fbpx
Historie

Da dyrene blev retsforfulgt

I 1457 blev en so, der delvist havde fortæret et barn, hængt for mord i Savigny, Bourgogne
I 1457 blev en so, der delvist havde fortæret et barn, hængt for mord i Savigny, Bourgogne. Gammelt stik, årstal ukendt.

Dyreprocesser, der toppede i det 14. til 16. århundrede, var seriøse, officielle procedurer, hvoraf nogle varede i månedsvis og havde respekterede advokater på begge sider, som kunne tryllebinde retten med lærde argumenter. Mange middelalderlige autoriteter mente, at “forbrydelser” begået af dyr var djævelens værk, og derfor ansås straffen som nødvendig.

I december 1457 blev en so og hendes seks smågrise arresteret i landsbyen Savigny i Bourgogne for “mordet” på en femårig dreng. Sammen med dyrenes ejer, Jehan Bailly, blev de fængslet og en måned senere stillet for retten foran den lokale dommer. Ifølge retsprotokollerne var der tre advokater til stede: to for anklagemyndigheden og en for grisenes forsvar. Ni vidner blev indkaldt med navns nævnelse, foruden flere andre, hvis identitet er gået tabt. 

På baggrund af deres vidneudsagn besluttede dommeren, at selv om Bailly burde have holdt et meget mere omhyggeligt øje med sine dyr, lå ansvaret for mordet på drengen udelukkende hos grisene. Soen havde helt klart været lederen. Efter at have rådført sig med eksperter i lokal sædvaneret dømte dommeren højtideligt soen til døden og bestemte, at den skulle hænges op i bagbenene i et træ. Smågrisene var imidlertid en anden sag. Da der ikke var nogen direkte beviser for, at de havde deltaget i mordet, besluttede dommeren at lade dem slippe med et “løfte” om god opførsel.

Episoden, der forekommer utrolig i nutidens øjne, var imidlertid langt fra unik i datidens retsvæsen, især i Frankrig. Retssager mod dyr var et forholdsvis almindeligt indslag i middelalderens retsvæsen, især i Frankrig. Selv om det er svært at finde præcise tal, vides det, at der har fundet mere end 100 sager sted mellem det 10. og 18. århundrede, der involverede alle slags skabninger og “forbrydelser”. Muldyr blev anklaget for sodomi, rotter og græshopper for ødelæggelse af afgrøder, haner for at lægge æg “i strid med deres natur” og hunde for tyveri. Men svin var langt de mest almindelige forbrydere, og i næsten alle tilfælde blev de beskyldt for at have myrdet et barn.

DEN TIDLIGST REGISTREREDE svineproces fandt sted i Fontenay-aux-Roses, i dag beliggende i Hauts-de-Seine lige uden for Paris, i 1266. I begyndelsen af det 15. århundrede var retssagerne imidlertid blevet en fast praksis i hele Normandiet og Île-de-France. Derfra spredte de sig til Bourgogne, Lorenne, Picardie og Champagne, før de til sidst blev eksporteret til Italien, Tyskland og Nederlandene.

Kobberstik af henrettelsen af en so i Falaise, Calvados, i 1387.
Kobberstik af henrettelsen af en so i Falaise, Calvados, i 1387.

Retssagernes procedure fulgte generelt et fast mønster. Rotter, markmus, ål, græshopper og myrer var som “fritlevende” underlagt de kirkelige domstoles jurisdiktion og kunne som regel blive bandlyst. Derimod hørte husdyr som svin, heste, æsler, hunde og får under de verdslige myndigheders kompetenceområde. Efter at der var blevet udarbejdet formelle anklager, blev sagerne behandlet af en foged eller dommer, og nogle gange blev dyrene sat i fængsel. Advokater fremlagde argumenter, beviser blev undersøgt og vidner indkaldt. Der var dog sjældent tvivl om udfaldet. I de fleste tilfælde blev den anklagede fundet skyldig og dømt til døden. 

Som i tilfældet med soen fra Savigny var den foretrukne henrettelsesmetode hængning, men andre straffe var ikke ukendte. I 1266 blev f.eks. svinet i Fontenay-aux-Roses brændt på bålet, og i 1557 blev en “forbryder” i Saint-Quentin, departementet Yvelines, levende begravet. 

Ansvaret for at fuldbyrde dommen blev overladt til den lokale bøddel. Hvis en by var for lille til at have sin egen, blev der tilkaldt en. I marts 1403 rejste en bøddel f.eks. over 50 km fra Paris til Meulan for at “udøve retfærdighed” over for en so, der havde dræbt og spist et spædbarn. Som en del af lønnen modtog bødlerne et par nye handsker, ligesom de gjorde efter at have hængt et menneske, som tegn på, at de ikke havde pådraget sig nogen synd ved at udføre dommen.

STRENGT TAGET SKULLE svin naturligvis slet ikke have været stillet for retten. Som samtidige studerende af Corpus juris civilis (romerske civilretslige love) vidste, var det et grundlæggende princip i romersk ret, at dyr ikke kunne være skyldige. Da de ikke havde nogen fornuft, kunne de ikke have kriminelle hensigter og kunne derfor ikke være skyldige i en forbrydelse. Den ansvarlige burde være dyrets ejer eller den person, der havde fået overdraget dyrets pleje.

I Nordfrankrig havde den romerske lov dog ingen formel status i retten. Administrationen af den verdslige retfærdighed var i høj grad et anliggende for de lokale herremænd og blev overvejende styret af skik og brug snarere end af love. Men de verdslige jurister betragtede ikke desto mindre Corpus juris civilis som en model, der skulle efterlignes. Fra det 13. århundrede og fremefter forsøgte de derfor at skabe orden i Frankrigs temmelig forvirrede retssystem ved at udarbejde håndbøger om den lokale sædvaneret. Desværre udmøntede de akademiske overvejelser sig sjældent i praksis. Uanset hvor velmenende de end måtte have været, var de ofte tænkt som en vejledning i, hvordan sædvaneretten burde være – ikke hvordan den faktisk var. Især i regioner som Normandiet og Bourgogne, der nidkært vogtede over deres egne traditioner, var den som regel præget af folkelige overbevisninger, som gik imod den romerske rets forudsætninger. Dette gjaldt især i forbindelse med dyr. 

På trods af at de kristne prædikanter skelnede skarpt mellem dyreriget og menneskeriget, fastholdt landbefolkningen at give dyrene menneskelige egenskaber, og tilskrev dem konsekvent både fornuft og vilje og derfor et ansvar for deres handlinger.

MEN SELV OM svin i princippet kunne holdes ansvarlige for deres handlinger, hvorfor følte samfundet så overhovedet behov for at retsforfølge dem? Det ville vel have været både nemmere og billigere blot at dræbe den “skyldige” på stedet i stedet for at gå igennem procedurer med retssag og offentlig henrettelse.

vildsvin blev anklaget for mord
Sådan kunne det gå til, at et vildsvin blev anklaget for mord. Bogillustration om middelalderen.

Også dengang undrede nogle jurister sig over det. I håb om at finde en forklaring ledte de efter et formål med straffen. Juristen Philippe de Beaumanoir (ca. 1250-1296) hævdede, at eftersom praksis med at dømme et svin til døden var juridisk absurd, kunne formålet kun være at berige de herremænd, ved hvis domstole sagerne blev behandlet – og at retssagerne blot var en form for pengeindsamling. Et problem med dette argument var naturligvis, at eftersom svinene generelt blev henrettet, var der intet tilbage som økonomisk incitament – faktisk kostede retssagerne dem penge. 

En anden fransk jurist, Pierre Ayrault (1536-1601), mente derimod, at målet snarere var afskrækkelse. Selv om det var sandt, at synet af en so, der svingede fra en galge, næppe ville afholde andre svin fra at leve et kriminelt liv, mente Ayrault, at det alligevel kunne bidrage til at overbevise forældrene om, at de ikke skulle lade deres børn være alene. Men også dette var sandsynligvis langt ude i skoven. Som nogle historikere har påpeget, hvis hensigten var at afskrække, hvorfor blev nogle dyr så dømt og henrettet in absentia? Hvis der ikke var noget svin, der vred sig i vinden, hvad var det så, der skulle få forældrene til at være mere påpasselige? 

Måske er den mest overbevisende forklaring derfor at finde i selve lovens rolle. De franske griseprocesser var kendetegnet ved en rituel optagethed af juridisk korrekthed – som både straffen og menneskeliggørelsen af den anklagede var en del af. Svinet blev altid anklaget for at “myrde” – snarere end at “dræbe” – et barn. Retssagen blev ført af jurister, og henrettelser blev udført i overensstemmelse med de strengeste krav fra den høje ret. 

Det var mere end bare pedanteri. Hele pointen kan have været at genindføre en rituel orden i et univers, som efter et barns død må have virket skræmmende tilfældigt og uforudsigeligt. Ved at give grisen menneskelige egenskaber, stille den for retten og henrette den offentligt, alt sammen med den mest omhyggelige korrekthed, blev verden igen gjort stabil og forståelig.


BARTHÉLEMY DE CHASSENEUZ (1480-1541) var en indflydelsesrig advokat og senere politiker. I den franske by Autun, Saône-et-Loire i Bourgogne, forsvarede De Chasseneuz i begyndelsen af det 16. århundrede et uspecificeret antal rotter, som efter at have ødelagt lokale bygafgrøder med risiko for hungersnød på egnen, var blevet indkaldt til retten. Advokaten narrede derefter retten med en række succesfulde argumenter for udsættelse, såsom at rotterne var for gamle og syge til at møde op. Han bønfaldt også byboerne om at holde deres katte indendørs, da deres tilstedeværelse i gaderne også forhindrede hans “klienter”, rotterne, i at møde op. Da ejerne ikke var villige til at indføre et udgangsforbud for katte, blev sagen afvist. Mens husdyr som regel blev dømt ved verdslige domstole, blev skadedyr som gnavere og insekter dømt ved kirkelige domstole. Det skyldes, at førstnævnte blev anset for at være under menneskelig kontrol, mens det for sidstnævnte var nødvendigt med overnaturlig indgriben for at bringe dem for retten.

 

Artiklen er kun for betalende abonnenter. Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.

Tags