Byen Nice, som i dag ligger i det sydøstlige Frankrig ved Middelhavskysten, har en kompleks og fascinerende historie. Nice har ikke altid været fransk – faktisk blev byen først en del af Frankrig i 1860. Overgangen fra italiensk til fransk kontrol var resultatet af diplomatiske forhandlinger og strategiske alliancer under Italiens samling i midten af 1800-tallet.
Af Finn Rastén, journalist
Det var slet ikke som Giuseppe havde forestillet sig. Hans enorme og mangeårige arbejde burde aldrig have resulteret i, at han skulle afstå Nice – sin fødeby. Her havde han som den store og betydende person kæmpet sig igennem en revolution, og så var han blevet forrådt af sit nye land og det land, der havde støttet ham i kampen. Det handlede om et frit og samlet Italien, men han var blevet sat uden for døren. Der var blevet lavet en politisk pagt uden ham. Han var edderspændt rasende.
Sådan forestiller jeg mig, Giuseppe Garibaldi (1807-1882) kan have haft det, som jeg sidder her på en fortovscafé på en af de centrale pladser, der bærer hans navn, i udkanten af den gamle by i den sydfranske metropol Nice. For nok gik det ikke som Giuseppe havde regnet med, men måske netop derfor er det ham, der er en stor del af årsagen til, at byen i dag virker charmerende fransk og italiensk på samme tid. Italieneren Giuseppe Garibaldi er en af de mest centrale personligheder for byen Nice. Derfor står der en stor statue af ham på pladsen, der bærer hans navn. Og det er i år præcis 165 år siden, byen og hele Savoien og Côte d’Azur overgik fra det sardinske kongedømme til den franske stat.
Nice var dengang en del af kongeriget Sardinien, der på Garibaldis tid var en stat i det nordlige Italien, styret af Huset Savoien. Det omfattede Piemonte, Savoien og Sardinien. Juridisk og politisk var han derfor sardinsk statsborger. Men i hjertet og ideologien var han italiensk nationalist, som mente, at hele den italienske halvø burde være ét forenet land – uanset de historiske småstater og kongeriger.
For Garibaldi var kampen også personlig – især når det kom til hans fødeby Nice. Byen var dengang præget af kulturel og sproglig mangfoldighed, og dens identitet stærkt knyttet til det italienske sprog og folk. Men den politiske virkelighed var i forandring. I 1858 indgik Sardiniens statsminister, grev Camillo di Cavour, en hemmelig aftale med Frankrigs kejser Napoleon III: Frankrig ville støtte Sardinien i en krig mod Østrig, som kontrollerede store dele af Norditalien. Til gengæld skulle Sardinien afstå de to provinser Savoie og Nice til Frankrig, hvis de vandt krigen.
Manipulationen
Overdragelsen af Nice blev en realitet efter en noget omstridt folkeafstemning, for Frankrig havde meget stor indflydelse på valgets resultat. Ifølge de officielle resultater stemte et stort flertal for en tilslutning til Frankrig – men mange historikere og samtiden selv, herunder Garibaldi, mente, at afstemningen var præget af manipulation og politisk pres.
Op til folkeafstemningerne i april 1860 myldrede det overalt med fransk militær for at sikre den massive fransk kampagne for et ja, og befolkningen blev desuden truet med fængsel og deportation, hvis man stemte nej. Resultatet i området, der stort set svarer til nutidens tre departementer Haute-Savoie, Savoie og Alpes-Maritimes, var derfor ikke overraskende. I Nice var der godt 84 pct. for, og i Savoien tæt på 100 pct. Garibaldi var rasende over, at hans fødeby blev “solgt” til Frankrig. Han nægtede at anerkende afståelsen og forblev bitter over tabet resten af sit liv. Mange i Nice følte sig kulturelt forbundet med Italien, og i årene efter opstod en vis modstand mod den franske overtagelse.
Annekteringen af Nice satte dog også skub i byens udvikling, for den blev efterfølgende præget af rigdom. Den blev samlingspunkt for Europas kronede hoveder, det rige bourgeoisi, industrifyrster, kunstnere, eventyrere, boligspekulanter – og plattenslagere. Det var La belle Époque, perioden fra midten af 1850’erne frem til Første Verdenskrig. Man ville fornøjes, man ville more sig og tjene penge.
I 1880 overvintrede over 25.000 turister i byen, og hotelbyggeriet havde fart på: 40 hoteller i 1870, 128 i 1900, 182 i 1910. Promenaden blev omdannet til en hotellernes boulevard. Det var dengang luksushotellerne serverede 12-retters menuer til frokost og 14 retter til aften.
Derfor var det ikke underligt, at Nice også blev kasinoernes by. Jetée-Promenade var et kunstigt fornøjelsespalads bygget på pæle ud i vandet ved stranden. Den kæmpemæssige trækonstruktion blev indviet 4. april 1883 – men den holdt ikke længe. Samme aften brændte bygningen ned til grunden i løbet af ganske få minutter. Men allerede to år senere stod en ny bygning klar til at more folket. Den holdt helt frem til Anden Verdenskrig, hvor den sidste del af jernkonstruktionen blev fjernet af nazisterne for at blive benyttet i krigsindustrien.
Nedgangstider
Som det var tilfældet med alt andet liv i Nice, kom Første Verdenskrig og de efterfølgende økonomisk dårlige år til at betyde nedgangstider for byen og promenaden. Det ene hotel efter det andet gik fallit, men der foregik alligevel ihærdige forsøg på at klare sig igennem skærene. I det famøse år 1929, hvor det store børskrak fandt sted, blev det kæmpemæssige luksushotel og kasino la Méditerranée indviet. Salon de la Mer, restauranten på 1. sal, kunne rumme 2.000 spisende gæster, men den største attraktion var et teater med balkoner og loger. Hotellet klarede skærene helt frem til 1978, hvor det gik fallit. Gennem alle årene var det dog skandaleombrust: Kærlighed, mord, selvmord, flugt, korruption og mafialignende tilstande. I 2006 blev le Palais de la Méditerranée genopbygget i ny luksusstil med kasino og swimmingpool.
At verden samledes i Nice, at europæerne viste sig for hinanden på Promenade des Anglais var egentlig et vinterfænomen. Man viste sig ikke på stranden i badetøj, damerne brugte paraply for at skærme sig mod solens stråler, og det er typisk, at husene dengang var bygget uden balkoner. Det ses i dag stadigvæk på de ejendomme, der runder pynten på vejen til den gamle havn.
Det var først, da europæerne fik bevilget to ugers betalt sommerferie i 1930’erne at byen begyndte at leve om sommeren og det gik endnu stærkere i 50’erne og frem, da ferierne blev længere og længere, og økonomien atter begyndte at blomstre i de glade 60’ere.
Trods sin franskhed er byens italienske rødder stadig tydelige – i arkitekturen, i kulturen og i de historiske spor, der minder om dens særlige fortid. Garibaldis navn lever videre i gadenavne og monumenter, ikke kun i Italien, men også i Nice, hvor han stadig anses for en historisk figur af stor betydning.
Byens ny image
I dag mødes hele verden igen i Nice – ikke mindst i den gamle by og på Promenade des Anglais under de viftende palmer. Man behøver ikke længere høre til det øverste hierarki eller være styrtende rig. Promenaden er blevet Rivieraens vigtigste strøg, hvor man midt i mylderet af mennesker kan finde freden og roen i storbyen.
Mit eget udgangspunkt er den livlige Place Garibaldi, der elegant gennemskæres af en af byens sporvognslinjer. På hver side af skinnerne ligger en masse restauranter, nogle af dem typisk franske, andre meget typisk italienske. Selv om den gamle by med de snævre gader, endnu flere små pladser og de livligt farvede huse lokker, så tag også og gå en tur bag Garibaldipladsen. Både menneskemylderet og butikkerne er langt mindre turistprægede, her findes jævne og gode restauranter.
Pladsen er også et godt udgangspunkt for en slentretur gennem den nyanlagte park, der for godt ti år siden blev etableret og til stadighed er under udbygning. Den strækker sig fra Middelhavet og Place Masséna godt en kilometer op gennem byen, meget tæt på Garibaldipladsen. En masse parkeringshuse måtte dengang lade livet for at give byen et nyt grønt image. Parken er i dag en af byens livsnerver, hvor lokalbefolkningen nyder at komme. Her er et leben med børn, springvand, legepladser og græsplæner med bænke, hvor man kan fortære sin medbragte sandwich, købt hos en af de lokale bagere, mens man oplever livet udfolde sig.
