fbpx
Musik Rejser

Byen der vandt ved nærmere bekendtskab

Salon-de-Provence kan virke søvnig ved første øjekast. Men den liver gevaldigt op, når de årlige musikfestivaler løber af staben.

Tekst og foto: Jesper H. Andersen

Det er en dårlig idé at tage bussen fra Aix-en-Provence til Salon-de-Provence, især efter et par dage i førstnævnte by. Ikke fordi turen som sådan er ubehagelig, men den lille time, som turen tager, inklusiv kø ved motorvejsbetalingsanlægget, er ikke længe nok til at få næsen ned fra den levemandssky, den har været opløftet i. Aix er den charmerende verdensby med velrenommeret universitet, studentermylder, gallerier, dyre butikker, promenerestrøg og flere chic’e beboere end der er duer i byens springvand. På museerne hænger Van Gogh, Picasso og Ingres, og den gamle bydel kan man snildt udforske over en lang weekend uden at nå ned ad hver en gade. Miljøet er internationalt og sofistikeret, og sådan begynder man så småt selv at føle sig, efterhånden som Aix kryber under huden på en. International og sofistikeret. Ja, er der ikke lidt om det?

Blodet må derfor adskillige gear ned i tempo, var det Tom Christensen der ville have sagt det, da jeg træder ud af bussen på Salon-de-Provences lidet charmerende busstation og lader blikket glide rundt på modtagelseskomiteen af moderne byggeri. Jeg zigzagger min rullekuffert gennem halvøde gader mens jeg prøver at undgå den fortovsbelægning, der sætter det hjulbårne gespenst i de mest højlydte svingninger. Min airbnb ligger lige uden for centrum, og jeg beslutter mig for en eftermiddagslur inden jeg kaster mig ud i byen, med håbet om ”den gamle bydel” stadig intakt. Det må være derinde, det sker i Salon – især på sådan en fredag midt i juni.

Hovedgaden i Salon slynger sig igennem byen.

Med beslutsomme skridt vover jeg mig sidst på eftermiddagen ud af mit skjul og ned ad gaden, der på få minutter bringer mig ind til midten af det hele. Aix-schnauzen hænger stadig som tunge brilleglas foran mine øjne, da jeg med største ligegyldighed konstaterer, at der da findes et par meget hyggelige små pladser, et klokketårn, som de lokale virker til at være imponerede over, og hævet over byen, en gammel borg – Château de l’Empéri – hvor byens konservatorieorkester tilfældigvis var i gang med et pivende falsk livtag med Ravel og Lehar. Det hele er utrolig småt, og på et kvarter eller deromkring har jeg gennemtravet bymidten. Kort sagt, en akut minidepression. Så herfra kunne det vel kun gå fremad med mig og Salon.

Det gjorde det så heldigvis også, og selv om det i retroperspektiv ikke var det egentlige vendepunkt, så formildedes mit væsen betydeligt af Brasserie Chez Mus’ version af steak frites – en ordentlig Charolais-kleppert af en entrecôte, stegt a point, og med både sprøde fritter og lidt udkogte grøntsager til, samt naturligvis et glas rødvin. Lige præcis så dikkedarløst, og tilsvarende serveret af bryske og ordknappe, men effektive og opmærksomme, tjenere, at man var nødsaget til at tø en anelse op. Her midt på byens vel nok fineste plads, med den mosgroede fontæne, la Fontaine Moussue.

Lørdag formiddag skulle der hård hud til ikke at overgive sig yderligere, trods overskyet vejr og en forsigtig regndråbe i ny og næ. Airbnb-værten havde udstukket de væsentlige koordinater, som til min lette overraskelse strakte sig uden for den gamle bydel. Byens marked lørdag morgen foregår nemlig på Place Jules Morgan under en lang permanent pavillon, og her bliver der handlet frisk frugt og grønt, som man kender det fra franske byer, foruden lidt kød og andre fornødenheder. Hvad man ikke ville give for at være sådan stillet derhjemme, at et salathoved, høstet samme morgen, kunne erhverves for €0,80 – små seks kroner, eller en agurk for €0,70, lidt over en fem’er. Så lever man gerne med de uskønne byggerier, der omkranser pladsen.

Der handles direkte med producenterne lørdag formiddag.

Salon er ikke bare mindre, den er også meget mindre chic og rig end Aix, og meget mere lokal. Der virker til at være et sted mellem få og ingen turister, men til gengæld er der lokale over det hele sådan en lørdag formiddag. Og de hygger sig. Så er de på markedet, så er de hos bageren skråt overfor, Le Boulanger de la Place, der i øvrigt bager både en gedigen croissant og baguette, så sidder de på torvet og får en kaffe, drink eller is med hele familien eller med vennerne. Stille og roligt og uden at gøre noget større væsen ud af noget af det.

Et væsen bliver der derimod gjort ud af et nygift brudepar, der i bedste Frederik og Mary-stil træder frem på balkonen på det smukke gamle rådhus og kysser, mens gæsterne klapper og hujer nedenfor. Det er en tradition her i Salon-de-Provence, og den udføres flere gange denne lørdag. Byens lidne størrelse betyder nu pludselig, at gaderne virker til at være fulde af bryllupsgæster i fine klæ’r, damerne i lange farverige kjoler, og herrerne i enten jakkesæt eller bare skjorte og pæne bukser. Man bliver næsten en del af festen.

Fra cafeen er der første parket til nygifte brudepar, der træder frem på rådhusbalkonen. En tradition i Salon.

Stemningen løftes yderligere af lyden af et brassband, der optræder på gaden. Vi er langt fra både Tivoligarden og de hjemlige øljazz-musikere, disses kvaliteter ufortalt; de giver den virkelig gas med både popklassikere og mere balkan- og cirkusagtige numre, hvis der altså er forskel. Det viser sig hurtigt, at flere brassbands optræder rundt omkring i byen, syv i alt, i hver sin forskellige udklædning, og alle med så imponerende energi, at jeg må revidere min skepsis overfor genren. De har en fest! Da Salon jo er så lille, skal man ikke bevæge sig ret mange meter, før man kan høre næste band.

Syv brassbands underholder i gaderne under brassband-festivalen.

Pludselig befinder jeg mig midt i en brassband-festival med bands fra hele Frankrig, der åbenbart de sidste 12 år er mødtes for at trykke den af i Salon. Der er to gange de syv gadeoptrædender i løbet af dagen, og fra slotsmuren oppe over byen kan man høre tonerne af den glade musik stige op, som om hele byen var sat i svingninger. Festen kulminerer om aftenen på selvsamme slot med en stor fælleskoncert. Det er da lidt ”sportive” at skulle spille så meget på én dag, må en af musikerne indrømme, da jeg fanger ham i en kø til en is, men hvad de måtte føle af træthed, lader de ikke skinne igennem.

Alle syv bands holder fælles koncert på borgen om aftenen.

”Salon var tidligere en lidt støvet by, men den er blevet støvet af de senere år”, husker jeg pludselig min værtinde fortalte. Der er også en kammermusikfestival hvert år. Aix trækker hun lidt på skuldrene af – ”det er jo mere for ungdommen,” siger hun lakonisk. Og det er sandt, at skal man sige en ting mere om Salons beboere, så er det, at der er virkelig mange familier med små børn i bybilledet. Salon er et sted man bor og hvor børnene kan vokse op.

What a difference a day makes”, sang Dinah Washington, og den må jeg nynne med på. Når Salon går i selvsving, går det ikke stille for sig, og netop fordi byen ikke er så stor, er det svært at undgå at involvere sig. Så kan det godt være, at der til hverdag er lidt mere stille, men sådan kan de lide det her. Er man ung og vild, skal man nok ikke slå sig ned i Salon, men måske er byen ikke helt dum, hvis man holder af det stille, lokale liv – med et lunt provencalsk pift og adskillige byfester hvert år.

OPLEVELSER I SALON-DE-PROVENCE

Markeder

Onsdag er der stort marked, og lørdag formiddag er der madmarked på Place Jules Morgan. Der er også et mindre økologisk marked på Place des Centuries.

Festivaler og andre begivenheder

Byen har en række festivaler og store begivenheder hvert år:

Vi dumpede ned i brassband-festivalen, ”Quand les fanfares” i juni. Festlig og underholdende!

Den årlige kammermusikfestival, ”Festival International de Musique de Chambre de Provence” afholdes i juli/august.

I maj holdes den traditionelle Provence-uge, La Semaine Provençale, hvor den provençalske kultur dyrkes i flotte traditionelle dragter, og med den årlige transhumance – flytning af fårene fra vinter- til sommergræsgange – som går igennem byen, inklusive får. Der er også koncerter, filmfremvisning, mv.

I sommerens løb afholdes en mangfoldighed af teater- og danseforestillinger, koncerter og filmfremvisninger på borgen.

En af sommerens store events er når skiftende DJ’s forvandler byens rådhusplads til en natklub, med op til 20.000 dansende.

I september afholdes et farveløb i byen.

Museer

Salon har fire museer:

1500-tals astrologen Nostradamus er fra Salon-de-Provence, og så skal man jo have et museum. Men det er ikke værd at bruge krudt på. Det består af en trappeopgang med nogle trætte gamle dukker på hver dunkle etage, og en app man kan bruge 40 minutter på at høre historier på, hvis man gider. Der findes bedre alternativer for Nostradamus-fans på nettet.

Militærmuseet på borgen er derimod stort, flot og interessant for den, der interesserer sig for gamle dages militæruniformer og -våben.

Sæbemuseet var lukket, da vi besøgte byen, men det skulle være interessant. Salon har en righoldig sæbeproduktionshistorie, der har været med til at grundlægge byens datidige rigdom. Der er også et kvarter med sæbefabrikanternes flotte villaer, som man kan gå en tur i.

Det provençalske frihedsmuseum – Musée de la Libération de Provence – får også godt skudsmål. Heller ej besøgt i denne omgang.

Restauranter og cafeer

Der er et pænt udvalg af gode spisesteder, lige fra en etstjernet Michelin-restaurant til hurtigere løsninger som pizza, kebab eller thai.

Der er også pænt med cafeer på byens pladser.

Hoteller

Vi boede ikke på hotel, men det trestjernede La Maison d’Été så pænt og virkelig hyggeligt ud, med en lille gård, og beliggenhed midt i den gamle by.

 

Artiklen er kun for abonnenter, men du får første måned for kr. 9,- uden binding! Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.