“Du lyder som en striks gammel skolelærerinde, der tror, et land kan styres som en skoleklasse. Vågn op, det her er Frankrig.”
TEMA: Liberté – Frihed
Ordene kender vi alle. De hænger ubrydeligt sammen med tricoloren og marseillaisen og hører nærmest til franskmændenes DNA. Af de tre ord Liberté, Égalité, Fraternité er liberté nok det, der høres mest for tiden. Her i frihedens, lighedens og broderskabets land synes mange åbenbart, at den første del af det franske revolutionsslogan er lidt svært at leve op til. Forfattere har skrevet om det, digtere har berømmet det, politikere og journalister har diskuteret det – men for franskmændene er det blevet et ord af største væsentlighed. Men hvilken frihed handler det om? Det har vi forsøgt at kigge lidt nærmere på i dette lille tema. Ikke at vi har lavet en dybtgående analyse, men vi har givet nogle frankrigskyndige – eksperter skal man vel sige på nudansk – ordet for at fortælle om dagens Frankrig, hvor ordet frihed benyttes ustandseligt. Men ordet Frihed er et stort ord, der bruges og misbruges – se blot på verden omkring dig.
Andre artikler i temaet: Digteren som alle skolebørn kender
Veninden i Paris griner højt. Hun har boet mindst 30 år i Frankrig – men er, som det fremgår, meget dansk og meget træt af at høre på min jamren over, at folk ikke vil lade sig vaccinere og tror, at et coronapas er indførelsen af et overvågningsdiktatur og udryddelse af alle personlige frihedsrettigheder.
“Du, det der moralske syn på sagerne, og dit evindelige “opfør jer ordentligt og tænk jer om”, det kommer du ikke langt med, og det ved du udmærket.” Hun er nu krummet helt sammen af grin.
Selvfølgelig smitter latteren, og jeg griner med. Hun og jeg ved, at skolelærerinden vender oprørt tilbage ved den første den bedste lejlighed.
SÅ ER DER FRANSKMANDEN – så fransk som man kan blive – og vi går tæt på 30 år tilbage som venner:
“Lally, du kender Frankrig godt nok til at vide, at vi er barnlige, selvoptagede og tror, vi ved bedre end alle andre.” Det ville jeg nu aldrig sige højt, men han fortsætter ufortrødent:
“Se nu bare her, de råber om frihed og mod diktaturet – og som topmålet af nedrighed svinger de med hagekors og bærer gule stjerner, fordi de bliver opfordret til at lade sig vaccinere og fremvise coronapas. Hvor er vi henne – hvad er det for en uansvarlighed? Jeg skammer mig over mit land.”
Franskmændene havde været igennem nedlukning og passersedler for at vove sig ud og havde udvist stor disciplin og udholdenhed fra 2020 og fremad. Men da det så blev sommer 2021, og epidemien med varianten Delta for alvor tog fat, så blev det tid til igen at ty til det nok så kendte og brugte middel – demonstrationer.
Præsident Emmanuel Macron, der ellers efter betydelige begyndervanskeligheder og bump på vejen, trods alt blev anset for at have klaret coronakrisen rimeligt godt, blev nu for alvor skydeskive. Han bemærkede noget syrligt, at han ikke var overbevist om, at det var særligt effektivt at demonstrere mod virussen.
EFTER UTALLIGE KONSULTATIONER og opfordringer til franskmændene om at lade sig vaccinere, fremlagde Macron sin beslutning d. 12. juli i en tv-tale. Vaccination for sundhedspersonale ville blive obligatorisk – og coronapas skulle vises i restauranter, biografer, museer og i langdistance offentlig transport. Negative PCR-test og hurtigtest var en mulighed for adgang. Fra oktober ville disse tests ikke længere være gratis – målet var at få folk vaccineret.
Der rejste sig et ramaskrig – i Frihedens navn!
“Liberté, j’écris ton nom” – Frihed, jeg skriver dit navn, det berømte digt (1942) af Paul Éluard, som enhver fransk skoleelev har stiftet bekendtskab med.
“I Frihedens navn” – frihed til at bestemme over eget liv, egen krop, frihed til at ytre sig – friheden set som grundpillen i samfundet.
“La liberté des uns s’arrête là où commence la liberté des autres” – min frihed stopper, hvor en andens frihed begynder – en gammel sentens om samfundsliv, der skulle blive meget debatteret den sommer. Den enkeltes ansvar over for de andre.
“Ingen skal bestemme over mig” – lød det gang på gang i demonstrationerne hver lørdag efter præsidentens tv-tale.
MACRON KUNNE HAVE VALGT at gøre det obligatorisk for alle at blive vaccineret. Han kunne have valgt igen at lukke hele samfundet ned.
Han valgte vaccinationskrav for de få – og opfordring til alle om at blive vaccineret bl.a. gennem krav om coronapas eller negative tests for at få adgang til store dele af samfundet.
Frankrig stod delt – rettigheder for nogle, ikke for de andre. Dette var ikke Frankrig. Mistillid til præsidenten, den enerådige, der aldrig lyttede, bare troede, han vidste bedre end alle andre, mistillid til institutionerne, mistillid til sundhedseksperterne, mistillid til vaccinen, mistillid til politiet, der nu skulle overvåge alt – det hele velfunderet på de sociale medier og tilsat konspirationsteorier, der ikke er nogen grund til at gentage, mistilliden til pressen, sandheden var at finde på de sociale medier. Corona eksisterede ikke, gjorde intet, det var blot et viralt fænomen.
Frankrig havde da registreret 112.000 døde af Covid-19.
Nej, Frankrig ville ikke vaccineres – og så dog!
Landets leder – farmand så alvorlig ud og skruede bissen på d. 12. juli og sagde, så er det nu ellers må vi lukke totalt ned. Inden ugens udgang havde små 4 millioner meldt sig for at blive vaccineret. Det var betænkeligt nær på at være sidste udkald.
Der var dog et sidste stop, før vedtagelsen af bestemmelserne – de skulle vejen igennem Nationalforsamlingen og Senatet for at blive vedtaget. Det blev til 24 timers seancer i Nationalforsamlingen med voldsomme diskussioner, og Senatet så ud til at ville fortsætte – indtil gongongen lød for sommerferien – de nåede det i sidste sekund – de kunne holde sommerferie.
SÅ SKETE DET FÆNOMENALE, man ikke tidligere havde kendt til – demonstrationer hver lørdag landet over i FERIETIDEN! Det har ellers altid været den gyldne regel, at når ferien nærmer sig, ophører demonstrationerne.
Her var de landet over – en broget flok – der vel først og fremmest havde det til fælles, at de elskede at hade manden, alle hadede – Emmanuel Macron. En syndebuk giver sammenhold.
Så fra det yderste venstre til det yderste højre og en del længere ud – med genopstandne gule veste, der ikke ville have reformer og slet ikke pensionsreformer, til folk mod abort og homoseksuelles rettigheder, til folk, der var bange for, at den hvide mand ville blive udskiftet med farvede immigranter og deres værdier – men bemærkelsesværdigt nok ret få politikere – bortset fra et par afdankede “Has Been”, der prøvede at komme tilbage i rampelyset i håb om at kunne benytte krisen til en form for genopstandelse.
Diktatur – Apartheid – Frihed – det var ikke bare en lørdag i juli – det fortsatte: Det er lørdag, der er demonstration!
START AUGUST 2021 mente 69% af franskmændene, at sundhedspersonalet burde vaccineres – obligatorisk. 62% af franskmændene gik ind for brug af coronapas.
Demonstrationerne fortsatte ikke desto mindre landet over. Hvis udgangspunktet er en befolkning på 67 millioner, er lørdags demonstrationer selv midt om sommeren på 237.000 ikke mange, men hvis de fortsætter hver lørdag som de gule veste fra november 2018 og fremover ind i 2019, kommer Emmanuel Macrons sidste måneder frem til præsidentvalget i april 2022 til at handle om, at Frankrig overlever sundhedsmæssigt – og økonomisk – og helst i nogenlunde god ro og orden.
Derudover – ikke ret meget – politiske reformer er det slut med.
Den selvinviterede regeringspartner – Delta varianten – slår med halen og styrer til forskel fra demonstranterne aldeles målrettet lige frem.
