FRA TOPPEN AF MIN FRANSKE LANDSBY
De gik rundt på taget af genbohuset, da vi kom, og de gik stadigvæk rundt deroppe, da vi rejste 12 dage senere. Vi hilste på dem og nikkede, og kunne ikke undgå at følge godt med i arbejdet. Til gengæld prøvede de så vidt muligt at undgå at følge med i vores familieliv.
Nu er det jo nok et særsyn i øjenhøjde at iagttage 3-4 mennesker uafladeligt vandrende rundt på et tag. Det kan også kun lade sig gøre, fordi husene ligger på en skråning, og vores terrassegulv er på niveau med det øverste af genboens tv-antenne.
De flinke tagvandrere havde sat et stort stillads op omkring huset – de var nemlig håndværkere – og Monsieur le Propriétaire havde sådan set givet dem en entreprise. De var i færd med at lægge tag på huset – og derfor gik dagene med at flytte rundt på bunkerne, benytte motorsaven og hundse med lærlingen. Ikke fordi han skulle hente hverken bajere eller rødvin, men fordi han skulle hive tagsten og andet grej op til dem i en spand ved hjælp af et ret simpelt taljesystem. Hver gang knirkede og hvinede tovværket i de rustne taljer. Ingen kom til hjælp med en smørekande, ingen kunne forestille sig, at et sådant taljesystem kunne udskiftes til en ny og bedre model – formentlig efter devisen “hvad der var godt nok til min bedstefar og far, er også godt nok til mig…”
Håndværkerne var faktisk startet 3-4 uger før vi ankom. Retfærdigvis skal det siges, at de havde arbejdet med mere end taglægningen. Husets øverste etage var blevet renoveret og gjort beboelsesklar. Så det var kun de sidste krampetrækninger, vi var udsat for at beskue.
Og det kunne vi så lære meget af – ikke mindst om os selv.
HÅNDVÆRKERNE KOM til tiden hver morgen, holdt frokost fra 12 til 13 og forlod arbejdspladsen kl. 17. Alt sammen som efter et ur. Selvfølgelig blev de oppe på taget under hele frokosten, for når de var færdige med at spise den medbragte déjeuner, gik de rundt på taget, snakkede, slappede af, nød udsigten og så i det hele taget ud til at hygge sig med hinanden. Selv om der ikke skulle være mere at lave inden fyraften – og jævnligt måtte de vente på noget eller nogen – gik ingen hjem før tiden.
Derfor begyndte vi naturligvis hurtigt at lave en arbejdsfordeling – altså i vores egne tanker. Hvorfor ikke sætte lidt gang i sagerne, tæske de tagsten på plads, sluge frokosten i en fart, tilrettelægge arbejdet mere rationelt, indføre kvalitetskontrol, systematisere arbejdsgangen, udarbejde jobbeskrivelser og så ellers se at komme lidt hurtigere hjem efter fyraften i stedet for at sladre, indtil arbejdstiden officielt er forbi?
Vi kunne næsten mærke stakåndetheden blot under planlægningen af de sagesløse menneskers arbejdsindsats. Og så var det, at vi kiggede lidt ind i os selv i stedet for. For jo tak, det ville jo bare ende i stress og mavesår. Og er al vores planlægning og arbejdsiver ikke netop en af årsagerne til, at vi jævnligt må flygte ned til vores franske hus for at slappe af og lade op til en ny omgang hast og jag?
DET ER NETOP et af paradokserne i den franske leveform – l’art de vivre – som vi er så tiltrukket af. Effektivitet og afslapning på samme tid. En ekspedition i en butik tager den tid, der skal til. Man mødes med et bonjour, der handles og betales og siges au revoir inden næste kunde bliver ekspederet.
Og hvilepausen midt på dagen skal man give sig tid til – maden skal også fordøjes. “Hav en god frokost,” som min franske bankrådgiver sagde, da jeg en dag talte med hende i telefonen fra Danmark umiddelbart inden kl. 12. Banken holder siesta mellem 12 og 14, og alle ansatte er væk i det tidsrum. Om de spiser frokost hjemme eller ude i byen er underordnet – de er væk fra arbejdspladsen. Selv sætter jeg mig blot hen til computeren og tager et par håndmadder, mens jeg arbejder videre.
Samtidig kan franskmændene jo bygge op. Se blot på bilproduktionen. Det er franske biler, som har kolossal fremgang og overgår mange andre landes i kvalitet, nytænkning og popularitet. Se på TGV-tog, hvis netværk breder sig mere og mere over hele landet eller på indførelsen af sporvogne i flere og flere byer for at imødegå den stigende forurening og trafik. Og at det europæiske rumfartscentrum ligger i Toulouse er vel ingen tilfældighed.
Også uddannelsessystemet er i top – se blot på en af Europas berømteste eliteskoler ENA, École Nationale d’Administration. Det er et af de uddannelsessteder, der leverer det ypperste menneskelige materiale, når det gælder politikere og virksomhedsledere.
Og alligevel – her ligger måske et af problemerne for den store nation. Flere politiske eksperter giver netop den ensidige eliteskoletænkning skylden for, at Frankrig ofte kan have svært ved at forny sig. Det siges, at en god ENA-elevs svar på spørgsmålet om dybden af Donaufloden lyder: Under hvilke broer? For derefter at nævne den korrekte dybde under samtlige Donaus broer!
Sådan set symboliserer udtalelsen ikke blot ENA-systemet, men generelt – stort set – det franske uddannelsessystem: Udenadslære og autoritetstro.
DERMED KOMMER VI tilbage til huset over for, til håndværkerne med det gamle, slidte taljesystem. For nok er det åbenbart et land med masser af systematisering og arbejdstilrettelæggelse. Men evnen og lysten til fornyelse er en udpræget mangelvare.
Og her er det, at vi selv – de fremmede fugle i dette land med den spændende og dragende kultur og livsstil – er fanget i et dilemma. For hvad er det egentlig vi selv vil ned til i det franske, når vi lige et øjeblik ser bort fra det mildere klima? Vi forventer en form for idylliseret tilstand, hvor vi synes det er synd, hvis ikke franskmændene bevarer deres traditionelle dyder. Men derved fornægter vi de fremskridt, som vi også selv er en del af og gerne vil nyde godt af.
