Den 28 km2 store sø Serre-Ponçon er kunstigt anlagt med vand fra Durancefloden, ikke langt væk fra Gap i Sydøstfrankrig. Middelhavet er knap 250 kilometer væk. Det kan mærkes på områdets milde klima og ses på naturens flora.
Serre-Ponçon søen er et menneskeskabt værk fra 1959, der kom til, da dæmningen over Durance-floden var bygget. De to landsbyer – Savines og Ubayes – med 400 boliger forsvandt dengang under vandets overflade, og over 1000 mennesker var nødt til at flytte.
Det lille Saint-Michel-kapel – i dag et af de mest fotograferede steder i området – skulle egentlig også være blevet oversvømmet, og nedrivningen af det historiske pilgrimsmål var da programmeret. Men eftersom kapellet befandt sig højere oppe, end hvor søens maksimale kyst ville ende, lod man bygningen stå.

Søen ligger i den sydlige del af den 925 km2 store Parc National des Écrins 780 meter over havets overflade. Omgivet af alpernes grønne bjerge, der spejler sig i det turkisblå vand, er det svært at forstille sig, at landskabet en gang så helt anderledes ud.
VI HAR LEJET EN lille hytte oppe på bjergsiden over landsbyen Crots i 1200 meters højde i bygden Le Drouvet, for denne sommer vil vi væk fra det parisiske inferno. Heroppe finder vi stilhed og frisk luft. Feriens pausested er hyttens store terrasse med udsigt over bjergene og søen, og her i roen nyder vi både brunch og morgenyoga samt aftenens apéritif. Men trods sommerens varme bliver det køligt i de 1200 meters højde, så en sweater er uundværlig.
På toppen af bjerget Le Grand Morgon (2324 meter over havet) er der udsigt til hele Serre-Ponçon søen, så der må vi op. Vejen derop er da også en populær vandretur i området. Efter fem kilometer i bil på en grusvej op til parkeringspladsen Le Grand Clot, starter vores vandretur. Begyndelsen på turen er ret ensformig op ad endnu en grusvej, inden vi når op til bjerggryden Le Cirque de Morgon og fortsætter op ad de små snirklede bjergstier. Vandreturen er lettilgængelig, men det går stejlt opad og flere steder tager vi hænderne til hjælp.

HEROPPE I BJERGENES højder høres kun naturen. Trafikstøj og menneskemylder er helt væk, og ofte sværmer fugle og sommerfugle rundt om os. Jævnligt ser vi murmeldyr og hører deres karakteristiske kalden. De er vant til de forbipasserende, men skal man se dem helt tæt på, er det bedst at bruge en kikkert.
Får og køer fra de lokale landbrug rundt om Serre-Ponçon går om sommeren på græs i bjergene. På vores vandreture går vi forbi flere fårevogterhytter, men deres dyr går frit rundt og passes af fårehunde. Nogle landbrugsdyr høres langt væk, for de har klokker på. Støder vi ind i flokkene, så gælder det alligevel om at holde afstand og gå roligt fremad med armene nede. Det er særligt hundene, der er trænet til at vogte dyrene, man skal passe på.

Området byder på flere andre vandreture til flere bjergsøer. Vi tager derfor også turen til Lac du Crachet. Det er en stejl vandretur på fire timer, der starter lige uden for landsbyen Le Chalp. På turen op og ned ser vi ud over bjerge og vandfald. Efter den første del af opstigningen, holder vi frokostpause ved et brusende vandfald, før turen går videre gennem den flade bjerggryde, så stejlt op ad igen, inden vi nåede den lille bjergsø. I Lac du Crachet er der ikke altid vand. Der er helt stille og omgivelserne ligner nærmest et månelandskab.
ANDRE DAGE KOMBINERER vi vandreturen med en sen eftermiddagsbadetur. Serre-Ponçon er en ferskvandssø med flere strande og vilde bugter. Ved Plage des Pommiers går der flere afmærkede vandreture ved kysten mellem fyrtræerne og lidt ind i landet. Vi går langs kysten mod udsigtspunktet Le Belvédère des Curattes. Her er der udsigt ud over vandet, det lille Saint-Michel-kapel, der står alene ude på en mini-ø midt i søen, og områdets landsbrugsmarker.

Her midt på sommeren er det en varm tur, så svømmeturen ved stranden bagefter med udsigt til bjergene køler kroppen ned. Serre-Ponçon søens strande er stenstrande, og det er derfor mest behageligt at have fodtøj på, der kan tåle en tur i vandet.
Ved stranden i byen Embrun er der et stort hoppevandland ude i vandet. Man kan også gå på stranden ved Crots og Savines-le-Lac med udsigt til bjergene, der omringer søen.
Søen er et mekka for vandsport. Surf, kitesurf eller en kajaktur. Man kan også leje en båd og sejle på opdagelse i de små vilde bugter. På floderne Durance og Ubaye, som begge løber ud i Serre-Ponçon, er rafting og kanoture en mulighed for oplevelser. Hele området er et populært feriemål, og det er underligt at forestille sig, at der ikke altid har været sådan, fordi alt ser naturskabt ud.

Serre-Ponçon søen
• ligger i Parc National des Écrins. Selve søen ligger i regionen Provence-Alpes-Côte d’Azur, men nationalparken strækker sig også ind i Auvergne-Rhône-Alpes-regionen.
• Søen blev skabt i 1959, da dæmningen over Durance-floden blev bygget.
• Nærmeste lufthavn er Marseille (2 timer i bil).
• Området blev først et turistmål, da søen kom til.