FRA TOPPEN AF MIN FRANSKE LANDSBY
Fire år mere,” spurgte jeg vores nabo, borgmesteren, for to år siden efter det overståede kommunalvalg. “Nej,” svarede han eksalteret, “seks år.” Og viste sine armmuskler “vi har kræfter til seks år mere.”
Selvfølgelig burde jeg have vidst det – men min politiske paratviden er ikke altid lige stor, især da ikke, når jeg skal finde de franske gloser frem. Selvfølgelig burde jeg vide, at kommunalpolitikere sidder i seks år – og for en anden gangs skyld at præsidenter sidder i fem år – nu til dags. Men den slags petitesser tog borgmesteren sig nu ikke af, han havde vigtigere spørgsmål til mig.
“Og hvordan har De det?” replicerede han så. “Med helbredet – og madame og helbredet – og kærligheden? Går det også godt?”
Så var han tilfreds. Når blot helbredet og kærligheden er ok – så er alt godt. Og beroliget kunne han køre af sted mod alle sine gøremål.
NU SKAL JEG så ned og spørge ham igen, når vi skal på sommerferie sidst i juni, for i mellemtiden har der jo været flere valg. Præsidentvalgets første og anden runde og her i juni nationalforsamlingsvalgets første og anden runde. Om han er tilfreds med udfaldet? Det er han næppe.
Men der er formentlig en helt anden ting, som ligger ham på sinde – og det er nok ren krise.
Igen i år har vores borgmester nemlig udsendt et dekret om at spare på vandet. For jo, det har været tørke i mange, mange måneder nu. Jorden er udpint, brandfaren er stor – og det kan altså ikke nytte noget at blive ved med at fylde vand i poolen endsige gå i brusebad flere gange om dagen. Hvorfor skal folk bruge alt det vand hele tiden, spørger han. Og vi er også blevet bedt om at nedsætte vandforbruget i forhold til vanding af blomster, vask af bil og meget andet.
Vi kender det jo godt lidt herhjemmefra – for selv om vi ikke ligefrem har lidt under solens skarpe stråler, så har vi da heller ikke fået så meget vand – endnu. Men sommeren er selvfølgelig også kun lige begyndt, så det skal nok komme.
VI ER ELLERS GLADE for vores borgmester. Meget glade. For der sker så meget i byen nu. Nye huse bliver bygget, vejene bliver bedre og flere vildsvin søger mod vores område – og det giver jo merarbejde til jægerne. Men når jagttiden er forbi – hvad den jo er sommeren over, så kan vildsvinene begynde at volde problemer. Vi ser dem nu sjældent, men de roder gevaldigt i de haver, der er lette at komme til. Det er vores heldigvis ikke, den består nu også mest af fliser, men andre af områ-dets beboere kan føle sig temmelig plaget.
I vores lille by er der minsandten også etableret en ny butik lige ved siden af rådhuset. Det er bestemt ikke et supermarked – heller ikke et meget lille et, der er ingen kundevogne, men man kan dog gå over til en kølemontre og finde lidt smør, ost og andre af de mest nødvendige varer. Og kommer man i tide, er der friske baguetter og croissanter. De to damer, der passer butikken, er meget hjælpsomme til at lede kunderne på vej og slår gerne en sludder af med dem. Der er således ikke tale om et gevaldigt supermarked, men siden byens lille købmand lukkede for nogle år siden, har vi skullet køre syv kilometer ad de snoede veje ned til den større by for at handle. Ikke fordi det var et stort problem, jeg hyggede mig da gevaldigt de par gange om ugen, jeg bevægede mig ned til bageren for at hjembringe friske baguetter og croissanter til morgenmaden.
Den lille butik har selvfølgelig begrænset åbningstid – ikke mindst i siestaen, men kommer man tidligt nok, så er brødforsyningerne helt friske. Man kan også nyde morgenmaden i den meget lille udendørs café – kun et par borde og 6-8 stole, og så er der indført fredagshygge med den lokale socca-bar – kikærtebrød på pande – og tilkøbte drikkevarer. Så også vores lille kommune med omkring 950 sjæle er blevet udsat for en mindre revolte.
VORES NÆRMEST liggende større landsbykommune – den med ca. 7.500 sjæle – er også til stadighed i gang med byggeriet. Det nye store torv har masser af butikker og p-kælder under hele området. Bilerne har de fået flyttet under pladsen, så der nu er vokset et helt lille åbent center op med fiskehandler og andre butikker. Ovenpå er der boliger, hvor der er udlejning af lejligheder til en favorabel pris – men kun for byens beboere.
Funiculairen – den kabeltrukne elevator – er i fuld drift og kører dagen lang op og ned ad bjerget fra den lille nye by forneden til den gamle by øverst oppe. Kun skolebørnene må ikke benytte elevatoren – i skoletiden. De kan tage apostlenes heste op og ned ad de mange trapper.
Også det gamle torv er blevet færdigrenoveret. Vi var jo spændte på, om det nye ville udkonkurrere det gamle, men næ nej. Det kunne næsten se modsat ud. For på det gamle torv er der i dag flere spisesteder, der nærmest ser ud til at have fået fælles borde udenfor. Jeg kan i hvert fald tælle de to aktive bagere og fem-seks små spisesteder, der både har dagens menu til frokost og alle de lettere spiser i løbet af dagen. Så hvad der så ud til at blive en kamp mellem det gamle og det nye har slet ikke noget på sig. Og den gode gamle tabac, hvor man både kan spille på heste og lotto og andre spil har stadig spiritusbevilling. Jo, der er sandelig blevet et leben i byen – og det kan være svært at finde en parkeringsplads. Tættest på torvet er der indført 30 minutters gratis parkeringstid – og p-standeren er elektronisk, så alle kan se, når tiden overskrides. Det gør den jævnligt for de lokale, men skulle der komme en kontrollør forbi, så er vedkommende synder nok at finde på en af cafeerne – og en bøde kan man vel tale sig fra.
AT MAN ÅBENBART kan enes de to torve og indbyggerne imellem afspejler sig ikke i det politiske liv, for også lokalt spores en vis politikerlede. Antallet af vælgere, der vil afgive deres stemmer ved præsident- og nationalforsamlingsvalg, er bestemt ikke, hvad det har været – og i skrivende stund ser det ikke godt ud for det franske demokrati – i hvert fald ikke at dømme ud fra prognoserne om vælgerdeltagelsen.
Til gengæld ser det heller ikke ud til, at franskmændene – trods krigen mellem Rusland og Ukraine, den stigende inflation og øvrige prisstigninger – er blevet mindre ferielystne. Omkring 33 millioner franskmænd er på vej til ferie i denne sommer – og de fleste af dem ser ud til at have tænkt sig at blive i landet, forlyder det fra diverse undersøgelser. Sommerferiesæsonen begynder i juli og varer august med – så pas på trafikken derude, for rigtig mange af dem vil køre sydpå i egne biler. Og dertil kommer alle udlændingene, der er blevet ekstremt rejselystne efter to års indespærring.
Det vil jo danne usædvanlig lange bilkøer på motorvejene – især ved betalingsstederne. Og eftersom sommeren ser ud til at blive særdeles varm – så husk at medbringe godt med drikkevarer til ventetiderne.
I trafikmæssig henseende er Frankrig i øvrigt på vej med flere miljøzoner i byerne, hvilket heller ikke vil gøre afviklingen af sommertrafikken nemmere. Ganske vist er det de større byer, der holder for, og jeg er ikke helt klar over, fra hvornår zonerne etableres. Så det er nok klogt at google miljøzoner i Frankrig, så du ikke bliver overrasket, hvis du skal investere i et miljøcertifikat til bilens forrude.
Dog er det ikke sandsynligt, at vores små byer i området kommer til at holde for, selv om parkeringsforholdene som nævnt er blevet indskrænket. Jeg skal i hvert fald nok holde øje med den elektroniske p-stander, når jeg fremover står i kø hos bageren.
