Åbningen af den franske tyrefægtersæson sker med La Féria de Pâques, hvor der både afholdes la course camarguaise og rigtig tyrefægtning i arena.
Af Jørgen Jørgensen
“C’est la corrida!” Sådan siger man ofte på fransk, når der er slagsmål eller optøjer i gaden. Samtidigt er det ordet for tyrefægtning, som det fremgår af programmet for påskeugen i Arles herunder. Jeg har gentagne gange haft fornøjelsen af at tilbringe dagene op til påskehøjtiden i denne sydfranske by, og her er der et vældigt liv i gaderne. Turister kommer langvejs fra for at opleve denne aktivitet, og på hovedgaden, Boulevard des Lices, er der jævnligt optog med tyre og deres vogtere, les manadas, på hesteryg, når hovedpersonerne bliver transporteret fra Camargue-deltaets græsrige enge ind til den gamle romerske arena i byens centrum.
Det er ikke, fordi man ikke går op i dyrevelfærd i Frankrig, men i to tilfælde gør man – af kulturelle årsager – en undtagelse fra den strenge lovgivning: Det gælder hanekamp på Antillerne og tyrefægtning i et stort område omkring Camargue. I resten af Frankrig er tyrefægtning forbudt, men i Arles, Nîmes og en række andre byer i Sydøst- og Sydvestfrankrig har det været en tradition. Jævnligt blusser diskussionen op, om ”sporten” skal forbydes. En række kunstnere har engageret sig i kampen imod la tauro-machie, blandt andet sangeren Renaud. På sin ene hånd har han en tatovering med et tyrehoved og teksten ”Corrida, non merci”. Allerede i 1991 skrev han en sang, ”Olé”, hvori han latterliggør såvel tilskuerne, især kvinderne, som udøverne af denne form for underholdning, som han finder dégueulasse (ulækker)
Francis Cabrel lavede i 1993 på albummet ”Samedi soir sur la terre” en stærk sang imod tyrefægtning. Den hedder simpelthen ”La corrida”, hvor man ser det hele fra tyrens synsvinkel. Lige fra den står i sin mørke boks og venter på, hvad der skal ske, og til den til sidst ligger på sandet i arenaen, mens folk udenom på tilskuerpladserne ler. Her tænker den: ”Je ne pensais pas qu’on puisse autant/ S’amuser autour d’une tombe” (jeg troede ikke, man kunne more sig så meget omkring en grav). Og så lyder omkvædets retoriske spørgsmål: ”Est-ce que ce monde est sérieux?” (Er denne verden seriøs?)
La course camarguaise
Selv har jeg aldrig overværet en tyrefægtning. Kun den harmløse variant, la course camarguaise, hvor tyren ikke skal dræbes. Her er det snarere de deltagende mænd, les raseteurs, der risikerer liv og lemmer. Det er en yndet sport i de samme geografiske områder, og den kan lige så vel foregå i de gamle romerske arenaer som i mindre, moderne arenaer, opstillet rundt om i landsbyerne. Det var i en sådan, jeg engang stiftede bekendtskab med sporten. De hvidklædte unge mænd i arenaen er inddelt i hold, der dyster mod hinanden. Det hold, der samler flest points, vinder. Opgaven går ud på at fjerne forskellige attributter, bl.a. en rød kokarde, der er fastgjort til tyrens pande imellem de lange, spidse horn. Det er en sport, der kræver både udholdenhed og springkraft af sine udøvere, idet tyrene bliver skiftet ud ca. hvert kvarter, mens de samme mænd bliver ved i timevis. På hvert hold er der tourneurs, der skal forsøge at få tyrens opmærksomhed, så den vender rigtigt. Når tyren så kommer løbende, træder les raseteurs til. De har en crochet (en slags jernkam) i den ene hånd, hvormed de forsøger at fjerne attributterne på tyrens pande, inden de i sidste øjeblik springer ud over arenaens omgivende rækværk.
I en af de runder, jeg overværede, lykkedes det ikke for mændene at fjerne nogen af attributterne fra tyrens pande. Det var tilsyneladende en meget stolt tyr (cocardier kaldes den), der forlod arenaen igen med løftet hoved, mens sangen ”Jeg elsker Carmen” blev spillet over højttaleranlægget. Læg i øvrigt mærke til, at det er tyrenes navne, der nævnes først i programmet for ”la course camaguaise” for f.eks. d. 18. februar. Der er en stemning ved sådan et stævne som under en vigtig fodboldkamp herhjemme. En kommentator annoncerer med jævne mellemrum, hvor lang tid der er tilbage og nævner størrelsen på de præmier, der er blevet sponsoreret. I øvrigt stiger disse, efterhånden som man nærmer sig afslutningen af runden. Så de skrappeste raseteurs slår til i finalen. Næste dag kan man læse resultaterne i den lokale avis sammen med de øvrige sportsresultater. Der afholdes en løbende turnering i forskellige klasser, og ved sæsonens afslutning overrækkes der et trofæ til det vindende hold.
