fbpx
Politik Samfund

Déjà vu!

Hærværk, afbrændte biler og butiksplyndringer i juli rystede Frankrig
Hærværk, afbrændte biler og butiksplyndringer i juli rystede Frankrig. Mange af de større byer blev ramt. Først efter 6 dage holdt det op. Foto: Michel Euler AP/Ritzau Scanpix

Der stod han så pludselig – en lille fedladen teenager med bumser og en kølle i højre hånd og skreg: “Skrid eller jeg smadrer Jer og Jeres kamera, skrid ellers tilkalder jeg mine kammerater – ud herfra!”

Kameramanden greb instinktivt ud efter kameraet – han havde ansvaret for kameraet – han var dansk og forstod ikke, hvad den vrede unge mand råbte og skreg. Det skal siges, situationen ikke behøvede en oversættelse. Det var den rene tegneserie.

Erindringen om den lille fedladne dukkede op, da den kvindelige DR-korrespondent her i slut juni 2023 i den direkte udsendelse sagde: “Vi sender her fra Paris og ikke ude fra Nanterre, det har politiet rådet os til.” 

La Marche des Beurs - de unge araberes march
La Marche des Beurs – de unge araberes march. 32 startede marchen gennem landet til Paris. Da de nåede frem til Paris samledes 100.000 for at kæmpe for lighed, mod racisme og politivold. En lille gruppe af initiativtagerne blev modtaget af præsident Mitterrand i Elysée palæet. Det var i 1983, det var en tid med håb – og derfor også tillid.

Et par dage senere stod en ny mandlig udsendt fra DR foran en brændende bil ved Nanterre. Hans held var, han så en ung mand sætte ild til en bil …. direkte reportage – og ros til korrespondenten. Han kendte ikke de franske optøjer, demonstrationer og det franske politi, det gjorde den kvindelige korrespondent derimod. Vi skruer tiden en små 20 år tilbage til den lille fedladne teenager med køllen. Den udsendte korrespondent fra TV2 – your’s truly – sagde til den vrede unge mand som sandt var: “Rolig nu, vi er på vej væk, hvis du flytter dig, så kører vi.” 

Som sagt, så gjort. Det vil sige, en 500 meter længere væk, rundt om hjørnet for at afslutte en i øvrigt vellykket dag med optagelser med den obligatoriske “stand up” – (mand(dame) i billedet, der udlægger teksten og konkluderer indholdet af reportage). Man skulle kunne se, vi havde været der.

PÅ VEJEN TILBAGE havde kameramanden kun fyrige vrede røgskyer og forbandelser mod Frankrig, forstæderne og alt, der set med danske øjne ikke var normalt. Han havde dog fået sin normalfarve tilbage i kinderne – og lidt til – efter et ret blegt farveskift under seancen med den lille bumsede teenager.

La Marche des Beurs - de unge araberes march
La Marche des Beurs – de unge araberes march. 32 startede marchen gennem landet til Paris. Da de nåede frem til Paris samledes 100.000 for at kæmpe for lighed, mod racisme og politivold. En lille gruppe af initiativtagerne blev modtaget af præsident Mitterrand i Elysée palæet. Det var i 1983, det var en tid med håb – og derfor også tillid.

Ud på aftenen ringede tv2 – de ville gerne have os tilbage, kunne vi ikke køre med politiet til forstæderne og filme. “Nej, det er Frankrig, vi kan ikke bare ringe til politiet og sige, tag os med. Vi er kun til besvær, de vil ikke have ansvaret for os, de har rigeligt at tage sig til. JOURNALISTER er IKKE velkomne!” – “NÅ!” Røret blev smækket på.

Der blev dog senere ringet tilbage med en undskyldning. En udsendt mandlig tv2 korrespondent – der kendte Frankrig, men åbenbart ikke forstæderne – havde fået et gok i nødden med en jernstang. 

Regel nummer ét – dengang og nu – du skal være ledsaget og introduceret. Det er der helt fundamentale – og efterhånden komplekse – årsager til.

Det hele kan reduceres ned til et eneste ord – TILLID – og hermed naturligvis – MANGEL på samme.

Malik Oussekine deltog ikke i studenterdemonstrationer i 1986
Malik Oussekine deltog ikke i studenterdemonstrationer i 1986, men han kom forbi i rue Monsieur Le Prince i 6te arrondissement på vej ind i en opgang, da politiet fik øje på ham. De fulgte efter og gennemtævede ham. Han døde af slagene. Gaden har ikke glemt ham. Det har Frankrig heller ikke. I 1986 fulgte store demonstrationer i hans navn. Hans død inspirerede i 1995 filmen “La Haine” – Hadet med Vincent Cassel, Saïd Taghmaoui og Hubert Koundé. I 2023 er politivold stadig et mere end præsent emne.

Og nej – historien gentager sig ikke – udgangspunktet i 1983, da “La Marche des Beurs” (Beurs – arabere) – unge arabere gik fredeligt gennem landet og blev modtaget i Elyséepalæet af præsident François Mitterrand med deres budskab om Frihed, Lighed og Broderskab, skabte håb. I dag??

Fejringen med en pris af filmen “La Haine” – HADET fra 1995 (nu en klassiker) med en pris på rådhuset i Paris var også et udtryk for håb, forståelse og anerkendelse. Den aften var det ikke kun instruktør Mathieu Kassovitz, men også skuespillerne, hentet lige ud af forstæderne, der lo højt og smittende – måske nu, nu, var der et håb om at bryde igennem muren – den usynlige naturligvis – men eksisterende.

Du har slået følge med en ung mand i Nordkvartererne i Marseille. Lokalt udfører han et kæmpearbejde, lektieforberedelse, skrivekurser, social hjælp – men melde sig selv til universitetet eller højere uddannelse. Nej – det kræver tilstedeværelse i selve Marseille – det er lukket land for ham. I hans egen optik.

Politiet fik øje på ham. De fulgte efter og gennemtævede ham. Han døde af slagene
Malik Oussekine deltog ikke i studenterdemonstrationer i 1986, men han kom forbi i rue Monsieur Le Prince i 6te arrondissement på vej ind i en opgang, da politiet fik øje på ham. De fulgte efter og gennemtævede ham. Han døde af slagene. Gaden har ikke glemt ham. Det har Frankrig heller ikke. I 1986 fulgte store demonstrationer i hans navn. Hans død inspirerede i 1995 filmen “La Haine” – Hadet med Vincent Cassel, Saïd Taghmaoui og Hubert Koundé. I 2023 er politivold stadig et mere end præsent emne.

SCENEN SKIFTER TIL PARIS. Samme scenarie – metroen kunne på 15-20 minutter bringe dem til centrum, men det er ikke for dem. De er ikke velkomne. De ER de andre, de uglesete.

Så de lukker sig inde. Men det der med tilliden, det knirker. Ikke desto mindre, bortset fra den bumsede teenager og et tidligere hårdt æg i bolden, så kan jeg kun samle på gode og rørende oplevelser i forstæderne, hvor man i 60erne og 70erne parkerede den billige og tilkaldte arbejdskraft fra kolonierne. 

Uheldigvis for mig – som nyankommen, som man gav store chancer på DR’s tv-avis – forsøgte jeg at gøre en større dokumentar fra Frankrig nærværende for et dansk publikum med følgende enkle sætning om den også nu i 2023 nok så omtalte forstad til Paris – NANTERRE. Året var 1983: “Det ser flot ud – men er i virkeligheden en ghetto – i stil med Ishøj uden for København.”

Hjælp – næstkommanderende i aktualitetsafdelingen boede i Ishøj i en absolut pæn villa, og hans børn turde nu ikke – på grund af mine udgydelser – gå alene i skole. Ishøjs lokalråd sendte mig forbandelser og invitation til rundvisning i “Ghettoen” – og undertegnede var flov over sit forsøg på “pædagogisk og populistisk” udtryksform.

Det er en tanke værd næste gang, vi nærmer os de ikke kun selvskabte lukkede rum. Forsvarsmekanismer og mangel på tillid går i takt.

Så ja, højhusene i de berygtede forstæder – elevatorer, der ikke fungerer, alles opsyn med alle, narkohandlerne på hjørnet, der skal tages i ed, hvis nogen fremmed, der vover at kalde sig journalist eller ovenikøbet medtager et kamera, viser sig i territoriet – så, når du bliver inviteret inden for, er der andre end dig, der risikerer stort over for, hvad du bruger din viden til. Alle må tage ansvar.

22-årige Hedi var lige ankommet nær den gamle havn i Marseille
22-årige Hedi var lige ankommet nær den gamle havn i Marseille for at mødes med en ven på en café. Han mærker, han er blevet ramt i kraniet og ser politiet. Han forsøger at komme væk. Politiet følger efter og gennemtæver ham. Han råber, om de ikke vil se hans papirer. Nej, de tæver videre og efterlader ham blødende. Da han er kommet på benene igen, vakler han ind i en café, der tilkalder hjælp. Politiet har vedgået, de har skudt, men nægter resten. To hjerneoperationer, endnu en ventende og et øje med svagt syn senere og dertil følgende hovedpine og angst, ønsker han bare sit gamle liv tilbage. Nej, han ser sig ikke i spejlet.

Derinde i miljøet er der så ildsjæle, der yder en kæmpe indsats – skolelærere trods ringe betaling, undervisere i civilisationskurser, sprog og manøvrering i den dybt bureaukratiske opsætning af det franske samfund, der med lag på lag af love og tiltag har gjort det ikke alene nærmest uigennemskueligt, men også utilgiveligt tidskrævende. Ikke mindst møderne med skolelærere, der står fast ved, at eleverne skal støttes helt og fuldt, gav stor respekt og håb.

OG SÅ KOM SÅ DE 6 DAGE slut juni, start juli 2023, hvor Frankrig var i afmagt over for vold og plyndringer – hærværk, der sagde spar to.

Udviklingen står aldrig stille – historien gentager sig ikke. Terrorismen har sat sine uhyggelige spor, politivold har sat sine spor, fordømmelsen fra det ekstreme højre – og det fra politiske partier til websites og forfattere, og radikale islamister – lige så dybt konservative som det ekstreme højre – bevæger sig rundt i horisonten. Hertil opildning på de sociale medier – fake news florerer.

Så de plyndrede. De var meget unge – de kom fra forstæderne, men med dem kom trænede aktivister fra organisationer, spændende fra det yderste venstre til det ekstreme højre og formentligt også islamistiske organisationer og naturligvis tilløbere med sans for designersneakers og div.

17-årige Nahel blev skudt ned af politiet i Nanterre
17-årige Nahel blev skudt ned af politiet i Nanterre. Une marche blanche – en sørgemarch – to dage senere – fulgt af tusinder viste, at en nerve var ramt. Den forløb fredeligt.

Det var politivold, der antændte bålet. Nedskydning på nært hold af 17-årige Nahel, der uden kørekort ræsede rundt, og da han blev standset forsøgte at undslippe ved at køre frem. Politiet løj om nedskydningen. De allesteds nærværende mobiltelefoner gemte på optagelser, der afslørede politiet.

Det vakte derefter furore hos politiet, at en betjent blev tilbageholdt. Han skulle være fri indtil domsafsigelsen.

Men nej, politiet er som alle andre ikke hævet over loven. Dommeren havde talt.

3.maj 1995 kommer præsident Mitterrand til stedet for at vise sin respekt
1. maj 1995 går en ung marokkaner langs Seinen, da en gruppe skinheads ser ham. De kommer direkte fra Front Nationals 1. maj møde, hvor Jeanne d’Arc hædres, og Jean Marie Le Pen har holdt den vanlige flammetale om “Frankrig For Franskmændene”. De smider ham i Seinen, strømmen er stærk, han omkommer. De var fast tilknyttet Front National. En mindeplade på stedet fortæller, Brahim Bouarram – offer for racisme – blev dræbt netop her. 3.maj 1995 kommer præsident Mitterrand til stedet for at vise sin respekt. Racisme kan ikke tolereres. Mitterrandfoto: Pierre Verdye/AFP/Ritzau Scanpix

HISTORIEN SKULLE GENTAGE SIG i Marseille i august 2023. Politiets fagforening støttede endnu en betjent, der blev sat i arrest efter at have affyret gummikugler mod en ung mand, der overlevede, men fik fjernet en del af kraniet for at kunne modstå trykket i hjernen. 

Politiet gik i “langsom strejke” med sygemeldinger og langsom ageren. En politibetjent skal ikke sidde i fængsel, før han er dømt, forlød det. Det var dommeren så endnu engang ikke enig i.

En mindeplade på stedet fortæller, Brahim Bouarram - offer for racisme - blev dræbt netop her
1. maj 1995 går en ung marokkaner langs Seinen, da en gruppe skinheads ser ham. De kommer direkte fra Front Nationals 1. maj møde, hvor Jeanne d’Arc hædres, og Jean Marie Le Pen har holdt den vanlige flammetale om “Frankrig For Franskmændene”. De smider ham i Seinen, strømmen er stærk, han omkommer. De var fast tilknyttet Front National. En mindeplade på stedet fortæller, Brahim Bouarram – offer for racisme – blev dræbt netop her. 3.maj 1995 kommer præsident Mitterrand til stedet for at vise sin respekt. Racisme kan ikke tolereres.

Den unge mand på 22 havde slet ikke deltaget i nogen demonstration. Han var lige ankommet for at mødes med en ven for at deltage i den traditionelle “Fête des Terrasses” – i hvad, der bare skulle have været en hyggelig augustaften i Marseille’s Vieux Port – gamle havn.

De voldsomme demonstrationer og plyndringer i større byer over hele landet ophørte start juli efter 6 dage. Politiopbuddet var enormt. Det var antallet af arrestationer også – inklusive også af mindreårige.

Der var så afgjort en del arbejde i kulisserne for at få det til at holde op. Narkohandlerne bl.a. i Marseille skulle have medvirket, situationen gik for hårdt ud over deres forretninger og fortjeneste.

Spændingerne i samfundet fortsætter. Det er ikke blevet nemmere at tilhøre et mindretal.

Tilliden – la confiance – den alt afgørende for et samfund – skal genetableres. 

For som det hed i kultfilmen “La Haine”fra 1995 – La Haine attire la haine – Hadet skaber had.

Der famles og fumles og politiseres. Det haster. Det har det så gjort i adskillige generationer. Filmen “La Haine” – HADET vil blive genindspillet i 2024 af Mathieu Kassovitz. Nej, historien gentager sig ikke, men det gør det nødvendige budskab om “de andre”, der i Republikkens navn naturligvis – som alle andre – er liebhavere til Frihed, Lighed og Broderskab.

De har såmænd gået i fransk skole.

 

Artiklen er kun for betalende abonnenter. Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.

Tags