Fælles for de artikler om franske sangere, som Jørgen Jørgensen indtil nu har skrevet til La France, er, at der er tale om sangere af en vis alder (som skribenten selv), og at mange af deres tekster er engagerede og samfundskritiske. I en ny artikel tager han fat på næste generation, rap-generationen, som han blev optaget af omkring 1990. Deres univers hænger uløseligt sammen med Frankrigs kolonihistorie. Samtidig står disse rappere på skuldrene af de tidligere portrætterede sangere, som f.eks. Renaud.
Af Jørgen Jørgensen
Baggrunden for min interesse for genren var en elevudveksling mellem min arbejdsplads, Vesthimmerlands Gymnasium i Aars, og Lycée Jean-Jacques Rousseau i Sarcelles, en nordlig forstad til Paris. Større kontrast kan man næsten ikke tænke sig, skønt de to gymnasier er opført omtrent samtidigt: Vores elever kom fra et homogent landmiljø, hvor man i en tilsvarende klasse i Sarcelles så en mangfoldighed af forskellige kulturer og religioner repræsenteret som et resultat af Frankrigs rige kolonihistorie. Byen var således blevet anlagt i al hast, da bl.a. “sortfødderne” (les pieds noirs) vendte tilbage til moderlandet i forbindelse med Algierkrigen og Algeriets uafhængighed i 1962.
I dette multikulturelle miljø opstod der et nyt musikfænomen, rappen. Dvs. nyt er så meget sagt, for genren kom jo, som vi alle ved, fra USA, men den udgave af rappen, som kom på mode i Frankrig omkring 1990, var alligevel helt sin egen og byggede til dels oven på en fransk tradition. Det var ikke Sugarhill Gang eller Grandmaster Flash, som de første franske rappere fremhævede som deres forbilleder, men derimod franske sangere som Serge Gainsbourg og Georges Brassens. Jeg mindes et humoristisk eksempel på rap fra 1990, hvor humoristen Vincent Lagaf’ kom på Top 10 med en skør sang, bygget op over ordene smuk og grim på fransk (beau/laid): ”Oh qu’il est beau le lavabo, qu’il est laid le bidet!”
Pioneren inden for fransk rap er Claude M’Barali alias MC Solaar, der kom frem i 1990. Han boede i Villeneuve-Saint-Georges syd for Paris, hvor han var en del af hiphop-kollektivet Posse 501. Med MC Solaar er vi langt fra amerikansk raps aggressivitet. Han er optaget af litteratur og sprog, og som ung kom han ofte på et bibliotek i Centre Beaubourg. På et tidspunkt møder han DJ’en Jimmy Jay, og sammen beslutter de at lave rap. Det første resultat bliver sangen “Bouge de là” (som vel bedst kan oversættes til “Skrid!” på dansk). Det blev et hit.
Strukturen i sangen ligner på overfladen stilen fra meget amerikansk rap, hvor man “battler”, idet man prøver på at nedgøre modparten. Det affødte også i Frankrig en række “ta mère”-bøger, hvor man på utallige måder prøver at fornærme en anden ved hjælp af udsagn om dennes mor eller søster (“ta sœur”) i stil med “ta mère est tellement conne que quand elle joue avec le chien, c’est elle qui va chercher la balle!” (din mor er så dum, at når hun leger med hunden, er det hende, der henter bolden!).
I “Bouge de là”, møder sangeren først en nordafrikansk kvinde (une fatma chelou, verlan for louche – mistænkelig), der byder sig til. Han svarer: “Non merci, c’est très gentil, mais je ne mange pas de porc” (nej tak, det er meget venligt, men jeg spiser ikke svinekød), hvorpå hun siger “Skrid!”. Den næste, han møder, er en stor fyr, der vil bokse. Han har hævelser på kroppen så store som Samantha Fox’ bryster efter slagsmål. Den tredje er Cassandra, der bor på samme trappeafsats som ham. Hun beder MC Solaar om at gå ned (“descendre”) med hendes hund, Alexandre. Han misforstår med vilje (“descendre” kan nemlig også betyde ‘skyde’) og tager sin revolver frem. Sådan fortsætter det, og hver gang med udgangsreplikken “Skrid!”. Det skulle være fremgået af eksemplerne, at sangen rummer megen humor, sjove ordspil og sublime rim.
Den sang blev min søn Nicolas, der dengang var teenager, og jeg optaget af, og senere, under ferier i Frankrig, skulle vi altid i Fnac sammen for at købe den sidste nye cd med MC Solaar. Den næste sang fra hans hånd hed “Victime de la mode”. Her stiller han, med brug af fagudtryk fra filmoptagelser (”Clap, prise 1, vision panoramique/Une camera avance, gros plan sur Dominique”) skarpt på unge pigers brug af slankekure for at leve op til mediernes idealbillede af en kvinde. Endnu en gang excellerer han i at lege med ordene som i følgende linje: “Ma tactique attaque tous les tics avec tact” (Min taktik angriber alle tics med takt).
Det første hele album hed “Qui sème le vent, récolte le tempo”, en fordrejning af den franske talemåde “Qui sème le vent, récolte la tempète” (‘den, der sår vind, høster storm’). Jeg er sikker på, at det indkøb har betydet meget for det flow, Nicolas hurtigt talte fransk med. Allerede som 12-årig kunne man høre ham “messe” linjer som “Les salauds salissent Solaar cela me lasse/mais laisse les salir Solaar, sur ce, salut!” (‘sjoverne sviner Solaar til, det er jeg ked af/men lad dem bare svine Solaar til, og hermed fred være med dem!)
På albummet findes den kærlighedssang, “Caroline”, som har gjort MC Solaar kendt over hele verden. Jeg’et i sangen sidder cool på en bænk og iagttager et kærestepar, der uskyldigt sidder og plukker kronblade af en marguerit, mens de siger på skift “Je t’aime un peu, beaucoup, à la folie, passionnément”. Derefter fortæller han sin egen kærlighedshistorie med ord fra betydningsområdet ‘kortspil’. Omkvædet lyder bl.a. således: “Je suis l’as de trèfle qui pique ton cœur, Caro-line” (Jeg er klør es, der stikker din hjerter/stjæler dit hjerte, Caroline”). Første del af pigens navn spiller samtidig på det franske ord for ruder (“carreau”), og kortfarven spar er også antydet med verbet (“pique”). Således bruger han forskellige betydningsområder til at udtrykke sin kærestesorg (Caroline er stukket af sammen med en gammel macho, hun har mødt på en metrostation): “Elle était ma dame, elle était ma came/Elle était ma vitamine/Elle était ma drogue, ma coke, mon crack/Mon amphetamine, Caroline”. Alt sammen fortalt i et utroligt flow. Nok om MC Solaar, der er mesteren over dem alle, og som har sin helt egen stil som den intelligente rapper.
Så er der mere lighed mellem de følgende rappere, der har fundet sammen i et fællesskab kaldet Ministère AMER (”amer” betyder ”bitter” på fransk, red.), og som sværger til postnummeret 95200 for Sarcelles, “capitale des lascars” (stoddernes hovedstad på dansk), som de kalder bydelen. Hiphop-musikeren Doc Gynécos skrev som 19-årig et par sange til gruppen, og rejste derefter til Los Angeles, hvor han producerede albummet Première Consultation sammen med den amerikanske producer Ken Kessie.
Hvor MC Solaars forældre kom fra Tchad i Afrika, kommer Doc Gynécos forældre fra Guadeloupe, mens han selv er født i Paris. Det har han skrevet en formidabel sang om, “Né ici”, hvor han modstiller det grå Paris (“ici”) med det farverige “là-bas” (Guadeloupe”), hvor de skærer sukkerrør og bruger sukkeret til at fremstille rom med. På Antillerne spiser man krydret mad, danser til zouk-musik og spiser passionsfrugter. I Paris er gaderne døde, pigerne er affarvede og aggressive (som “en strisser i civilt”), og de går i solarie for at blive solbrændte. Doc Gynéco drømmer om at tage sin eskorte fra “Ministeriet” med til øen for at nyde den flotte natur, spise fisk på stranden og leve livet. Som modbillede giver han livet i det forstadskvarter i Paris, som han bor i nu, hvor narkotika og alkohol har monopol. Her sniger der sig også en allusion til Jacques Préverts berømte digt “Les feuilles mortes” (de visne blade) ind i teksten. Hvor Prévert taler om, at de visne blade samles sammen med en skovl (“se ramassent à la pelle”), er det hos Doc Gynéco sprøjter (“les seringues”), der skovles sammen i “rue de la Chapelle”.
Der kan dog også være humor i Doc Gynécos sange. F.eks. når han inviterer piger til en konsultation i sit kabinet. Han er endvidere en habil rimmager. I en sang om hans gade i 18. arrondissement, “Dans ma rue”, sammenlignes den med en reklame for Benetton: “Dans ma rue, pour communiquer il faut être trilingue (tresproget)/Et faire attention quand on marche sur des seringues (sprøjter)/se méfier (tage sig i agt for) des dingues (de skøre) qui sortent leurs flingues (skydere)” (På min gade skal man være tresproget for at kommunikere, og passe på når man træder på sprøjterne, tage sig i agt for de skøre, som tager deres skydere frem, red.). I mit møde med udvekslingselever fra Sarcelles har jeg gjort den samme erfaring: Mange var mere end tresprogede (“trilingues”), idet ord og udtryk fra de forskellige kulturer bliver fællesgods i en klasse. Så jeg har fået kvalificeret hjælp til at glossere de rapsange, jeg har brugt i undervisningen.
En anden rapsanger fra “Ministeriet”, Passi, med tilnavnet “Hans Højhed dobbelt S”, er født i Congo og kommer til Sarcelles som syvårig. Det har han skildret i sangen “79 à 97”, hvor man følger hans opvækst i det hårde betonmiljø med narkotika og kriminalitet. Her stødte jeg på mange ord, jeg aldrig havde hørt før. F.eks. ord som “zetla”, “fonce-de” (verlan for défoncé, der bl.a. betyder ordentlig høj på stoffer eller meget fuld, red.) om forskellige former for narkotika eller “ti mal” fra kreolersprog om en fyr. Så der måtte også indkøbes forskellige ordbøger over forstadssprog. Sangen slutter med, at Passi beder sin mor om forladelse for alle de diplomer, han ikke har taget, og de tvivlsomme ting, han har rodet sig ud i. Samtidig beder han hende lykønske sin søn med, at man værdsætter hans stemme, og at hans navn begynder at få vægt. Denne dyrebare relation mellem mor og søn ser man også beskrevet i flere af de andre rapperes sange.
En anden af rapperne i Ministère AMER, Stomy Bugsy, har skildret deres familierelationer i en meget humoristisk sang, der hedder “Mon papa à moi”. Her lyder omkvædet således: “Mon papa à moi est un gangster/Mon papa à moi est un gangster/Il fait partie du Ministère AMER” (Min far er gangster/Min far er en gangster/Han er med i Ministère AMER”, red.). Sangen skal forestille at være en dialog mellem Stomy Bugsy, der også er født i Paris, men har en familiebaggrund fra Cap Verde, og hans lille søn. I starten af sangen fortæller drengen, hvordan det foregår, når faderen følger ham i skole om morgenen efter at have haft en bevæget aften og nat den foregående dag (han siger selv, at han har arbejdet hårdt i studiet). På skolen blinker han til højre og venstre til de andre børns mødre. Drengen kan heller ikke være sikker på, at det er faderen, der kommer og henter ham igen om eftermiddagen. Og hvis det er, er det ofte i selskab med en ny kæreste. Og hvis han hører en politibils udrykningshorn, fordufter han. I det næste vers er det faderen, der belærer sønnen om, at livet ikke er en film, der varer to og en halv time, og så spoler man tilbage. Man skal vælge den rette vej, lærdom er et våben og mere af samme skuffe. Drengen forstår imidlertid ikke helt, hvorfor pædagogerne altid udspørger ham om hans far, og hvorfor faderens billede er i avisen, som om han er en farlig rapper, der skal for domstolen. Til sidst i sangen får vi også at vide, at drengens bedstemor tit skælder sin søn ud, men for drengen er faderen den bedste af alle fædre (”le meilleur des pères”) og han undskylder ham for hans svigt: “Il ne fait pas ce qu’il veut, tout ce qu’il peut” (han gør ikke, hvad han vil, men hvad han kan).
Den sidste gruppe med tilknytning til Ministère AMER, jeg vil komme nærmere ind på i denne ombæring, er Nèg’ Marrons, musikalsk kollektiv fra Garges-Sarcelles, bestående af Ben-J, Djamatik og Jacky. Som gruppens navn fortæller, har de rødder på De franske Antiller: En “nèg’ marron” var betegnelsen for en bortløben slave i sin tid. En sådan en fik skåret knæhasen over, så han ikke længere kunne flygte. Gruppen bruger da også en bloddryppende fod som logo på deres covers. Deres musikstil er “le ragga”, forkortelse for “raggamuffin”, den franske betegnelse for moderne reggae.
Gruppen fik sit gennembrud i forbindelse med filmen Raï, der blev optaget i deres boligkvarter. Hertil leverede de sangen “La monnaie”. Deres tekster behandler nogenlunde de samme temaer, som de tidligere omtalte rappere har været inde på, men man mærker en stolthed over at have rødder i en anden kultur. Den kommer f.eks. til udtryk i sangen “Fiers d’être Nèg’Marrons” (stolte af at være Nèg’ Marrons, red.). Her beskrives slavetiden som afsæt til et håb for fremtiden:
“Je n’ai pas tourné cette page de l’histoire qui explique
Mon arrivée et ce qui s’est passé au départ en vain
J’ai plutôt cherché à réduire la distance qui me sépare
De mes terres, de mes racines, de mes frères, de mon pays
Héritier d’une culture où le respect prime
Où le partage, l’hospitalité et la joie s’expriment”.
På dansk bliver det:
”Jeg har ikke vendt denne side i historie som forklarer
Min ankomst og det, som skete i starten, forgæves
Jeg har snarere forsøgt at reducere afstanden som adskiller mig
Fra mine hjemegne, mine rødder, mine brødre, mit land
Arving til en kultur, hvor respekt er i højsædet
Hvor deling, gæstfrihed og glæde kommer til udtryk”
Ligesom Doc Gynéco beskrev sin gade i 18. arrondissement, har Nèg’ Marrons beskrevet deres gade i sangen “Rue Case Nègres” (opkaldt efter en roman, Rue Cases-Négres, der beskriver livet på sukkerplantagerne i Antillerne. Denne roman er også filmatiseret). Man får et indtryk af døgnrytmen i denne gade i starten af sangen: Mens jeg-personen kommer hjem om morgenen fra en vild tur i byen, tager faderen den første bus på arbejde. Kl. 8 fyldes gaden af skoleelever, og “les kisdés” (verlan-slang for strissere i civil, vendt om fra ordet ”déguisé”, skjult) er på vagt. Kl. 10 stempler de arbejdsløse ind i centeret og ruller deres første joint (“dyname”) og afprøver deres held ved at spille på hestevæddeløb (le tiercé), mens de drømmer om at købe sig en BMW og sende penge til moderen derhjemme i landsbyen, så hun kan få bygget sig et hus. I næste vers beskrives weekenden i gaden: Tidligt lørdag morgen går mødrene på markedet for at købe ind, mens fædrene går på café. De unge stoddere (les lascars), klædt i joggingtøj (“Coste-La, du Ralph et des blanches baskets”) pudser deres biler på parkeringspladsen, mens pigerne ser til fra lejlighedernes vinduer. Om søndagen sover alle, og alt er øde. Men for Nèg’ Marrons er deres gade et paradis.
Gruppen laver imidlertid også sange, der udtrykker indignation over livsvilkårene i Frankrigs betonforstæder. Som eksempel kan nævnes “A.N.P.E” med undertitlen “Travailler, c’est trop dur”. Den refererer til en gammel cajun-sang fra Louisiana, som den frankofone nordamerikanske sanger Richard Zachary gjorde til et hit i 1977. Første vers lyder sådan her i hans version:
Travailler, c’est trop dur, et voler, c’est pas beau. (at arbejde er for hårdt, og det er ikke flot at stjæle)
D’mander la charité, c’est quéqu’chose j’peux pas faire. (Tigge, det er noget, jeg ikke kan)
Chaque jour que moi j’vis, on m’demande de quoi j’vis. (Hver dag jeg lever, spørger man mig om, af hvad jeg lever)
J’dis que j’vis sur l’amour, et j’espère de viv’ vieux! (Jeg siger, at jeg lever af kærlighed, og at jeg håber at blive gammel)
Nèg’ Marrons gør de to første linjer til deres eget udsagn, hvorefter de kommer ind på mulighederne for arbejde (“le taf” i slang eller “vailtra” i verlan) i deres “ticé” (verlan for cité). De henvender sig til A.N.P.E. – den franske forkortelse for arbejdsformidlingen. Forkortelsen står for l’Agence Nationale Pour l’Emploi, men jeg-personen når hurtigt frem til den konklusion, at det står for “Aucun Nègre Pour l’Emploi” (ingen neger til arbejdet). Det har også været vilkårene for moderen, da hun kom til Frankrig i forvisning om, at hun dér kunne finde arbejde og dermed forsørge sig selv og sine børn. Men hun har været nødt til selv at kæmpe i betonjunglen for at overleve.
Sangen slutter med følgende konklusion på, at der ikke er arbejde til dem: “Non pas parce que je suis trop petit, trop grand ou trop maigre/Mais tout simplement parce que tu es trop nègre”. (Ikke fordi jeg er for lille, for stor eller for mager/Men simpelthen fordi du er for neger”, red.).
Jeg har nu givet et rids af hip-hop bevægelsen i Sarcelles og omegn i 90’erne, og som det ses, har der været mange lighedspunkter mellem sangernes baggrund, temaerne, de behandler i teksterne, og deres udtryksmåder. F.eks. brugen af verlan. Og så har jeg ikke en gang behandlet de to største rapgrupper i tiden: NTM (Nique Ta Mère – ”knep din mor”, red.) fra Paris og IAM fra Marseille. NTM, bestående af Kool Shen og Joey Starr, var meget mere aggressive og hardcore, hvilket har ført til flere sammenstød med ordensmagten. De har især provokeret mange politikere fra det daværende Front National.
IAM er den mest berømte rapgruppe i Frankrig. De adskiller sig fra andre grupper ved, at de ikke bruger “verlan”. Det gør man ikke i Sydfrankrig. De rapper derimod på “marseillais”. Deres gennembrud var med “Je danse le MIA” og deres første album var “De la planète Mars”. Og i forhold til de navne, jeg har skrevet om i denne artikel, er det som at komme til en anden planet. Det må blive en anden gang.
