fbpx
Politik

De Gule Veste har ordet

De Gule Veste sørgede selv fo ro og orden
De fleste steder - som her i Nice- forløb demonstrationerne fredeligt. De Gule Veste sørgede selv fo ro og orden, og politiet hjalp demonstranterne gennem byen i forud planlagte ruter. Men i Paris førte nogle af demonstrationerne til optøjer, ikke mindst da udefra kommende blandede sig. Og det førte endvidere til en del politivold. Vestene har en lang liste over ting, som de siger nej til, men hvad vil de? De Gule Veste er næsten lige så sammensatte som den franske befolkning generelt. Foto: Finn Rastén

Vi havde udsendt adskillige invitationer med mails og havde talt i telefon med de kontaktpersoner, som vi havde løbet op i den første tid. Det var svært at få en konkret aftale. Men pludselig fandt det på plads. En ældre, imødekommende pensionist fra Dions, en af landsbyerne i vores lokalområde, ringede tilbage og fortalte, at han havde arrangeret et møde med den lokale gruppe en af de følgende uger. Mødet skulle finde sted i et anneks til rådhuset i nabobyen Bourdic. Jeg havde sagt til ham, at en gruppe på 8-10 personer ville være superfint, og hertil svarede han, at det var svært at vide, hvor mange der kom, når man også opfordrede folk til at tage en ret med til en fælles middag.

Jeg var virkelig nervøs, da jeg en tirsdag aften i juli 2019 ved 18-tiden kørte op foran det diminutive rådhus med de smukt stynede morbærtræer på parkeringspladsen. Hvordan ville gruppen reagere på mine spørgsmål? Gav det overhovedet mening at tage stilling til en – godt nok fransktalende, men alligevel fremmed – mands interesse for dette markante, politiske oprør? Ville de grine – eller ville de tage mig alvorligt? Var jeg i virkeligheden spion for en samfundsinteresse, som ikke ville dem noget godt?

DER VAR ALLEREDE ankommet en del folk, da jeg trådte ind i det rummelige lokale, hvor de var i gang med at sætte borde og stole frem til arrangementet. Jeg gik rundt og hilste på hver enkelt med håndtryk, som man jo altid gør i Frankrig. Der var en varm kontakt med de allerfleste lige fra begyndelsen. De kom og småsludrede og spurgte nysgerrigt om, hvorfor jeg interesserede mig for De Gule Veste. Jeg svarede, at jeg var fra 68-generationen, havde været aktiv i studenteroprøret i 60-70’erne og havde været i Paris i juni 1968. Derfor interesserede sociale bevægelser mig.

Der blev ved med at ankomme folk til mødet, og da mødet var gået i gang, var der var tæt på 20 deltagere. Snakken gik meget livligt i gruppen og det var tydeligt, at alle kendte hinanden rigtig godt. Gruppen satte sig i en kæmpe rundkreds, og jeg rømmede mig forgæves et par gange. Det var nærmest umuligt at trænge igennem, og jeg så appellerende på min kontaktperson, Thierry, som med stor autoritet rejste sig fra sin stol og med stentorrøst råbte ud i lokalet: Silence! Silence!

Forsamlingen af Gule Veste omkring et mødebord med kaffekopper
Mødet med De Gule Veste i Bagnols-sur-Cèze forløber godt. Kun afbrydes vi af, at der næsten hvert minut kører store lastbiler forbi, som trykker hornet i bund for at vise sympati ved synet af forsamlingen af Gule Veste omkring et mødebord med kaffekopper. Foto: Mads Christoffersen

Så blev der stille, og jeg holdt min korte, forberedte tale om, hvad projektet gik ud på. Jeg fortalte også, at jeg gerne ville optage vores møde på to digitale lydoptagere, som kun skulle bruges til mit referat, og at jeg i øvrigt sikrede alle fuld anonymitet. Jeg kunne se på øjnene i forsamlingen, at de var fanget. Det blev opfattet som positivt, at en udlænding ville skrive en bog om deres bevægelse.

Jeg greb stemningen og foreslog, at vi tog en runde, hvor folk på skift fortalte om, hvad der havde motiveret dem til at gå ind i bevægelsen.

DE FØRSTE TRE præsentationer gik helt fint. Alle kunne høre de enkelte historier og nikkede indforstået til dem. Motiveringerne var ret ensartede: folk, der havde fået nok af dårlige lønninger, stigende priser på alt, latterligt lave pensioner og ikke mindst fornemmelsen af at tilhøre en gruppe i samfundet, som så at sige var sat af udviklingen og ikke følte, at de havde nogen som helst indflydelse på den politik, som bestemte rammerne for deres liv.

Så begyndte disciplinen at smuldre. Gruppen var vokset til at være på over 25 personer, så der opstod hele tiden parallelle samtaler i lokalet. Folk talte i munden på hinanden, og larmen steg og steg i lokalet, som havde en elendig akustik. Jeg prøvede forgæves at styre ordet, men det var tydeligt, at samtalen engagerede dem så dybt, at alle havde reaktioner og kommentarer. Samtalen, som delvist var indrammet af mine forberedte eller improviserede spørgsmål, bølgede frem og tilbage i halvanden time, så ebbede den ud og fortsatte i mindre grupper, mens vi spiste den medbragte mad og drak et par glas af den lokale vin. Jeg tænkte med gru på, hvordan jeg skulle referere indholdet med den megen snakken i munden på hinanden. Hertil kom, at flere havde en stærk sydfransk dialekt, som kunne være ret svær at knække.

Min fornemmelse af vanskeligheden ved at skrive referatet var velbegrundet. Store dele var helt tilgængelige, mens andre passager var umulige at dechifrere.

Jeg måtte flere gange i løbet af gennemskrivningen af referatet have mine franske venner til at lytte med og give et bud på, hvad der faktisk blev sagt. I mange tilfælde lykkedes det at finde meningen med sætningerne, i andre tilfælde måtte selv de give op.

DET NÆSTE MØDE fik et fuldstændigt andet forløb. Vi havde kørt en cykeltur langs Rhônefloden, som skulle bruges til en artikel i tidsskriftet La France (nr. 4/2019). Da vi på vejen hjem i bil kører igennem byen Bagnols-sur-Cèze, får vi øje på en gruppe mennesker i gule veste, som holder møde ved et bord få meter fra landevejen. Vi kører forbi, men vender resolut bilen og kører tilbage til mødestedet og stiger ud. 

Der sidder ca. 20 personer, som er i gang med et møde, som vi åbenlyst afbryder. De ser spørgende på os, og jeg fortæller, at vi er i gang med et bogprojekt og er på udkig efter grupper af Gule Veste, som vi gerne vil interviewe om deres erfaringer. De beder os straks sætte os ned og spørger meget interesserede til projektet og fortæller, at de tidligere har haft besøg af journalister fra Holland og Schweiz. Kontakten og sympatien er umiddelbar, og inden for 15 minutter har vi aftalt, at vi kommer tilbage til et møde samme ugedag i den følgende uge.

Ugen efter er jeg tilbage samme sted i Bagnols-sur-Cèze, hvor gruppen i lighed med hundreder af andre grupper har bygget et interimistisk skur til møder i regnvejr og opbevaring af deres materialer. I mange tilfælde blev de bygget inde i de rundkørsler, som grupperne havde aktioneret omkring, og var derfor blevet revet ned af politiet. Her ligger det tilsyneladende på privat grund og er derfor i ly for konfrontation med myndighederne.

Jeg har dårligt fået sat mig, før disse engagerede mennesker begynder at overdænge mig med gaver. Først to glas med vores navne indgraveret med De Gule Vestes kamp-slogan: On ne lâche rien (Vi giver aldrig op), T-shirts, vin fra området og en stor krukke med kastanjecreme. Jeg er fuldstændig overvældet og fortæller forlegent, at Marie ikke kunne komme, da hun havde besøg af sin familie.

De gule veste
De gule veste Foto: Mads Christoffersen

DA VI STARTER MØDET, indleder jeg med beretningen om, hvor svært det var at lave referatet af mødet i Bourdic, da alle talte i munden på hinanden. Alle griner og lover at skiftes til at tale, så jeg kan få alt med i den digitale lydoptagelse. 

Dette møde afholder vi i fri luft, og her viser det sig, at vanskeligheden ved at få god lyd i kassen er en helt anden: Næsten hvert minut kører der en stor lastbil forbi, som trykker hornet i bund for at vise sin sympati ved synet af forsamlingen af Gule Veste omkring et mødebord med kaffekopper. Også et utal af privatbiler dytter, da de kører fordi. Det er en klar demonstration af den omfattende opbakning til bevægelsen her godt ni måneder efter den dramatiske start i november 2018.

Selve mødet afvikles med forbilledlig disciplin i forhold til første møde. Jeg har lært, at jeg skal styre aktivt, og står derfor op under hele mødet og tager fra tid til anden en af de digitale optagere og holder den tæt hen til den talendes mund for at få det hele med. Det virker – referatet er næ-sten fuldstændigt, selv om det indimellem lykkes de dyttende lastbiler at overdøve enkelte sætninger. Der er flere end 20 deltagere, og alle får udtrykt deres, nogle gange lettere divergerende, holdninger.

De følgende møder i byerne Uzès, Sommières og Gignac i departementerne Gard og Hérault forløber helt glat. Deltagerne er seriøse, ærlige og lette at referere. Min indsamling af interviews slutter i oktober 2019, hvor jeg har haft kontakt med ca. 68 aktive deltagere i De Gule Vestes historiske bevægelse.

 

Artiklen er kun for betalende abonnenter. Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.

Tags