Ski

Brutalistisk beton, kunst og brede pister 

'Trois Hexagones' af Victor Vasarely (1973) pryder taget af shoppingcentret Flaine Forum. Den emaljerede polykrome konstruktion med Bauhaus-farver er over 5 meter høj. (foto: PBimages/AlamyStockPhoto)

Højt i de franske Alper ligger Flaine – et arkitektonisk oprør forklædt som skisportssted. Her findes brede pister, stabil sne og en uventet kombination af kunst, natur og modernistisk bjergby.

Af Ida Maria Angelo

Flaine er blevet kaldt verdens grimmeste skisportssted. Men bag den rå beton gemmer sig en af Alpernes mest gennemtænkte skioplevelser – og et af de mest konsekvente bud på, hvordan arkitektur, kunst og skisport kan smelte sammen.

Da Flaine blev anlagt i 1960’erne, var det som et bevidst opgør med klassisk alpeidyl, hvor funktion, bevægelse og moderne æstetik blev sat over romantiske forestillinger. Udtrykket er kompromisløst og deler vandene, men netop spændet mellem det rå og det funktionelle er en del af stedets særlige karakter.

Picassos kvindehoved er en 12 meter høj akrylmalet skulptur i komposit, monteret på en metaltromme, fra 1990. Den originale model er 80 cm høj og findes på Picasso-museet i Paris. (foto: Hemis / Alamy Stock Photo)

Her finder man ikke træchaleter og postkortstemning, men brutalistisk arkitektur i rå beton og klare, geometriske former, der ligger åbent i bjergsiden. Samtidigt er stedet overraskende let tilgængeligt: Fra Genève Lufthavn tager det blot halvanden time at komme frem, hvilket gør en forlænget weekend oplagt.

Skisportsstedet er fra begyndelsen skabt med ét klart formål: at fungere som skiområde – og det mærkes i den enkle logistik og den umiddelbare adgang til alt via store udendørs elevatorer og en kabinelift, der transporterer gæsterne gratis og hurtigt mellem plateauerne. Bygningerne ligger direkte ved pisterne, og priserne er lavere end på mange andre alpedestinationer.

Le Boquetean af Jean Dubuffet. Modellen blev til i 1969, og i Flaine blev den opført i 1988, efter kunstnerens død. (foto: ZUMA Press / Alamy Stock Photo)

Byen tog form som en vision i 1960’erne, da det velhavende ægtepar Éric og Sylvie Boissonnas fik øje på et råt og åbent bjerglandskab højt oppe i Alperne. Med en fælles kærlighed til kunst og modernitet ønskede de at skabe mere end et traditionelt skisportssted, og de fik derfor Bauhaus-arkitekten Marcel Breuer til at omsætte visionen til virkelighed. Ambitionen var at forene kunst, arkitektur og sport i én samlet helhed.

Flaine opstod i kølvandet på Frankrigs statslige “Plan Neige”, hvor man i 1960’erne planlagde moderne skisportsbyer fra bunden – højt, effektivt og funktionelt. I den bølge blev bjergene ikke bare besøgt, men tegnet på ny. Det førte foruden Flaine til opførelsen af skisportssteder som Les Menuires, Avoriaz, Les Arcs og Val Thorens.

Snesikkerhed med Mont Blanc i sigte

Med en beliggended i Le Grand Massif-området byder Flaine på mere end 260 kilometer pister. De 1600 meters højde gør området til blandt de mest snesikre i regionen. Når man suser ned ad bjergsiderne, forsvinder betonbyggerierne hurtigt i baggrunden. Skiene glider let over sneen, terrænet åbner sig, og kroppen finder sin egen rytme. Flere steder er pisterne generøse med god plads til alle. Det er den type skiløb, hvor bevægelsen tager over – hvor man et øjeblik går i ét med bjerget, tankerne falder til ro, og adrenalinen suser gennem kroppen. 

Den blide blå Serpentine-piste. (foto: PBimages / AlamyStockPhoto)

De snedækkede bjerge troner som tavse kulisser, og i det fjerne skimtes Mont Blanc. Vejret skifter hurtigt i højderne: ét øjeblik ligger bjergene i blå og hvid skarphed, det næste indhylles alt i en drivende sky, før solen atter bryder igennem og får sneen til at glimte.

Halvvejs nede slår vi os ned med en varm kakao og en solid burger til en overkommelig pris, inden turen fortsætter i rasende fart. 

Pisterne varierer både i sværhedsgrad og karakter. Nogle breder sig åbent ud over bjergsiderne, mens andre slynger sig mellem tætte graner, hvor sneen ligger tung på grenene. Kontrasterne fortsætter i navngivningen: På de røde venter Faust og Satan, mens man på de blå kan glide mere fredeligt ned ad Diamant og Émeraude.

Prisbelønnet bæredygtighed med kunstnerisk kant

Flaine regnes for et pionerprojekt inden for bæredygtig skisportsudvikling og var det første skisportssted i verden, der opnåede Green Globe-certificering. Siden 2016 har byen anvendt 100 procent grøn energi. Et lokalt miljøobservatorium arbejder desuden med at overvåge og beskytte biodiversiteten i området. 

Sammen med Avoriaz hører Flaine til de få 60’er-resorts, der konsekvent blev planlagt som bilfri bjergbyer – en radikal prioritering af skiløbere og fodgængere i en tid, hvor bilen ellers var modernitetens symbol. Hele byen er planlagt til bevægelse på ski og til fods, hvilket både reducerer trafik og støj og bidrager til den rolige stemning, der præger opholdet.

Les Grandes Platieres-restauranten på toppen af Le Grand Massif skiområdet. (foto: Realimage/ AlamyStockPhoto)

Byens helhedsorienterede planlægning rækker også ind i det kulturelle. Flaine fungerer som et friluftsmuseum, hvor monumentale værker af Pablo Picasso, Victor Vasarely og Jean Dubuffet er integreret mellem bygninger og pister. Kunst og natur eksisterer side om side og tilfører stedet en ekstra dimension.

Varmt vand og kolde gys

Efter en lang dag på ski kan man tage forbi ét af de mange spaområder, der ligger centralt med direkte udsigt over pisterne. Fra den opvarmede udendørs pool ser man pistemaskinen arbejde sig op og ned ad den stejle bjergside, mens sneen daler over grantræerne. Udsigten er næsten hypnotisk – kontrasten mellem det kolde landskab og det varme vand gør oplevelsen særlig. For de modige er der mulighed for en kort dukkert i sneen, inden man glider tilbage i det varme vand.

Med dens brutalistiske betonbyggerier er Flaine ikke et sted for alle. Men for dem, der søger snesikkerhed, let adgang og skiløb i verdensklasse til overkommelige priser, fremstår Flaine som et overraskende ukompliceret valg.

 

Artiklen er kun for abonnenter, men du får første måned for kr. 9,- uden binding! Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.

ANNONCER