Céline Dion er tilbage mod alle odds. Efter år med sygdom og tvivl genindtager hun scenen med ny musik, udsolgte koncerter og en ukuelig vilje, der endnu en gang beviser, hvorfor hun kaldes “la dame de fer”.
Af Jørgen Jørgensen
Vi fik vist alle gåsehud (”chair de poule”) ved åbningsceremonien til OL i sommeren 24, da Céline Dion (også kaldet ”la dame de fer” – jernkvinden) på direkte tv sang ”L’hymne à l’amour” fra første etage af Eiffeltårnet. Her troede vi, at Céline for altid var dømt ude på grund af en sjælden autoimmun neurologisk sygdom, og så stod hun pludselig dér i en hvid kjole og sang Edith Piafs ikoniske sang. Efterfølgende blev det diskuteret heftigt, om seerne var blevet udsat for et bluffnummer: Sang hun virkelig rigtigt, eller var det bare playback?
Det var at kende Céline Dion dårligt, idet det ikke er første gang, hun med sin jernvilje imod alle odds har kæmpet sig tilbage. Omkring 1990 havde hun problemer med sine stemmebånd, og lægerne gav hende et ultimatum: Enten skulle hun lade sig operere, eller også skulle hun undlade totalt at bruge sin stemme i tre uger. Céline valgte det sidste. Søsteren Claudette har fortalt, hvordan Céline reagerede med bankelyde for ja eller nej, når de kommunikerede sammen telefonisk i den periode, og selv et møde med Johnny Hallyday fik hende ikke til at åbne munden.
På samme måde har hun kæmpet imod den sygdom, der i 17 år har plaget hende med muskelømhed og smertefulde spasmer og i perioder lænket hende til sygesengen. Et længere kurophold hos en kendt neurolog i Denver i Colorado havde givet så gode resultater, at hun så lys for enden af tunnelen, men kun ved at gennemføre et strengt fysisk træningsprogram. Og nu er vi så dér, hvor billetter til 16 koncerter i Paris La Défense Arena i Nanterre er sat til salg. De er programsat til september og oktober. Til hver koncert er der plads til 30.000 personer, men billetterne blev straks revet væk. Hendes mange fans verden over har siddet i telefonkø i mange timer for at sikre sig en plads til den begivenhed.
Den 17. april blev der sågar frigivet en ny fransksproget single, ”Dansons”, skabt til hende af hendes hof-poet og -komponist Jean-Jacques Goldman. Den skal nok blive et hit, ligesom de ca. 30 andre sange, Goldman hidtil har skabt til hende. Før i tiden var han selv udøvende sanger og musiker, men det ser ud til, at han i dag finder en speciel glæde ved at lave sange, der passer til Céline Dion. ”Dansons” er egentlig ikke ny, idet han skrev den i 2020, men så kom Corona-pandemien og Célines ufrivilligt påtvungne seks års lange pause. Sangen blev derfor lagt i mølpose. Nu hvor den igen kommer frem i lyset, kan Goldman konstatere, at han ikke har haft behov for at rette et komma i teksten: ”Dansons au-dessus des abîmes, aux arêtes des cimes / Tournons puisque le monde ne tourne plus rond” (lad os danse oven over afgrundene, til tindernes kant / lad os dreje rundt, eftersom verden ikke længere drejer rundt (dvs. fungerer tilfredsstillende)). Begrundelsen for at danse er, at det skylder man sig selv, og man skal også gøre det for dem, der ikke kan bevæge sig eller dem, der er uden stemme eller lov (her leger Goldman med det franske udtryk for ’skruppelløs’: ”sans foi ni loi”): ”Dansons pour être et restеr droits / Parce qu’on se le doit, pour tous les immobiles / Tous les sans-voix, ni loi, parce que c’est inutile / Parce que toi et moi, nos visages, nos bras / Malgré tout puisqu’on ne peut danser que debout”. Som det ses, bliver argumentationen efterhånden til hvad som helst. Først og fremmest skal man danse på trods af alt, og fordi man kun kan danse stående. Her er der mange referencer til både Céline Dions sygehistorie og verdens generelle tilstand.
Sangen er en stille ballade, og den ledsages ved introduktionen af en stemningsfuld video, hvor man ser par af enhver alder og race danse rundt omkring på kendte steder i Paris og midt i gadebilledet. Indimellem løftes blikket til byens tage, hvor især en balletdanserinde ses i perspektiv mod himlen i en intim pas de deux (”Flocons sur l’horizon” – fnug mod horisonten).
Det forrige samarbejde med Goldman går tilbage til 2016 med albummet « Encore un soir » , hvortil han havde skrevet titelnummeret. I øvrigt bidrog kunstnere som Serge Lama, Robert Charlebois, Francis Cabrel, Vianney og Grand Corps Malade også på dette album.
Jean Jacques Goldman var allerede i 1995 manden bag albummet « D’eux », som stadig er den mest sælgende frankofone plade i verden med 10 millioner solgte eksemplarer. Herfra stammer hits som « Pour que tu m’aimes encore », « Je sais pas » og « J’irai où tu iras ». I en dokumentarfilm fra 2024 har Céline Dion givet udtryk for sin taknemmelighed over at blive modtaget så godt i Frankrig takket være Goldman.
Det skulle ikke undre, om der kommer flere nye sange inden den første koncert med den 58-årige canadiske sangerinde d. 12. september. Når Céline Dion sætter sig et mål, bliver det som regel opfyldt til punkt og prikke. Sådan har det været lige fra hendes barndom i en landsby i Québec. Céline er den yngste af en børneflok på 14, og konkurrencen var stor i den musikglade familie. Allerede da hun var fem og et halvt år gammel, optrådte hun ved sin brors bryllup, og som 10-årig optrådte hun i weekenderne på forældrenes bar.
Da hun var 12, komponerede og indspillede hun en sang sammen med sin mor og en af sine brødre. Sangen blev præsenteret for manageren og produceren René Angélil, og han blev så imponeret, at han gik ud og belånte sit hus for at kunne finansiere Célines debutalbum. Det blev udgivet i 1981, hvor hun var bare 13 år gammel.
På trods af at der var en aldersforskel på 26 år mellem sangeren og produceren, forelskede Céline Dion sig i ham. De blev gift i 1994, og i 2001 fik de en søn. I 2010 nedkom Céline med tvillingedrenge. I 2016 døde René af kræft efter 21 års ægteskab. Céline har klaret alle rollerne, som sangerinde, mor og hustru, til ug med kryds og slange. Det har bl.a. krævet, at der blev opført en bygning specielt til hende, ”Caesars Palace”, i Las Vegas. Her optrådte hun fem dage om ugen med sit show i perioden 2003-2007.
Det er umuligt at opregne alle de priser, Céline Dion har modtaget. I 1988 blev hun vinder af Eurovision Song Contest med sangen ”Ne Partez Pas Sans Moi”. Her repræsenterede hun Schweiz. Hun har modtaget flere grammyer. Bl.a. for ”Beauty and the Beast”, titelsangen til Disney-filmen af samme navn. Man kan heller ikke tænke på Titanic-filmen uden hendes sang som lydtapet. Sangen ”My Heart Will Go On” gav hende en Oscar. Og så skal vi da ikke glemme Céline Dions coverversion af Tim Christensens kærlighedssang fra DR-serien Nikolaj og Julie: ”Right Next to the Right One”.
