De fleste er bekendt med de ikoniske værker Amor og Psyke som børn (1890) og Englenes sang (1881) – sidstnævnte som julekort. Kunstneren bag, den franske maler William-Adolphe Bouguereau producerede dog meget mere end blot et par enkelte mesterværker. I sit lange liv færdiggjorde han ikke færre end 826 malerier.
William-Adolphe Bouguereau (1825-1905) var uhyre populær i sin samtid, og også udenfor Frankrigs grænser var der stor fascination af hans klassiske, ophøjede stil. I Spanien, Belgien og Holland var der enorm efterspørgsel på kunstmalerens værker, som han tog sig mere end godt betalt for.
Også amerikanerne havde høje tanker om den franske kunstner. Mange kunstkendere på den anden side af Atlanten var ligefrem så betaget af hans glansbilledagtige streg, at de betragtede ham som sin tids største kunstner. Amerikanerne betalte gerne skyhøje priser for at erhverve sig et Bouguereau-maleri, og blandt amerikanske millionærer blev det anset som et prestigeprojekt at eje et af kunstnerens værker.
Bouguereau var så beundret for sin kunst, at han nåede at modtage alle priser, en fransk kunstner kunne tildeles: ærespriser, riddertitler, og vigtigst af alt blev han Storofficer af ordenen Légion d’honneur – den største ærespris en fransk statsborger kan tildeles.
Udover de mange priser blev han også æresmedlem og præsident i vigtige kulturinstitutioner. Udlandet anerkendte officielt hans talent, og han modtog ærespriser i både Holland, Belgien og Spanien.
BOUGUEREAU BLEV ANSET som et fyrtårn, men til trods for det, blev han glemt. Med impressionismens indtog blev den akademiske stil betragtet som gammeldags. Den akademiske stil var den, der var dominerende på École des Beaux-Arts i Paris, og som der gennem århundreder havde været tradition for at undervise skoleeleverne i. Dette var mytologiske og religiøse emner udført som figurmaleri.
Impressionisterne nedgjorde stilen, og inspireret af netop Bouguereaus perfektionisme og kunstneriske ophøjede udtryk opfandt impressionisterne et ord for École des Beaux-Arts rigide stil: Bouguerise. For impressionisterne repræsenterede Bouguereau alt, hvad der var i vejen med det officielle kunstneriske establishment, og de havde brug for at bryde med de stålsatte normer for at få et eget acceptabelt ståsted.
Hånen af Bouguereau varede ved, og den fandt sted på mange planer. I slutningen af 1800-tallet valgte man eksempelvis, at han ikke skulle inkluderes i kunsthistoriebøgerne. I knap et århundrede var hans navn glemt, men i 1980’erne opstod en fornyet interesse for figurmaleri, hvilket førte til at han fik en renæssance.
HAN VOKSEDE OP i La Rochelle ved Atlanterhavets kyst. Som ung viste han usædvanligt fine evner for at tegne, og han kom på den prestigefyldte parisiske skole École des Beaux-Arts, hvilken er samme institution, der har fostret navne som Renoir, Degas, Delacroix og Ingres. På skolen i Paris vandt han Prix de Rome, og præmien var et betalt ophold i Villa Medici, hvor han skulle studere de store italienske maleres værker på tæt hold. École des Beaux-Arts så til renæssancens store italienske malere for den største inspiration, og Rom blev betragtet som den by, hvor eleverne havde det mest gunstige miljø til at inspirere til den klassiske tradition. Prix de Rome var den fineste pris, studerende på kunstskolen kunne modtage, og det var samtidig en fremtidig blåstempling.
Udover at modtage formel undervisning i Rom, var en obligatorisk del af opholdet at male en kopi af Raphaels ikoniske værk Galateas Triumph, der er i Villa Farnesina i Rom.
EN FAST DEL AF STUDIET på École des Beaux-Arts var, at eleverne skulle efterligne værker af Raphael. Netop Raphael var en af skolens store inspirationskilder, og han blev også brugt flittigt i undervisningen i Paris. I Rom fandt Bouguereau stor inspiration i den italienske renæssances treenighed (Leonardo Da Vinci, Michelangelo og Raphael), og han var særligt fascineret af Raphael, hvilket også viser sig i hans senere malerier Bouguereau udviklede, da han var færdiguddannet en genkendelig ikonisk stil – en på engang næsten fotolignende nøjagtighed af de figurer, han skildrede med et kunstnerisk ophøjet næsten guddommeligt og hengivent udtryk. Et varemærke for ham er hans fokus på kvindekroppen, som han accenturede i sine malerier. Han var tydeligt fascineret af kvindens former.
I førstedelen af sin kunstneriske tid var realismen dominerende, og flere af hans malerier går da også under denne kategori, men hans store værker, som han er mest kendt for, er malet i akademisk stil.
Den berømte kunstudstilling Salon i Paris var i 1800-tallet verdens mest prestigefyldte, og som det blev forventet af en elev fra École des Beaux-Arts, udstillede Bouguereau der. Han var i sin generation den mest betydningsfulde salonmaler, og han udstillede på Salon hele sit liv. I en tidlig alder blev han også selv udnævnt til at være dommer.
MENS HAN LEVEDE blev Bougereau betragtet som en stor fransk kulturpersonlighed. Da forfatteren Victor Hugo døde, ønskede efterkommerneeksempelvis, at Bouguereau skulle repræsentere den kulturelle elite ved begravelsen, og han blev bedt om at læse en tekst op ved højtideligheden. Bouguereau var en ildsjæl, og han søgte at fremme kunsten ikke blot i kraft af sine egne værker, men også ved at være en fremragende læremester.
I en mandsdomineret verden brød han med normerne, og han prioriterede at tage sig tid til også at undervise kvinder. Han var lærer på bl.a. l’Academie Julian i Paris, hvor han var med til at åbne de første kurser for kvinder.
I 1877 mistede han sin hustru, og han giftede sig efterfølgende med en af sine kvindelige studerende, den amerikanske Elizabeth Jane Gardner, som selv skulle vise sig at blive en kyndig maler, der med rette fik sit eget navn. Gardners stil var tydeligt inspireret af hendes læremester og ægtefælle.
PÅ SINE ÆLDRE DAGE beskrev Bourguereau kærligheden til kunsten og udtalte: “Hver dag går jeg til mit studie med glæde. Når jeg om aftenen er nødt til at stoppe pga. mørket, kan jeg dårligt vente til næste morgen. Hvis ikke jeg kan give mig hen til kunsten, er jeg miserabel”.
Bouguereau var populær for sine kunstneriske evner og sit store engagement i diverse kulturinstitutioner, og personligt var han også særdeles vellidt. Han var et empatisk menneske, og han dedikerede meget at sin tid til at hjælpe de fattige og undertrykte.
Da han gik bort, havde han i hele tre årtier forinden været den kunstner i Frankrig, der uden sidestykke havde nydt størst anerkendelse og berømmelse.
Bouguereau sov som 80-årig ind i sin hjemby, La Rochelle. Hele byen sørgede, da han døde, for byens indbyggere var han deres lokale og nationale stolthed, og de viste deres respekt ved et stort optog, der fulgte hans kiste gennem La Rochelles gader. William-Adolphe Bouguereau ligger i dag begravet på Montparnasse kirkegården i Paris, der er særlig kendt for de mange store kulturpersonligheder, der ligger til hvile der.
