Nogle af Europas flotteste strande kan besøges på en sydfransk paradisø, der også byder på cykling og vandring i flot natur samt hyggeligt landsbyliv.
Af Jesper H. Andersen
Så har man hørt dén med. Flyet vi sidder parkeret i, skubbet tilbage fra gaten, kommer pludselig ikke rigtig videre. Man har fundet ud af, her nærmest på vej ud mod startbanen, at hjulene på flyet er spændt med en momentnøgle, der ikke var korrekt kalibreret. Ingen tror de vil falde af, forklarer kaptajnen, men i luftfart tager man som bekendt ingen chancer, og tak og lov for det, så flyve med de hjul på kan man ikke. Det ender med en to-tre timers forsinkelse, hvor alle passagerer må læsses af flyet igen mens det får skiftet hjul.
Det er så ikke uden betydning for vores videre færd. Vel ankommet til Nice lufthavn skal vi nemlig ud og finde toget mod Toulon, der afgår fra den bagende hede og tæt på skyggeløse Nice Saint-Augustin-station, og fra Toulon kunne man have taget toget til Hyères og så en bus til verdens ende, hvorfra vores færge til paradis stævner ud. Det er dén der skaber tidspresset, for ifølge sejlplanen afgår den sidste kl. 19.00, og klokken nærmer sig halv syv da vi langt om længe ruller ind på stationen i Toulon. En taxa det sidste stykke vej til færgen er derfor den eneste mulighed. Men vi når det ikke.
På togturen har jeg haft lejlighed til researche på en nødplan, såfremt vi ikke kan nå frem til vores destination. Der er sådan set hoteller nok i Toulon og tættere på færgen, men det er irriterende – så ender vi jo med at skulle vågne op og rejse videre dagen efter, i stedet for en rolig første morgen på feriestedet. Løsningen på problemet viste sig slet ikke at være tilgængelig via nettet, men via et godt gammeldags telefonopkald til hotellet for at meddele dem, at det så sort ud for vores ankomst i aften. “Bare rolig, monsieur, der er to senere afgange som ikke fremgår af sejlplanen på nettet,” lyder det i røret. Tak for den information, der jo sådan set også kunne have haft indflydelse på, hvilket fly vi tog med. Nu var vi bare lykkelige over at første feriedag var reddet.
Der står vi så, hvor taxaen læssede os af, yderst på Giens-halvøen syd for Hyères, og skuer ud over vandet. Nu kan vi se den, paradisøen med strande, som har været udråbt til at være blandt Europas smukkeste: Porquerolles. Blot et kvarters sejlads fra fastlandet, og siden færgeselskabet ikke rigtig har fortalt nogen om de sidste afgange, er vi nærmest de eneste passagerer på færgen, mens den med mørklagt dæk skubber sig gennem tropenatten under månens blege, fortryllede stråler. Det er surrealistisk varmt og næsten som at være med i et eventyr, hvor vi har lagt den virkelige verden bag os og begivet os ad nye skjulte veje, der kun er kendt af særligt indviede, med den hemmelige færgeafgang som portal. En stemning, vi forbliver nedsænket i over de næste fire dage, hvor vi skal have nærmere syn for sagnet om Porquerolles.
Der er blot én lille landsby på Porquerolles, og det er her, færgen lægger til. Byen centrerer sig om en Place d’Armes, hvor øens kirke præsiderer i den øvre ende, og hvis grusbelagte plads desuden omkrandses af restauranter, hoteller og lidt butikker. Her udspiller livet i byen sig, og fordi der foruden turisterne bor omkring 200 mennesker på øen, findes der de indkøbsmuligheder, man skal bruge. Ikke i noget stort format – et par små købmænd, en af dem med delikatesse, en bager, nogle frugtboder. Isboder er der et antal af, og det samme gælder cykeludlejningsforretninger. Øen er tillige et yndet mål for sejlere, og marinaen er godt belagt. Mange ankrer også op i bugterne langs øens nordside.
Porquerolles er en del af Parc national de Port-Cros og privat bilkørsel er i praksis forbudt, med mindre man er fastboende. Derfor er der i det store hele bilfrit på øen, bortset fra enkelte køretøjer og selvfølgelig et arsenal af brandbiler. Og nu vi er ved det – hvad med brandfaren? Der er en del vegetation på øen, så ofte er den høj om sommeren. Hver dag ved 18-tiden offentliggøres morgendagens vurdering (se link i bunden af artikel), og er den i det røde felt, råder man fra myndighedernes side til at man udskyder sit besøg. På færgeselskabets hjemmeside mødes man af en rød advarselsside, og det var netop situationen, da vi her i juli selv kæmpede med at nå færgen, og hvor vi på vejen passerede skovbranden i Var. Så fik vi lige en ekstra ting at tænke på – var det overhovedet sikkert at tage derover? Også det problem kunne hotelmanden dog ‘løse’ for os: Det skriver de hver gang det blæser lidt, lød det i telefonrøret. Der er ingen fare, kom I blot. Men naturbrande er jo virkelig ikke noget at spøge med, som denne sommer til overflod har vist. Risikoen er helt reel, sådan som advarsler, brandbiler og et strengt rygeforbud alle andre steder på øen end havn og den centrale plads også vidner om. Hver enkelt må træffe sine egne valg, og et af dem kunne være at besøge øen sidst på foråret eller lidt hen på efteråret, hvor risikoen er meget mindre end i den tørre og hede højsommer. Dog skal det nævnes, at byen på Porquerolles i det store hele ligger omkrandset af åbne arealer og ikke af skov, samt at øens skovdækkede arealer gennemskæres af områder med marker, der næsten er gennemgående fra kyst til kyst og således kompartmentaliserer øen lidt. Jeg vil gætte på, at det ikke mindst er brandsikringen man har haft i baghovedet her. Vi besluttede, at vi godt turde vove skindet.
Porquerolles er med sine 7 km i længden og 3 km på tværs den største ø i Île d’Or-øgruppen – guldøerne. Store dele af øen er ren natur, kun afbrudt hist og her af vinmarker. De fleste veje er grusveje, som man udforsker på en af de cykler, man kan leje på øen. Der findes også stier, som kun er tilgængelige til fods – et større netværk gennemkrydser øen, men en meget konkret udløber af brandsikringen er, at kun vejene der fører til strandene er åbne, når brandrisikoen går i rød. Strandene er til gengæld også en af de vægtigste årsager til at besøge Porquerolles. En af dem, Notre Dame-stranden, har været stemt til Europas smukkeste strand. Og der er noget om det.
Men før vi besøger Notre Dame, skal vi forbi Plage de la Courtade, der er den af de tre store strande, som ligger tættest på byen. Som de to øvrige er der tale om en ret smal sandstrand på få meter i bredden, som i hele sin omkring én kilometer lange udstrækning grænser direkte op til tæt bevoksning. Fra byen kan man gå til denne strand på en 10-15 minutter, hvilket gør den til det nemme valg. Desværre bredte et bælte af fint tang sig ind på stranden og en fem-ti meter ud i vandet. Det blev lidt bedre et stykke henne ad stranden. Det var ikke noget stort problem, men på dage hvor mistralen blæser vil jeg tro de små fine tørrede tangstykker på nogle centimeters længde, der minder en del om konfetti, blæses rundt og gør opholdet mindre behageligt. Forcerer man tangbæltet, møder man fint klart vand, der er lavt et godt stykke ud. Nogle gule pontoner afgrænser hvor tæt man må sejle på stranden, og på den anden side af dem lå derfor en del både for anker. Det gjorde sig gældende på alle tre strande.
La Courtade er en ren naturstrand uden kiosker eller restauranter, men der findes dog ved nedgangen tættest på byen et naturtoilet.
På den anden side af byen i vestlig retning, godt og vel ti minutter på cykel og en halv times tid på gå-ben, finder man Plage d’Argent – sølvstranden. Den er en anelse bredere end La Courtade og var ikke i samme grad plaget af tang da vi besøgte den. Vandet var krystalklart og lavt et langt stykke ud. Selskabets yngre deltager var ikke sen til at få maske og snorkel på, og vandtemperaturen var så ideel, at også voksne kunne holde ud at flyde rundt til fingrene blev runkne. Sceneriet med det klare sølvglinsende vand og den omkransene fyrreskov under den blå julihimmel kunne næppe være flottere eller mere eksotisk.
Som den eneste af øens tre hovedstrande har stranden en restaurant samt et lille hus til naturens kald, hvilket trods alt øger komforten ved et besøg betragteligt, især hvis man har tænkt sig at være der i mange timer. Måske derfor var det også den mest besøgte at de tre strande, og skulle man opholde sig på øen i længere tid, vil jeg tro det blev stranden, man oftest tog til.
Med én strand per dag har vi gemt det bedste til sidst. Nu må spændingen forløses – vi skal til Europas angiveligt smukkeste strand: Plage Notre Dame, som med sit algoritme-masserende rygte også må antages at være med til at trække besøgende til øen.
Notre Dame ligger et godt stykke fra byen. Det ville nok tage en times tid at gå derud, og det er dog et stykke vej i juliheden, men vi ser ikke desto mindre mange, som tager turen til fods. På en af de udmærkede lejede cykler, der fås med og uden el, tilbagelægges distancen på godt og vel 20 minutter, inden stranden åbenbarer sig i al sin skønhed på den anden side af en højderyg.
Notre Dame er ren og skær naturstrand – og hvilken natur. Et smalt 800 meter bælte af sandstrand bugter sig langs en tæt bevoksning af fyrretræer, og ud fra stranden breder sig en lavvandet lagune af klart azurblåt vand, der ikke bare inviterer til men på det nærmeste byder dens besøgende at tage sig en svalende dukkert. Ve det skarn der nøjes med at betragte en sådan sakral herlighed fra stranden. At lade sig glide gennem det klare vand er en fornyelse af krop og sjæl, og man stiger op igen som et bedre menneske, renset for slemme tanker, bortset måske fra den påtrængende om, hvor langt der er til nærmeste kølige glas hvidvin. Her havde Hemingway nok været mere forudseende, men ikke vi. Desuagtet stemmer vi uforbeholdende i: Notre Dame er noget helt særligt.
De tre hovedstrande ligger alle på øens nordside, vendt mod fastlandet. Øens sydside er en helt anden historie. Det er en klippekyst, vild og forreven, men også med små alkover hvor man kan bade fra strand eller klipper. Rundt om øens sydside er der desuden steder, der er gode at dykke. For de aktive er der som nævnt et vidt forgrenet stinet at udforske, og man kan ligeledes bestige øens højeste punkt til fods eller leje et paddleboard, en kajak og sågar en båd. Et lille museum gemmer sig også et sted i vegetationen.
Vederkvæget af naturens skønhed og strandlivets lyksaligheder må selv den største strandløve eller -løvinde før eller siden bevæge sig mod byen for at fouragere. Hen under aften vender folk tilbage fra deres dagsudflugter rundt omkring på øen. Cykler returneres, og mange synes de har fortjent en is på en af isbarerne eller slapper af med en drink på en café. Det er en lidt sjov sidegevinst ved naturstrandene, at de få serveringssteder rundt på øen tvinger folk til at samles tilbage i byen.
Der er dem, der besøger øen som dagsgæster, men Porquerolles har underholdning nok til flere dage. Der er fine hoteller, og gode restauranter at spise på. Ikke dem alle, bevares, men rigeligt udvalg til de fire dage, vi opholdt os på øen. Det virkede generelt til, at restauranterne omkring pladsen var et bedre sats end dem på marinaen, hvor aftensolen også bagte lige ind fra vest. På pladsen er der hyggeligt, og en af aftenerne var der DJ og dans. En jazz-festival i juli har øen også, men den så vi nu ikke noget til. Der er enkelte barer, hvor der nogle aftener kan være gang i den, men det er ikke det, folk kommer til øen for – Porquerolles er ikke en fest-ø.
Det er en ø til naturoplevelser, strandliv, cykel- og vandreture – eller bare afslapning med en avis og en kop kaffe eller øl, mens man observerer ølivet udfolde sig på pladsen eller ved havnen.
Faktisk ikke langt fra paradis.
Indlogering
Vi boede på Hôtel Restaurant le Porquerollais på Place d’Armes, der havde en åben restaurant med lidt ø-strand-vibes, sød betjening og udmærkede værelser. Auberge des Glycines så også hyggeligt ud.
Restauranter
Vi afprøvede hotelrestauranten; pizza- og diverse-restauranten l’Aventure (pladsen); crêperiet Ti Brezh (pladsen); den italienske Citrus (pladsen) og bageren, hvor vi en af dagene købte en sandwich at tage med på stranden. Alle kan anbefales. På havnen afprøvede vi desuden fiskerestauranten Il Pescatore, som så hyggelig ud, men maden skuffede.
Til og fra Porquerolles
Det er muligt at flyve til Toulon, typisk over Paris, hvor lufthavnen ligger kort fra færgen til Porquerolles. Alternativerne er Nice eller Marseille, hvorfra der går tog til Toulon/Hyères, og derfra bus til færgen ved La Tour Fondue.
Færgen til Porquerolles: www.tlv-tvm.com
Brandrisiko
Brandrisikoen på Porquerolles vurderes dagligt kl. 18 for morgendagen. Vurderingen findes lige her: www.risque-prevention-incendie.fr/var/
