fbpx
Livsstil Paris Rejser

Da familien Wedendahl Jessen flyttede en måned til Paris

Familien Wedendahl Jessen (privatfoto)

Drømmen om at bo i udlandet kan synes umulig at realisere, når man har børn i skolealderen og et velfungerende liv med eget firma og venner i Danmark. Men Mille Jessen fik en god idé: Måske er det også sjovt – og meget lettere at planlægge – hvis det kun er for en måned…

Tekst: Jesper H. Andersen · Foto: Privatfotos fra Mille Jessen og familie

Kan man nå at få sig en hverdag i Paris på kun én måned? Ja, lyder det fra Mille Jessen fra Vesterbro i København, der i april i år flyttede sig selv, sin mand og deres to børn på 5 og 10 år til den franske hovedstad for at give familien en ordentlig én på opleveren.

”Vi elsker vores hverdag i København, men vi gør meget at det samme, og vi fik lyst til at prøve noget andet. Vi bor på Vesterbro, som er sit eget ekkokammer, og hvor folk meget ligner hinanden. Paris er sammensat af andre dufte, smage, hudfarver og ekstremiteter. Selv duften i metroen synes jeg er lækker, selv om den lugter helt vildt dårligt. Man vil gerne give noget videre til sine børn, som man selv har syntes var godt,” fortæller Mille Jessen.

Det har hun godt 30 år yngre, da hun som 18-årig nyudsprungen student stod i Paris uden at ane, hvad hun skulle dér. Hun endte med at blive i to år og tage sin daværende franske kæreste med tilbage til Danmark. Derfor snakker hun fransk, om end det er lidt til den rustne side.

Nu var ideen så opstået om at vende tilbage til Paris for et lidt længere ophold.

”Drømmen er at udvide horisonten – nok mest for mine børn. Målet er faktisk en hverdag i Paris, hvor vi både går samme vej hver dag til samme supermarked, men også ser noget nyt. Og så prøver vi at tage noget struktur med – det som gør hverdag til hverdag. Vi skal sidde der alle fire og spise morgenmad og gå på arbejde, i skole og børnehave i en 3-4 timer. Lillesøster må tegne og skrive bogstaver, storebror laver dagbog og far og mor arbejder på skift, mens en er på børnene. Det er en selvvalgt corona i Paris, men uden corona. Noget struktur for at få en hverdag, man kan bryde. Alle ville blive sindssyge af Disneyland 28 dage i træk. Men gå på café og marked og stå på rulleskøjter, det kan man bedre gør i længere tid.”

At det endte med at blive en måned, familien valgte at tage af sted, er der flere grunde til.

”Hvis vi tænkte et halvt år, blev det for uoverskueligt, med skole og børn og ens kunder. Vi ville være nødt til at leje vores lejlighed ud, og låse nogle ting inde. Der ville være benspænd, for vi ville skulle organisere alt muligt for at det kunne lade sig gøre, og så var det ikke sket. Så hvor lidt skal der egentlig til, for at man får det, man gerne vil. Ikke en uge, heller ikke to. Men tre, så begynder det at ligne noget. En måned, så kommer der nogle rutiner,” forklarer hun om ræsonnementet bag.

Planlægningen begyndte et år før opholdet med tanker om, hvornår det var bedst at tage afsted. Over sommerferien kan man være væk længere, men Paris er meget varm og ubehagelig om sommeren. Hen over Påsken passede godt, for der har børnene i forvejen fri i otte dage, og den ældste på 10 går derfor glip af færre skoledage. Ikke desto mindre skulle der søges om fri fra skolen, og der kom skoleopgaver med i tasken.

 Mille driver sit eget firma og havde advaret kunderne om, at der ville komme længere responstid.

”Vi har kun én bærbar med, så der er kun én voksen, der kan arbejde. Hvis man tror, man kan arbejde mens børnene har brug for hjælp, så går det ikke. Det bliver en light-arbejdsmåned, men vi holder ikke lukket.”

Boligen i Paris faldt først på plads kort tid før afgang. Den første uge boede familien på Place Pigalle i det 18. arrondissement, og derefter tre uger syd for Père-Lachaise-kirkegården i det 20. arrondissement, der ligger op ad ringmotorvejen mod øst.

”Det første sted var ikke så dyrt, og vi boede meget tæt. Vi måtte slå en seng ud for at være der. Det andet sted havde vi tre en halv etage, med nærmest kun ét rum på hver etage. Der var ikke vinduer ud til gaden, men ovenlys, og dem der boede der havde god stil. Der var mange franske lp-plader, klaver i kælderen og guitar. Det var et lækkert hjem med god plads til os,” fortæller Mille.

Af husets ejere fik de anbefalet en café i kvarteret, som blev deres stamcafé under opholdet.

”For at få en hverdag, kom vi det samme sted, så der var noget, der var genkendeligt. Vi fik også anbefalet en lokal bager.”

Med hverdagen og rutinen som en central del af projektet, er det relevant at spørge, om det så lykkedes at få en hverdag op at stå i Paris på blot en måned? Ja, mener Mille, men:

”Det var ikke en almindelig hverdag, for vi arbejdede ikke fuld tid. Men vi fik en rutine.”

Sønnen Ernst skulle som skolearbejde skriver dagbog hver dag, og ikke andet. Mille havde hjemmefra anskaffet en klistermærke-printer, så der kunne printes billeder fra dagen før til dagbogen. Så kunne familien også snakke om, hvad der var vigtigt hver dag.

Kæresten havde mulighed for at lægge arbejdstimer om aftenen, fra ni til tolv, så han kunne være med på oplevelserne i løbet af dagen

”Jeg selv har nok sammenlagt arbejdet fire dage på en måned. Men det vidste vi godt, det ville ende med.”

Hver dag tog familien på en udflugt, som både kunne være til oplevelser som f.eks. Eiffeltårnet, eller blot til det lokale marked eller en tur ned på caféen og spille bodfodbold.

”Vi kom som regel sent ud ad døren. Så havde vi lidt frokost med, eller spiste ude, og så aftensmad hjemme. Vi spiste også ude om aftenen nogle gange.”

”Der var et lille marked om onsdagen og et stort marked om lørdagen på en lille plads. Madmæssigt holdt vi budgettet nede og pakkede selv madpakke og gnavegrønt. Det kan være svært at få ordentlig mad til børn. En croque monsieur er dejlig, men tung, og mine børn spiser ikke muslinger,” beretter Mille.

Selv om hun havde lavet en del research hjemmefra, blev planen for, hvad de gerne ville nå, lagt lidt hen ad vejen. Der var et stykke papir, hvor alle skrev de ting, de gerne ville.

”Min søn ville gerne se Mona Lisa, så han kunne forstå, hvorfor hun er så berømt, og Eiffeltårnet og Notre Dame. Når de ting var gjort, fandt vi på noget mere. Målet var jo ikke at se hele guidebogen, men vi så 24 turistattraktioner fra d. 1. til d. 28., så vi har fyret den af. Af lyst, og ikke at tvang.”

”Noget at det fedeste vi oplevede var Atelier de Lumière, som er et stort rum i en nedlagt fabrik, hvor der projiceres film på vægge, loft og gulv, samtidig med at der spilles musik. Man står midt i det hele. Min søn syntes det var som at være i himlen eller i en drøm. Dér var vi to gange.”

Det høje tempo og de mange kilometer, der dagligt blev gået, affødte i starten lidt brok fra den yngste.

”Til sidst gik vores søn 22.000 skridt om dagen, og vores datter sikkert flere med sine kortere ben.”

Men sidste dag, hvor dagen før havde stået på Disneyland som turens store finale, gik de hen til cafeen og tilbage, hvorpå datteren udbryder: ”hvad er så udflugten i dag?”

For at kunne tage en beslutning om at tage en måned til Paris, uden at vide om det bliver en god idé, havde familien Jessen sat en dato langt ude i fremtiden som pejlemærke. Tvivlen om projektet fulgte med helt frem til afgang, hvor kæresten få dage før proklamerede, at det ”fandme var en tosset idé”.

Lige inden de tog afsted, sænkede Mille forventningerne.

”Lige meget hvad, så bliver det godt. Men jeg ved ikke hvilken slags godt. Bare vildt og anderledes.”

Når hun nu kigger tilbage på oplevelsen, er hverken hun eller familien i tvivl om, at det var en god tur.

”Det fyldte hele min krop, det var magisk. Det ville have været nemmere at lade være, men det var en prioritet,” siger Mille.

”Vi gjorde det en måned, men man kan ikke leve sådan i 365 dage om året. Var man der i længere tid, ville man også etablere sig på en anden måde.”

I virkeligheden har en måned vist sig at være en passende længde, der nu har fået familien Jessen til at planlægge at gentage succesen næste år.

”Hvis vi tager derned igen, står det øverst på listen at få noget tilknytning eller en agenda, og melde mig på et franskkursus. Når der skulle vaskes og foldes tøj, stod jeg i kælderen og så franske nyheder samtidig. Min kæreste og børn snakker ikke fransk. Det er lidt absurd, når man er i det franske, at man ikke får snakket fransk,” siger Mille, der i øvrigt ikke er bange for bare at henvende sig til folk og begynde at tale.

”Jeg er også glad for, at børnene fik set andre hudfarver og hørt andre sprog. Kvarteret hvor vi boede længst var dejligt blandet, med jøder, muslimer, os, og tæt på var der en plads med mange unge og nogle, der sad og faldt lidt i søvn. Det er vi vant til fra Vesterbro, men det var der også dér. Der er et større spænd i Paris end i lille pæne Danmark.”

Tilbage i København har familien Jessen forsøgt at holde fast på nogle af vanerne fra turen, og føler sig heldige at de har haft den oplevelse sammen. De cykler mere rundt, nu de er trænet op til at kunne meget mere, og har altid et spil kort med i lommen.

Hverdagen har ikke desto mindre indfundet sig igen. Den store skal op og i skole kl. 8, så i klub og er hjemme igen halv seks-seks om aftenen.

”Jeg savner at være mere sammen med børnene. Men jeg er glad for at have vores oplevelse som kontrast,” slutter Mille.

 

Artiklen er kun for abonnenter, men du får første måned for kr. 9,- uden binding! Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.