Banania var for mange et nostalgisk morgenmadsprodukt – men bag den ikoniske gule dåse gemmer sig en historie om kolonialisme, stereotyper og racisme.
Af Jørgen Jørgensen
Vores børn er nok ikke de eneste, der, under ferier i Frankrig i 80’erne og 90’erne, er faldet for den farverige gule dåse med morgenmadsproduktet Banania og logoet ”Y’a bon” Banania. Hver gang havde vi et lager med hjem til Danmark, så festen kunne fortsætte, og også vi forældre drak med velbehag dette kakaoprodukt, tilsat bananmel, korn og honning, blandet op med mælk. Da børnene senere flyttede hjemmefra for at studere, bemærkede jeg med interesse, at en plakat, lavet over det oprindelige billede fra morgenmadspakken, prydede væggen i deres hybel, og når de i dag kommer på besøg, kræver de stadig at få Banania til morgenmad. Det samme gør barnebarnet. Men indpakningen ser i dag ganske anderledes ud.
Der er dog stadig nogle lighedspunkter på emballagen før og nu. Personen på billedet smiler stadig, og på den moderne udgave er der en smilestreg med påskriften ”Banania vous donne le sourire depuis 110 ans” (Banania har givet dig smilet i 110 år). Det var nemlig i 1914, at journalisten Pierre-François Lardet får registreret varemærket Banania for den morgenmadsdrik, han sammen med en apoteker har fået skabt, efter at han i 1909 under en rejse til Nicaragua har smagt en drik, lavet af bananmel, knust korn, kakao og sukker, i en lille landsby dybt inde i skoven. Sådan går i hvert fald den romantiske historie, der bliver markedsført om firmaets begyndelse. Fra starten af bliver også drikkens nærende og energigivende egenskaber fremhævet.
I den allerførste tid er pakken forsynet med en tegning af en pige fra Antillerne, men snart bliver den erstattet med den ikoniske tegning af den senegalesiske tiraillør (betegnelsen for en let infanteri-soldat rekrutteret fra de franske kolonier, og i øvrigt ikke kun fra Senegal, red.), tegnet af Lardets ven og tidligere kollega Giacomo de Andreis. Det er under Første Verdenskrig, og Lardet beslutter at sende 14 togvogne, fyldt med Banania, til fronten for at give de franske soldater, herunder de heltemodige senegalesiske tiraillører, styrke og kraft til at kæmpe.
Det er så en af dem, man ser på pakken. Der er dog ikke meget på tegningen, der får en til at forbinde ham med en skyttegravskrig. Han sidder der under et træ, smilende og ubekymret, med geværet ved sin ene fod, og drikker Banania fra sit kogekar. Han har paradeuniformen på (rød fez med en pompon, kort blå uniformsjakke og posede bukser). Hans mimik og gestik ligner mest af alt et barns, ligesom hans franske sprog er meget ubehjælpsomt: ”y’a bon” i stedet for ”c’est bon”. Legenden vil, at en sort soldat, såret ved fronten, blev sendt tilbage til baglandet og ansat på Banania-fabrikken i Courbevoie. Da han smagte drikken, udbrød han, med ske og kogekar i hånden: ”Y’a bon”. Han er så blevet afbilledet i en paradeuniform, som man ikke brugte ved fronten. Landskabet i baggrunden ligner en kornmark, og himlen er bananfarvet. Alt ånder fred og idyl. Samtidig står der på Banania-kassen, som han sidder på, at morgenmadsproduktet er det mest nærende af alle franske fødevarer.
Banania gennem tiderne – fra den ældste helt til højre til nutiden længst mod venstre (foto: ifeelstock og Photononstop / Alamy Stock Photo).
Dette korps af senegalesiske tiraillører var allerede blevet dannet i 1857 og udgøres i 1914 af 31.000 mand. Fra 1908 har de gjort tjeneste i Marokko, og de defilerer for første gang i Paris’ gader i 1913. Det er først fra 1916, at de massivt bliver engageret til at gøre tjeneste i selve Frankrig. Totalt er der flere end 134.000, der kommer til Europa for at kæmpe i skyttegravene mod tyskerne. Heraf blev 100.000 rekrutteret mellem 1916 og 1918. Allerede fra tiden i Marokko florerer der postkort af de smilende sorte soldater med sloganet ”Y’a bon” (f.eks. med fortsættelsen ”capitaine” eller ”bon cuisine”). De er med til at danne stereotypen om de vilde, men loyale sorte soldater, der kun taler et mangelfuldt fransk. Derfor må de kommunikere ved hjælp af overdrevne ansigtsudtryk og gestus. Samtidig er de som børn, der glemmer alt om krigens rædsler ved udsigten til en gang kakao.
Dette billede af såvel de sorte soldater som de sorte gæstearbejdere fastholdes i den almindelige franskmands bevidsthed i årtier. I 1948 opfordrer den senegalesiske digter og politiker Senghor, der senere blev præsident i landet, i en digtsamling (”Hosties noires”) til at rive Banania-smilene på Frankrigs mure i stykker (”Je déchirerai les rires Banania sur tous les murs de France”).
I årenes løb udvikler afbildningen af ”L’Ami y’a bon” sig: Fra en realistisk gengivelse til en mere tegneserieagtig figur, hvor kun hovedet med den røde fez og hånden med skeen gengives. Billedet af tirailløren forsvinder fra reklamerne i 1967 og bliver erstattet af en slags stiliseret våbenskjold (”jaune tête écusson”). Endelig bliver sidstnævnte i 1970 erstattet af en smilende blond dreng. Efter en kort nostalgisk genopstandelse fra 2005 bliver tirailløren endelig lagt i graven i 2011. Efter pres fra antiracistiske organisationer og en offentlig debat bliver reklamen erklæret for stiltiende samtykke til strukturel racisme.
Hvordan det virkelig har været for figuren ”L’Ami y’a bon” at kæmpe i den franske hær har filminstruktøren Rachid Bouchareb givet et indtryk af i en sort-hvid animationsfilm af samme navn fra 2004. Den kan man finde på YouTube. Den varer kun 8 minutter, men fortæller en rystende historie om, hvordan bl.a. senegalesiske soldater bliver mobiliseret af Frankrig under Anden Verdenskrig i kampen mod tyskerne. Efter hårde kampe bliver de taget til fange af tyskerne og sat i tyske lejre. Ved befrielsen bliver de sendt tilbage til kasernen Thiaroye tæt på hovedstaden Dakar. De gør naturligt nok krav på den sold, de er blevet stillet i udsigt. Mere skal ikke røbes her.
Bouchareb er senere (i 2006) i filmen ”les Indigènes” vendt tilbage til, hvilken skæbne de ca. 120.000 soldater fra de franske kolonier, der kæmpede for Frankrig i krigen, har fået. Filmen har også været vist i Danmark under titlen ”Ærens dage”. Her er vi langt fra den smilende tirailleur på den gule dåse med kakaoproduktet fra Banania.
På nutidens pakning for Banania står der ikke længere “y’a bon”. Der slås kort og godt fast, at drikken er ”simplement bon!”. Kun drengens hovedbeklædning og smilet får mig til at tænke tilbage på min gamle ven, L’ami y’a bon.
