Haveaffald til kommunens nye déchetterie
Det er egnens nye déchetterie, jeg er på vej til at udforske. Altså en genbrugsplads, som vores kommune ikke har haft adgang til før. Ganske simpelt fordi den ikke har eksisteret. Med bilen fuldt læsset med grønt haveaffald. Foto: oceane2508
Livsstil

Det er blevet grønne tider

FRA TOPPEN AF MIN FRANSKE LANDSBY

Det er tirsdag, solen bager ubønhørligt ned fra den skyfri himmel, termometeret siger 35 grader i skyggen, men den er jeg ikke i stand til at bevæge mig over i. Klokken 10.45 har jeg parkeret bilen og stillet mig op i køen, jeg er kun nummer syv i rækken, så det går nok. Og heldigvis er jeg helt parat, når det bliver min tur. Jeg har nemlig bevæbnet mig med pas, el-regning og en check pålydende 5 euro. Sådan er reglen for at få lov til at få adgang til området.

DET ER EGNENS NYE déchetterie, jeg er på vej til at udforske. Altså en genbrugsplads, som vores kommune ikke har haft adgang til før. Ganske simpelt fordi den ikke har eksisteret. Hidtil har vi altid kunnet sætte vores storskrald ud ved de store affaldscontainere på vejen, så har kommunens folk sørget for at fjerne dem. Men nu er der kommet nye tider.

Det er egentlig en mulighed, vi selv har spurgt efter ved flere lejligheder. Ikke fordi vi har særlig meget stort affald, men vi har da en hel del grønt affald. Her senest fra en af de kæmpestore agaver, som vi har set os nødsaget til at fjerne, fordi den efterhånden begyndte at tage vores udsigt over den smukke dal. 

Jævnligt har vi også beskåret kirsebærtræet, oliventræerne og luget ud i slyngplanterne, der ellers ville kvæle rosmarin og andre urter, samt nedlagt enormt mange yuccaer – den invasive palmeart der florerer på vores kanter og især på vores terræn. Ifølge vores have- og poolmand, så kan de slet ikke brændes de første to år efter fældning, for der er alt for meget væde i dem, så de har blot ligget til tørre på øverste terræn. Affaldscontainerne har vi kun en enkelt gang fyldt med for meget grønt affald, for det må man bestemt ikke, siger de lokale. Træer, buske og grene skal enten brændes eller køres på lossepladsen. Men i vores første 19 år i det sydfranske kunne vi ikke rigtig få hold på, hvor den lå.

DERFOR SPURGTE JEG engang kommunens altmuligmænd, da de alligevel var på arbejde langs vores lokale vej, hvor jeg mon kunne finde den grønne genbrugsplads. Det havde de såmænd ikke den fjerneste ide om, hævdede de og anbefalede i stedet at brænde affaldet. 

Derefter spurgte jeg vores alvidende poolmand, og han vidste det da helt præ-cis. Nede i landsbyen – altså ikke vores, men den næste på vejen – der kunne vi blot aflevere det på den lille genbrugsplads. Men nej, fik jeg at vide dernede. Det var ikke her, det var endnu længere væk, der vistnok var en grøn affaldsplads. 

Men denne sommer, efter at vi i dyre domme havde betalt en havemand for at rydde op på grunden og fjerne alle de gamle visne grene, blade, træstammer og yuccaer fra vores øverste plateau, var løsningen der.

Først spurgte jeg naturligvis vores poolmand, om det her i juli var for sent at brænde det grønne affald, ihukommende hans eget tidligere forslag. “Er du tosset mand, du skal overhovedet ikke brænde noget af, det er dårligt for klimaet. Det afholder vi os da helt fra,” lød årets besked. Du kan aflevere det på déchetteriet.

Så var det ellers om at google for at finde beliggenheden, og det viser sig, at områdets 13 kommuner med sammenlagt 26.416 indbyggere har slået sig sammen om tre affaldspladser, hvor alskens sorteret skrammel og affald kan afleveres i dertil indrettede containere. Det er ikke ligegyldigt hvilken af de tre pladser, jeg kan få lov til at benytte, men adressen er nu ret nem at finde på affaldspladsens hjemmeside.

Her fremgår det da også, at kommunerne samlet set er meget stolte af den nye affaldsmulighed. På den flotte hjemmeside er der en mængde af oplysninger at hente om livet inden for kommunernes affaldssorteringssammenlægning. For eksempel kan jeg følge agendaen og se, at der den 29. august vil blive afholdt en mindehøjtidelighed i anledning af 77-året for befrielsen af området samt en hyldest til frihedskæmperne.

Og så tager sønneke og jeg en tidlig morgen afsted i den grønt belæssede bil, der nu bugner af stikkende agaveblade og visne træer. GPS’en viser os vej, men da adressen på déchetteriet er alt for ny, ledes vi rundt i området på smalle veje og med skønne udsigter – blot for at ende ud for en helt forkert privat villa. Ad omveje når vi så endelig frem – godt forsinket.

ENDELIG STÅR JEG ALTSÅ i køen som nummer syv. Det er som nævnt tirsdag, for det er den eneste dag i ugen, man kan få en badge, således at man kan få lov til at benytte området for at komme af med sit affald. Det burde gå ret hurtigt, men eftersom damen på kontoret åbenbart har andet at lave, bevæger vi os ikke frem. De andre i køen har det ikke mindre varmt end jeg, men alle er meget tålmodigt afventende. Ingen ved hvorfor damen ikke er på sin plads, men ingen brokker sig over hverken bureaukrati eller sol. Sådan er det jo bare i Frankrig.

Og pludselig bliver der lidt bevægelse i folket, da et vindue åbnes og en stemme byder: “næste”. Man begynder at vifte med papirerne, idet badgen koster 5 euro – ikke i kontanter men på en check. Man skal også dokumentere sit lovlige ærinde ved at fremvise en el-regning, så man kan påvise sit kommunale tilhørsforhold til netop denne affaldsplads, og endelig skal man fremvise en legitimation med foto for at dokumentere sig selv. Derefter stilles nogle få spørgsmål og endelig kan badgen i form af et plastikkort med indbygget chip udleveres som adgangstilladelse til området. 

Hver ekspedition tager omkring 5 minutter, så allerede efter en god halv time er det blevet min tur. Akkreditiverne afleveres og så kommer spørgsmålene: 

“Hvilken form for bolig er det, er De ejer eller lejer? Hvor mange personer er De i hjemmet? Er De fastboende eller er det et sommerhus?” Og derefter følger en længere forklaring bl.a. om, at jeg maksimalt må aflevere to ton affald om året, må bruge pladsen gratis maksimalt 16 gange årligt og hvis jeg i øvrigt har spørgsmål, er jeg velkommen til at henvende mig til de ansatte.

Pyha, efter den svada er klokken nu blev 11.35. Jeg har i mellemtiden lagt mærke til, at når de andre kunder har fået deres badge, er de hastet ud til bilerne og har forladt området. Eftersom pladsen lukker til frokost allerede kl. 11.50, er jeg nødt til at spørge, om jeg nu også kan nå at aflevere affaldet, som bilen er fyldt med. Det kan jeg da, og som den eneste kører jeg nu ind.

Det vil sige, jeg skal selvfølgelig bruge mit nye plastkort for at køre forbi kontrollen. Bilen kører op på en vægt, der er indbygget i vejen, jeg står ud og går hen for at scanne plastkortet ved en kontrolpost og trykke på typen af affald, sætter mig ind i bilen igen og bliver så vinket frem af kontrolløren. 

Endelig kan vi komme af med affaldet, og efter 5 minutter kører vi ud igen – men ny procedure i vente. Op på en vægt i modsatte side, ud af bilen, scanne kortet – og så får vi en kvittering, så vi kan se bilens vægt ved indkørsel og ved udkørsel. Vi har afleveret 160 kilo grønt affald, så vi har endnu lov at komme 15 gange med sammenlagt 1.840 kilo.

“Det er skam moderne tider. Hvor er det hele dog nemt,” siger pladsmanden, da vi kører. Og jeg må give ham ret – det er blevet meget moderne tider her i vores område.