Drømmen om et liv i Frankrig blev så stærk, at Signe og Jacob Bennike i efteråret 2019 kvittede deres gode jobs, sagde farvel til parcelhuset i Nordsjælland, tog deres 2-årige søn under armen og flyttede til Frankrig for at arbejde og bo i Alperne. De næste år blev mere dramatiske, end nogen kunne have forudset.
“Nous sommes en guerre sanitaire”. Sådan lød det ildevarslende budskab, da Emmanuel Macron tonede frem på de franske tv-skærme om aftenen mandag den 16. marts 2020. Fra kl. 12 næste dag ville der være udgangsforbud i hele landet, og for en ung dansk familie, der kun fire måneder inden havde rykket teltpælene op i Danmark for at starte et arbejdsliv i Frankrig, blev det starten på en kæde af begivenheder, der paradoksalt nok fik den konsekvens, at de nu driver deres egen virksomhed i Alperne.
Jeg møder Signe Bennike på Hotel Le Refuge i Alpe d’Huez næsten præcis tre år efter det famøse pressemøde. De fleste gæster er på vej ud på ski, og personalet myldrer rundt og rydder op efter morgenmaden. Signe har egentlig barselsorlov med fire måneder gamle Niels, der ligger i hendes favn og roligt betragter hurlumhejet. Ind i mellem samtalen skal Signe også lige afklare nogle ting med en af de ansatte. Det er svært at slippe arbejdet helt, når man har et team på 25 og driver to hoteller og et chalet.
“Jacob og jeg mødte hinanden i alperne,” fortæller Signe. “Vi var begge 20 år, han var kokkeelev, jeg arbejdede som skiguide og destinationschef, og det blev hurtigt alvor. Efter et par sæsoner slog vi os ned i Danmark, og så gik det slag i slag. Jacob blev udlært kok, jeg læste til serviceøkonom, i 2016 blev vi gift, i 2017 fik vi Noah, og i 2018 købte vi et splinternyt hus i Nordsjælland. Vi havde fået rigtig gode jobs som køkkenchef og eventmanager på en stor restaurant, alt kørte på skinner, og udefra så det helt fantastisk ud. Men det var blevet for meget trummerum.”
En eftermiddag blev Signe ramt af noget, hun kalder en nedsmeltning: “Jeg hev fat i Jacob og sagde, at nu går det ikke mere. Vi var for unge til at være så satte, og vi havde hele tiden drømt om at komme tilbage til alperne. Nu skulle det være nu. Heldigvis havde Jacob det på samme måde.”
SIGNE OG JACOB RINGEDE til deres kontakter hos Skinetworks, der under paraplyen blandt andet har rejsebureauerne Danski og Nortlander, og det unge par blev fluks tilbudt at drive to hoteller i La Rosière den kommende vintersæson. De gode jobs blev sagt op, huset blev lejet ud et halvt år, og så afsted.
“Vi kørte til Frankrig i november 2019, og vi var lykkelige,” siger Signe. “Hotellerne blev fyldt med gæster fra Danmark og Sverige, vi havde et ungt personale, som lille Noah havde det sjovt med, og vi havde travlt.”
I løbet af januar begyndte rygterne at gå. Der var noget med en virus. Forretningerne blev tømt for sprit og mundbind. Og så gik det pludseligt stærkt. La Rosière ligger tæt på Italien, og skiområdet er forbundet med La Thuile i Aosta -dalen. Først lukkede Italien grænsen, men gæsterne kunne jo heldigvis stadig stå på ski på den franske side. Og der var god plads på pisterne. Men telefonerne bimlede, og der blev hele tiden taget nye beslutninger, siger Signe:
“Der var stor forskel på de meldinger, der kom fra Danmark og Sverige. Men efter pressemødet i Danmark onsdag den 11. marts besluttede rejsebureauet, at alle gæster skulle hjem lørdag, mens personalet ville få en uge til at lukke ned i god ro og orden. Det holdt ikke, for mandag formiddag fik vi besked om, at der ville komme en bus og hente personalet kl. 17. Det var kaotisk. Alle vores ansatte var unge, og de var ude og stå på ski og feste, inden lifterne lukkede. Men det lykkedes at samle folk og få dem på bussen. Tårene trillede, selv Noah på to år græd som pisket. Han kunne ikke forstå, at han pludselig skulle sige farvel til alle bonussøskende.”
Signe, Jacob, Noah og en enkelt ansat blev for at lukke hotellerne ned, men samme aften kom Macrons melding om, at der ville være udgangsforbud i hele Frankrig fra kl. 12 tirsdag. Så nu var det bare om at få lukket så meget som muligt ned, og så ind i bilen og afsted nordpå.
HELDIGVIS KUNNE den lille familie hurtigt flytte tilbage i huset i Blovstrød. Alle restauranter var corona-lukkede, så Jacob sagde ja til et job som altmuligmand i et tømrerfirma, og Signe gik på dagpenge. “Men det var bare ikke det, vi ville. Vi ville tilbage til Frankrig, og i efteråret 2020 blev der igen solgt lidt skirejser. Så midt i diverse op- og nedlukninger satsede vi alt. Huset blev solgt, de fleste af vores ejendele røg i et garagesalg, og i oktober kørte vi til Alpe d’Huez, hvor vi havde fået en aftale med Skinetworks om at bestyre Hotel Le Refuge. Alle vores venner syntes, at vi var tåbelige.”
“Det gik fint, men så begyndte nedlukningerne igen,” siger Signe. “Om morgenen den 27. november åbner jeg telefonen og ser, at Skinetworks er gået konkurs. Jeg knækkede helt sammen. Vi anede ikke, hvad vi skulle gøre. Vi kunne ikke blive boende på hotellet, for det tilhørte jo et konkursbo, og ingen vidste, hvornår der ville blive lukket for vand, varme og strøm.”
Men der var heller ikke noget at køre hjem til Danmark efter, fastslår Signe: “Et lille lyspunkt var, at der var masser af ledige lejligheder i Alpe d’Huez, for der kom ingen skigæster. Så nogle engelske venner skaffede os et sted at bo. Arbejde var umuligt at finde, men vi overlevede den sværeste periode på, at vi havde Danmark i baghånden. Jeg kunne bruge retten til tre måneders dagpenge under jobsøgning i udlandet, og heldigvis havde vi gemt de 32 uger fælles forældreorlov, så dem kunne Jacob få. Det gjaldt om at få det bedste ud af situationen.”
Skinetworks kom heldigvis på benene igen med nye ejere, og de tilbød Signe og Jacob arbejde på et hotel i Østrig. “Vi blev ret hurtigt enige om at takke nej. Det var i Frankrig, vi havde vores hjerte, og i mellemtiden var Noah blevet tre år, så han var kommet i den lokale skole, havde fået venner og var godt i gang med at lære fransk. Kort efter blev vi tilbudt at forpagte hotel Le Refuge her i Alpe d’Huez og holde åbent hele året. Danski garantede, at de ville købe alle vores sengepladser hele vintersæsonen, men sommeren måtte vi selv klare. Vi tog chancen.”
PARADOKSALT NOK var det altså pandemien, der blev årsag til, at Signe og Jacob i 2021 valgte at starte egen virksomhed i Frankrig. “Det var virkelig op ad bakke, med masser af bureaukrati. Absolut ikke som i Danmark, hvor man bare klikker ind på virk.dk,” siger Signe og uddyber:
“Vi havde både advokat, revisor og en fransk/dansk talende konsulent på banen. Ud over det, har vi lavet alt selv, hjemmesiden og al markedsføring, fået bookingsystemet op at stå m.m. Det har været en proces med op- og nedture, og det er mere end fuldtidsarbejde, men vi har ikke fortrudt et sekund. Man skal kæmpe for sine drømme og ikke give op. Vi nyder at arbejde sammen som familie, og der er også nogle fordele ved hele den turbulente tid, vi har været igennem. F.eks. blev Jacob via sit arbejde i tømrerfirmaet rigtig god til at ordne og reparere ting. Det er der brug for, når man driver et gammelt hotel. Og nu kender vi området rigtig godt, for i de perioder, lifterne var lukkede, traskede vi op ad bjergene på randonnée-ski og fik udforsket det hele grundigt.”
“Vi havde altid drømt om at få et hotel i de franske alper, når vi engang var 50 år, og børnene var store. Nu skete det bare 10-20 år før,” siger Signe med et smil.
La France var inviteret af Alpe d’Huez Tourisme. Læs mere på www.youralpadventure.com www.alpedhuez.com
5 gode råd, hvis du vil starte virksomhed i Frankrig
Signe og Jacob blev kastet hovedkuls ud i iværksætteriet, efter de allerede var flyttet til Alperne. De har disse råd til andre, der har lyst til at starte virksomhed i Frankrig:
- Få styr på de basale procedurer, mens du stadig er i Danmark
- Brug en konsulent, der taler både dansk og fransk og er godt inde i de franske systemer
- Det er vigtigt at have en fransk adresse, før man går i gang med selve papirarbejdet
- Jo mindre, børnene er, des bedre. Husk, at man starter i skolen i Frankrig som 3-årig
- Bare spring ud i det. Man skal kæmpe for sine drømme
