I hjertet af La Drôme med udsigt over sletter og bjerge ligger Château de Grignan som et drømmende slot på sin klippehøj. Den gamle borg, der har overlevet århundreder, bærer på historier, hemmeligheder og en forbindelse til en kvinde, der for knap 400 år siden gjorde stedet uforglemmeligt.
Det var i det 17. århundrede, at den bemærkelsesværdige kvinde trådte ind i Grignans historie. Marie de Rabutin -Chantal, marquise de Sévigné (1626-1696), var hendes navn. I en tid, hvor store navne som Molière, Racine og andre skinnede på den franske litterære scene, formåede hun at skrive sig ind i historien som en af århundredets fornemste skribenter.
Hendes brevkorrespondance med datteren Françoise-Marguerite (1646-1705), der var gift med François Adhémar de Monteil, greve af Grignan, var allerede dengang blevet legendarisk. I næsten 25 år udvekslede mor og datter breve med et tempo på 2-3 om ugen, der ikke blot indeholdt råd, anekdoter og en nærmest fanatisk kærlighed til datteren, men også var et levende portræt af livet på det tidspunkt. Og siden har Madame de Sévigné været anset som den person, der dannede skole for fremtidens forfattere. I brevene diskuterede hun en bred vifte af emner som politik, samfund og personlige anliggender. Hendes breve betragtes som nogle af de mest strålende eksempler på fransk epistolarisk litteratur og giver et værdifuldt indblik i livet og tiden i det 17. århundredes Frankrig. Dertil var hun kendt for sin vittighed og charme, og hun var en populær skikkelse ved hoffet under Louis XIV. Hendes mand, Marquis de Sévigné, blev dræbt i en duel i 1651 – og Madame de Sévigné giftede sig aldrig igen men helligede sig en stor del af sit liv til sin datter og sit skriveri.
Madame de Sévigné kunne fange læserne med sine ord. Hendes beskrivelser af livet mellem det fornemme palæ, Hôtel Carnavalet i Paris, Versailles’ hof og de idylliske besøg hos de store familier på landet var fyldt med oplevelser og detaljer.
Hendes øjne var som vinduer ind i en forgangen tid, og gennem hendes breve blev det glemsomme hul Grignan oplivet og berømt. Og det er indbyggerne den dag i dag stolte af.
Brevene giver således værdifuld indsigt i det kulturelle, sociale og politiske klima i det 17. århundredes Frankrig, og de betragtes som en primær kilde for historikere, idet de åbner et vindue ind til det daglige liv i det franske aristokrati under Louis XIV’s regeringstid.
DET VAR DOG IKKE KUN skriveriet, der bandt Madame de Sévigné til Grignan. Hendes forbindelse til slottet gik så dybt, at hun valgte at udånde på stedet og blev gravsat i slotskapellet. Hendes tilstedeværelse fortsatte med at væve sig ind i Grignans identitet og bidrog til, at slottet stadig hvert år holder en “Korrespondance Festival” til ære for hende.
Selv om det er svært at sige, om Madame de Sévignés skrivning havde en direkte indvirkning på de bredere tendenser inden for fransk litteratur, hjalp hendes innovative brug af den epistolariske form med at popularisere den som en litterær genre og bane vejen for fremtidige forfattere til at udforske mulighederne for brevskrivning som et middel til kreativt udtryk.
Yderligere har hendes skrivestil, der var præget af klarhed, præcision og elegance, haft indflydelse på efterfølgende generationer af franske forfattere. Hendes breve holdes ofte op som model for raffineret og poleret prosa, og hendes indflydelse kan ses i arbejder fra forfattere som Marcel Proust, Gustave Flaubert og Simone de Beauvoir.
Madame de Sévignés skrifter studeres og beundres fortsat i fransk uddannelse i dag. Hendes breve studeres ofte i litteraturkurser på både gymnasialt- og universitetsniveau, og ud over den litterære værdi studeres de for deres historiske betydning. Hendes korrespondance giver et unikt vindue ind i den daglige tilværelse og bekymringer for det franske aristokrati i det 17. århundrede og er blevet brugt af historikere til at forstå den sociale, kulturelle og politiske kontekst på den tid.
Samlet set, selv om Madame de Sévigné måske ikke er lige så kendt uden for akademiske kredse, er hendes arv som forfatter og kulturpersonlighed stadig meget levende i Frankrig. Hendes indflydelse kan ses i den fortsatte popularitet af den epistolariske form i fransk litteratur og i det fortsatte studie og værdsættelse af hendes eget skriveri.
MEN BAG DEN SMUKKE FACADE og de strålende oplevelser i Grignan gemmer der sig også en mørk historie. På den ene side blev Château de Grignan dengang rost som et pragtstykke på provençalsk renæssance, men på den anden side bærer det på mindet om et af de mest blodige og mørke kapitler i fransk historie, nemlig massakren i Mérindol i 1545. Den blev beordret af parlamentet i Aix mod Vaudois i Luberon, der var allieret med den protestantiske religion. Denne massakre på 3.000 mennesker på fem dage ødelagde 24 landsbyer i Luberon, herunder Mérindol, Cabrières d’Avignon, Lourmarin, Puyvert og Lauris.
Gennem århundreder har Château de Grignan oplevet ombygninger, revolution og forfald. Slottet er blevet genopbygget, sten er blevet hentet, og møbler, tapeter og dyrebare effekter er blevet bragt til stedet. I dag er slottet en blanding af historie, skønhed og kostbarheder. Værelserne, der engang var vidner til adelens liv, er nu forsigtigt mørklagt for at beskytte de kostbare genstande. For dem, der i dag besøger Grignan, er det som at træde ind i en tidslomme. Smalle gyder i den omkringliggende landsby fører op til slottet, og den gamle klippeborg bærer stadig på minderne om Madame de Sévigné, hendes skrivetalent og den forbindelse, der har gjort Château de Grignan til meget mere end blot en historisk bygning. Det er en fortælling om litteraturens kraft og en tid, der vækkes til live gennem ord og sten.
I DET 17. ÅRHUNDREDE var Grignan blot en landsby i det sydøstlige Frankrig beliggende på en bakke med udsigt over det omkringliggende landskab og omgivet af vinmarker og lavendelmarker. Det var en typisk lille by på den tid med en central plads, smalle gader og nogle få butikker og taverner. Det var primært et landbrugssamfund, hvor landbrug var hovedkilden til indtægt for de fleste beboere.
Dog var byen også hjemsted for en lille gruppe velhavende aristokrater, herunder Comte de Grignan, der var gift med Madame de Sévignés datter. Trods sin lille størrelse blev Grignan et vigtigt kulturelt centrum i området, idet greven af Grignan var beskytter af kunsten og bød mange prominente forfattere og intellektuelle velkommen på sin ejendom.
I dag er den lille by seværdig ikke kun takket associationen med Madame de Sévigné men også dens velbevarede middelalderlige arkitektur. Foruden slottet huser byen flere andre historiske steder, maleriske gader, indbydende hoteller og restauranter, traditionel provençalsk arkitektur og naturskønne udsigter.
DENGANG VAR GRIGNAN et mikrokosmos af liv, der sandsynligvis kun rummede få hundrede mennesker. Det var en tid, hvor byen lå isoleret og landligt, hvor indbyggerne i høj grad beskæftigede sig med landbrug og andre overlevelsesaktiviteter. I dag er byen stadig lille med et befolkningstal på cirka 1.500. Men dens association til Madame de Sévigné og dens velbevarede middelalderlige arkitektur har hjulpet med at gøre den til en populær turistdestination.
Dog er det ikke kun Grignan, der har undergået forandringer. Hele regionen Drôme har gennemgået en bemærkelsesværdig transformation siden det 17. århundrede. I dag huser departementet Drôme over en halv million mennesker, hvilket gør det til et af de mere befolkningsrige franske departementer. På trods af denne vækst forbliver Drôme en primært landlig og landbrugspræget region, hvor små byer og landsbyer er spredt ud over bakkede landskaber.
I bil kan turen fra Paris til Grignan i dag gøres på knap syv timer – afhængigt af trafikken. På Madame de Sévignés tid krævede turen to til tre ugers besværlig rejse i hestetrukket karet. Vejene var dengang dårligt vedligeholdte, og terrænet var fyldt med udfordringer – stejle bakker, tætte skove og flodkrydsninger var blot nogle af de forhindringer, rejsende skulle overvinde. Dertil kom den ubehagelige tur i et dårligt polstret køretøj og mange overnatninger undervejs.
Varigheden af rejsen afhang også af faktorer som vejret, vejforholdene og de rejsendes helbred og udholdenhed. Det var en rejse præget af risici og farer – banditter lurede, vilde dyr strøg omkring, og frygtede sygdomme som dysenteri og kolera kunne tage livet af de modige rejsende.
Provence er en historisk provins i det sydøstlige Frankrig mellem floden Rhône, Middelhavet og Alperne. Provence indgår i dag i regionen Provence-Alpes-Côte d’Azur, men var indtil 1481 et selvstændigt kongedømme. Departementet La Drôme var en del af Provence indtil revolutionsåret 1789, hvorved departementsinddelingen blev ændret. Der forekom længe betydelige enklaver i Provence: Orange tilhørte huset Oranien indtil 1672, Comtat Venaissin og Avignon tilhørte Kirkestaten indtil 1791, og Nice og Menton indlemmedes først i 1860 i Provence.
