fbpx
Historie Kultur

De trak bjørne til dans

Adrien Ponsolle og hustru med billeder af oldefarens bjørn
Adrien Ponsolle og hustru med billeder af oldefarens bjørn og en plakat fra et forlystelsesarrangement. hvor bjørnen optræder i USA under navnet John L. Sullivan.
Det var mellem to corona-nedlukninger sidste år, at vi en lørdag formiddag stod og rodede adspredt i nogle bogkasser på markedet i Uzès. En bog fangede dog opmærksomheden: “Sur les traces des montreurs d’ours des Pyrénées et d’ailleurs” – “På sporet af bjørnetrækkerne fra Pyrenæerne og andetsteds”. Vi vidste godt, at der fra gammel tid var bjørne i Pyrenæerne, og at der i de senere år er udsat friske bjørne for at holde liv i bestanden. Men bjørnetrækkere – det var nyt for os. Her genopliver vi den glemte historie om bjørnetrækkerne fra Ariège.

Vi besluttede os for at tage til de steder i bjergene, som bogen udpegede som oprindelsesstederne for at se, om vi kunne finde efterkommere til bjørnetrækkerne, der kunne fortælle os deres historier. Det var departementet Ariège og her nærmere bestemt dalene omkring floderne Ustou og Garbet, hvor de centrale byer med Ercé og Oust ligger. Efter nogle telefonsamtaler havde vi indkredset en håndfuld personer, som vi kunne møde.

Første skridt var at kontakte den kvinde, som ubestridt er den mest vidende om historien. Hun hedder Françoise Lewis, er bosat i Canada og har udgivet en stribe bøger. I telefonen siger hun:

“Min interesse startede, da jeg fandt ud af, at min oldefar fra Ercé havde været bjørnetrækker. Han var fire gange i USA, og han havde tjent mange penge derovre, men da han sidste gang kom tilbage til Frankrig, gik han ind på et kasino og tabte alle pengene, så han døde i den yderste armod.”

Françoise Lewis fortæller, at hun i mange år har gennemtrawlet tusindvis af avissider og dokumenter fra arkiverne i både Frankrig, USA og Canada. Hun har kortlagt, at bjørnetrækkerfænomenet opstår i slutningen af 1700-tallet og tager rigtig fart i anden halvdel af 1800-tallet for at dø ud i perioden omkring Første Verdenskrig.

“Efter 1863 skulle bjørnetrækkerne have en slags pas for at kunne vise bjørne frem i Frankrig, som de fik på rådhuset i Ercé. Når de så ankom til landsbyerne i området, skulle de gå på rådhuset, hvor de viste passet, der blev stemplet af borgmesteren. Jeg har set dokumenter, der var fulde af stempler fra alle landsbyerne. Det begyndte lokalt i Frankrig, men efterhånden var der nogle, der dristede sig helt til England. Her kunne de tjene flere penge, fordi den engelske valuta var stærkere end den franske.”

Men det var kun starten på en udvikling, hvor mere end 600 personer – i de 130 år aktiviteten stod på – førte bjørnetrækkere til Canada, USA, Latinamerika – ja endog til Australien og New Zealand.

Françoise Lewis giver os gode råd og navnene på de relevante personer, som vi skal tale med under vores besøg i Garbet-dalen.

Adrien Ponsolle foran sin oldefars hus, hvor bjørnen boede sammen med familien
Adrien Ponsolle foran sin oldefars hus, hvor bjørnen boede sammen med familien. Den var tøjret til muren i et af rummene i stueetagen.

DEN FØRSTE ER Adrien Ponsolle, som bor i nærheden af kurbyen Aulus-les-Bains. Han har inviteret os hjem til sig i et stort stenhus i to etager, der ligger ud til vejen, der snor sig mellem grønne bjerge.

“Min oldefar havde en bjørn i et hus, som jeg gerne vil vise jer. Bjørnen var en helt integreret del af familien, og det var min oldefar, der var dens mester og sørgede for, at den fik mad. Bjørnen var lænket gennem ringen i næsen til muren i stueetagen, og familien boede på førstesalen i det lille hus.”

Vi tager hen til det lille, ubeboede og faldefærdige hus, som ligger kun få meter fra en brusende flod. Bjørnen har været lænket til muren få meter fra en smal trappe, som førte op til beboelsesetagen. Adrien Ponsolle fortæller videre:

“Ind imellem skulle min oldefar på tur i bjergene, men nogle gange måtte han overnatte uden for hjemmet, og så var bjørnen alene med familien. Hvis den var sulten gjorde den ret voldsomt opmærksom på sig selv med grynten og brummen, og så måtte min oldemor give den det sidste brød, som ellers skulle have været til familien. Jeg kan også forstille mig, at børnene har været skrækslagne, når de skulle passere bjørnen på vej op ad trappen.

De fodrede den med mel og grønsager men aldrig kød, for den måtte ikke få smag for kød. Bjørnen blev jo meget stor med årene, og har nok spist lige så meget som en gris – og sådan en spiser meget. Jeg ved ikke præcist, hvor mange gange min oldefar rejste og vendte tilbage med bjørnen. Det er et faktum, at han mindst en gang rejste til USA med bjørnen. Da han stoppede med at være bjørnetrækker, så solgte han bjørnen til Zoologisk have i Madrid, og det var her den levede resten af sit liv.” Ponsolle lægger vægt på, at historien om hans oldefars rejser og aktivitet som bjørnetrækker ikke var noget, man talte om i familien:

“Det mærkelige er, at min oldefar aldrig fortalte sine børn om sine rejser med bjørnen. Jeg spurgte min far om grunden til det, men han vidste det ikke. Jeg tror årsagen var, at de var fattige og havde en stor børneflok, som skulle forsørges og han blev derfor drevet til det.” 

Datidens bjørnetrækkere med to bjørne.
Indbyggerne i landsbyen Ercé stammer stort set alle fra bjørnetrækkere. Derfor har byen også et lille museum, der bl.a. viser fotos af datidens bjørnetrækkere, her med to bjørne.

Adrien Ponsolle fortæller, at han har et billede af den bjørn, som hans oldefar havde. Og han er sikker på at billedet er autentisk. 

“For mange år siden kom der en gammel dame hen til min mor med et billede af en kolossal bjørn – over to meter – ved siden af en velvoksen mand. Hun fortæller, at manden på billedet er hendes afdøde storebror som ung, og at bjørnen med sikkerhed er min mors bedstefars bjørn”.

AULUS-LES-BAINS er en undseelig lille by med sneklædte bjerge i baggrunden. Det er her på byens torv, at vi mødes med Patrice Rieu, som er formand for en komité, der arbejder med den lokalhistoriske arv, og her indgår bjørnene og bjørnetrækkerne helt naturligt.

“De første bjørnetrækkere opstod i Ustou-dalen tæt ved vores dal i slutningen af 1700-tallet, og den første nedskrevne beretning er fra 1779. Senere udviklede det sig ved Ercé, og i 1860’erne var der enormt mange mennesker, der levede af at fremvise bjørne. Det er formentlig en person fra Ustou, der har giftet sig med en pige i Ercé, som har taget kunsten med sig”.

“Vi nedstammer alle her fra bjørnetrækkere, fordi der var så mange af dem i Ercé – mindst 250-300 stykker mellem 1850 og 1914. Nogle tjente en formue, andre klarede sig nogenlunde, mens andre igen mistede alt. De gamle talte ikke om det, da det ikke for dem var et arbejde at være bjørnetrækker. Et arbejde for dem var at dyrke jorden og opdrætte får. Det andet var tabu. 

Når man havde fanget en bjørneunge, lærte man den kunster som at danse, rulle sig og imitere hyrderne ved at gå og støtte sig til en stav. De kunne også lade børnene få en ridetur på ryggen af bjørnen for nogle småpenge. Det bedste var at fange dem som helt små for så at opflaske dem med mælk i en sutteflaske. Man gav dem vegetabilsk baseret føde og korn eller majs, men aldrig kød. Bjørnene måtte ikke få smag for kød.” 

Dansende bjørn i Bagnères-de-Luchon september 1900
En bjørnetrækker lader sin bjørn danse foran publikum i Bagnères-de-Luchon, september 1900.

Han fortæller, at hver bjørnetrækker havde sine egne tricks og varianter. Det var helt afhængigt af domptørens evne at lære dyret kunster. Der var også nogle domptører, der skiftede fra bjørne til andre vilde dyr som løver og tigre i perioden efter 1905-10, som arbejdede i forskellige cirkus. Mange blev i New York og arbejdede i hotel- og restaurantbranchen, og deres efterkommere bor der endnu.

EFTER 1914 VAR DER imidlertid flere og flere byer, som forbød bjørnetrækkeriet, og det ebbede ud i USA efter ca. 80 år. Der opstod efterhånden en modvilje imod at lade vilde dyr optræde, og der er flere sager, hvor en bjørnetrække blev stillet for retten for dyremishandling.

“Der var mange af dem, som havde et eventyrer-gen og nogle spillede hele fortjenesten op. Nogle var væk i 15 år, men kom tilbage lige så fattige, som da de tog afsted. Andre tog kun afsted i få sæsoner for at tjene penge nok til at købe et hus eller noget jord,” fortæller Patrice Rieu. 

Jernbanerne spillede også en rolle for udbredelsen, fordi bjørnetrækkerne overalt fulgte de nyanlagte jernbanespor imellem byerne, da de ikke måtte færdes på vejene. “De havde et meget hårdt liv: De skulle gå lange distancer, som f.eks. herfra og til Liverpool, og når de først var kommer over Atlanten, skulle de gå mange tusind kilometer i USA. De skulle sove og spise sammen med dyret. Det har været et ufatteligt hårdt liv.”

Patrice Rieu fortæller, at han kun ved et tilfælde fik at vide, at han havde mange bjørnetrækkere blandt sine forfædre, for man nævnte det ikke i familien. Kirken var heller ikke befordrende for at tale om det, for bjørnen blev betragtet som et hedensk dyr, og den blev opfattet som en opmærksomhedskonkurrent til præsten.

“Jeg ved at, min tipoldemor var meget religiøs, og jeg kan godt forestille mig, at hun har forbudt min tipoldefar at tale om det.”

Patrice Rieu er formand for lokalhistoriske forening i Ercé
Patrice Rieu er formand for den lokalhistoriske forening i Ercé og har selv forfædre, der var bjørnetrækkere.

VORES SIDSTE kontaktperson er Vincent Rozes, som driver en benzinstation med tilhørende butik. Her kan man bl.a. købe Françoise Lewis’ bøger, som han udgiver på sit forlag.

“Det er gennem Françoise Lewis, jeg har fået at vide, at min oldefar og min bedstefar var bjørnetrækkere. Der var ingen stolthed, ja måske endda en slags skamfølelse over det i familien. Min mor har f.eks. aldrig talt om det; min farfar døde ret ung omkring 1930, så jeg har ikke kendt ham. Mine forfædre optrådte i cirkus og gik ikke på vejene som mange andre. 

De var landbrugere, som tog afsted nogle måneder af året eller måske et helt år for at tjene penge. I perioden omkring slutningen af 1800-tallet var der stor fattigdom, og egnen var overbefolket. Min far var den yngste i en familie på ni børn, som skulle leve af en lille parcel i bjergene. Det var “une affaire de pauvre” – det var fattigdommens nødvendighed, der drev dem.”

Vincent Rozes konkluderer: “Vi må justere vores syn på bjørnetrækkeriet efter de normer og værdier, der var gældende for 100 år siden. I dag forekommer det utilladeligt at indfange eller købe bjørneunger, holde dem i fangenskab, give dem en ring igennem næsen med en glødende jernstang og trække dem omkring for at tjene penge på det. Dengang opfattede man det som helt naturligt eller nødvendigt for at overleve. Derfor kan vi ikke dømme en tidligere periode med vores normer og referencer.

Men det er en utrolig historie, at det i et par små dale langt oppe i Pyrenæerne er lykkedes at udvikle en sådan kompetence og optræde med den i hele verden. Det var heller ikke spor simpelt at drage afsted med en bjørn, og der var en stor risiko forbundet med det. Der var folk, der forsvandt og aldrig vendte tilbage. Men bjørnetrækkerne var også pionerer. Det var deres rejser og fortællinger, der åbnede for den store udvandring til USA, som blev løsningen på mange menneskers dybe nød og elendighed.”

 

Artiklen er kun for betalende abonnenter. Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.