Af Finn Rastén
Det var i Charles de Gaulles præsidenttid, projektet blev sat i gang. Han ville gøre noget for folket, der kunne hjælpe dem i ferietiden. I begyndelsen af den Femte Republik og i de Gaulles regeringstid var bilerne for alvor sat i produktion – bl.a. var Citroën, Renault og Simca i gang med at storproducere små biler, som folket havde råd til, muligheden for et par ugers sommerferie var blevet skabt, og dermed kunne drømmen om at komme lettere ud til landets sydlige kyster nu virkeliggøres. Men hvor skulle de tage hen? Côte d’Azur var for de rige, og præsidenten var klar over dilemmaet. Det var her, ideen om la Grande Motte opstod. Langs de store områder fra Camarguen og vest på mod Pyrenæerne skulle skabes et ferieparadis, hvor de almindelige franskmænd havde råd til at restituere sig i deres ferie.
La Grande Motte er historien om visionære politikere. I 1962 blev der derfor på opfordring af general de Gaulle og hans ministre udarbejdet en plan for at udvikle næsten 200 km kystlinje mellem Camargue og Pyrenæerne for at byde en million fremtidige feriegæster fra Nordeuropa og hele Frankrig velkommen. Feriestedets historie er især bemærkelsesværdigt, fordi det udelukkende blev udtænkt og skabt af én arkitekt: Jean Balladur. Det er der kun tre byer i verden, der kan prale af: Chandigarh i Indien, Brasilia i Brasilien og La Grande Motte.
I juni 1963 blev projektet realiseret, og det blev et af de vigtigste turist- og byudviklingsprojekter, der blev gennemført i Frankrig og Europa i den periode, der er kendt som “de 30 glorværdige år”.
Inden for 20 år skulle der opbygges de badebyer og den infrastruktur, der var nødvendige for at udvikle en turistøkonomi, som i høj grad manglede i denne del af landet. La Grande Motte blev den ene af seks “turistenheder”. Arkitekten Jean Balladur var avantgardist og filosof i hjertet, og han forestillede sig en moderne by med enestående arkitektur i grønne omgivelser, hvor mennesket var i centrum.
Det skulle der en hel del fantasi til, for dengang var det et enormt marskområde, der var plaget af myg. I dag strækker ferieparadiset lige ud til Camarguen, det store fredede naturområde, sig hele vejen mod den spanske grænse, og La Grande Motte er i dag meget mere end blot en ferieby.
På et tidspunkt, hvor masseturisme og fritidsaktiviteter boomede, var udfordringen at skabe attraktive feriebyer, der kunne fange strømmen af turister, før de tog til Côte d’Azur eller Spanien.
Det lykkedes Jean Balladur at skabe et feriested, der var originalt og poetisk med sin arkitektur med forskellige boligtyper: venligt med sine åbne offentlige rum, butikker og fritidsfaciliteter; og behageligt med sin vegetation og skyggefulde gågader.
Byggearbejdet begyndte i 1966. Vejene tog form. Étang du Ponant og havnen blev udgravet for at hæve jordniveauet med mindst to meter, så feriestedet kunne bygges. I centrum ligger havnen, som blev indviet i 1967. Havnen blev bygget, endnu før de første pyramider, Pyramides du Quai Pompidou, stod færdige, og den var udgangspunktet for skabelsen af byen og dens udvikling. I sommeren 1968 kunne de første pyramider, der var som dukket op af sandet, byde de nye sommergæster velkommen.
Arkitekturen kan have forbløffet, overrasket eller chokeret, men nogle mennesker havde tiltro til La Grande Motte, blev betaget af Jean Balladurs spændende projekt og kastede sig ud i eventyret. Ferie i La Grande Motte er stadig for familier og børn, men i dag bor der også mange året rundt. Feriestedet har i dag omkring 8.500 faste beboere og bliver stadig mere populært blandt feriegæster.
Med sin tæthed på områdets metropol Montpellier vælger mange at forlægge deres residens til den mindre men livlige badeby, hvor det stadig er muligt at få en lejlighed med havudsigt for rimelige penge. Men det er mere end blot en yndet sommerbadeby. I dag er der foruden mulighed for aktiviteter som golf, sejlsport, tennis, kasino og teater også en rigtig by med kongrescenter, skole og gymnasium samt mange kulturarrangementer.
Skulle man nu blive træt af den friske luft, de hvide strande og badelivet, så giver netop Montpellier en god lejlighed for byliv. Med godt 300.000 indbyggere i kommunen er det Frankrigs syvendestørste by og en af Frankrigs hurtigst voksende, der bærer på en rig historie, enestående arkitektur og et hyggeligt caféliv.
I middelalderen var Montpellier en rig handelsby og blev især kendt, fordi Europas første universitet slog dørene op i det 12. århundrede. I dag tiltrækker universitetet studerende fra hele verden, der bidrager til den charmerende atmosfære. Fra middelalderens tid har byen bevaret sine mange små gader og stræder samt hvælvede huse, som i dag huser mange forskellige butikker.
I det 17. og 18. århundrede blomstrede byen takket være foruden universitetet bl.a. væverier, og fremstilling af kemikalier. Montpellier blev Languedocs administrative hovedstad, og frem voksede et rigt borgerskab, der sammen med de gamle adelsfamilier havde råd til at bygge ikke blot byhuse, men også små lystslotte rundt om byen, de såkaldte folies, hvoraf mange er åbne for publikum.
Vil du et stykke længere væk fra havet, midt til regionen Languedocs hjerte, så ligger Béziers som en lille mindre perle med sine omkring 80.000 indbyggere. Den, der kommer til Béziers og slentrer op ad les Allées Paul Riquet, kunne et øjeblik tro sig på en ramblas i Spanien. For ikke at tale om hvis man forvilder sig til byen under ferie’en i august, tyrefægterfestivalen, som for mange er en af de dejligste fester i det sydlige Frankrig. Lige så temperamentsfuldt går det til, når byen fejrer det lokale rugbyhold, et af Frankrigs stærkeste.
Bortset fra det er Béziers en fredelig by med en utrolig charme og en smuk beliggenhed ved Orb-floden. De mange elegante bygninger vidner om en storhedstid, der varede helt op til begyndelsen af det 20. århundrede. Allerede i romertiden var den en vigtig by på den romerske motorvej Via Domitia, og allerede dengang var vin den vigtigste vare. Siden blev byen offer for religiøse konflikter, der kostede dyrt i menneskeliv og materiel skade, såsom korstoget mod katharerne.
Byen tog dog revanche, da vin blev masseproduceret i slutningen af 1800-tallet. Efterspørgslen var enorm fra hæren over industri- og minearbejderne til bistroerne i Paris, og byen blev hovedstad for Languedocs vinproduktion. Det eventyr sluttede dog i 1970’erne, hvor kravene til vinkvaliteten blev større og vinproduktionen derfor halveredes og blev til kvalitet frem for kvantitet.
En af de mere kuriøse attraktioner er sluserne ved Fonserannes med et fald på 21 meter. De syv sluser er et teknisk mesterværk bygget i 1697 af Paul Riquet, ophavsmanden til Canal du Midi og født i Béziers. Det tager 35 minutter for en båd at komme igennem, og det er en stor oplevelse at se de 300 år gamle sluser i aktion. Om foråret danner sluserne ramme om kulturfestivalen Les Escluses en Fête, der fejrer Paul Riquet. Men vil man lære Languedocs hjerte at kende, er der ingen vej uden om den occitanske festival Festa d’Oc i juli.
Er du nu tilbage ved Middelhavets bred med sandstrande så smut forbi Le Cap d’Agde, vest for La Grande Motte. For 35 år siden var der her også kun sump, men i dag venter 14 km fine sandstrande på de besøgende. Også her er en helt ny ferieby skudt op med hoteller, lejligheder, vandland og lystbådehavn. Cap d’Agde er bygget ved foden af et gammelt vulkansk bassin, der vidner om egnens vulkanske fortid for 750.000 år siden.
Den naturlige havn blev beskyttet af Fort de Brescou fra det 17. århundrede. Det var her den ambitiøse kardinal Richelieu drømte om at have den kongelige flåde liggende og derfor påbegyndte en mole. Projektet døde dog med kardinalen, men både mole og fort eksisterer stadig. I højsæsonen kommer turisterne ikke blot for sol og hav men også for de mange sports- og fritidsaktiviteter som golf, ridning, sejl og cykelture, ikke mindst i det nærliggende naturreservat Bagnas, hvor man kan støde på lyserøde flamingoer.
Kort derfra ligger den oprindelige by Agde i knudepunktet, hvor saltvand og ferskvand mødes, nemlig der hvor Hérault-floden og Canal du Midi møder Middelhavet. Byens historie går tilbage til 500 år f.Kr., da den blev grundlagt af fokæerne som en lille, blomstrende handelsby. I 1680’erne blev byen en af de vigtigste havne på Canal du Midi, indskrevet på listen over Verdens Kulturarv, og en slentretur gennem byen fuldender billeder af et område, som forener fortid og nutid. Og som fuldender en tid med visionære politikere.
