end med marxismen, selv om der var flere marxister blandt bevægelsens hovedmænd. De fleste kommunarder ønsker en autonom styreform og fuld decentralisering, og tro mod anarkismens ideer ønsker de heller ingen leder.

Regeringen under ledelse af Adolphe Thiers accepterer på ingen måde, at Paris får fuldstændigt selvstyre. Skønt forsøg på kompromiser er kløften for dyb mellem de regeringstro, der repræsenterer en konservativ republik, og kommunarderne, der er imod institutioner generelt. Adolphe Thiers råder over en 130.000 mand stor hær, der hjernevaskes til had mod “anarkister”. Over for denne hær står en forsamling på godt 40.000 mænd, der er dårligt udrustet og ude af træning.

DEN 2. APRIL 1871 sker de første sammenstød. Midt i april omringes hovedstaden, og hæren lægger ud med at ødelægge byerne rundt om den. 21. maj trænger de regeringstro ind i Paris fra sydvest af Porte de Saint-Cloud. Det bliver begyndelsen på “den blodige uge”. Kampene er forfærdelige, kommunarderne kæmper hårdnakket og er ikke sene med at sætte ild til de offentlige bygninger, palæet i Tuilerieshaven og byens rådhus.

Fra den 25. maj bliver kampene hårdere, da de regeringstro nu angriber de folkelige kvarterer i byens østlige del, Kommunens sidste bastioner. Det endelige stormløb sker to dage senere og er endnu mere brutalt. Der fyres med kanoner på barrikaderne, og voldelige slåskampe opstår i alle gader og bygninger.

Kirkegården Père Lachaise blev angrebet af de regeringstro
Kirkegården Père Lachaise blev angrebet af de regeringstro, og efter hårde kampe blev 147 af de overlevende kommunarder henrettet op mod kirkegårdsmuren.

Kirkegården Père Lachaise angribes af de regeringstro, der tager kontrollen over stedet efter nogle rasende kampe. Sidst på eftermiddagen henrettes 147 af de overlevende kommunarder op mod en af kirkegårdens mure. Ligene smides i en stor fællesgrav tæt ved.

Ikke langt herfra ligger i dag muren “Mur des Fédérés” med inskriptionen “Til minde om de omkomne soldater i Pariserkommunen 21.-28. maj 1871”. Den 28. maj 1871 ved tretiden om eftermiddagen lyder de sidste skudsalver i Paris. Det bliver enden på Pariserkommunen, der i franskmændenes kollektive bevidsthed længe er blevet stående som en udefinerbar og temmelig atypisk begivenhed. De voldelige handlinger, der fandt sted på begge sider, spiller ind for at forstå den forvirring, som Kommunen gav anledning til.

Som historikeren Quentin Deluermoz siger: “Pariserkommunens grundlæggende idé var indførelsen af en demokratisk og social republik (…) bl.a. ved en sammenslutning af frie byer, der skulle muliggøre tanken om en ægte og retfærdig republik”.

For digteren Victor Hugo var kommunen “en god ide, men elendigt udført”, og i et af sine berømte digte manede han til national forsoning: “Combattants, combattants, Qu’est-ce que vous voulez ? Quoi d’un côté la France et de l’autre la France ! Arrêtez c’est le deuil qui sort de vos succès”. (Kombattanter, kombattanter, hvad er det I vil? Hvad er Frankrig på den ene side og Frankrig på den anden! Stands, kun sorg kommer ud af jeres sejr).