Hvor mange franske byer kan man nå at besøge på en sommer? Ganske mange, fandt den nye udgiver af nærværende blad ud af. Men selvfølgelig kommer man ikke i dybden med hvert sted.
Heden slår os i møde allerede da vi stiger ud af flyet i Montpellier lufthavn ud på eftermiddagen. De 16 grader vi forlod i Kastrup for et par timer siden er fordoblet, men hedebølgen for et par uger siden, hvor temperaturen rundede de 40, er heldigvis passeret. Et par og tredive er til at holde ud.
Jeg har sat mig for at udbygge mit kendskab til hexagonens mange skønne hjørner denne sommer, hvor jeg netop er blevet udgiver af La France, og det skal ske i to etaper. Først ti dage med ungerne, og siden en uge i bil med en god veninde.
Med så kort tid hvert sted, og når det også samtidig er en ferie, er det en grundpræmis at det handler om at indsnuse duftene, mærke stemningen og beskue byrum og landskaber hvor vi kommer frem, uden at blive ekspert i hvert sted.
Montpellier tager godt imod os. Vi har indlogeret os tæt ved Place de la Comédie, og da vi ved 19-tiden forlader det svale hotelværelse og tager de første rigtige skridt ud i feriens udforskning af det sydfranske begiver vi os på må og få ind i det område, som Google Maps markerer med gult for at indikere, at her foregår noget interessant. Går op ad en gågade, drejer til venstre ad en anden gågade, og vælger så en smal lille gade der går ind mellem husene, for det plejer jo at være her, de sjove små steder gemmer sig. Som ledt af en usynlig hånd står vi pludselig midt i det hele, på hvad vi antager må være byens hyggeligste og mest intime lille plads (et navn er den vist ikke udstyret med, men den ligger hvor Rue de Petit Saint-Jean krydser Rue du Plan d’Agde), som en række cafeer og restauranter har inddelt med forskellige slags borde, så man har en chance for at regne ud, hvem man er gæst hos. På den dominerende placering ligger Le Bouchon Saint Roch, og har man som jeg studeret i Lyon lader man ikke en chance gå fra sig for at spise på en bouchon, der er betegnelsen for de traditionelle Lyon-restauranter.
Det er generelt her i de små middelalderlige gader og små pladser, væk fra hovedstrøgene, at hyggen gemmer sig i universitetsbyen Montpellier. Større attraktioner har byen ikke så mange af, men Musée Fabres Soulages-udstilling er et besøg værd. Det samme er Planet Ocean World der minder meget om Den Blå Planet.
Ned langs kysten
Dagen efter skal vi videre til Argelès-sur-Mer, der ligger et par timers køretur i sydvestlig retning fra Montpellier. Landskabet er let bakket, men ikke så interessant som langs Rivieraen, Côte d’Azur, der i parentes bemærket kun strækker sig til Cassis lige før Marseille (som vi kommer tilbage til i anden etape). Der hvor vi skal hen, hvor Pyrenæerne møder Middelhavet, kaldes kysten for Côte Vermeille, efter solens vermilionrøde skær når den stiger op over catalanernes hellige bjerg, Mont Canigou. En betegnelse, som Club Touriste de Canigou fandt på i 1912, for noget må man jo kalde en kyststrækning. Men inden vi når så langt, følger vi Côte d’Améthyste, der går fra Pyrenæerne og op til Carmarguen, godt og vel deromkring hvor vi begynder køreturen. Om nogen går rundt og kalder den det til daglig, ved jeg faktisk ikke.
Narbonne ligger lige ved A9, omtrent halvvejs på køreturen. Selv om byen ligger 10 km inde i landet, er et interessant historisk trivia, at den oprindelig er anlagt som havneby i romertiden, den næstvigtigste efter Ostia ved Rom, idet lagunen syd for byen var hav. En righoldig historie har udspillet sig på stedet siden da, med det store udtræk af Visigother og arabere op igennem tiderne, men det er nu primært det kulinariske vi havde sat os for at udforske på vores korte stop, foruden en lille rundtur i den gamle bymidte for lige at snuse og tanke op på solcreme. Turismen virker behersket og gæsterne på frokostrestauranterne lignede i overvejende grad lokale, hvilket har den fordel, at det er let at se, hvor de serverer god mad.
Hvor Pyrenæerne møder Middelhavet
Lidt før Pyrenæerne rejser sig, ligger vores anden destination, Argelès-sur-Mer, nogle kilometer fra kysten, med tilhørende ”strand-afdeling”, Argelès Plage. Sidstnævnte er en gevækst der har sat alle sejl ind på at opfylde turistens umiddelbare behov af typen, der først opstår når man ser de ting, der faldbydes. Det har sit publikum.
Ser man bort fra det, er stranden dejlig, med vand der ikke bliver dybt alt for hurtigt, og bølger der som regel er beskedne i størrelse i sammenligning med Atlanterhavssiden af Pyrenæerne. Lidt væk fra Argelès Plage i nordlig retning er stranden mere rolig og naturskøn, og udsigten til Pyrenæerne er henrivende.

Kører man lidt ind i bjergene til de små landsbyer langs kysten møder man den billedskønne og hyggelige Collioure, som La France tidligere har besøgt – og lidt længere inde Banyuls-sur-Mer, efter vinregionen Banyuls, der er lidt større og med en flot strandpromenade. Ikke at de ikke sørger for turisten, men de gør det med charme og stil, hvad der også kan aflæses i sammensætningen af de besøgende, og begge byer egner sig ligeledes glimrende til en svalende dukkert inden man må træffe det svære valg mellem byens restauranter. Med flotte solnedgange over kysten på bjergruten tilbage til Argelès er alle sanser beriget.

Nice og Aix-en-Provence
Nu må vi videre til turens anden etape, der begynder en uge efter at jeg har fløjet ungerne hjem til Danmark – til alt held den uge, hvor den anden hedebølge hærgede Frankrig. Jeg er tilbage på sydkysten, nu den ægte vare, Côte d’Azur, med den mission at køre fra Nice til Paris med min veninde Nathja.
Første dag skal køreturen ende i Aix-en-Provence, hvor vi har booket en airbnb, men ruten dertil er kun løst planlagt. Vi beslutter at følge kysten et stykke vej, med første pitstop i Antibes, frokost på en strand lidt udenfor byen, og roligt tempo igennem Cannes, uden at vi af den grund så noget til nogen filmstjerner. Men det var ikke svært at forestille sig, hvor de kunne bo, når de var i byen.
Langt morsommere blev det, da vi drejer ad kystvejen fra Théoule-sur-Mer og følger den smukke strækning med de røde klipper om til Saint-Raphaël, en køretur man bør unde sig. Eftermiddagskaffen blev serveret på det hyggelige torv i Fréjus.

Med det rolige tempo var det halvsent inden vi nåede frem til Aix-en-Provence, og glæden var derfor stor, da vi kvart i ti eller deromkring, kunne plante os ved et bord på den smukke Place Richelme hos Le Petit Bistrot, med nattelivet summende omkring os. Var vi kommet i himlen? Ikke helt endnu. For at få noget i de knurrende maver lagde vi ud med en charcuterie-tallerken (igen fra Lyon), og så ventede vi. Og ventede. Og ventede. Indtil en hændervridende tjener en halv time-tre kvarter senere kom ud og forklarede, at nu var kokken desværre gået hjem, og han havde ikke lavet vores mad. Men tjeneren kunne da prøve, om han selv kunne lave en burger til os?
Der er en gammel vittighed om, at i himlen er franskmændene kokke og englænderne tjenere, og i helvede er det omvendt; men en fransk tjener som kok? Vi takkede nej med en sur mine, og endte med en pizzaslice på fortovskanten nede ad gaden. Velkommen til Aix.
Les Aixois hedder de, Aix-indbyggernes, hvis kølige mentalitet og arrogance er legendarisk og angiveligt helt på højde med byens skønhed. Men selvfølgelig hverken kan eller skal man skære dem alle over én kam, som vi da også senere blev forvisset om.
Aix er en by, der ligger ret godt med nem adgang til hovedtransportårer, et interessant opland, en smuk historisk bykerne og et rigt udvalg af museer og kulturelle aktiviteter. Der er følgelig mange, der gerne vil bo i byen – folk flytter til fra nær og fjern, ikke mindst mange parisere, forført af skønheden, og det har gjort det til en ret dyr by at slå sig ned i. Med så mange folk, der har pengepungen i orden og verdensmandsmanerer, er det vel også naivt at forvente hyggelig landsbysmentalitet.
Périgueux og Bordeaux
Så er det tid til turens lange dagstræk, fra Aix til Périgeux på den anden side af det centrale bjergmassiv. En by, der er interessant fordi den er hovedbyen i Dordogne, og i øvrigt ikke ubeskrevet i La France (se f.eks. årets første nummer).

Igen tager vi os god tid og er skrået ind over landet på det sidste stykke køretur for at nyde det bakkede og frodige landskab. Det er blevet helt mørkt da vi tilbagelægger de sidste kilometer i de endeløse skove med sælsomme klippeformationer der sine steder nærmest hænger ud over vejen. Vi møder ikke mange andre biler.
Arkitekturen i Périgueux er tung og middelalderlig, nogle dele går tilbage til romerne. Der er et imponerende museum opført oven på udgravningerne, som også tidligere omtalt i La France. Folk virker lidt skeptiske overfor fremmede, og en frisk croissant med kaffe er ikke helt let at opdrive. De to dage vi havde planlagt at bruge i området virker pludselig lange, så vi beslutter at klemme en dagtur til Bordeaux ind i programmet.

Her møder vi anderledes grandiose forhold. Bordeaux er en flot by med lange gennemgående handelsstrøg, fuld af liv i gader og på pladser, trods egentlig relativt beskedent indbyggertal. Den kalder på dybere udforskning, men vi når at smage et par varianter af den lokale bagværksspecialitet, canelé, en rillet formkage, der vist også er lidt på mode på bedre restauranter herhjemme. Derefter kører vi ud til Cité du Vin, et stort anlagt museum i udkanten af byen. Besøg er lagt an på at skulle vare mindst nogle timer, og der har været godt med formidlere inde over, som man jo gør når man bygger museer i dag. Det meste information leveres via et udleveret headset. En rigtig en på opleveren skal man have, men det er faktisk lidt anstrengende.

Tours og Paris
Det grandiose følger med til sidste stop på turen, Tours, et par timer syd for Paris. Ikke så underligt, da byen både under romerne og i renæssancen har været Frankrigs hovedby. Lutter flot arkitektur slår os i møde på indfaldsvejen da vi nærmer os bymidten. Temperaturen er igen kravlet deropad, den tredje hedebølge er over os. Vi har en enkelt nat på et chict udseende lille hotel, drevet af et yngre værtspar der dyrker den skandinaviske stilrenhed.
Nattelivet overrasker, byens størrelse taget i betragtning og her midt på sommeren, hvor de studerende vel holder ferie. Fra det lidt søvnige Périgueux er der skruet voldsomt op for stemningen på tværs af store dele af bymidten her lørdag aften, med en overvægt af aldersgruppen der netop godt kunne være studerende.

Så bliver det søndag, sidste flade etape op mod Paris. Nathja mindes en gang hun har været i Paris som meget ung. Jeg har boet der, så jeg får lov at vise mine steder frem. Frokost på Le Rostand ved Luxembourg-haven, en af mine favoritter. Betjeningen sender vittigheden om de franske tjenere i skammekrogen, voksne, belevne og pariser-friske som de to gråhårede herrer der styrer terrassen er. Saint-Sulpice, Marais, en eftermiddagsdrink med en gammel ven og så må vi mod lufthavnen, hjem til rugbrødet og sin egen seng at sove i. Med mange steder at genbesøge med i bagagen – for der er masser af spændende historier at fortælle.
