fbpx
Langs Génève-søen findes flere sandstrande
Langs Génève-søen findes flere sandstrande. Foto: LA PLAGE D’EXCENEVEX
Rejser

Dejlige badestrande

Guide 2023 – 50 franske oplevelser – til lands, til vands og i luften

Génève-søens sandstrande

Lac Léman – Génève-søen – er Vesteuropas største sø. Den ligger i en højde af 372 m, er 73 km lang og 14 km bred. Søen er delt mellem Frankrig og Schweiz. Langs den franske kyst, ligger mange små og større strande, som er et besøg værd.

Der er mange forskellige strandtyper langs Lac Léman. Alt fra naturlige sandstrande og stenstrande, til store badeanlæg langs stranden. I de to store byer Evian og Thonon har kommunen bygget store badeanlæg med bassiner i olympiske mål, børnebassiner, vandrutsjebaner og rekreative områder. Desuden er der i tilknytning badeområder i søen overvåget af livreddere. Disse to badeanlæg kræver billet. En dagsbillet til en voksen koster 5 euro. Børn er billigere eller gratis alt efter alder.

Den største naturlige sandstrand langs Lac Leman er i Excenevex. Vind og bølger i søen sørger for, at der naturligt strømmer sand
ind på stranden. I vinterperioden opsætter kommunen læhegn, for at sandet ikke vandrer ind i landet. Det kan man så nyde hele sommeren, hvor børnene kan lege i det fineste sand og man kan gå barfodet helt til vandkanten uden at skulle forcere en mængde sten. Amphion-Publier-stranden er en stenstrand. Langs stranden er anlagt græsplæner, som man kan sole sig på.

La plage d’Amphion-Publier, Strandpark med livredder, Publier. La plage d’Excenevex, Sandstrand med livredder, Excenevex. Le centre nautique, Badeanlæg med pool, Evian. La plage municipale, Badeanlæg med pool, Thonon-les-Bains.


Plage de L’ile Vierge på den sydlige del af Bretagne
For få år siden blev Plage de L’ile Vierge på den sydlige del af Bretagne kåret som den syvende smukkeste strand i Europa Foto: CROZON TOURISME
Vejrbidte strandkyster

For få år siden blev Plage de L’ile Vierge på den sydlige del af Bretagne kåret som den syvende smukkeste strand i Europa. I dag er den stadigvæk blandt de mest fantastiske i Frankrig, det er dog svært – og lidt forbudt – at komme dertil. Stranden i Bretagne ligger i en lille bugt med hvide sten, der er omgivet af det krystalklare vand fra Crozon-halvøen. Adgangen er nemmest med båd, men det er muligt at komme dertil til fods – 20 minutters vandring og en stejl klatring ned til stranden. Kommunen forsøger at forbyde adgang fra skrænterne, fordi de er porøse og lidt farlige – og fordi man vil bevare naturen netop der.

Der er mange andre skønne strande på halvøen. Prøv for eksempel strandene ved Palue, Lost-Marc’h, Morgat, Portzic, Porzh Mel, Goulien og Postolonnec. Husk dog altid at tjekke tidevandstiderne, da strandene næsten forsvinder ved højvande. Den ofte vindblæste og vejrbidte kystlinje i Finistère, som rager ud i Atlanterhavet, er en blanding af barske bugter og brede, åbne sandstrande. Det er den længste kystlinje i alle departementer med ca. 1.200 km – og vil du finde endnu mere idyl – og lidt væk fra strandene, så er der ikke langt til Quimper og Pont-Aven, kendt fra både kunstnere og pottemagere.

www.crozon-tourisme.bzh


Palombaggia ved Porto Vecchio
Den sydkorsikanske strand Palombaggia ved Porto Vecchio bliver valgt blandt Frankrigs bedste på grund af den perfekte blanding af hvidt sand, orangerøde klipper og paraplyfyrretræer langs en smuk halvcirkelformet bugt og turkisblåt vand. Foto: PKAZMIERCZAK/ISTOCKPHOTO
Når hvid, rød og blå mødes

De bedste af Frankrigs strande har flere gange officielt været udvalgt af franskmændene, og blandt vinderne i toppen udmærker Korsika sig ved at have flere pragtfulde strande med på listen. Ganske vist går baskerkysten ved Biarritz altid af med sejren som Frankrigs bedste, men som nummer to er sydkorsikanske Palombaggia ved Porto Vecchio. Stranden bliver valgt på grund af den perfekte blanding af hvidt sand, orangerøde klipper og paraplyfyrretræer langs en smuk halvcirkelformet bugt og turkisblåt vand. På en klar dag kan man desuden se de beskyttede øer Cerbiales i horisonten, og det klare vand giver ideelle muligheder for at snorkle.

Eftersom Palombaggia anses for at være en af de bedste strande i Europa, er den ret overfyldt om sommeren, så stedets magi midt på dagen er nok til at overse. Men hvis du er villig til at stå tidligt op, eller hvis du er i stand til at rejse uden for sommermånederne, så vil du kunne nyde den naturskønne strand fuldt ud. Uanset hvilken måned der er tale om, er det bedste tidspunkt at besøge Palombaggia-stranden tidligt om morgenen eller sent om eftermiddagen. Når solen står lavt, rammer strålerne den lyserøde granit og forstærker de lyserøde, røde og orange nuancer på klipperne.

www.ot-portovecchio.com, www.ot-portovecchio.com/sud-corse/en/1-6/palombaggia.html


Les Calanques, fjordene mellem Marseille og Cassis
Det er stadig muligt at finde mennesketomme strækninger – ikke mindst ved les Calanques, fjordene mellem Marseille og Cassis – hvor vildskaben overlever uhindret. Foto: MARSEILLE TOURISME
De sårbare klippekyster

Selv hvis man ser bort fra Côte d’Azur, er Provences kyst stadig en af de mest eftertragtede i Europa. Nogle steder strækker bjergene sig direkte til havet, og andre steder vokser fyrretræerne tæt på de hvide strande. Man kan roligt tale om feriestemning, og det er stadig muligt at finde mennesketomme strækninger – ikke mindst ved les Calanques, fjordene mellem Marseille og Cassis – hvor vildskaben overlever uhindret. Her strækker havet sine arme ind mellem lodrette bjergsider og ender i en smal blindgyde, som kun er tilgængelig fra havet eller til fods. De kridhvide klippeformationer rejser sig majestætisk over det krystalklare hav.

Calanquer har man kun på den korte, forrevne kyststrækning mellem Marseille og Cassis, hvor kalkstensklipperne rejser sig
565 meter over havoverfladen ved Mont Puget, som udgør et af Frankrigs højeste kystpunkter. Et 20 km langt og 4 km bredt paradis for vandrere, dykkere, sejlere og bjergbestigere, der for 15 år siden blev til Le parc national des Calanques – en af de nyeste af Frankrigs nationalparker. Vil du besøge området ved Calanque de Sugiton, skal du fra 17. juni i år huske at reservere plads på forhånd, idet man vil mindske turismen, da det er særlig udsat for erosion og øget risiko for skovbrande.

Her kan du reservere billet: www.calanques-parcnational.fr/en/news/sugitonreservations, www.marseille-tourisme.com


Nyd en strandtur i storbyen
Nyd en strandtur i storbyen. Foto: EFIRED/ISTOCK
På strandtur i storbyen

Strandliv er næppe det, du umiddelbart forbinder med din ferie i Paris, men er du landet nogle sommerdage i den steghede hovedstad, så kan det være vederkvægende at tage til stranden – og i stedet for at valfarte ud til kysterne, kan du forblive midt i storbyen. Hver sommer ligner de parisiske flodbredder et badested med parasoller, liggestole, palmer – alt, hvad du behøver for at nyde sommeren på tre hovedsteder: Parc Rives de Seine, La Villette-kanalbassinet og Trocadero-haverne.

I 2023 er de kunstige og gratis strandområder åbne fra 9. juli til 21. august. Ved alle tre strande ligger en flydende pool, så du er fri for at dyppe tæerne i Seinens beskidte vand. Stranden fra Louvre til Pont de Sully var den første kunstige strand i Paris med 2000 ton sand og løber tre km langs Seinen. Stranden foran Hotel de Ville (rådhuset) i 4. arrondissement lægger sand til både gratis koncerter og sportsaktiviteter. Stranden ved Bassin de la Villette er den nyeste med robåde, kajakker, vandcykler, restauranter og boulebaner. Der er masser af aktiviteter for voksne og børn: badning og vandsport i La Villette-kanalbassinet samt workshops for børn, brætspil, bøger, udstillinger og masser af sportsrelaterede arrangementer i forbindelse med Paris’ kandidatur til de olympiske lege i 2024.

www.parisdiscoveryguide.com, www.visitparisregion.com


Årets guide til 50 spændende oplevelser til lands, til vands og i luften i Frankrig er delt op i ti kategorier:

 

Artiklen er kun for betalende abonnenter. Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.