Først Asger Jorn og siden Peter Brandes og Maja Lisa Engelhardt – et hus med atelier i forstaden Colombes-Paris har været bolig for tre kendte danske kunstnere. Nu er det til salg.
Af Jesper H. Andersen
Det er næsten så langt, som man kan komme fra Paris. Nede ad en ensporet lille bivej på Vestsjælland, langt ude på landet, har kunstneren Maja Lisa Engelhardt bagt mandeltærte og dækket et prægtigt kaffebord. Bondehuset, hun i mange år delte med sin mand Peter Brandes, der gik bort i foråret, er inde som ude holdt i den gamle stil, mens to moderne atelierer, en til hver af kunstnerne, gemmer sig i haven bag huset. Her findes kunst og bøger samlet over et liv, men det er historier, jeg er kommet herud for at høre. Historier fra tiden i Paris, der for Maja og Peter så småt begyndte at lakke mod enden under coronaen, og som sluttede da Peter blev syg og de rejste tilbage til Danmark, efter 40 år i den franske hovedstad. I alle disse år boede de i Colombes, en nordvestlig forstad ti minutter med tog fra Saint-Lazare banegården, og omdrejningspunktet for historien er deres hus, som nu er sat til salg, og som før Peter og Majas tid tilhørte Asger Jorn.
Derfor rækker vores beretning længe tilbage end til da Peter Brandes ved et tilfælde hører om huset i 1978, fem år efter at Asger Jorn gik bort. Det havde da stået tomt i nogle år, for Jorns enke kunne ikke komme i huset efter at hun mistede sin mand. Derfor ville hun kun sælge det, hvis køberen ville tage det hele med – også de private ting, der stadig var i huset. Der var blandt andet malergrej, papirer og lærreder, dog ingen malerier. Betingelserne passede Peter Brandes fint.
”Der var en stemning af kreativitet, og malerpletterne efter Jorn fik lov at blive,” fortæller Maja.
Selv flyttede hun ned i 1981, efter at hun året forinden havde mødt Peter på en udstilling i Odense.
”Det var ikke i mine tanker, at jeg skulle til Frankrig. Jeg havde aldrig været der før, og var ikke særlig frankofil. Men jeg kunne godt lide det, og jeg kunne få fuldstændig arbejdsro.”
På det tidspunkt var Maja endnu ikke brudt igennem som kunstner, og for ikke at blive præget af Peter, der allerede var en kendt kunstner, arbejdede hun for sig selv i et lille rum på førstesalen i huset. Peter så ikke hendes kunst før hun holdt debutudstilling.
”Han havde ikke kunnet lade være med at kommentere. Men da jeg holdt debutudstilling i 85 havde jeg fundet mig selv. Det skal man tænke meget på, når man lever to kunstnere sammen. Man kan heller ikke stå i samme rum og male,” siger hun.
Peter brugte atelieret i haven, som Jorn havde fået opført, og siden var nogle dygtige tømrere fra Silkeborg nede og opføre endnu et lille atelier i haven, som blev Majas.
Men vi skal tilbage til begyndelsen, til da Jorn køber huset i Colombes. Den historie fortælles i Lars Morells bog ”Asger Jorn i Colombes-Paris”, hvorfra de følgende oplysninger stammer.
Asger Jorn kommer første gang til Paris i 1936. Han holdt til på Montparnasse, der på det tidspunkt var kunstnerkvarter. I 1966 møder Jorn den danske litograf Peter Bramsen, som i forhold til huset i Colombes bliver en nøgleperson, både for Jorn og Brandes. Jorn er skilt fra sin anden hustru, der bor alene med børnene, og han bor derfor på skiftende hoteller, når han er i Paris. Han ender dog med at leje et værelse hos Bramsens i Villiers-le-Bel, 17 km nord for Paris, hvor ægteparret i 1963 havde købt en tidligere lægebolig fra 1840’erne. Her melder lysten sig hos Jorn til selv at få ’noget tilsvarende’, et rigtig fransk hus, gerne diskret beliggende i et beskedent kvarter. Det måtte ikke være i byen, men det skulle være let at komme ind til centrum med tog.
Med hjælp fra en ejendomsmægler og med Bramsen som chauffør ser de et par huse i Colombes 10 km nordvest for Paris. Det var en arbejderbydel med kommunistisk bystyre, hvad der passede Jorn godt. Rue Saint-Denis er hovedgaden i Colombes, og nr. 80 og 82 er til salg. Transportmæssigt er der fire tog i timen ind til Paris på linjen mod Argenteuil, hvor bl.a. impressionisterne har slået deres folder. Det er en perfekt beliggenhed. Jorn slår til og køber begge matrikler. Ejendommen på nr. 80 lader han rive ned og får i stedet opført et atelier. Som bolig bruger han huset i nr. 82, et to-etagers hus med en uopsigelig lejekontrakt på førstesalen, som et ældre ægtepar havde. Jorn flyttede derfor ind i stueetagen, og da han tit var på rejse, passede det ham også godt, at huset ikke stod tomt når han var væk. Vi er her i slutningen af 1967.
Atelieret blev tegnet af den moderne arkitekt Marc Le Caisne. Han var ikke kendt, men fik opgaven med at stå for renoveringen og opførelsen af atelieret. Et projekt, der tog mere end et år, og som trak ud på grund af generalstrejken i sommeren 1968, en udløber af studenteroprøret. Imens boede Jorn fortsat hos Bramsens. Nogle meget store ruder til atelieret blev erhvervet billigt på en fabrik. De var i solide 8 mm hærdet glas, og har modstået flere indbrudsforsøg. Selve bygningen beskrives som simpel og funktionel og blottet for kunstnerisk udsmykning. Den er opført i forlængelse af huset, men trukket lidt tilbage fra vejen, og i øvrigt gravet en halv meter ned, så den ikke blev for dominerende i gadebilledet.
Huset i Colombes beskrives som et almindeligt forstadshus fra 1850’erne med en facade af pudset mørtel, og et tag af røde tagsten. Fundamentet er dog delvis ældre – en del af kælderen går tilbage til 1600-tallet. Huset har tre fag vinduer i to etager, og en gammel fransk hoveddør med fletværk af støbejern foran glasset.
”Jorn kunne åbne en havelåge i venstre side af ejendommen. Her ligger en stor terrasse, og herfra kom han ind i baghaven og kunne benytte havestuens, køkkenets og atelierets bagindgange.
Fra gaden kunne han også gå direkte ind i atelieret, hvorfra der var brudt hul i muren til boligen, så han kom ind i en smal korridor med døre til soveværelse, køkken og havestue. Der var allerede en havestue, da han overtog huset. Den havde en gammel yderdør og vinduer med fint slebet glas, som Jorn fjernede og gav til Peter Bramsen, som genanvendte det i sit eget hus. Jorn indrettede en nye og større havestue. Det var her, han tog imod gæster,” skriver Lars Morell.
Jorn fik blot fem år i huset inden han 1. maj 1973 døde af lungekræft på Århus kommunehospital, hvor han havde været indlagt siden jul. Derefter stod det som nævnt ubeboet i fem år, fuldstændig som da Jorn forlod det i september 1972 for at tage først til Albissola og Carrara, hvor der skulle arbejdes med marmorskulpturer og siden på juleferie i Danmark. Kun havde Jorns enke, Nanna Enzensberger, fjernet kunstværker og manuskripter fra huset. Først da huset stod til at blive tvangsudlejet af kommunen, blev det udbudt til salg.
Jorn var en rigtig pariser, skriver Lars Morell, men det var også praktisk for ham, som et rejsende menneske, at han fra Paris hurtigt kunne komme til London, München eller Milano. Det vil føre for vidt her at komme ind på Jorns år i huset, men Morell konkluderer, at Jorns forhold til Paris var ganske særligt, og dette deler han i høj grad med husets næste beboer, for det er jo Peter Brandes, der – igen med Bramsen som mellemmand – slår til og køber huset i 1978. Peter arbejdede nemlig på Bramsens litografiske værksted.
Peter Brandes’ rødder er fynske. Han er vokset op i Assens som barn af en jødisk far og en kristen mor. Den jødiske del af familien havde tilknytning til Frankrig, og Peter var i Paris før han var i København, fortæller Maja.
”Han var fynsk-fransk, og havde det mest naturlige forhold til Frankrig, som han elskede. Hele det jødiske kvarter i Marais, hvor han havde familie, som han kom hjem til og spise. De var ikke ortodokse, men de holdt deres højtider. Der fik han glæden ved at komme i Paris.”
Faren var under krigen flygtet til Schweiz og derfra til Danmark, hvor han ville lære landbrug for at tage tilbage til Israel og være med til at genopbygge. Fra Danmark tog han videre til Sverige, hvor han mødte en skøn fynsk kvinde, en kristen dansk pige. Hun kaldte sig en fynsk bondepige, og han var den internationale jøde. Hun kom med til Paris, hvor hun var nervøs for, om hun havde det rigtige tøj på. Svigerinderne var så smarte. Der var også familie i Amerika. Peter lærte hele verden at kende via den familie.”
Peter Brandes læste på universitetet i København. Kunstakademiet ville han ikke på. Han kom til Frankrig, blandt andet til Aix-en-Provence, men ville helst være i Paris, hvor han sammen med sin første hustru lejede en lejlighed inde i Paris. Der boede de nogle år. Den franske jødiske familie levede stadig på det tidspunkt, så han havde en ballast af mennesker, han kendte godt.
”Han lærte virkelig fransk kultur at kende, og var en del af det. Han var mere fransk end dansk dengang,” siger Maja.
Så var det, at Jorns gamle hus kom til salg, og Brandes sprang til.
”Inde i huset var der stuk malet i fine farver. I stueetagen var der egeparket og fine pejse, som Jorn havde revet ud. Det skulle være praktisk og fungere. Men ovenpå boede der en anden familie, så der var den kønneste parket, fliser, døre og ovne bevaret,” beretter Maja.
”Badeværelset har vi ladet være fuldstændig. Det var noget, Jorn fik installeret. Men køkkenet lavede vi om. Jorn ville bare have linoleumsgulv, ikke fliser, der gik i stykker. Så jeg har lagt kønne fliser fra en kirkeudsmykning, hvor de gerne ville af med dem.”
”Men vi har haft respekt for det, som Jorn havde, vildskabet, samtidig med, at vi skulle leve i det. Vi har ikke på nogen måde slettet ham.”
Peter arbejdede som nævnt i Jorns atelier, mens Maja fik opført et lille atelier i haven.
”Der havde jeg min presse, hvor jeg lavede monotypier. Jeg har det svært med litografier – jeg føler, trykkeren har for meget at skulle have sagt. Jeg kan ikke holde ud, at nogen kigger på det, jeg gør. Det er privat, der skal være helt stille. Det er en kontrast til Peter, der godt kunne lide, at man snakkede med ham mens han arbejdede. Han har lavet fantastiske litografier sammen med Bramsen. Og kobbertryk med en anden trykker. Han elskede samarbejder, hvor man provokeres lidt, og arbejder med de bedste, der kunne følge visionerne,” fortæller Maja.
”Peter elskede at være i Frankrig. Han var virkelig frankofil og var 100 procent opdateret på alt, hvad der foregik i Frankrig – ånd, mad, historie, politik. Det smertede Peter den dag, han måtte forlade Frankrig.”
”Jeg kunne lide at være der, fordi jeg havde arbejdsro. Jeg kunne lide at være i eksil, hvor ingen kunne få fat i mig, og jeg kunne gå i mit atelier og arbejde, og så gå ud i byen. Jeg havde ikke behov for samvær med andre.”
Peter tog ofte ind til byen og gik i kunstbutikker.
”Det inspirerede ham. Han havde brug for at komme hjem med en bog fra et antikvariat. Han elskede det med at tage ind til byen. Så havde han været på markedet – i Colombes er der marked tre gange om ugen,” fortæller Maja.
”Han elskede det virkelig. Jeg elskede, at Peter elskede det. Jeg kunne se, hvor glad han var for det. Den glæde – at opleve den hos et andet menneske. Det var kun en glæde for mig. Jeg havde ikke behovet, men fik en mand hjem, der var glad og fortalte om dem, han havde mødt. Han fandt altid nogen at snakke med.”
Kunstnerparret havde også forskellig måde at gribe opgaver an på.
”Hvis en opgave skulle være færdig om 14 dage, gik han i gang den 13. dag, og lavede noget andet de andre dage. Jeg gik i gang den første dag. Vi var så forskellige, det er utroligt. Vi havde forskellige måder at leve på.”
I mange år havde Maja og Peter ikke et fast tilholdssted i Danmark, selv om de ofte var hjemme. De indlogerede sig hos hans mor eller på et hotel. Siden fandt de stedet i Odsherred.
I Paris kultiverede de ikke en omgangskreds, men når de var i Danmark var der travlt med udstillingsturneer, opgaver og selskabelighed.
”Vi har aldrig mødt andet end utrolig venlighed i Paris, men vi havde ikke behov for nye venskaber. Det havde vi herhjemme.”
At komme ned til Frankrig var et fristed, hvor de kunne være sig selv. Men det var også et fundament.
”Peter havde ikke udfoldet sig som kunstner, hvis ikke han havde boet i Paris. Han havde brug for den kultur, det liv, den ånd, der er i Frankrig. Der var alt, hvad han interesserede sig for, og var optaget af.”
Efter Peter er gået bort, tager Maja ikke længere til Paris – hun er ikke forbundet med byen og landet på samme måde, og savner det ikke.
”Jeg er taknemmelig for at være i Danmark og følge årstiderne. At være et sted, hvor man kan få lov til at opleve den skiften. Havde Peter levet, var vi blevet ved med at veksle, for hans arbejdssted var kulturen. Men jeg er naturens datter. At gå ud om morgenen, som jeg gør tidligt, og fodre fuglene. Lyset. Kronhjortene på marken. Naboens hunde, katte og høns kommer meget herop. Jeg er en del af naturen, på en måde som jeg virkelig føler som en gave,” siger hun.
”Jeg var så lidt bymenneske, som nogen kan være, mens Peter var bymenneske. Men han elskede til gengæld, når jeg gik en tur og fortalte om turen og fuglene og de planter, jeg havde set. Så forskelligheden blev dobbelt-op på en god måde. Man undte hinanden det.”
”Når man ikke kan være i Frankrig som Peter gerne ville, så hjælper det at have forladt Frankrig sammen, hjulpet på vej af coronaen. Det var tiden at komme tilbage. Det ser man i livet: øjeblikket, man gør det, man skal – ikke det, man vil.”
Til huset i Colombes sender hun en sidste tanke.
”Jorn havde det nøjagtig som Peter. Tæt på Paris og arbejdsro. Jeg håber, det bliver en kunstner der får det.”
Her findes salgsannoncen for huset: https://jeudiparis.com/colombes-artist’s-studio
Se et interview med Maja Lisa Engelhardt fra 2014, hvor hun også ses under arbejdet med sine monotypier i atelieret i Colombes:
Hør Peter Brandes fortælle om udsmykningen han har lavet til den danske kirke i Bruxelles:
