fbpx
Nyt om Frankrig

Den olympiske ild ankom til Marseille

Det tremastede franske sejlskib Le Belem sejler igennem Korinthkanalen med den olympiske fakkel om bord. Franske ingeniører spillede en afgørende rolle i kanalens konstruktion. (foto: Dimitris Aspiotis/Alamy Live News)

Det tremastede historiske sejlskib Le Belem anduvede onsdag (d. 8. maj) kl. 19 Marseille havn med den olympiske fakkel ombord. Den havde rejst med skib i 12 dage fra Grækenland, hvor den traditionen tro er antændt på Olympen af solens stråler via et parabolspejl, som har koncentreret vor stjernes kræfter i et af legenes store symboler. Det skete tirsdag d. 16. april ved 11.15-tiden, fortæller dagbladet Le Figaro.

Fra Marseille bevæger faklen sig ud på en 69 dage lang stafet mod Paris, og vil undervejs passere mere end 400 franske byer og over 60 departementer, herunder en række oversøiske, fortæller France Bleu. Ikke mindre end 10.000 personer vil bære flammen i løbet af sin rute, herunder 7.000 individer og 3.000 der bærer faklen som en repræsentant for en gruppe, f.eks. en sportsklub. At grupper kan være bærere af flammen er en nyskabelse. Med så mange bærere får hver kun lov at bære flammen i et par hundrede meter, eller fire minutter. Der vil være lige mange kvinder og mænd.

Man kunne tro, at det kun var sportsfolk der skulle bære ilden, men det er ikke tilfældet. Der kan både være tale om repræsentanter for de forskellige territorier, håndværkere, erhvervsledere eller folk, der på anden vis er engageret i f.eks. miljø, undervisning eller integration.

Det er sket nogle gange i historien, at flammen går ud undervejs, f.eks. på grund af voldsomt uvejr eller aktivister. Faklen er ellers designet til at kunne modstå vind, regn og sne. Hver nat placeres flammen i en sikkerhedslanterne, der bevogtes omhyggeligt. Disse lanterner anvendes desuden når ilden skal på langfart med båd eller fly. Flammen har i tidens løb været både under vandet og en tur forbi den internationale rumstation.

Ikke alle franske departementer har været lige ivrige efter at få faklen forbi. Det koster nemlig let 150-180.000 euro i omkostninger – en sober pris for de par timer, flammen når at være i hvert departement.

Den 26. juli når flammen efter planen Paris på åbningsceremonien, og brænder mens legene varer.

Der findes i øvrigt også en flamme til de paraolympiske lege, også kendt som handikap-OL. Den ankommer til Paris 28. august, og er ikke tændt på Olympen men i Stoke Mandeville i Storbritannien, der anses for arnestedet for disse lege.