“Vi har et pensionssystem, alle misunder os…” – skulle nogen tvivle, kan de få det gentaget i de utallige talkshows og diskussioner, der har fyldt de franske medier i de sidste mange måneder. Det franske system er det bedste: Det bliver slået fast mindst én gang i løbet af hver og en af de mange udsendelser.
La retraite – pensionssystemet – blev oprettet i 1945 lige efter Anden Verdenskrig – og det VAR en åbenbaring. Alle skulle have pension. I den efterkrigstid, hvor mange havde alt for lidt og kun meget få havde tilstrækkeligt, kunne ALLE nu se frem til en pension, de aldrig havde turde drømme om at opnå.
Systemet fungerer som répartition – fordeling. De aktive på arbejdsmarkedet betaler til pensionerne for dem, der ikke længere er aktive – som en solidaritet mellem generationer. Det nærmest rimer på Frihed, Lighed og Broderskab. Og det er ikke til diskussion – sådan er det – i Republikken står man samlet!
Det hænder, at udenlandske journalister bliver inviteret til at give deres syn på sagen, men da enhver, der har opholdt sig i Frankrig i ikke særlig lang tid ved, at kritik ikke er vejen frem til forståelse, snarere tværtom, bliver svarene til en mumlen om, at jo, det er da et generøst system. Korrespondenten fra Schweiz tillader sig alligevel at tilføje, at det nok ser generøst bedre ud på papiret – end det er i virkeligheden!
NÆSTE OBLIGATORISKE spørgsmål i en tv-debat er så naturligvis at forhøre sig om, hvordan det foregår i de andre lande i Europa og ikke mindst om pensionsalderen, der indtil videre i dagens Frankrig er 62 år. Hver gang er udfaldet det samme. Den totale overraskelse over, at pensionsalderen her ligger fra 65 til 67 – og i Danmark såmænd i fremtiden vil nærme sig de 70 år. Har danskerne ikke tænkt sig at leve livet? Skal de absolut være spejderpiger og -drenge til det Sidste? Livet – la vie, friheden, langt fra chef, overarbejde, trakasserier, ømme muskler og stress, skal det ikke leves?
Arme og skuldre ryger i vejret, mens man ser medlidende på repræsentanten for de naive folk fra det høje nord.
Pensionsalderen i Frankrig er en “vache sacrée” – en hellig ko – og mangen en politiker, der har forsøgt at sætte pensionsalderen i vejret, og som en fyrig tyr er styrtet ind i arenaen, mens tilskuerne har hylet for at sætte stemningen og oplevelsen i vejret, har for at sige det på nudansk måttet bide i græsset.
TYREN I DENNE OMGANG hedder ikke Ferdinand, men Emmanuel. Han har øvet sig. Da han i 2017 blev valgt til Frankrigs præsident var det med løfte om reformer, gennemgribende reformer, en af dem var et helt nyt pensionssystem – baseret på lighed. Alle skulle have det samme udgangspunkt. Væk med de 42 gamle særordninger – et helt nyt pointsystem skulle sikre, at alle kunne gå en sikker alderdom i møde.
Publikum var slet ikke varmet op til den udflugt i arenaen, så den hellige ko Retraite – Pension – kunne kun se opgivende og sørgmodigt på ham. Kunne han ikke have sat sig bedre ind i sagerne? Kendte han overhovedet noget til fortiden, troede han virkelig, at alle havde ventet på hans frembrusende adfærd??
Historielektionen er som følger – med udgangspunkt i det totalt magiske tal.
PENSIONSALDEREN.
• I 1945 var den 65 år.
• Den socialistiske præsident Mitterrand kommer til magten i 1981 – og nedsætter pensionsalderen til 60 år. Koen Retraite har store blanke øjne.
• I 1995 kniber hun øjnene sammen og står fast – og det var ikke sjovt, det var iskoldt, og det varede ved og varede ved, landet var lukket ned, vejen frem var kun at gå og gå og gå – til den dag, hvor ministerpræsident Juppé på regeringens og præsident Chirac’s vegne måtte trække sin pensionsreform tilbage.
• I 1997 bliver socialisten Lionel Jospin den konservative præsident Chirac’s ministerpræsident. Jospin ser på økonomien og indfører i 1999 en pensionsfond på 150 milliarder for at være sikker på, at der er et sted at finde midler i enhver situation til pensionisterne. Koen Retraite glipper med øjnene, hun er glad og hviler i sig selv.
• Næste gang hun for alvor slår gluggerne op er i 2010, hvor konservative præsident Nicolas Sarkozy vil hæve pensionsalderen til 62 år. Han står fast. Koen Retraite kan kun være sørgmodig. Det bliver 62 år. Til gengæld bliver Sarkozy ikke genvalgt.
SÅ TAGER VI MED KOEN Retraite – og hun er med på den – på en helikoptertur. Et blik på situationen i dag – set udefra og fra oven. Jo da, Koen Retraite spærrer øjnene op – for hvor klart står det hele egentlig?
TYREN EMMANUELS pensionsplaner blev lagt helt fladt ned i 2020. Først var der i 2018/19 de alt, alt for lange demonstrationer fra de gule veste. Derefter tårnede problemerne sig op med Covid-19 pandemien, nedlukninger fulgte. Krisen var langvarig. Krigen i Ukraine skulle fra 2022 sætte sine spor. Manglende købekraft, konstant stigende priser, inflation, energikrise, klimakrise – og i det hele taget spørgsmålet om, hvordan hverdagen overhovedet skulle hænge sammen.
Regeringen gav tilskud, men ikke nok, billedet blev mere og mere broget med demonstrationer og blokeringer, ingen benzin, ingen tog, ingen metro, ingen læger, timevis af venten i hospitalernes akutafdelinger … og sådan kunne man blive ved.
Koen Retraite har våde øjne. Hun ved godt, hvilket håb, hun repræsenterer.
SÅ ER DET, EMMANUEL igen er på banen. Genvalgt præsident i 2022 tager han fat i koen Retraite. Ikke helt så fast som i 2019, men dog – som han ser det – med et nødvendigt tiltag.
Bedst som man gik rundt og troede, at præsident Mitterrand vil blive husket for afskaffelsen af dødsstraf og for sine monumenter, f.eks. Louvrepyramiden i Paris, så viser nylige meningsmålinger, at det han først og fremmest huskes for er pensionsalderen på 60 år og have indført femte ferieuge.
Emmanuel Macron vil naturligvis også gerne huskes for resultater, så i princippet ligger sagen lige for.
KOEN RETRAITE SUKKER lidt ængsteligt, hun har trods alt større erfaring som hellig ko, end den unge tyr Emmanuel er i besiddelse af. Han styrer lige frem – nu skal der orden på pensionssystemet, så alle kan føle sig trygge.
Resultatet bliver det stik modsatte. Man ved, hvad man har, man ved ikke, hvad man får. Hælene sættes i, der er nu adskillige tyre i arenaen.
MACRON KOMMER NOGET kluntet og alt andet end pædagogisk fra start – for at sige det mildt, så breder forvirringen sig. Der er dog visse fakta, der taler for sig selv.
Den pensionsfond, som blev oprettet af socialisten Lionel Jospin i 1999, og som skulle forblive på 150 milliarder, er i dag på 34 milliarder, diverse regeringer hen ad vejen har haft snablen nede i kassen. I usikre tider er den reserve ikke stor nok.
Hertil kommer, at levealderen er blevet længere, hermed også pensionsårene. Der er blevet færre unge, så de aktive på arbejdsmarkedet, der skal betale til pensionerne, er der ikke nok af. Tommelfingerreglen har været 2 aktive til 1 pension, i dag er der kun 1,5 til rådighed. Det er i længden ikke nok.
Der er med andre ord brug for reformer – det er alle enige om, men hvilke?
For Emmanuel Macron er sagen klar – det er nødvendigt at arbejde længere end de 62 år. Hans udgangspunkt var 65 år. Hen over de forgangne måneder er det så lykkedes hans ministerpræsident Elisabeth Borne at få det nedsat til 64 år – og ikke mindst ved ihærdig indsats at få mindstepensionen hævet til 1.200 euro, at få ordninger, så de, der er startet på arbejdsmarkedet i en ung alder som 15 eller 16 år ikke skal blive til de er 64. Det samme gælder folk med særligt fysisk krævende stillinger, det gælder handikappede – og en særordning for kvinder, der har afbrudt arbejdsforløbet for at passe børn, passe syge eller forældre og dermed ender med meget små pensioner.
En særordning for seniorer udarbejdes. Der har været en tendens i Frankrig til at udskifte folk op i årene med de i lønudgifter billigere unge. Den går ikke længere, firmaer skal opfylde en seniorkvote, ellers vanker der bøder.
REGERINGEN TROR, DEN NU har indkredset al ængstelse og kan føre projektet igennem. Den har været længe om det og har ihærdigt bedyret, at alle meninger bliver hørt, at der stadig er mulighed for forbedringer. Regeringen lytter og agerer derefter. Problemet er, at mange ikke tror på det udmeldte. En ting står imidlertid lysende klart i neon – 64 år – det magiske tal – og det til absolut fordømmelse!
Koen Retraite sukker lidt – godt nok er hun drøvtygger – men hun er begyndt at længes efter resultater. Der er lidt for megen mislyd, positionering og højtrå-ben – langt fra det sociale, der er hendes udgangspunkt. I tyrenes prusten og pusten handler det mere og mere om politik. Og det gælder hele vejen rundt – fra tilhængere til modstandere.
Koen Retraite er naturligvis på forkant, hun ved af erfaring, hvad der nu kommer. Også hun kan sætte hælene i. Hun er ikke til fals for smiger. Hun kender sit ansvar. “Frankrig har det bedste pensionssystem, alle misunder os.”
Frankrig vil under ingen omstændigheder begive sig ind i “det amerikanske system” med “capitalisation” – det vil sige, den enkelte betaler ind i en pensionsfond til egen pension. Nej tak, og det system siger regeringen også nej til. Være afhængig af aktie- og obligationskurser i et volatilt marked ellers tak, i Frankrig står man sammen i solidaritetens navn – répartition – fordeling mellem generationer! Fordelingen er dog over årene foregået sådan, at branchebestemt eksisterer der les caisses complémentaires – et udbygget system, der har ført til særordninger med et mere lukrativt system og kortere tid på arbejdsmarkedet. Det er også det regeringen nu vil gøre op med.
KOEN RETRAITE ER sørgmodig og ser det komme. Tidspunktet er ikke ideelt.
Det er et træt Frankrig, lidt luvslidt, bekymret, ængsteligt – fattigdommen er stigende og kan for alvor mærkes. De tørre tal siger 68 millioner indbyggere.
9,3 millioner lever under fattigdomsgrænsen, manglende tillid og pessimisme går hånd i hånd.
“PENSIONEN ER SOM fodboldspilleren Zidane og ost – den ER Frankrig” – var overskriften på en artikel i tidsskriftet L’Express. Så ja, det måtte komme – gadens parlament – demonstrationerne landet over – folkets oprør mod magten – vi er i Revolutionens land.
Der blev lagt flot fra land med ikke mindre end 2 millioner på gaderne, sagde arrangørerne – 1,2 millioner sagde indenrigsministeriet. Og alle fagforeninger var samlet med – det var ikke sket i over et årti. Og det forløb stort set fredeligt denne 19. januar 2023.
De franske fagforeninger står ikke stærkt, de kan kun mønstre 6-8% medlemmer, men de kan noget helt andet. De motiverer folk til at demonstrere – og det gør de effektivt. Budskabet denne gang var 64 år – NEJ – under ingen omstændigheder. Nej til Macron – nej til regeringen – pensionsalderen skal nedsættes til 60 år – bunden må ikke falde ud af Frankrig – vi skal være solidariske – helt som vores pensionssystem – répartition – fordeling i fællesskab – for og med hinanden.
Demonstrationer og strejker kom og gik – til parlamentet tog over 6. februar til en sidste intens debat mellem medlemmerne. Derefter skulle et afstemningsresultat gå fra Nationalforsamlingen til Senatet og tilbage igen, før end et endeligt resultat kunne foreligge og blive anerkendt sent i marts.
FÅR REGERINGEN SIT forslag igennem, træder det i kraft fra september 2023. Regeringen har to muligheder. Selv om den ikke har absolut flertal i Nationalforsamlingen, kan den vinde med stemmer fra højrepartiet les Républicains. Det er et sandsynligt scenarie.
Alternativt kan regeringen benytte sig af dekret 49,3 – og vedtage sin reform uden afstemning. Det vil ikke højne tilliden til hverken regering eller præsidenten.
KOEN RETRAITE LÆNGES efter en stille dag i marken, hvor hun kan følge egen sikker og uanfægtet rytme. Formentlig har en og anden tyr fra det politiske overdrev det på helt samme måde. De kommer og går, den hellige ko består.
