Væk fra glamouren ved Côte d’Azur, inde i baglandet, gemmer det ægte Provence sig. Stille, autentiske og næsten uberørte middelalderbyer, der klamrer sig til bjergsiderne, og hvor livet leves i et langsommere tempo. Her, i de små landsbyer med store sjæle, venter en verden af historie, håndværk, udsigter og ægte provencalsk charme på at blive opdaget.
Af Finn Rastén, redaktør emeritus
Nice, Cannes, Menton – jovist er det dejlige byer beliggende direkte ud til Middelhavet. Men vil du opleve det andet Provence, det mere autentiske, så skal du finde vej til baglandet. Det var, hvad jeg for alvor selv blev så betaget af, da jeg første gang bevægede mig rundt i det sydfranske. Ja, mere end det – jeg faldt pladask for det – som stedet hvor jeg ville bo, kunne leve. Her venter flere landsbyer med at blive opdaget af turisterne. Måske du allerede har været i nogle af dem, som i dag er udvalgt til at være blandt de smukkeste landsbyer i Frankrig – “Les plus beaux villages de France”.
176 landsbyer har i dag lov at være med i foreningen – heraf befinder de 23 sig i Provence, som er denne artikels ærinde. Der er meget skrappe krav for at blive optaget: Højst 2000 indbyggere, for indtrykket af landsby skal bevares. Mindst to fredede bygninger eller monumenter indenfor kommunen, og landsbyen skal udgøre en pittoresk helhed. Det vil sige, at den skal være fuld af dagligliv og hverken være friluftmuseum eller temapark.
Foreningens ærinde er at hjælpe de oversete og ofte uddøende landsbyer med at skabe en bæredygtig økonomi baseret på turisme, som eksisterer sammen med et ægte landsbyliv.
“Der eksisterer ikke kun ét Provence, men adskillige,” som den franske forfatter Colette (1873-1954) skrev. Og deri havde hun ganske ret, for Provence hyldes som porten til Syden, men har alligevel ændret sig geografisk gennem de sidste par hundrede år. I dag er Provence en del af regionen PACA (Provence-Alpes-Côte d’Azur), men det gjaldt ikke tidligere. Hele strækningen ved Côte d’Azur blev ikke opfattet som Provence, fordi den ikke var en del af det “rigtige” Frankrig. Disse sydlige områder hørte til kongedømmet Savoien og det genuensiske Italien indtil 1860.
Provences historie strækker sig faktisk 2600 år tilbage, fra oprindelsen som græsk handelsstation til sin tilknytning til Frankrig i det 15. århundrede. Regionen har fået sit navn fra den romerske provins (Provincia Romana), som blomstrede under romersk herredømme, inden den blev invaderet af andre folkeslag. I middelalderen blev Provence et grevskab indtil det blev indlemmet i Frankrig i 1481.
Hele den drabelige historie mærker man ikke noget til i dag, så det er bestemt værd at tage en dagstur ud til landsbyerne for at fornemme og følge den romantiske tilgang. Man kører gennem de smukkeste landskaber ad snoede veje, gennem dale og bjergpas, med skønne udsigter og barske klipper. Og bare rolig, de fleste af landsbyerne har glimrende restauranter.
Forholdsvis tæt på Nice er f.eks. Sainte-Agnés, der ligger tilbagetrukket inde i landet 30 km og ca. en times kørsel derfra. Middelalderbyen nærmest klamrer sig til klipperne i baglandet i 800 meters højde og byder på en imponerende udsigt over Middelhavet og Menton. Den har fået tilnavnet “balkonen over Côte d’Azur”. Kun omkring 1400 mennesker bor i landsbyen, der har mindesmærker som den ældgamle borgruin fra Middelalderen, der til stadighed renoveres. Den første borg var bygget som udkigspost tilbage i romertiden, fordi der fra toppen er 360 graders panoramaudsigt over havet, de alpinske bjerge og dale.
Landsbyens hvælvinger og gyder er brolagt med småsten, og husene ser ud som om de nærmest er stablet ovenpå hinanden. Den italienskprægede restaurant Le Righi har en formidabel udsigt fra den spektakulære terrasse, der nærmest hænger ud over afgrunden, og det er her lavendlen fejres med en byfest i juli.
Dramatisk ligger den sidste del af Maginot-forsvarslinjen, der blev bygget gennem hele Frankrig i beton efter Første Verdenskrig, så landet ikke igen ville blive udsat for et overraskelsesangreb. Det hjalp dog ikke, Frankrig blev endnu engang løbet over ende, og i dag er et museum om datiden bygget ind i forsvarsværket og klipperne.
Hverken Sainte-Agnés eller den nærliggende landsby, Gorbio, som også er et besøg værd, er nævnt i de almindelige turistbrochurer. Netop derfor beholder de bedre deres autenticitet. Gorbio, der endnu ikke er med i foreningen af de skønneste landsbyer, ligger højt over Menton og Roquebrune-Cap-Martin og er en af de landsbyer, der har en ægte sjæl, og som er en fornøjelse at udforske. Husene med verandaer, overdækkede gangbroer, buede døråbninger og 300 år gamle elmetræer bidrager til charmen.
Gorbio med sine godt 1500 indbyggere har sit navn efter den flod, der løber gennem byen. Området er ret lille – kun 7 km² – men meget kuperet. I centrum af middelalderbyen går en række små gader gennem overdækkede passager og fortryllende torve med gamle springvand. De storslåede gamle huse kan ikke mindst genkendes på deres antikke døre. Elmetræet fra 1713 på landsbyens torv er med sine imponerende proportioner lokalbefolkningens stolthed. Et ordsprog fra det 18. århundrede minder om, at landsbyens ledere mødtes under netop dette træ for at træffe beslutninger for samfundet.
Der afholdes forskellige festivaler og kulturelle begivenheder i Gorbio, hovedsageligt i sommermånederne. I juni er det kirsebærfestivalen, i august flamenco-festivalen. Og så er der selvfølgelig festen til guds ære “Fête-Dieu” i juni, hvor “Procession aux limaces” (snegleprocessionen) finder sted. En masse små lamper lavet af sneglehuse, fyldt med olie og væger placeres i gaderne og foran husene, og en procession passerer gennem landsbyen.
Landsbyen Coaraze ligger forholdsvis upåagtet hen trods sin nærhed til Nice, kun godt 25 km fra storbyens centrum og en lille times times kørsel fra Middelhavet. Det ser ud som om landsbyen Coaraze ligger for enden af den civiliserede verden. Kører man fra Nice ad D15 mod nord får man i hårnålesvingene det flotteste syn af byen, der ligger på toppen af den lille bjergkæde Chaine de Férion. Bag bjergkæden breder Frankrigs fjerdestørste nationalpark, Mercantour på 679 km2, sig i majestætiske højder. Det er faktisk den nederste del af Alperne, der her svinger sig helt op i 2500 meter.
Selve byen ligger kun i 620 meters højde. Første gang jeg kom her, for 25 år siden, var byen lidt forfalden at se på. Skidtet flød lidt i de krogede gader med de mange buegange, murene skallede og der var lidt mørkt og trist. Men siden hen er det gået gevaldigt fremad med hjælp fra landsbyforeningen, og en tur gennem de krogede gader giver indblik i, at den engang var kunstnernes landsby – i skarp konkurrence med Saint-Paul-de-Vence. Coaraze tabte konkurrencen trods det, at keramikere, forfattere og malere var betaget af lyset, luften og omegnens rustikke natur. De lavede bl.a. en del solure, der stadig hænger rundt om i byen.
Som med så mange andre landsbyer, findes der adskillige drabelige legender, hvor ikke mindst djævlen var en central figur. I middelalderen var det en dag lykkedes byens borgere at fange ham, og for at holde på ham limede de hans hale forsvarligt fast til bymuren. Til sidst måtte djævlen skære sin hale af for at slippe fri. For at mindes både ham og denne historie forestiller byens våbenskjold et firben, der mister sin hale.
En anden landsby, som dog er lidt mere kendt, er Gourdon i baglandet nord for Cannes med knap 400 indbyggere. Ørnereden benævnes den også, fordi den ligger på et klippefremspring i 760 meters højde med en enestående udsigt over ikke blot Loup-dalen men helt til kysten. Gourdon er både en af de mindste og ældste middelalderbyer i regionen. Byens historie går tilbage til det 8. århundrede, hvor den blev bygget som forsvar imod saracenerne. I dag kan man køre til Gourdon ad snoede bjergveje gennem smukke landskaber. Før i tiden var den eneste måde at komme dertil til fods ad en stejl sti, der blev kaldt “Chemin du Paradis” – vejen til himlen.
Landsbyen er bygget op omkring det middelalderlige slot med smukke tårne. Det blev opført af flere omgange, begyndende i det 9. århundrede og siden ombygget i det 17. århundrede til det nuværende slot. Château de Gourdon er i dag privat ejet og for tiden lukket for offentligheden. Parken er designet af Louis XIV’s landskabsarkitekt André Le Nôtre (1613-1700), der også anlagde Versailles haver, og anlagt i terrasser med århundredgamle buksbom. Grupper kan dog indimellem forudbestille samlet adgang til den smukke slotshave. Ved foden af slottet er landsbyens gader præget af huse med flotte provençalske facader og mange håndværksbutikker med tilknyttede værksteder, som fremstiller lokale produkter. Place Victoria for enden af hovedgaden yderst på klippekanten er en hyldest til den britiske dronning, som besøgte byen i 1891. Pladsen tilbyder den smukkeste udsigt over Loup-dalen og kyststrækningen langs Middelhavet.
Flere små landsbyer, der med udgangspunkt i Cannes, Nice og Menton er værd at besøge i Alpes Maritimes, er: Bargème, Gassin, La Brigue, Lucéram, Peillon, Saorge, Seillans, Tourtour og Bargemon.
